Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.
I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.
Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.
Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.
I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…
Forleden sendte en bekendt mig linket til dette indlæg om hvorfor produktionen af 155 mm artillerigranater går så langsomt. Det er værd at læse hele indlægget, men basalt set er konklusionen, at manglen på artillerigranater ikke skyldes de tekniske udfordringer, som normalt fremhæves (fx at det tager lang tid at bygge en ny fabrik), men snarere manglende politisk vilje.
My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.
Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.
Hvad er de vigtigste spørgsmål om klimaprissætning i landbruget, og hvor godt hjælper Svarer-gruppens rapport til at besvare dem? Det har jeg skrevet om i JP Finans.
Op til jul havde Otto og jeg et indlæg i Politiken, hvor vi gik i rette med Lone Simonsen og Viggo Andreasen (LV). Det var svar på en kronik af de to RUC-forskere, der begge havde centrale ekspertroller både i regeringen og i medierne under COVID-19-pandemien, hvor de spurgte, hvad man havde lært af coronakrisen. Desværre bar deres kronik præg af både graverende fejl, udeladelser og misforståelser. Og af manglende evne til at gribe i egen barm.
Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2024. Skriv et svar
En af de bedste bøger (minus skønlitteratur) jeg læste sidste år, var Mark Koyama og Jared Rubins How the World Became Rich. Bogen er en meget læsevenlig og velargumenteret gennemgang af forskellige teorier for, hvordan nogle dele af verden er blevet rige siden 1700-tallet. Koyama og Rubin er prisværdigt omhyggelige, selvom de bestemt også ender med en vurdering af mere eller mindre vigtige omstændigheder.
Mens bogen i sig selv er varmt anbefalet, kan man nu se Mark introducere bogen og diskutere den med Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London. Daniel er en dygtig interviewer og alle 45 minutter er interessante, hvis man er interesseret i økonomisk udvikling, vækst, eller bare historie.
Af Otto Brøns-Petersen, den 26. februar 2024. Skriv et svar
Jeg vil tillade mig den påstand, at størstedelen af dagens “praktiske politiske problemer” kan føres tilbage to systemiske kerneproblemer ved velfærdsstaten. Det gælder ikke kun dem på regeringens dagsorden. Alex Vanopslaghs bog “Vejen til ansvar” eksempelvis fokuserer ligeledes på aktuelle temaer, som flyder fra navnlig det første grundproblem.
I sidste uge skrev jeg en klumme om de to problemer i Børsen. I skal ikke snydes. Så her er den til ære for Punditokratiets læsere:
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2024. Skriv et svar
Torsdag den 7/3 afholder IFN i Stockholm et offentligt policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret er en af de sidste aktiviteter i mit og Niclas Berggrens forskningsprojekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som finansieres af the John Templeton Foundation. Arrangeementet begynder 8.30 med registrering og morgenmad – hvis man er i Stockholm – og selve programmet starter klokken 9. Det hele foregår både fysisk i Stockholm og online – da to af os er med på zoom.
Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.
Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.
Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. februar 2024. Skriv et svar
I denne uge kom omsider den længe ventede rapport fra Svarer-gruppen om grøn skattereform i landbruget. Første delrapport om industrien mv. er allerede omsat i en politisk aftale. Nu venter en langt vanskeligere en om landbruget.
Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.
Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:
Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2024. 2 svar
En af de mest almindelige indvendinger imod økonomer – så almindelig, at Martin Ågerup faktisk bruger tid på den i sin glimrende, nye bog – er, at “økonomer kender prisen på alt, men ikke kender værdien af noget som helst.” Udover at være nedladende (men det er mange af os vant til), demonstrerer påstanden også, at dem der klager over økonomer på denne måde, mangler at forstå en central del af den videnskabelige udvikling i samfundsvidenskaben fra 150 år siden.
