Blasfemiforbud sænker ikke terrorrisikoen

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2024. 1 svar

I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Kostede coronapandemien 400 mia.kr.?

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. januar 2024. 3 svar

I disse dage er det to år siden, at de danske myndigheder – som de første – erklærede, at Covid-19 ikke længere var en “samfundsfarlig sygdom” og derfor hævede stort set alle pandemirelaterede restriktioner.

Men hvad kom pandemien egentlig til at koste?

Læs resten →

Økonomisk frihed – to podcasts om James Gwartney og hvad vi ved om økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2024. Skriv et svar

Som trofaste læsere ved, døde James Gwartney i starten af januar. Jim var en af hovedmændene bag det ekstremt nytttige – og benyttede – Economic Freedom of the World indeks. Indekset, der siden starten er udgivet af Fraser Instituttet i Vancouver, har revolutioneret vores viden om konsekvenserne af økonomisk politik og økonomiske institutioner. Jeg kan ikke overdrive værdien af Jims arbejde (det meste med Bob Lawson) for vækststudier og hvad man kan lære af andre lande. Martin Rode og jeg skrev derfor også forleden om ham i CapX.

I løbet af denne uge er to podcasts udkommet om Gwartney og økonomisk frihed: Matthew Lesh hos Institute of Economic Affairs talte med mig, mens Juliette Sellgren fra The Great Antidote talte med Bob Lawson. IEA-podcasten er i YouTube-linket nedenfor, mens The Great Antidote kan høres her. Begge er anbefalede!

Kaptajn Ancab og WEF

Af Niels Westy, den 25. januar 2024. 1 svar

I sidste uge skrev jeg om Oxfams årlige ulighedsrapport, som de altid udsender i anledning af det årlige møde i World Economic Forum (WEF) i Davos. I dag har jeg talt med Astrid Johanne Høg i “Blåt Bælte” om Argentinas nyvalgte præsident Javier Milei’s tale samme sted. Du kan høre indslaget her.

Vi har tidligere skrevet om WEF – se f. eks. her – som ikke just er vores kop te, med dens forestillinger om at en udvalgt elite af politiske magthavere sammen med private virksomheder, kan “redde verden”. Den slags elitære forestillinger bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Medmindre man altså tror på at “hvis bare de rigtige mennesker kommer til, så skal det nok blive godt alt sammen”. Det bliver det så ikke.

I år skete der så det helt specielle, at Argentinas nyvalgte præsident og selverklærede anarkokapitalist, Javier Milei talte – og der blev i den grad talt dunder – ikke mindst mod stort set alt hvad WEF står for.

For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Læs resten →

Peter Kurrild-Klitgaard om staten og Covid

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2024. 2 svar

I løbet af 2020 begyndte politikere og meningsdannere begejstret at påstå, at nedlukningerne og vaccineudvikling dokumenterede, at en stor og aktivt indgribende stat kan opnå store ting. Enkelte aktivister talte endda om at bruge statslige nedlukninger for at bekæmpe klimaproblemer. Den diskussion er stille og roligt forsvundet igen, selvom mange lande stadig har de samme politikere, der stadig påstår at deres indgreb enten hjalp eller i det mindste var velmente. Og idéen om den store og gode stat eksisterer stadig, ikke mindst fordi de nordiske lande opnåede lave rater af overdødelighed i internationale sammenligninger. Var det da på grund af vores allerede store og indgribende velfærdsstater?

Den gamle redacteur for denne blog, professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet, har netop udgivet en artikel der tester denne påstand. Artiklen “Size isn’t everything: COVID-19 and the role of government“, der er under udgivelse i det prestigiøse Public Choice, afviser meget klart påstanden. Som PKK viser, er der hverken en sammenhæng i de rå data – se for eksempel figuren nedenfor, der er nogenlunde så tæt man kommer på en perfekt sky – eller når man undersøger spørgsmålet med mere avanceret statistik.

Mens resultaterne næppe kan komme som en overraskelse for faste læsere af denne blog, er de nok hverken bekvemme eller forventede for folk, der stadig tror at en indgribende stat kan løse store kollektive handlingsproblemer. For når verdens mest udbyggede offentlige sektorer ikke bidrager til at løse et indrømmet stort, men meget specifikt problem, hvordan kan man så regne med, at komplekse problemer som industriudvikling, grøn transition, eller styring af forskning kan gøres bedre af staten? Abstractet kan ses nedenfor; hele artiklen er varmt anbefalet.

The emergence of the global COVID-19 pandemic in 2020 quickly generated claims that the crisis had demonstrated the superiority of extensive welfare states and a failure of market economies. We conduct cross-sectional statistical analyses to test this claim with regard to first response and reported COVID-19 related deaths per 31 December 2020 (N = 164–200), using government spending as a central variable. The analyses confirm some of what is known from other studies: COVID-19 deaths associate positively and robustly with ageing and more obese populations. However, we find no statistically significant associations between various measures of government size and the number of COVID-19 deaths, alone or when controlled against demographic, political and economic factors. If anything, the general effectiveness of government services and the availability of hospital beds seem more important than the simple size of government or level of health care expenditures.

Fødselskrisen i Kina i 2023 og Maos store spring fremad

Af Jonas Herby, den 20. januar 2024. 7 svar

I seneste afsnit af vores podcast, Økonomiske principper, kom Claus og jeg bl.a. ind på den lave fertilitet og det deraf faldende befolkningstal på sigt.

Lav fertilitet er et emne, jeg tror, vil få stor politisk opmærksomhed inden for de næste 10-20 år, fordi ændringerne i mange lande er ekstreme, og fordi det – som Otto har skrevet om tidligere – kan have alvorlige implikationer for menneskeheden (kort sagt tænker 8 milliarder hoveder bedre end 4 milliarder). Jeg har også selv tidligere skrevet om teknologisk tilbagegang på Tasmanien som følge af et lavt befolkningstal.

Derfor er jeg begyndt at lægge mere mærke til historier om befolkningstal, og forleden lagde jeg mærke til nedenstående figur, som blev delt på X. Figuren viser, at fødselstallet i Kina er omtrent halveret siden 2016.

Halveret! Tænk lige over det. Det betyder alt andet lige, at behovet for fx pædagoger og vuggestuer mv. på bare syv år bliver halveret. En helt vild udvikling i mine øjne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor fødselstallet er halveret på blot syv år. Og selvom der er mange faktorer, der spiller ind, tyder noget på, at Maos store spring fremad har en betydelig indvirkning. Nedenstående figur viser befolkningspyramiden i Kina, som den så ud i 2020. Bemærk årgangene der er ca. 60 år gamle. De er markant mindre end de øvrige årgange. Og det hænger sammen med at Maos fejlslagne politik førte til omfattende hungersnød i Kina netop i de år (de 60-årige er født i 1960).

