Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Hvad gør demokrati ved økonomisk vækst? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2025. Skriv et svar

Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.

Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.

En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.

Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.

I Political Institutions and Output Collapses i december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.

Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.

Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.

Slår Højesteret ned på Trumps handelspolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2025. 1 svar

Præsident Trumps ekstremt protektionistiske handelspolitik har skabt voldsomme problemer, og ikke blot for USA. Som vi har skrevet om før her på stedet (se f.eks. her, her, og her), og jeg skrev om tidligere på videnskab.dk, er politikken økonomisk analfabetisk og udtryk for et syn på international handel, som hører hjemme i 1700-tallet før den skotske oplysning. Mens langt de fleste økonomer er enige om, at protektionisme er dybt skadelig, er et helt andet spørgsmål, om Trumps politik overhovedet er lovlig. Dét spørgsmål er blevet aktuelt efter at the Court of International Trade i New York i to separate søgsmål – det ene ført at the Liberty Justice Center og det andet ført af en koalition af delstatsregeringer – erklærede, at den nødsretslov, som Trump bruger, faktisk ikke giver ham muligheden for at føre sin handelspolitik. Trump-administrationen har omgående appeleret dommene, men ånden er ude af flasken, og flere søgsmål er på vej gennem systemet.

Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?

Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.

Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.

Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.

Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik

Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”

Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.

Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.

I Tyskland og Storbritannien vendte smittekurven før nedlukningerne

Af Jonas Herby, den 12. juni 2025. Skriv et svar

For at min bog, ”Prisen værd?”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mindst vigtige afsnit ud. Et af disse afsnit kan du læse herunder.

Du kan købe bogen her.

Frivillige adfærdsændringer kom før nedlukningerne

Et af oprindelige argument for at indføre nedlukninger var at “hindre smittespredning” eller som Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede det, at ”få skubbet til smitten, så vi når over i det grønne scenarie” (den grønne kurve). For ”hvis mange bliver smittet, så kan kapaciteten på landets intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun fordi, at sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og blive sendt i karantæne”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet d. 11. marts.

Hvordan sikrer man, at sundhedssektoren kan følge med? Hvis antallet af smittetilfælde og efterfølgende indlæggelser og dødsfald fortsætte med at stige, fordi hver smittet person bringer smitten videre til mere end én anden, vil der hele tiden kommer flere og flere smittede, og så vil sundhedssektoren før eller siden blive så presset, at den ikke kan behandle alle.

Før eller siden skal kurven altså vende eller som minimim flade ud, hvis man vil sikre, at sundhedssektoren kan følge med, hvilket enten kan ske ved at tilpas mange bliver immune (flokimmunitet), eller ved at vi ændrer tilpas meget adfærd.

Så hvor vigtige var nedlukningerne i forhold til at få vendt kurven? Tilsyneladende var de ikke så vigtige, som mange tror, for flere studier har vist, at smittekurven vendte, før nedlukningerne blev indført.

Storbritannien

Simon Wood, professor i statistik ved School of Mathematics, University of Edinburgh, har set på udviklingen i COVID-19 og sammenholdt det med nedlukningerne i Storbritannien. Han finder, at antallet af dødelige COVID-19-infektioner var i tilbagegang allerede før den omfattende britiske nedlukning d. 24. marts 2020.[1]

Ligesom i Danmark er data for antal positive tests et dårligt mål for udviklingen i COVID-19. Dette gælder særligt i starten af pandemien, hvor antallet af tests var lavt, og hvor teststrategien ofte blev ændret. I det ene studie bruger Wood derfor data for antal COVID-19-dødsfald i Storbritannien til at estimere smittespredningen omkring nedlukningen.[2] Da det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid der går fra infektion til evt. død, kan man ikke bare rykke kurven 1:1, men er nødt til at korrigere for forskellighederne. Woods metode er illustreret i figuren nedenfor, hvor Wood på baggrund af de registrerede COVID-19-dødsfald (blå kurve) har estimeret smittespredningen forud for dødsfaldene.