Denne bid udvikling er faktisk noget, jeg har undervist i på Aarhus Universitet i vinters. I mit fag Videnskabelige Metoder, der dækker en del videnskabsteori og bidder af økonomisk teorihistorie, har jeg flere gange brugt revolutionen i økonomisk værdilære som et særligt godt eksempel på et paradigmeskift i samfundsvidenskaberne. I de cirka 200 år før 1870 benyttede økonomer sig af såkaldt ‘arbejdsværdilære’. Idéen var, at værdien af en vare eller en service er defineret af, hvor meget arbejde der er indgået i at producere den. Arbejdsværdilære blev også en central del af marxistisk økonomi og den marxistiske påstand om, at arbejderne blev udnyttede: Man kunne jo se, at den pris folk betale for varer var noget højere end den løn, arbejderne der producere varen fik (plus råmaterialer). Marxisterne konkluderede derfor, at der sad nogle virksomhedsejere og skummede fløden, fordi arbejderne jo ikke blev betalt fuldt for deres arbejde.
Men læser men nogle af klassikerne som Adam Smith og David Ricardo, er det klart at de forstod, at der var noget fundamentalt galt med arbejdsværdilære. Teorien indebar for eksempel, at hvis en producent blev mere produktiv og derfor kunne producere en vare på kortere tid, ville man påstå at varen blev mindre værd. Med andre ord havde arbejdsværdilære den absurde implikation, at varer der blev produceret mindre produktivt burde være mere værd!
Problemet blev løst i starten af 1870erne i uafhængige bidrag fra tre forskellige forskere: Jevons (i Manchester), Menger (i Wien), og Walras (i Lausanne). Løsningen førte til moderne værdilære – og netop det syn på ‘værdi’ som økonomers kritikere så åbenlyst ikke forstår eller bryder sig om: Værdi er en fuldstændigt og totalt subjektiv størrelse. For mange danskere er en ostemad og en cafe latte om morgenen for eksempel en del kroner værd. For mig personligt er deres værdi negativ – jeg ville betale for at undgå dem – fordi jeg afskyr ost og ikke bryder mig om mælk i min kaffe. At påstå, at værdien af ostemad-latte kombien på nogen måde er objektiv giver således ingen som helst mening.
Jevons, Menger og Walras indsigt er således dyb, og fordrer også en betydelig grad af liberal tolerance overfor andre mennesker. I det øjeblik man indser, at værdi er rent subjektiv, må man enten acceptere andre menneskers præferencer, smag og prioriteter som ligeværdige med ens egne, eller bevidst arbejde for at påtvinge dem ens egne præferencer som om de var moralsk overlegne. Med andre ord, når folk indvender mod økonomer, at vi ikke kender værdien af noget som helst, er det således enten udtryk for dyb uvidenhed, eller en refleksion af deres dybe intolerance overfor andre mennesker. Moderne arbejdsværdilære er et fint eksempel på, hvordan økonomi – fuldt forstået – ofte gør folk mere tolerante overfor andre menneskers liv, valg og smag.
Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2024. 6 svar
Siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet fra Boris Jeltsin ved indgangen til 2000 har Rusland været et diktatur, men et lidt særligt af slagsen. Eller det vil sige indtil fornylig. Mordet på Alexei Navalny i en arktisk straffekoloni for nogle dage siden kan siges at være sidste skridt i forvandlingen af Rusland til et groft undertrykkende diktatur – og dermed måske også et første skridt mod dets ødelæggelse.
Putin-regimet eksisterede i mange år i en slags ligevægt, hvor regimet opretholdt en slags demokratisk facade, sikrede relativt gode økonomiske vilkår for middelklassen i landets store byer, og som modydelse fik, at borgerne ikke krævede meget mere. En del af denne ligevægt var også gentagne krige – i Tjetjenien, Syrien, Donbas, og annekteringen i 2014 af Krim – der sikrede regimet støtte i form af en ‘rally around the flag’ effekt, samtidig med at de demonstrerede at Putin var en stærk leder.
En særlig del af denne ligevægt var et niveau af undertrykkelse, der ikke var overvældende hårdt. Helt særligt tillod Putin-regimet indtil fornylig nogle relativt frie medier og flere analyseinstitutter – ikke mindst Levada-centeret – der kunne udføre uafhængige spørgeskemaundersøgelser, der til tider spurgte om kontroversielle emner. Rationalet for at tillade disse medier blev beskrevet i 2009 af Georgy Egorov, Sergei Guriev og Konstantin Sonin i en artikel i American Political Science Review.