Her er hvad Den Store Danske skriver om hungersnøden:

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde.

Det er især interessant, at de 17-årige i 2020 (der i 2023 var 20 år) er den mindste årgang blandt dem, der er omkring den alder, hvor man normalt stifter familie. I Kina er gennemsnitsalderen for fødende ca. 28 år, så der er ikke noget, der tyder på, at Kina endnu har nået bunden i forhold til små årgange. De kan sagtens være meget mindre om 5-10 år, når de mindste årgange får børn, end de var i 2023.

Spørgsmålet er, hvad det her kommer til at betyde for fremtidige generationer. Både økonomisk og geopolitisk kan det få enorme konsekvenser.

De rige bliver rigere, mens resten står i stampe, eller..?

Af Niels Westy, den 18. januar 2024. 1 svar

Så blev det den tid på året, hvor Oxfam udsender deres årlige “ulighedsrapport” – som altid – så det passer med det årlige World Economic Forum møde i Davos. I år er naturligvis ingen undtagelse, og i lighed med tidligere år – og det er en del efterhånden – ser det sort ud, hvis man altså skal tro Oxfam. Men det skal man nu heller ikke…….

Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Læs resten →

Syv (dårlige) erfaringer med innovativ industripolitik

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. januar 2024. 2 svar

Der har i de senere år været forsøg på at rehablitere begrebet industripolitik. Altså forestillingen om at politikerne med succes kan øge velstanden ved at udvælge og satse på bestemte sektorer, projekter eller virksomheder. Det hæftes ofte op på ideen om, at man kan drive innovation frem ved at opstille politiske missioner – i stil med månelandingsprojektet.

Men både det teoretiske og empiriske grundlag er svagt.

Det har en række svenske forskere sat sig for at undersøge nærmere i et stort forskningsprojekt. I 2022 udkom Wennberg og Sandströms antologi “Questioning the Entreprenurial State”, og nu udkommer næste bind “Moonshot and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy” af Magnus Henrikson, Christian Sandström og Mikael Stenkula. Den gennemgår erfaringerne fra konkrete “cases” med “missionsdrevet innovationspolitik”, altså ad politisk vej skabe innovationer til at indfri opstillede missioner. I en artikel i det netop udkomne “Ekonomisk Debatt” gennemgår de tre forfattere syv empiriske læresætninger fra de mange cases, de har set på (artiklen rummer også links til at downloade de to bøger).

De syv læresætninger er:

  1. Missioner kan ikke løse “onde” problemer [f.eks. hjemløshed i USA].
  2. Politikere og myndigheder er ikke fritaget fra egeninteresse.
  3. Beslutningstagerne savner tilstrækkelig information til at udforme missioner på en hensigtsmæssig måde.
  4. Missioner leder til privilegiejagt (rent seeking) og klientpolitik (mission capture).
  5. Missioner skævvrider konkurrencen.
  6. Missioner forvrider incitamenterne og skaber moral hazard.
  7. Missionsdrevet innovationspolitik ignorerer offeromkostninger.

Hvad sker der med dansk dødelighed?

Af Christian Bjørnskov, den 15. januar 2024. 15 svar

I Storbritannien er der en debat om overdødelighed: Hvorfor dør der flere folk efter Covid-pandemien og nedlukningerne er overståede? En helt ny artikel i The Lancet Regional Health peger for eksempel på, at overdødeligheden i 2022 og 2023, sammenlignet med årene 2015-19, var henholdsvis 7,2 og 8,6 %. En række læger og andre eksperter – ikke mindst Karol Sikora – har også i den almindelige presse understreget, at der i forhold til normalen er alt for mange dødsfald, og ikke mindst på grund af hjerte-karsygdomme. Men hvor er debatten i Danmark? For det er ikke fordi vi ikke har samme problemer, som vi illustrerer nedenfor.

En af de sammenligninger, vi allerede foretog under nedlukningerne, var mellem Danmark eller hovedstadsregionen, og Skåne. Det er stadig en af de mest relevante sammenligninger, vi kan lave, da Skåne ikke blot historisk var en del af kongeriget, men også stadig ligner Danmark i geografi, vejr, kultur, velstand, og genetik. Men det svenske Skåne oplevede ikke den voldsomme (og absurde) nedlukning, som danskerne blev tvunget gennem.

Figuren ovenfor plotter dødelighed hver måned fra Januar 2017 til januar 2023, målt per tusinde indbyggere. Som man ganske let kan se, fulgte Skåne det helt generelle danske mønster før nedlukningerne, inklusive den særligt hårde influenzaepidemi i starten af 2018. Det er også let at se, at den meget høje korrelation fortsatte ind i 2020 på trods af, at Danmark lukkede ned og Skåne ikke gjorde det. Figuren illustrerer således, hvad vi alle nu ved: Nedlukningerne virkede ikke. Svenskerne fik måske en højere spike i januar 2021, men derefter lavere dødelighed igen.

Det særlige, som figuren illustrerer, er at mens Skåne havde lavere dødelighed før nedlukningerne – den skånske dødelighed var ret konsistent 10 % lavere end den danske – er denne forskel i 2022 og 2023 steget til 20 %. Med andre ord er der ret klart sket noget lignende i Danmark som i Storbritannien: Der er markant overdødelighed, men vi taler ikke om den. Det kan også ses – i figur nummer to nedenfor – at det samme billede kan ses, når vi sammenligner ugentlig dansk dødelighed i 2022 og 2023 med de foregående fire år.

Starter vi med årene 2016-2019 var der en forskel på det bedste til det værste år på 5,5 %: 2018 med den hårde influenzaepidemi var værst og 2016 lettest. Men i forhold til gennemsnittet over de fire år var dødeligheden i 2022 10,7 % højere, og dødeligheden i 2023 8,5 % højere. Vi har ingen svar på spørgsmålet, hvorfor flere danskere dør nu end før Covid-pandemien, men vi mener, at det er et problem der bør diskuteres offentligt. Og når man noterer, at forskellen ikke blot findes når man sammenligner med tidligere år i Danmark, men også i sammenligningen med Skåne – og endda i samme omfang – må nedlukningerne være mistænkte nummer ét.

James Gwartney, 1940-2024

Af Christian Bjørnskov, den 12. januar 2024. Skriv et svar

Tidligere på ugen kom en meddelelse, som mange af os har vidst ville komme, men ingen håbede på. James Gwartney var død, 83 år gammel. Jim (som de fleste af os kendte ham) var ikke blot professor i en menneskealder på Florida State University – han var ansat i 53 år – men også en af de mest indflydelsesrige økonomer, som selv andre nationaløkonomer ikke kender til.