Wood viser også, at han får de samme resultater, hvis han benytter samme model som Flaxman m.fl. (2020), men fjerner den urealistiske antagelse om, at ændringen i reproduktionstallet alene sker som konsekvens af nedlukningerne (og altså ikke på grund af frivillige adfærdsændringer).

Figur 1: Udviklingen i COVID-19-dødsfald i Storbritannien og den estimerede udviklingen i antal dødelige infektioner

Kilde: Wood (2021)

Wood når frem til samme konklusion i et andet studie, hvor han sammen med en kollega ser på udviklingen i forskellige dele af Storbritannien.[3] Her konkluderer han, at pandemien både ved nedlukningen i foråret 2020 og januar 2021 var aftagende før – og i nogle områder længe før – man indførte mange af restriktionerne, herunder ikke mindst udgangsforbuddet. Andre forskere har i britiske medier beskrevet, hvordan adskillige datakilder viser det samme mønster. De bruger smittetal, indlæggelsestal osv. korrigeret for den forsinkelse, man ved der er fra fx infektion til indlæggelse til at vise, at mange af restriktionerne kom, efter smitten havde toppet.[4]

Tyskland

Kuhbandner m.fl. (2020) ser på udviklingen i smitten omkring nedlukningerne i Tyskland. I Tyskland lukkede skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 20. marts. 22. marts blev der blev indført udgangsforbud, og d. 23. marts indførte man et ”kontaktforbud”, som forbød tyskerne at mødes med mere end to personer uden for deres egen husholdning.

Kuhbandner m.fl. (2020) peger på, at selv hvis teststrategien er konstant hen over nedlukningen, kan det føre til misvisende resultater, fordi man ikke ved, hvor længe, der går fra folk er blevet smittet og til de får en positiv tests. I stedet bruger Kuhbandner m.fl. (2020) tidspunktet for, hvornår folk får symptomer, til at vurdere effekten af nedlukningerne.

På den baggrund konkluderer Kuhbandner m.fl. (2020), at ”vækstraten blev negativ den 17. marts” – altså dagen efter skolelukningerne, men flere dage før lukningen af restauranter, udgangsforbud osv.

Referencer

Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, m.fl. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe”. Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.

Kuhbandner, Christof, Stefan Homburg, Harald Walach, og Stefan Hockertz. 2020. “Was Germany’s Corona Lockdown Necessary?”, juni, 10. https://doi.org/10.31124/advance.12362645.v3.

Wood, Simon N. 2021. “Covid and the Lockdown Effect: A Look at the Evidence”. The Spectator (blog). 2021. https://www.spectator.co.uk/article/covid-and-the-lockdown-effect-a-look-at-the-evidence.

———. 2022. “Inferring UK COVID-19 Fatal Infection Trajectories from Daily Mortality Data: Were Infections Already in Decline before the UK Lockdowns?” Biometrics 78 (3):1127–40. https://doi.org/10.1111/biom.13462.

Wood, Simon N., og Ernst C. Wit. 2021. “Was R < 1 before the English Lockdowns? On Modelling Mechanistic Detail, Causality and Inference about Covid-19”. Redigeret af Alessandro Rizzo. PLOS ONE 16 (9):e0257455. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0257455.

[1] Skolerne i UK lukkede d. 20. marts, mens nedlukning af resten af økonomien samt udgangsforbud blev indført d. 24. marts, se https://www.spectator.co.uk/article/new-study-shows-covid-infections-were-falling-before-lockdown/

[2] Wood (2022)

[3] Wood og Wit (2021)

[4] Se fx https://www.spectator.co.uk/article/the-second-wave-appears-to-have-peaked-before-lockdown/ og https://thecritic.co.uk/seven-indictors-that-show-infections-were-falling-before-lockdown-3-0/

Fantastisk forslag fra Martin Vinæs Larsen

Af Jonas Herby, den 10. juni 2025. Skriv et svar

Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.

Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.

Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?

Det er helt fladt!