Der er to grunde til, at diktatorer tillader en grad af mediefrihed. Egorov og hans kolleger fokuserer på, at frie medier kan holde embedsværket i ørerne ved at rapportere om korruption, magtmisbrug, og andre problemer. Når der ingen demokratisk kontrol er med embedsværket, er der behov for andre midler, og her kommer en nogenlunde fri presse ind i billedet.
Den anden grund er, at diktaturer har et stort behov for at vide, hvad der foregår i landet og befolkningen. Jo mere frie medier kan skrive om det, og jo mere uafhængige analyseinstitutter kan lave meningsmålinger og andet, jo mere ved regimet også. Der er derfor en balance at ramme mellem at undertrykke ‘for lidt’, og risikere at man bliver afsat som diktator, og at undertrykke for meget, og dermed ikke vide noget om hvad der foregår – og på den måde risikere mere. Flere forskere har peget på, at mange diktaturer derfor ikke undertrykker pressen så meget som man skulle tro; Ángel Arrese peger endda på, at det er relativt normalt at diktaturer tillader en ret fri erhvervspresse.
Og heri ligger Putins nye problem. Hans fiasko i Ukraine de sidste to år har fået ham til at slå hårdt ned på pressen og styre den med hård hånd. Men det betyder blot, at hans regime nu ved endnu mindre om, hvad der foregår i Rusland, end de plejede. Der dukker jævnligt demonstrationer op, der er massiv utilfredshed lige under overfladen, og et sted mellem ½ og 1 millioner yngre mennesker er flygtet ud af landet. Putin kan og vil ikke tillade, at den slags overhovedet nævnes i medierne, og han kan ikke holde til at de faktiske tabstal og fiaskoer i Ukraine nævnes offentligt. Hans eneste mulighed for at sikre magten nu, er dermed at forlade balancen med de halvfrie medier og undertrykke så meget, som han overhovedet kan. Der er ingen balance længere, kun maksimalt diktatur. At den mest kendte og populære oppositionspolitiker nu er død er kun en logisk følge, og et vink med en vognstang til alle russere om, at regimet ikke engang vil gøre som om, de har rettigheder.
Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.
Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.
Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.
Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?
Statsfejl og utilsigtede konsekvenser
I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.
I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.
Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.
Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”
og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”
Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”
Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.
Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).
Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.
Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.
Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).
Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).
Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.
Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.
Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.
Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.
Forleden modtog jeg nedenstående nyhedsbrev fra Christopher Snowdon, der er ”Head of Lifestyle Economics” hos IEA.
Snowdon peger på væsentlige problemer i Storbritanniens regulering af tobaks- og nikotinprodukter, som ligner de danske til forveksling.
Jeg har tidligere udgivet et notat om totalforbuddet mod at reklamere for (de mindst skadelige) tobaksprodukter, og der er masser af andre forbud (fx forbuddet mod at sælge e-cigaretter med andre smage end tobak og mentol) der trækker i samme retning: At det bliver sværere for rygerne at skifte til mindre skadelige produkter.
Reguleringen kan med andre ord koste menneskeliv.
Alligevel forsøger Kræftens Bekæmpelse & Co. med stor iver at forhindre rygerne i at få let adgang til de mindre skadelige produkter. Et af argumenterne er, at nikotinprodukterne er skadelige for de unge. Og det er jo rigtigt. Og uanset at nogen nok vil mene, at det er forældrenes opgave at sørge for, at de unge opfører sig fornuftigt, så bemærker Snowdon, at det – i stedet for at indføre flere og flere regler – vil give mere mening at håndhæve den eksisterende lovgivning, så butikker ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter til børn.
Det er et uhyre vigtigt område, og det ærgrer mig, at jeg ikke har tiden og ressourcerne til at tage kampen op. I stedet må I nøjes med Snowdons velskrevne og informative nyhedsbrev nedenfor og hans gode indlæg i forskellige medier.