Jim læste PhD på University of Washington, og udgav en del af sin afhandling i 1970 i American Economic Review – et af professionens absolut mest prestigefyldte tidsskrifter. Hans arbejde om diskrimination af sorte i det amerikanske arbejdsmarked blev publiceret gennem 1970erne i både AER og det lige så fine Journal of Political Economy, og gav ham allerede lige efter afhandlingen en stilling på Florida State University. Jim blev der i 53 år, det sidste halvandet år som professor emeritus. Hans økonomilærebog Economics: Private and Public Choice, der første gang blev udgivet i 1976, var også med til at etablere hans position i professionen, ikke mindst fordi det var den første lærebog, der brød med mange økonomers naive syn på politik og statslige indgreb.

Jims ‘crowning achievement’ kom dog i midten af 1990erne, efter en konference hos Fraser Instituttet i Vancouver. Konferencen, der handlede om konceptet økonomisk frihed, blev ledt af Milton Friedman og Michael Walker, og førte til at Jim en dag bankede på døren til sin forskningsmedhjælp Bob Lawsons kontor: “Bob, hvad laver du det næste halve år?” Den lettere forvirrede Bob svarede, at det vidste han ikke helt, hvorefter Jim fortalte ham, at de skulle lave et indeks over økonomisk frihed. I stedet for at sigte efter et perfekt mål, satte de to sig for at skabe et praktisk indeks af offentligt tilgængelige data, der kunne sammenlignes over tid og lande. Resultatet blev den første af de nu årlige rapporter fra Fraser om Economic Freedom of the World, der de seneste år har dækket 165 lande. Over årene har både Walter Block, Joshua Hall og Ryan Murphy medforfattet rapporten, men den oprindelige idé og hele grundlaget for at sætte internationalt sammenlignelige tal på økonomisk frihed kom fra Jim og Bob.

Jeg brugte Google Scholar i morges til at tælle op, hvor ofte rapporterne er blevet citeret siden den første udgivelse i 1996. Resultatet blev næsten 7000 citationer i både artikler, regeringsrapporter, tænketankanalyser, afhandlinger, og andet. Mange økonomer ville give en halv arm for at nå 7000 citationer i deres samlede karriere, men Jim nåede det med blot én publikation. Men hvilken publikation og hvilken idé! Uden hans insisteren på at måle økonomisk frihed – og uden Bobs enorme dataarbejde og -viden – ville vi nok stadig have råbt ad hinanden, uden at kunne sætte tal på konsekvenserne af politik. Idag ved vi meget om, hvordan reformer der påvirker borgernes økonomiske frihed, påvirker deres økonomiske vækst. Vi kan sammenligne på tværs af verden, se om nogle elementer er vigtigere end andre, og måske vigtigst af alt kan vi lære konkret af andre landes reformer og erfaringer. Grundlaget for at kunne gøre det præcist og konsistent blev lagt af Jim omkring 1995.

Derudover bør Jim Gwartney også huskes for den person han var. Som mange har skrevet i løbet af ugen – se blot Randall Holcombe, Robert Lawson, Ian Vásquez, og Matthew Mitchell – var han i Mitchells ord “unfailingly kind, gracious, humble, encouraging and grounded.” Og det er også sådan jeg lærte ham at kende. På trods af, at Jim var blind de sidste 30 år af sit liv, var han altid venlig, hjælpsom og interesseret. Som Ryan Stowers skriver i en hyldest af ham, var han “the kind of person who always made you feel better after spending time with him.” Sidste gang jeg møde ham, var til morgenmaden den første dag ved en konference, hvor jeg smilede til Maria der var med ham, og sagde godmorgen. Jim spurgte Maria, hvem det var, og da hun svarede “it’s Christian from Denmark”, lyste Jim op i et smil. Vi brugte fem minutter på en hyggelig snak om økonomisk frihed, jetlag, og fælles venner. Resten af dagen var bedre på grund af de fem minutter. Jim vil ikke kun blive savnet på grund af sin forskning, men også fordi han var et fantastisk menneske.

Dansk public choice workshop 2024 – i Aarhus

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2024. 1 svar

Som trofaste læsere ved, afholder vi hvert år i slutningen af januar den danske public choice workshop. Workshoppen er en éndags-event, hvor forskere fra Danmark og andre lande kommer for at præsentere deres nye forskning, og for at høre og diskutere andres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er altid en venlig og hyggelig event, hvor folk på alle trin i deres karriere deltager. Jeg har også adskillige gange oplevet både bachelor- og kandidatstuderende, der deltog og fik enten idéer til opgaver, eller en indsigt i, hvad forskere kigger efter. Og særligt for studerende er det en god mulighed for at tale med andre forskere, de måske er interesserede i.

Progammet er nu parat for workshoppen, der afholdes på Aarhus Universitet fredag den 26. januar fra klokken 11-18. Stedet er bygning 2630 (K), lokale 101 og 102. Nedenfor er hele programmet. Alle interesserede er velkomne til at deltage i workshoppen, eller måske bare sidde med på en enkelt session i løbet af dagen.

11.00: Welcome

11.05: Institutions and economic freedom (Chair: Niclas Berggren)

Andreas Bergh (Lund) and Richard Öhrvall (Linköping): Market Friendliness and Social Trust: Evidence from Sweden

Peter Nannestad (Aarhus): Cultural, Economic, and Institutional Correlates of Private Charity: Exploring Some Macro-Level Evidence

Jerg Gutmann (Hamburg) and Tim Krieger (Freiburg): Economic Freedom and Varieties of Peace

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Economic Freedom and Academic Freedom: An Extension of the Hayek-Friedman Hypothesis

Martin Paldam (Aarhus): Can Democracy and Religiosity Explain Corruption? An Empirical Survey of Cross-Country Data

12.50: Lunch

14.30a: Local-level effects (Chair: Josh Bedi)

David Sandberg (Lund): The effects of a local labor market shock on young adults: Evidence from military base closures in Sweden

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Can Economic Rationality Help Explain Rollo’s Career in Normandy around Year 900?

Josh Bedi (CBS): Protecting Postville? The Impact of Deportation on Local Crime Rates

14.30b: Populist policy (Chair: Andrea Sáenz de Viteri)

Lasse Eskildsen and Christian Bjørnskov (Aarhus): Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism?

