Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Korruption og jordskælv – en dødbringende kombination

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2023. Skriv et svar

Forleden ramte et voldsomt jordskælv Tyrkiet, hvor cirka 40.000 mennesker har mistet livet. Der er allerførst tale om en alvorlig menneskelig katastrofe, hvor hurtig og rigelig hjælp kan gøre en væsentlig forskel. På trods af, at den tyrkiske regering gennem længere tid har modarbejdet de nordiske lande – og ikke mindst Sveriges indtræden i NATO – har de været hurtige til at hjælpe.

Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.

Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.

De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.

Hvad var Iran blevet uden 1979-revolutionen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2023. Skriv et svar

Præstestyret i Iran fejrer i disse dage afslutningen på den Iranske Revolution, der den 11. februar 1979 endte med at det iranske monarki endeligt kollapsede. Shah Mohammad Reza Pahlavi, der havde taget magten fra den valgte regering i 1953, flygtede og døde året efter af den leukæmi, der havde svækket ham i de sidste år på tronen. Han efterlod dermed iranerne i hænderne på et ekstremt religiøst præstestyre, der har overlevet til idag.

Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.

Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.

Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.

Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.

Regeringslederes alder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar

Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.

En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.

I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.

Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.

Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.

Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).

Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.

Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…

Nedlukningernes omkostninger: 10 ugers uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar

Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.

En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.

Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.

Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.

Korruption i verden – CPI 2022

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2023. 1 svar

Hvert år udkommer den årlige korruptionsrapport fra Transparency International. Organisationen har hvert år siden 1995 udgivet det såkaldte Corruption Perception Index (CPI), der ret beset måler eksperters ‘perception’ af korruption, og ikke det absolutte problem. CPI korrelerer dog meget stærkt med andre forsøg på at måle korruptionen, så der er ikke nogen grund til ikke at stole på de brede forskelle på tværs af verden. Og som man kan se på kortet nedenfor, er der heller ikke mange overraskelser.

I 2022-udgaven er verdens mindst korrupte land Danmark, med en score på 90 /100; i den anden ende finder man Somalia på 12 /100. I den gode ende er de andre over en score på 80 Finland, New Zealand, Norge, Singapore, Sverige, Schweiz og Holland. I den dårlige ende ligger kun få lande under 15: Udover Somalia er det Venezuela, Sydsudan, og Syrien. De allerværste er således alle failed states.

Igen i år kan man også se den klare forbindelse til landes tillidskultur. Mens sammenhængen ikke er specielt klar på tværs af autokratier, er korrelationen mellem korruptionsindekset og vores normale mål for social tillid 0,7 på tværs af verdens demokratier, og 0,8 for de meget stabile demokratier. Det indikerer således, at de nordiske landes meget begrænsede korruptionsproblemer ikke kan tilskrives god politik eller gode politikere – forklaringen er meget dybere. På den anden side indikerer det også, at nogle lande kan få endda meget svært ved at bekæmpe korruptionen effektivt.

Uanset hvilken slags samfund man bor i, er det dog værdifuldt, at organisationer som Transparency International sætter fokus på korruptionsproblemer og gør forskellene så transparente som her. Det er derfor måske heller ikke mærkeligt, at det kinesiske kommunistparti blokerer for adgang til organisationens website i Kina. Hvor længe det kan blive ved, og hvor hårdt befolkninger i demokratier med store problemer som Ukraine reagerer, er et spørgsmål for de kommende år.

Menneskelig frihed styrtdykkede i 2020

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2023. Skriv et svar

I torsdags udkom den årlige rapport fra the Cato Institute og Fraser Institute om the Human Freedom Index. Overskriften på Catos pressemeddelelse var “The Pandemic Was a Catastrophe for Global Freedom — New Human Freedom Index.” I 148 af de 165 lande, som organisationerne rater, skete der et markant fald i 2020. Eller som rapportens forfattere Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider noterer, er de sidste 20 års globale fremskridt i menneskelig frihed slettet af et enkelt års nedlukninger i 2020.

I kortet nedenfor illustrerer vi, hvor i verden folks menneskelige frihed – defineret som en situation der “implies that individuals have the right to lead their lives as they wish as long as they respect the equal rights of others” – er faldet mere eller mindre. Farvekategorierne burde i sig selv fortælle en del af historien, da kun to – mellemblå og mørkeblå – af de syv kategorier indikerer, at situationen er blevet bedre i landet. I de første fem, fra mørkt rød til lyseblå, er folks frihed reduceret.

Danmarks udvikling var endda værre end det typiske land i verden. Vores fald i the Human Freedom Index var 0,29, fra et af de højeste niveauer i verden omkring 9. Mens det ikke lyder af ret meget, er ændringen det tidobbelte af den gennemsnitlige år-til-år ændring de foregående 20 år. Det er også dybt bekymrende at dykke ned i dataene og se, hvilke dele af indekset har ændet sig mest. I Danmarks tilfælde er det kvaliteten af retsstaten (Rule of Law), folks bevægelsesfrihed, væksten i pengemængden og det væsentligt større offentligt forbrug.

Der er en række politikere og såkaldte meningsdannere, der idag påstår, at nedlukningerne var meget små og ikke rigtigt havde nogen konsekvenser. Det er derfor ekstra vigtigt, at der er transparente data og forskning, der viser hvor forkert påstandene er. Nedlukningerne i 2020-2022 indebar historiske tab af folks frihed, af børn og unges uddannelse, og af verdens velstand – og den sidste har vi slet ikke set de sidste effekter af. Og der var ingen sammenhæng mellem, hvor lidt eller meget samfund lukkede ned og den overdødelighed, de endte med. Vi ved at gevinsten ved nedlukningerne var omtrent nul i de to år, de var der, men omkostningerne er først ved at blive dokumenteret. Og voldsomme tab af menneskelig frihed må tælle meget tungt i det endelige regnskab.

Værdiclusters i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2023. Skriv et svar

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2023. Skriv et svar

Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.

Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

12.35: Lunch

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

15.50: Coffee break

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2023. 5 svar

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2023. Skriv et svar

Det er snart tid til den årlige danske Public Choice workshop, som afholdes om ti dage, fredag den 27. januar fra klokken 11. I år afholdes workshoppen i København – det er efterhånden tradition, at ulige år er i hovedstaden og lige år i Aarhus – og i år er Cepos vært for eventen. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og man behøver ikke være med hele dagen. Hvis der skulle være en enkelt session, man er interesseret i, må man gerne komme forbi og sidde med i en halvanden time sådan en tager.

Vi kan se frem til det største program nogensinde ved en dansk Public Choice Workshop. Der er 21 præsentationer linet op i programmet, som kan ses nedenfor, og deltagere fra Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA, og en hel række forskellige emner. Hvis læserne vil have mere information om en eller flere af præsentationerne, må I gerne sige til. God fornøjelse!