Af Christian Bjørnskov, den 12. februar 2024. Skriv et svar
En af de bedste danske podcasts er 24 Spørgsmål til Professoren, der køres af Weekendavisen med støtte fra Carlsbergfondet. Den faktiske tilrettelæggelse og interviewene køres af den altid fremragende Lone Frank, der forleden havde mig i studiet. Udgangspunktet for samtalen var spørgsmålet “Hvad betyder forskellige aspekter af frihed i den virkelige verden?”
Det blev – efter min ydmyge, men ikke helt upartiske mening – en absolut glimrende podcast. Vi kom ind på en lang række emner om frihed, inklusive nødret, ytringsfrihed og terror, akademisk og forskningsfrihed, og økonomisk frihed og velstand. Emnet burde interessere Punditokraternes læsere, men kan naturligvis også bruges i gymnasiet. Hele podcasten kan høres her og er varmt anbefalet.
Af Otto Brøns-Petersen, den 11. februar 2024. Skriv et svar
Peter Loft har skrevet en roman. Den er værd at læse alene som humoristisk historie, men selvfølgelig især hvis man er interesseret i politik og politiske skandaler. For det er det, den handler om. Selv om bogen sælges som en krimi, skal man ikke læse den, hvis man er ude efter mordgåder, detektiver og den slags. Der er ganske vist formentlig nogle alvorlige overtrædelser af forvaltningsloven, men de kræver vist et trænet øje at opdage og fylder ikke noget som kriminalhistorier.
Jeg skal skynde mig at advare om to ting. Den ene er, at jeg om lidt kommer til at løfte sløret for noget af plottet. Så hvis du gerne vil læse bogen uden at kende for meget af handlingen på forhånd, så gem resten af dette blogindlæg, til du har læst den. Men det ødelægger ikke bogen at kende plottet først. Den anden er, at Peter og jeg er gamle kolleger – netop i centraladministrationen hvor handlingen foregår. Der er dog ikke meget overlap fra vores fælles baggrund til hans historie. Tror jeg. Men så er det deklareret.
Personerne, ministeriet og skandalen i historien er generiske. Det er ikke svært at se, hvor dele af inspirationen til personerne kommer fra, men de er stykket sammen af flere forskellige. Nogle af dem er alment kendte, andre kun af nogle få af os. Substansen i skandalen er heller ikke vigtig eller foldet særlig meget ud. Formålet ser ud til at være at beskrive de motiver og tilskyndelser, der driver aktørerne, og dynamikken mellem dem.
Peter er desværre ikke selv ubekendt med politiske skandaler. Han blev som bekendt afskediget som departementschef i Skatteministeriet i 2012, efter den såkaldte ”Thorning skattesag” om statsministerens mands skatteforhold. Det skete ikke med direkte henvisning til sagen, men få var i tvivl om sammenhængen. Han blev senere ved en undersøgelseskommission frikendt for de meget alvorlige anklager om magtmisbrug, der hang i luften, men fik en mindre kritik for mangelfuld betjening af ombudsmanden i en udløber af sagen.
Romanen handler ikke om Peters egen sag. Men han trækker naturligvis på sine erfaringer fra den og fra sin lange embedsmandskarriere. Og hans følelsesmæssige oplevelser med at være i offentlighedens søgelys som hovedperson i en skandale har givetvis også været kildemateriale. I øvrigt har han skrevet en non-fiktionsbog, ”Efter stormen”, om både Thorningsagen og sit syn på centraladministrationens udvikling. Den kan man jo konsultere, hvis man vil blive klogere i den henseende.
Desværre har der været mange skandaler, ikke mindst i de senere år. Minkskandalen, PET-sagerne og Hjortsagen hæver sig til niveauer, hvor fiktionen slet ikke kan være med. Og da slet ikke i Peter Lofts roman.
Men det mest sandsynlige er, at hans bog er et bud på, hvorfor Skatteministeriet har været så hårdt ramt af sager de sidste ti år. Den mest genkendelige, helstøbte person i galleriet er formentlig også hans afløser som departementschef, der har resideret over disse skandaler. Men når det drejer sig om selve indholdet, er den fiktive skandale fortsat langt mindre alvorlig end sagerne med udbyttesvindel, sammenbruddet i den offentlige inddrivelse, det nye vurderingssystem og den vedvarende uorden i regnskaberne.