Jan Fałkowski, Łukasz Hardt, Jacek Lewkowicz (Warsaw): Political Affiliation and Voting on Interest Rates: Some Evidence from the Monetary Policy Council in Poland, 1998-2022

Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prague) and María Julieta Sammartino (Navarra): Currency Overvaluation and Populism in Latin America

1600: Coffee

16.25a: Public economics (Chair: Henrik Jordahl)

Line Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Assessing the potential productivity gains in municipal administration: Evidence from benchmarking in Denmark

Rasmus Wiese and Steffen Eriksen (Groningen): Willingness to pay for improved public education and public health systems: The role of income mobility prospects

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Influence of Policy Instruments and Voter Pressure on Pass Rates in Lower Secondary Schools in Denmark

Henrik Jordahl (Örebro), Astghik Mavisakalyan (Curtin), and Panu Poutvaara (CESIfo): Attractiveness and Preferences for Redistribution: The role of Gender

16.25b: Constitutions and autocracy (Chair: Christian Bjørnskov)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), Jerg Gutmann (Hamburg), and Stefan Voigt (Hamburg): Can new constitutions tighten the reins? The effect of constitutional change on constitutional compliance

Stefan Voigt and Jerg Gutmann (Hamburg): Extending the Separation of Powers– A Silver Bullet for Making Constitutional Democracy Sustainable?

Lasse Aaskoven (Southern Denmark) and Brenda van Coppenolle (Sciences Po, Paris): Autocratization and Political Dynasties: Evidence from Denmark

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andrea Sáenz de Viteri (VSE, Prague), and Martin Rode (Navarra): A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean

18.10: End of workshop

Gæsteindlæg: Økonomisk frihed og luftforurening

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2024. Skriv et svar

Vi bringer idag et gæsteindlæg fra Nikolaj Richardt Pedersen, der er elev i 3.G på Herlufsholm Gymnasium.

Fra marts til oktober 2023 har jeg været en del af Projekt Forskerspirer, et akademisk projekt administreret af KU og AU, som er rettet mod gymnasieelever. Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde med Christian Bjørnskov, som har hjulpet med at udarbejde en længere synopsis for et forskningsprojekt. Nedenstående er et uddrag af denne synopsis.

Luftforurening er noget, der typisk er en usynlig dræber. En tydelig tendens kan bemærkes: Rige og velfungerende lande har en markant lavere grad af skadelig luftforurening. Samtidig har økonomen Donald Boudreaux udtalt, at verden bliver ”Cleaned by Capitalism”, hvor markedsmekanismen antagelsesvis over tid, udbyder mindre skadelige produkter. En del tidligere forskning har udledt, at når lande opnår et vist niveau af velstand, begynder de at rengøre miljøet. Inden dette niveau opnås, forurenes der stadig mere; det omtales som den miljømæssige Kuznets kurve. Økonomisk frihed antages at sikre en større idéudveksling og innovationskraft, der skaber grønnere løsninger samt økonomisk vækst. Egenskaber, der i sig selv fremmer produkter, som i produktionen og anvendelsen udleder mindre luftforurening.

Undersøgelsen er en kvantitativ sammenholdelse af ’økonomisk frihed’ som den uafhængige variabel overfor luftforurening som den afhængige variabel. Derved bygger undersøgelsen på Fraser Institutes Economic Freedom Index og luftforureningsparametrene PM2.5, PM10 og NO2 fra Word Health Organization, Word Development Indicators, og OECD. På baggrund af alle OECD-lande i perioden 1990-2019, hvor landene sammenlignes relativt til år 2019 og udvalgte lande sammenlignes ift. deres udvikling i perioden.

En væsentlig fejlkilde i enhver sammenligning er, at en udvikling i økonomisk frihed vil tage tid, før det vil virke forbedrende på luftforurening. Derfor formodes luftforureningsværdierne at være et billede af niveauet af økonomisk frihed for flere år tilbage. Desuden forudsættes det i undersøgelsen, at sammenhængen mellem variable er cirka lineær. Ligeledes tager undersøgelsen ikke højde for OECD-landenes outsourcing af luftforurenende produktion, men alligevel har udviklede lande relativt bæredygtig produktion og produkter.

Jeg viser her en række udvalgte resultater fra den synkrone undersøgelse i figurform:

For to af forureningsindikatorerne (PM2.5 og PM10) fandtes en outlier, der alle steder er korrigeret væk af geografiske årsager. Der observeres en fin forklaringsgrad (en R2 mellem 0,42 og 0,60(, og et diagram, hvor datapunkterne ligger ganske tæt på af tendenslinjen.

Følger man udviklingen i lande over tid, får man meget lignende mønstre. Her er to udvalgte diagrammer fra den diakrone undersøgelse.

Der er få datapunkter, men diagrammet for Sydkorea viser umiddelbart en fin tendens. For lande, som Estland med en næsten konstant grad af økonomisk frihed i perioden, kan en tendens ikke ses. I Estland ser man derimod et konstant fald efter transitionen væk fra socialisme og en meget stor stigning i den økonomiske frihed i 1990erne.

Samlet kan man bemærke, at økonomisk frihed i nogle tilfælde umiddelbart ser ud til at kunne forklare 50-60% af udviklingen i den afhængige variabel. Både udviklingen i lande og særligt mønstret på tværs af lande udmærker sig til et fint empirisk grundlag, der bør sammenkobles til teorien bag. Der er altså klart indicium for en nævneværdig sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og skadelig luftforurening i et givent land.

Nikolaj ‘vandt’ desværre ikke forskerspireprojektet, men hans projekt var virkeligt fint. Og der ligger så absolut et emne for et glimrende bachelor- eller specialeprojekt, der kunne tage udgangspunkt i hans forskerspirearbejde. Varmt anbefalet herfra!

Er vi hver især blevet mere frie siden 1972 til at leve det liv, vi ønsker os?

Af Jonas Herby, den 5. januar 2024. Skriv et svar

Jeg hørte forleden, at statsministeren ”talte usandt”, fordi hun sagde, at Dronning Magrethe blev udråbt til dronning på en ”regnfuld januardag i 1972”. For det regnede ikke!

En lettere ligegyldighed i mine øjne, for der var faktisk en anden ting ved nytårstalen, der er mere værd at diskutere. Mette Frederiksen hævdede, at Dronningen overlader os et land, ”hvor vi hver især er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os”.

Men er det korrekt?

Da Dronningen tiltrådte i 1972 var skattetrykket en del lavere end i dag. På trods af skatteoprøret ved Jordskredsvalget er skattetrykket siden 1972 steget fra ca. 40% til ca. 45% (faldet i 2022 er midlertidigt). Vi er altså blevet mindre frie i forhold til at bestemme over vores egen indkomst.

På reguleringsområdet er situationen lidt mere usikker. Nogle store klumper er siden 1972 blevet dereguleret (fx luftfarts- og telesektoren). Men samtidig viser opgørelserne af regelmængden, at den er eksploderet fra ca. 7 mio. ord i 1989 til ca. 20 mio. ord i 2022. Noget tyder altså på, at vi på nogle områder har fået væsentligt mere frihed, mens friheden på mange andre områder er blevet indskrænket.

I mine øjne er det derfor lidt friskt uden dokumentation at hævde, at vi danskere i dag er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os, end vi var, da Dronning Magrethe blev udråbt til dronning – hvordan vejret så end var den dag. Det er naturligvis ikke Dronningens skyld. Men HVIS statsministeren vil sige noget om, hvordan det politisk er gået i Dronningens regeringstid, så bør hun forholde sig til det, som data rent faktisk viser: Større skattetryk og flere regler, men heldigvis krydret med nogle væsentlige klumper deregulering undervejs.

Vækst efter Solow og Swan

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2024. Skriv et svar

Forleden skrev Otto om den amerikanske nationaløkonom Robert Solow, der døde umiddelbart før jul. Han var modtager af både John Bates Clark-medaljen i 1961 og Nobelprisen i 1987 for sit arbejde omkring langsigtet økonomisk vækst. Solow var utvivlsomt en stor økonom, men er idag primært kendt for den vækstmodel, der bærer hans navn – ofte sammen med Trevor Swans, der på samme tid og uafhængigt af Solow nåede til den samme indsigt.

Solow og Swans berømte indsigt er, at økonomisk vækst der kun er baseret på ‘almindelige’ investeringer i udstyr, ressourcer og arbejdskraft, holder op. Grunden er, at mens den ekstra, marginale effekt af mere udstyr osv. falder – maskine nummer 110 gør ikke nær så stor en forskel som maskine nummer 11 – stiger omkostningerne til vedligehold og udskiftning af udstyr, og omkostninger til løn, lineært: Maskine nummer 110 og arbejder nummer 89 koster det samme i vedligehold eller løn som nummer 11 og 9. Den grundlæggende indsigt er derfor, at permanent langsigtet vækst nødvendigvis må komme fra produktivitetsfremskridt.

Tiden efter at Solow og Swans indsigt var blevet accepteret af økonomprofessionen, blev derfor kendetegnet ved to ting. For det første skiftede meget af den økonomiske interesse i 1960erne og 1970erne til konjunkturanalyse. For det andet, og i særlig grad fra slutningen af 1980erne, skiftede interessen i vækstforskning til det indlysende spørgsmål: Hvor kommer produktivitetsfremskridtene så fra, og hvorfor er nogle lande foran andre i produktivitetsudvikling?

Et at af de meget få bidrag fra 1960erne var med til at starte det, vi idag taler om som ‘endogen vækstteori’. Det er ikke – som nogen studerende til tider tror – en enkelt teori, men en hel familie af teorier med det fællestræk, at de alle forsøger at forklare hvor produktivitetsudviklingen kommer fra. Bidraget fra 1960erne af Richard Nelson og Edmund Phelps foreslog, at uddannelse var central. Som de skrev:

We suggest that, in a technologically progressive or dynamic economy, production management is a function requiring adaptation to change and that the more educated a manager is, the quicker will he be to introduce new techniques of production. To put the hypothesis simply, educated people make good innovators, so that education speeds the process of technological diffusion.

Vækstteori efter Solow og Swan gik dog langsomt igang, og det var først sidst i 1980erne at den senere Nobelprismodtager Paul Romer tog Nelson og Phelps idéer op igen, at der virkelig kom gang i den videnskabelige udvikling. Romers idé var, at jo bedre uddannede ens medarbejdere er, jo mere sandsynligt er det, at de finder på noget nyt. De to teorier er derfor ikke modsætninger, fordi Romer primært interesserede sig for, hvor innovationen kom fra, mens Nelson og Phelps mere fokuserede på, hvordan den spredte sig til andre virksomheder.

Der er en række andre teori, der alle hører til endogen vækstteori. Philippe Aghion og Peter Howitt foreslog tidligt, at man burde forestille sig en økonomi med nogen virksomheder med en forsknings- og udviklingsafdeling. Innovationen fra afdelingerne ville kunne give virksomhederne en konkurrencefordel indtil deres konkurrenter indhentede dem. Mens Aghion og Howitt således satte spot på det faktum, at der findes almindelige investeringer og investering i innovation – investeringer er således ikke én, men to ting – rejste deres model også en række spørgsmål om, hvilken grad innovation bør patentbeskyttes. En lidt anden gren af de endogene vækstteorier er de såkaldte AK-modeller, der alle hviler på at investeringer på en eller anden måde giver en ekstraeffekt i forhold til Solow og Swans model. Kenneth Arrow foreslog for eksempel tidligt, at når en virksomhed investerer i mere udstyr, sker der også en slags learning-by-doing. Når folk flytter job, eller virksomheder på andre måder lærer af hinanden, spreder disse learning-by-doing gevinster sig til andre virksomheder, der måske slet ikke investerede selv. Der bliver på den måde en ‘positiv eksternalitet’ af virksomheders investeringer i nyt udstyr, maskinel eller teknologi.

Vækstteori er derfor blevet et felt i nationaløkonomi, som man kan bruge et helt fag eller to på at undervise i. Men stort set alt nyt i vækstteori starter med Solow og Swans fundamentale spørgsmål: Hvor kommer den ekstra produktivitet fra? Uden hundreder af verdens dygtigste økonomer, der har brugt år af deres liv på at tænke på spørgsmålet, eller tænke over hvordan man empirisk kan undersøge, hvilke teorier der bedst passer på virkeligheden, var vi aldrig kommet til vores nuværende forståelse af vækstprocesser. Det, man virkeligt kan undre og ærgre sig over, er at så mange virksomhedsledere og politikere stadig ikke har forstået Solow og Swans indsigt, men stadig tror, at jo flere ressourcer et land smider efter almindelige investeringer, jo bedre gør det. Det har vi i forskningen vidst sideen 1956 ikke er sandt.

Solow og jagten på vækstens kilder

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. december 2023. Skriv et svar

Forleden døde Robert Solow. Han blev 99 år. Enhver økonom kender ham – i hvert fald for hans hovedbidrag til økonomisk vækstteori. Det kom i en artikel fra 1956 med netop titlen: ”A contribution to the theory of economic growth”. Teorien om økonomisk vækst har udviklet sig meget siden hans banebrydende artikel, men byggede på hans indsigter. Solow var – sammen med den mindre påagtede Trevor Swan, der samme år, men uafhængigt af Solow udviklede en tilsvarende model – en af grundlæggerne af neo-klassisk vækstteori.