Det er værd at notere, at disse sager er opstået, efter at Peter forlod Slotsholmen (og i øvrigt også efter, at jeg selv gjorde). Han har ikke noget førstehåndskendskab. Og bogen forekommer samtidig at være en generel kommentar til andre af tidens tegn, ikke mindst overfladiskheden i politik og pressens måde at forvalte den fjerde statsmagt på.
Plottet i historien er, hvordan en minister, bistået af sin departementschef – trods advarsler fra ministeriets eksperter – gennemtvinger en kritisabel og uadministrerbar tilskudsordning, og hvordan den nye ministers spindoktor sætter en politisk heksejagt i gang ved at lade papirer sive til en journalist, der kun alt for gerne gør sig til bøddel. Spillet er i gang mellem de to politikere, departementschefen, eksperten i departementet, journalisten, spindoktoren og et par centrale figurer mere. Handlingen foregår – som passer sig godt til de introverte typer – mest ved indre monologer. Det indebærer, at personerne ikke lyver så meget for andre, men en hel del for sig selv. Ansvaret skal jo placeres. I sidste ende havner det mere end nogen anden hos den person, der havde forsøgt at advare mod ordningen og de efterfølgende problemer. Hvis der er en morale, er den ikke moralsk, men at amoral og moralsk fordærv belønnes.
Det er en meget humoristisk bog. Det er ikke svært at genkende forfatterens humor, hvis man stødt på den før. Stilen kan godt minde om ”Yes, Minister”, men der er også en snert af Livsens ondskab og af Smeden og bageren.
Det betyder også, at der ikke er mange helte i bogen. Faktisk kun én, en selvopofrende ægtefælle til en af hovedpersonerne. Hun er ikke svær at genkende. Men det rejser naturligvis spørgsmålet, hvordan nogen kan holde ud at beskæftige sig med presse og politik, medmindre de er enten magtliderlige, kvalmende selvoptagede, sensationslystne, uden initiativ til at komme videre eller ikke har evner til at blive til noget i den virkelige verden. Realiteten er naturligvis, at der er rigtig mange kompetente, intelligente og endog sympatiske mennesker på Slotsholmen og omegn, og at de udfører et vigtigt og seriøst arbejde. Men den er nok også, at deres opgaver i stigende grad er blevet vanskeliggjort af den type problemer, som romanen udfolder.
Forrige fredag (2. februar) så det ud som om præsident Milei og hans regering ville få deres store lovpakke (hvad der var tilbage af den) på næsten 400 love (oprindeligt mere end 600) vedtaget i det argentinske Deputeretkammer. Tirsdag (6 februar) faldt det hele sammen og regeringen endte med at trække lovpakken tilbage.
Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.
Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.
Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).
Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.
Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.
Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).
Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.
Argentinas “Belle Epoque”
Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)
Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.
Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.
Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.
Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.
Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.
Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.
Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt
Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.
YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.
Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.
Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.
I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.
Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.
Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.
Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).
Et opgør med mere end 100 års tankegang
Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.
Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.
Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.
Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).
Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.
Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.
Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.
Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.
Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..
Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).
Om ikke andet bliver det spændene at følge.
Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:
John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :
Reason TV:
The Economist:
Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :
Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).
Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2024. Skriv et svar
Mens debatten om regeringens nye Koranlov er ved at ebbe ud, er det stadig usikkert hvad den kommer til at gøre. På trods af, at regeringen med Peter Hummelgaard og Lars Løkke Rasmussen i spidsen slet ikke lægger skjul på, at loven sigter efter at begrænse danskernes ytringsfrihed – Hummelgaard mener for eksempel, at kunstere bare skal lave noget andet – er det op til landets domstole at bedømme, om ikke Grundlovens forsvar af ytringsfrihed ikke trumfer Koranlovens undertrykkelse af den. Men hele debatten, og loven i sig selv, er sket uden nogen form for forskningsbaseret viden, findes denne viden faktisk.
Vi skrev forleden om et nyt studie af Lasse Eskildsen og undertegnede, som vi præsenterede ved den årlige danske public choice workshop. Det relativt kort studie er nu færdigt, og vi har lagt det op på SSRN så alle interesserede kan læse det. Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism? kan læses ved blot at klikke på titlen. Hovedkonklusionen er, at blasfemiforbud ikke gør noget som helst ved terrorrisikoen, men vi opfordrer naturligvis alle interesserede til at læse studiet. Abstractet er nedenfor.