Solow baserede sin vækstteori på en ret simpel, men yderst anvendelig produktionsfunktion. Lad os først se på den. En produktionsfunktion siger noget om, hvordan input forvandles til output, altså vækst. I Solow-modellen er der to input, arbejdskraft og kapital. En vigtig egenskab ved funktionen er, at arbejdskraft og kapital både er substitutter og komplementer. Det skal forstås på følgende måde: 1) Man kan erstatte en mængde kapital med en mængde arbejdskraft og stadig producere det samme. Derfor er de substitutter. 2) Hvis man bruger mere kapital, skal man også bruge mere arbejdskraft. Derfor er de komplementære. Tænk på en person og en PC.

Dernæst skal vi se på de to input, kapital og arbejdskraft. Hvis vi – måske lidt friskt – antager, at økonomien ikke har nogen indflydelse på udbuddet af arbejdskraft (det følger bare demografien), så er det afgørende, hvor hurtigt udbuddet af kapital vokser.

Hvor kommer kapitalen fra? Den kommer fra opsparingen. Opsparingen er den del af produktionen, som ikke forbruges med det samme. Bliver 90 procent af produktionen forbrugt, så er opsparingskvoten 10 pct.

Nu har vi en dynamisk proces: Mere kapital løfter produktionen, og mere produktion øger kapitalen (via opsparing), hvilket igen øger produktionen … og så videre.

Men eksploderer produktionen og kapitalen så ikke? Ikke i Solows model. Forklaringen er, at kapital også nedslides. En del af den afskrives hvert år. I takt med at kapitalen vokser, vokser også afskrivningerne (hvis de udgør en konstant andel af den samlede kapital). Så længe kapitalapparatet vokser hurtigere end produktionen, vokser afskrivningerne hurtigere end opsparingen. På et eller andet tidspunkt må afskrivningerne derfor indhente opsparingen. Men hvis afskrivningerne indhenter opsparingen, holder kapitalen op med at vokse. Kapitalen kan altså ikke vokse ud over det punkt, hvor afskrivningerne indhenter opsparingen. På det tidspunkt går væksten i stå (målt per indbygger, økonomien vokser fortsat med befolkningen).

Antag f.eks. at produktionen er 100, at opsparingskvoten er 10 pct. og afskrivningerne er 5 pct. Det punkt, hvor opsparingen indhenter kapitalen, er når kapitalen er vokset til 200:

10% af 100 = 5% af 200.

Det er et af hovedresultaterne i Solows teori, at kapital på denne måde er den begrænsende faktor for væksten, der altså i modellen ikke kan fortsætte i det uendelige. En tilhørende pointe er også, at den årlige vækstrate vil falde gradvist, indtil den når nulpunktet. Det skyldes, at afskrivningerne spiser forholdsmæssigt mere og mere af den opsparing, som mere kapital må komme fra.

Men vi er ikke helt færdige.

Væksten kunne jo komme andre steder fra end mere kapital og arbejdskraft. Disse kilder går samlet under navnet Solow-residualen, også kaldet total faktorproduktivitet (TFP). Antag f.eks. at vi kan anvende inputtene mere klogt, så de samme produktionsfaktorer kan producere mere – f.eks. det dobbelte. Så vil produktionen først gå i stå ved et produktionsniveau, der er dobbelt så højt. Med medmindre Solow-residualen bliver ved med at vokse, så vil kapitalen stadig udgøre den begrænsende faktor, og produktionen vil flade ud på et eller andet tidspunkt.

Dette ræsonnement vandt bred anerkendelse. Men det skulle vise sig, at antagelserne ikke var så uskyldige endda. I praksis skulle det vise sig, at Solow-residualen kom til at spille en langt større rolle end det birolle-agtige navn lagde op til.

Det kan man f.eks. se i de danske data. Figuren viser bidragene til den danske produktionsvækst (i den markedsmæssige sektors værditilvækst før afskrivninger). Af den totale værditilvækst siden 1970 (Danmarks Statistik har ikke tal længere tilbage) på 2,0 pct. om året tegner Solow-residualen sig for godt halvdelen (1,1 pct.) og kapitalen sig for resten. Arbejdskraften har samlet været omtrent neutral. Det dækker over, at mængden af arbejdstimer faktisk er faldet, mens arbejdskraftens kvalitet – målt ved uddannelsesniveauet – er steget nogenlunde tilsvarende.

Heller ikke den sidste effekt – at arbejdskraft lige som kapital kunne øge sin kvalitet – havde vækstteorien så meget fokus på i sin tid. Eller man kan faktisk også sige noget af det samme om kapitalapparatet. I Danmark tegner IT sig for næsten en tredjedel af vækstbidraget fra kapitalapparatet siden 1970. IT har gjort kapitalen mere kompetent, uden at det nødvendigvis har krævet så meget mere materie: Mere stål osv.

Væksten har altså fået et andet forløb, end Solow og de fleste andre på den tid forestillede sig. Det betyder også, at væksten i princippet kan fortsætte for evigt, uden at ramme på fysiske begrænsninger (som vi skrev om i sommerserien 2019).

Men alligevel har hans model vist sig holdbar, fordi den giver en ramme for at forstå transformationen i økonomien fra input til output – en ramme, der i øvrigt er fleksibel over for større detaljeringsgrad og ændret fokus. Med Solowmodellen kom også vækstregnskabet, der – som Danmarks Statistik har gjort for Danmark – kan gøre rede for den relative betydning af de enkelte bidragydere til væksten. Det er et meget udbredt redskab.

Den største mangel ved Solows teori er måske, at den ikke forklarer de grundlæggende betingelser for vækst. Faktisk er årsagen til de fortsatte forskelle på velstanden per indbygger på kloden ikke umiddelbart indlysende. Tværtimod kunne man ud fra Solow-inspireret vækstteori forvente, at alle lande nærmede sig et fælles (og stationært) velstandsniveau, hvis Solow-residualen primært bestod i teknologisk viden, som gradvist kunne sprede fra de mest til de mindre avancerede økonomier – såkaldt ”catching up”. Og teknologisk cathing up er da også en realitet. Men der er ikke desto mindre store forskelle i velstand.

En afgørende forklaring på forskellene i velstand er institutionel. Vi ved, at lande klarer sig bedre, desto friere markedsøkonomi de har.

Graden af markedsøkonomi er formelt set med i Solow-modellen; Solow-residualen fanger per definition alt det, der ikke er forklaret af andre variable, ligesom opsparings- og investeringstilbøjeligheden og selve produktionsfunktionens funktionelle form kan afhænge af institutionelle forhold. Det skal bare pakkes ud. Og som udgangspunkt for det har modellen altså vist sig utroligt levedygtig.    

Hvad ved vi om effekterne af færre SU-klip?

Af Jonas Herby, den 22. december 2023. Skriv et svar

Regeringen har indgået aftale med partierne Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti om at sløjfe det sjette SU-år.

Aftalen har bl.a. ført til en lind strøm af fortællinger om studerende, der angiveligt ville have smidt hele deres lægefremtid (med tilhørende høje indkomst) på møddingen, hvis ikke det var for de 75.000 kr., man kan få i SU det sjette år.

Selvom den slags historier oftest fremstår relativt utroværdige, er det klar, at der selvfølgelig vil være nogle effekter. Men hvad ved vi om dem?

Ikke meget – men alligevel lidt. I 2012 var jeg med til at gennemgå litteraturen i et projekt for DEA, og der så vi faktisk netop på effekten af færre SU-klip. Jeg har netop genlæst kapitlet, og det er faktisk ganske informativt, så nedenfor er det i sin fulde udstrækning.

I kan læse om effekten af andre dele af SU’en (højere SU og øget adgang til SU-lån) i rapporten, som kan downloades her.

2.2 Færre SU-klip

Færre SU-klip gør det alt andet lige dyrere for den studerende at blive forsinket på sit studie. Dette vil trække imod, at den studerende er mere flittig, bliver hurtigere færdig og består flere eksaminer. Færre SU-klip vil også have en negativ effekt på antallet af studerende, da det alt andet lige bliver mindre attraktivt at studere. Effekten på frafaldet kan gå i begge retninger. Studerende, der bliver forsinket i løbet af studierne, vil have en større tendens til at falde fra. Til gengæld vil det mindre optag primært være forårsaget af unge, der forventer, at de vil have svært ved at gennemføre studierne på normeret tid, hvilket kan trække imod, at frafaldet bliver mindre.

De studier, vi har gennemgået, bekræfter i vid udstrækning de teoretiske forudsigelser. Tabel 3 opsummerer de fundne resultater. I de efterfølgende afsnit beskrives og uddybes resultaterne.

Tabel 3: Overblik over effekterne af at reducere antallet af SU-klip

Studietid

Resultaterne af de studier, vi har gennemgået, viser, at færre SU-klip vil have en positiv effekt i form af kortere gennemsnitlig studietid i Danmark.

Häkkinen og Uusitalo (2003) undersøger effekterne af SU-reformen i Finland i 1992. Reformen betød, at den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, blev reduceret med knap 2½ år fra 7 år til 4 år og 7 måneder. Häkkinen og Uusitalo (2003) finder, at reformen medførte, at de studerende i gennemsnit havde 52% større chance for at blive færdig hver måned svarende til, at de blev færdige 3 måneder tidligere. En del af effekten kan dog forklares af den lokale arbejdsløshed, som fik studerende uden studiejob til at bruge mere tid på studierne. Tager man højde for arbejdsløsheden, medførte reformen, at der hver måned var 14% større chance for, at de studerende blev færdige — effekten er dog ikke signifikant. Den eneste undergruppe af studerende, hvor Häkkinen og Uusitalo (2003) finder en signifikant effekt af reformen, er studerende på de studier, hvor man før reformen i gennemsnit var længst tid om at gennemføre.

Heineck m. fl. (2006) undersøger effekten af, at tyske studerende skal betale EUR 500 – 900 pr. semester, hvis de ikke er færdige med deres studier senest fire semestre efter den normerede tid. Heineck m. fl. (2006) opdeler effekterne på forskellige studieretninger og finder nogle interessante resultater. De viser, at effekten af at indføre betaling for langtidsstuderende er forskellig, afhængigt af studiets karakteristika. På matematiske studier som kemi, fysik og økonomi medfører en økonomisk straf ingen signifikant effekt på antallet af studerende, der færdiggør deres studier, men der er signifikant flere, der dropper ud. På lang sigt medfører frafaldet, at færre færdiggør deres studier. På mindre matematiske studier som biologi og psykologi, er der på kort sigt signifikant flere, der består, men ingen signifikant effekt på antallet, der dropper ud. På lang sigt er effekterne de samme. Resultaterne er summeret i tabellen nedenfor.

Tabel 4: Effekter af at indføre tuition fees for langtidsstuderende i Tyskland

Heineck m. fl. (2006) forklarer forskellene med, at de studerende på de mere matematiske studier er langtidsstuderende, fordi de simpelthen ikke kan bestå på normeret tid. Ved at indføre økonomiske konsekvenser for de langtidsstuderende, gør man det mindre attraktivt at studere, og da de ikke kan bestå til tiden, dropper de i stedet i højere grad ud. På de mindre matematiske studier er det derimod andre ting, der fastholder de studerende på studierne, så der ser man ikke samme effekt.

Ved hjælp at data fra 1992-2000 undersøger Garibaldi m. fl. (2007) sammenhængen mellem tidsprofilen på studieafgifter og studieindsatsen. Data er hentet fra et italiensk universitet, hvor de studerende betaler forskellige indkomstafhængige studieafgifter. Undersøgelsen benytter data for de studerende, som indkomstmæssigt ligger lige på grænsen mellem to afgifter. Ved at sammenligne dem lige over grænsen med dem lige under grænsen konkluderer Garibaldi m. fl. (2007), at en 1.000 EUR stigning i studieafgift på det sidste studieår reducerer sandsynligheden for at afslutte uddannelsen for sent med 6,1%-point fra 80% til 73,9%, og at sandsynligheden for at droppe ud ikke ændres signifikant. På baggrund af deres resultater konkluderer de, at en stigende betaling (eller faldende SU) kan være optimalt, når det offentlige subsidierer studerende.

Frafald

Se beskrivelsen af resultaterne i Heineck m. fl. (2006) ovenfor.

Studieindsats

Belot m. fl. (2007) undersøger effekterne af en reform i Holland på førsteårsstuderende. Reformen reducerede den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, med et år til normeret studietid. Belot m. fl. (2007) finder en svag, men ikke signifikant, stigning i antallet af førsteårsstuderende, der dropper ud som følge af reformen. De finder også — hvad de finder interessant — at reformen havde en signifikant effekt på karaktergennemsnittet blandt førsteårsstuderende, ligesom de førsteårsstuderende i gennemsnit bestod flere eksaminer efter reformen. Resultaterne indikerer, at truslen om at stå uden SU på de sidste år af ens studier, kan være nok til, at man øger indsatsen på studiet allerede fra første år. Belot m. fl. (2007) finder ud over de nævnte effekter, at de studerende er mindre tilbøjelige til at skifte studie, hvilket skyldes, at omkostningerne ved et studieskifte som følge af reformen er steget. Generelt er effekterne kraftigere, jo yngre de førsteårsstuderende er.