Abstract: Although several countries have repealed their laws banning blasphemy in recent years, it is often argued that such laws are necessary to prevent conflicts and terrorism. In this paper, we explore the association between types of blasphemy law and terrorist events. We find that while blasphemy law in general is not associated with terrorism, countries with constitutionalised blasphemy bans experience more events.
Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2024. Skriv et svar
Vi ved, at blogposts med links til interview, debatter og events sjældent får mange besøg. Men vi gør det alligevel en gang imellem, og idag er i særlig grad en grund til sådan en post. Baggrunden er, at the Institute of Economic Affairs forleden havde besøg af Jennifer Burns i anledning af hendes nye biografi, Milton Friedman: The Last Conservative. Hvis jeg havde været så godt betalt, som en del mennesker synes at tro, ville jeg sidde på en strand på Barbados med bogen!
Burns biografi har fået virkeligt flotte anmeldelser, og hele eventen bliver ikke dårligere af, at den ledes af IEAs nye direktør, Tom Clougherty. Hele eventen tager en time og er varmt anbefalet som inspiration i vinterferien.
Jeg syntes, at dette indlæg fra den altid indsigtsfulde John Cochrane, var yderst interessant. Så hermed en opfordring til at læse det hele. Nedenfor et lille udpluk, hvor Cochrane citerer sit eget indlæg i Wall Street Journal.
An oped at the WSJ. I can’t post the whole thing for 30 days, but here are some tidbits and some extra commentary.
Incompetent Elites Make Trump Look Appealing
His supporters don’t love everything about him but are sick of being disdained and misgoverned.
Democrats and traditional Republicans are flummoxed. How are 4 in 10 of our fellow citizens ready to vote for Donald Trump? …
What motivates Trump supporters? Simple: They want their country back.
I mention Iraq, Afghanistan, and the financial crisis, all of which hit middle America hard, and from which they surmised that the foreign policy and economic elites don’t know what they’re doing. I mention official Washington’s Trump derangement, the second round of the illegitimacy wars.
In 2020 Covid hit. Trump supporters initially went along, trusting institutions. But the pandemic soon exposed the politicized incompetence of the Food and Drug Administration, the Centers for Disease Control and Prevention, and the scientific establishment. Lockdowns destroyed lives. Officials made up rules and ramped up censorship. Inquiries about whether the virus came from a lab leak, or anything negative about masks or vaccines, became “misinformation” subject to censorship. Trump supporters saw media, tech companies and national-security bigwigs suppress the news of the Hunter Biden laptop just in time for the election.
When schools went remote, parents found out what was actually going on inside the classrooms. Teachers were coaching students to hate themselves, their country and their religious traditions and sexualizing young children. The FBI treated angry parents as domestic terrorists. After Oct. 7, Trump supporters learned that universities are incompetent and politicized and disdain people like them. They saw that once-trusted mainstream-media outlets had become political advocates long ago.
Voters see the chaos of a dysfunctional immigration system spill into their neighborhoods. They see crime overwhelming and shutting down cities where officials refuse to enforce laws. They see the homeless invading public spaces.
They aren’t proud of Mr. Trump’s actions after the 2020 election. But 91 felony counts, some brought by prosecutors who campaigned on a promise to get Mr. Trump, and most unrelated to the election? Bonnie and Clyde didn’t have this much legal trouble! And now disqualifying Mr. Trump from the ballot? “Destroy democracy to save democracy” is no longer a joke. The existence of the deep state seems to be confirmed with every outrage….
This election isn’t about employment, spending promises or 12-point policy plans. Voters everywhere want the basic institutions of American society and government to return to a semblance of apolitical competence.
A little advice at the end:
What should Nikki Haley do? Show that she understands this deep frustration. Explain how she will fix the country’s institutions and why Mr. Trump won’t or can’t.
Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2024. 1 svar
I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?
Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.
Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.
Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studieshar vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.
Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.
Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.
Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.