Studieskift

Se beskrivelsen af resultaterne i Belot m. fl. (2007) ovenfor.

Personlig frihed – hvad kostede nedlukningerne

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2023. 2 svar

Forledeen udkom dette års rapport om menneskelig frihed – The Human Freedom Index 2023: A Global Measurement of Personal, Civil, and Economic Freedom af Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider. Rapporten er altid interessant, men i særlig grad i år, fordi den giver det første klare, empiriske estimat på, hvor meget almindelige menneskers frihed bleve indskrænket gennem nedlukningerne i 2020 og 2021. Som vores oversigt nedenfor viser, er det ikke bare pjat!

Ser man særligt på indekset over personlig frihed – retssikkerhed, personlig sikkerhed, bevægelses-, religons-, forsamlings-, relations, og ytringsfrihed – styrtdykkede det i løbet af nedlukningerne med et gennemsnitsfald på 0,3 point på en 10-skala, eller 4 % af indekset. For Danmark var faldet 0,22, mens kun få lande i verden så deciderede forbedringer over de tre år. Danmark lå således nogenlunde i midten af de vestlige landes begrænsninger af de friheder, som Grundloven og de fleste andre demokratiske forfatninger beskytter.

Spørgsmålet er, hvor stort det fald egentlig er? Dykker man ned i tallene finder man ikke overraskende, at det helt store fald gennem nedlukningerne var bevægelsesfrihed. I adskillige lande, bl.a. dele af Australien, var det forbudt at bevæge sig mere end et par kilometer væk fra ens hjem, og da kun for at købe nødvendigheder. Man man finder også en lang række lande, inklusive adskillige demokratier, der begrænsede forsamlingsfriheden markant, ligesom en række lande begrænsede folks religionsfrihed og verdens diktaturer brugte lejligheden til at indskrænke borgernes ytringsfrihed ganske kraftigt.

Et spørgsmål er, hvordan man skal vurdere dette fald? Kan man for eksempel omsætte det til kroner og ører? Svaret er jo, fordi man kan give et bud på, hvordan nationalindkomst og personlig frihed hænger sammen på langt sigt. Det tillader en at beregne, hvor meget fattigere lande typisk er, der har svagere personlig frihed – en såkaldt kompenserende indkomstvariation. Beregner man sådan en ud fra de data, vi har fra Cato, svarer den til omtrent 30.000 kroner per dansker, eller totalt set cirka 170 milliarder kroner.

Uanset hvordan man ser på det, har nedlukningerne gennem deres svækkelse af folks personlige frihed haft voldsomt skadelige virkninger. Nedlukningerne skadede folks liv på snart sagt alle fronter – deres økonomi, den efterfølgende inflationskrise, deres personlige frihed, og de liv, der nu tabes til kræft og hjertesygdomme, der kunne være behandlet hvis man ikke havde omstillet sygehusvæsenet til én sygdom. Hvorfor politikere og visse meningsdannere stadig synes at mene, at de var en god idé, er et mysterium.

Økonomisk frihed og individualisme forstærker hinanden

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2023. Skriv et svar

For at bekæmpe den sorte økonomi vil den danske regering afskaffe 1000-kronesedlen. Man kan mene om forslaget hvad man vil, og endda spørge om formålet med det – at få flere penge i statskassen ved at tvinge økonomisk aktivitet til at blive registreret og beskattet – overhovedet er proportionalt med midlet, og om det vil virke. Men diskussionen rejser også et andet spørgsmål: Hvorfor har nogle lande så store undergrundsøkonomier og meget sort arbejde, mens andre lande ikke har? Det har den amerikanske forsker James Saunoris (Eastern Michigan University) et nyt svar på.

I artiklen “Individualism, economic freedom, and the development of the shadow economy“, der lige er accepteret hos Economic Systems, undersøger Saunoris netop, hvorfor nogle lande har mere sort økonomi. Hans udgangspunkt er, at tidligere forskning fra bl.a. Axel Dreher (Universität Heidelberg) har vist, at reformer der øger borgernes økonomiske frihed, også formindsker den sorte økonomi. Andre forskere har i stedet fokuseret på det som et kulturfænomen, og for eksempel vist, at der er mere sort økonomi i kollektivistiske kulturer, og mindre i individualistiske kulturer.

Saunoris’s undersøgelse peger på, at begge regninger i forskningen har ret, men går et skridt videre. Det viser sig nemlig, at de to forhold – økonomisk frihed og en individualistisk kultur – forstærker hinanden! Kombinationen af en høj grad af økonomisk frihed og en stærkt individualistisk kultur giver typisk den mindste undergrundsøkonomi og mindre sort arbejde.

Den nye forskning peger således på, som Saunoris konkluderer, at økonomisk og institutional politik, der forøger borgernes økonomiske frihed, reducerer den sorte økonomi mere i individualistiske kulturer. Det er for eksempel Danmark, der på trods af Socialdemokraternes ihærdige forsøg fra 1950erne og frem, stadig er et af de mest individualistiske samfund i verden. Men det betyder også – med direkte reference til den danske regerings indsats for tiden – at reducerer man den økonomiske frihed, reagerer borgere i lande som Danmark, Storbritannien og Australien også mere, ved at forsøge at rykke aktivitet væk fra statens og Skats klamme hånd. Med andre ord peger den nye forskning på, at når den elendige SVM-regering forøger den offentlige sektors størrelse, giver Skat mere magt, og regulerer samfundet tættere, vil danskerne forsøge at skabe en større sort økonomi for at beskytte sig selv. Det selvforskyldte probleem hjælper afskaffelsen af 1000-kronesedlen næppe på.

Adam Smith 300 år og stadig relevant

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2023. 3 svar

Det er 300 året for Adam Smiths fødsel. For at fejre det havde Stefan og jeg i går Dan Klein i studiet til en særudgave af podcasten econroots sammen med et levende publikum.

Podcasten udkommer senere, men man kan tyvstarte med at se med her:

Dan er økonomiprofessor på George Mason University og en af de mest prominente Smith-kendere.

Det kom ikke så meget, som nogen måske ville forvente, til at handle om Adam Smith som økonom og som den økonomiske videnskabs grundlægger. Vi talte mest om Smith som moralfilosof og om hans første bog, The Theory of Moral Sentiments. Og om hans politiske tænkning – om Smiths forståelse af nøglebegreber som frihed og retfærdighed. Men vi var naturligvis også omkring Wealth of Nations, Smiths nok bedre kendte økonomiske værk.

Se selv med om hvorfor Smith er relevant selv 300 år efter sin fødsel – og nyd Dan Kleins dybt indsigtsfulde og fascinerende udlægning af ham.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.