I Danmark for 176 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. juni 2025. 1 svar

Som de fleste læsere ved, trådte Danmarks første Grundlov i kraft idag for 176 år siden. Grundloven cementerede og udbyggede den spæde transition til demokrati, som var startet med Stænderforsamlingerne i 1834, og etablerede en række rettigheder for borgere og andre i Danmark. Mens man kan diskutere mange forhold, har grundlovene siden da – og ikke mindst den omhyggelige håndhævelse af dem og den generelle respekt, der har stået om dem – været både socialt og økonomisk vigtige for danskerne. Det er dét, vi fejrer idag.

Fejringen sker på baggrund af en generel svækkelse af status for demokrati og forfatningsbeskyttelse i verden. Ifølge V-Dem-projektets vurdering af ‘executive respect for the constitution’ er det gået tilbage i alle regioner af verden, og ikke mindst (og statistisk signifikant) i Nordamerika og Latinamerika. I Europa er både Tyrkiet og Ungarn holdt op med at være rigtige demokratier, og i lande som Albanien og Serbien er demokratiet klart svækket. Ude i verden gælder det samme i lande som Indien, Sri Lanka og Filippinerne demokratisk udfordrede, men eksempelvis Sydafrika er til en vis grad på rette spor.

De to forhold er naturligt forbundne. Bruger vi igen V-Dems indikator scorer autokratier scorer i gennemsnit 1,5 point på en fire-punktsskala for respekt for forfatningen, mens demokratier scorer 2,8. Der er også en sammenhæng med økonomisk udvikling, da lande med lav respekt (mellem 0 og 2) i gennemsnit har en nationalindkomst per indbygger på cirka 11.500 dollars, lande med middelmådig respekt har et gennemsnit på cirka 21.700 dollars, mens lande med høj respekt (over 3) er de rige lande med et gennemsnit på 54.500 dollars (alle forskelle p<0,01).

Selvom man også godt kan forestille sig, at rige lande skriver anderledes forfatninger og bedre har råd til at håndhæve dem, viser de to polske økonomer Anna Lewczuk og Katarzyna Metelska-Szaniawska i en ny artikel, at forfatningsrespekt skaber ekstra økonomisk vækst. Det er derfor heller ikke uden konsekvenser, at der er så store forskellige i forfatningsrespekt på tværs af verden (se kortet nedenfor).

Og det er heller ikke uden konsekvenser, at den nuværende danske regering så åbenlyst mangler respekt for den Grundlov, vi fejrer idag. Minksagen i 2020 afslørede hvor ligeglad statsministeren er med Grundlovens krav om, at der ikke må gennemføres noget, der ikke er hjemlet i lov – i det mindste så længe hun og hendes departementschef kunne slette deres spor. På samme måde har justitsministeren presset den infamøse Koranlov igennem, og vi venter stadig på at se, om domstolene ikke i sidste ende konkluderer, at den er i strid med Grundlovens beskyttelse af borgernes ytringsfrihed. Og sidst, men ikke mindst, presser regeringen på for at give efterretningstjenesterne de facto ubegrænsede muligheder for at overvåge folk i Danmark. Den grundlovssikrede ret til privatliv kaldte ministeren forleden ‘teoretisk’ i et interview med DR.

Der er grund til at fejre 176 års grundlovssikring af borgere i Danmark, og måske særligt i år og under denne regering. Som Tom Jensen skrev i Berlingske: “Det er 176 år siden, den første Junigrundlov blev vedtaget. Men sjældent har Grundloven været mere relevant at forholde sig til end nu.”

Var skolelukningerne pandemiens største skandale?

Af Jonas Herby, den 26. maj 2025. Skriv et svar

I min bog, “Prisen værd?” I(som du kan købe hos alle boghandlere), har jeg nedenstående citat fra en britisk rapport om skolefravær.

“Before Covid, I was all about getting the kids into school. Education was a major thing. After Covid, I’m not going to lie to you, my take on attendance now is like I don’t really care anymore. Life’s too short.”

Citatet er ikke løsrevet fra virkeligheden. COVID-19 var ufarligt for børn og mestendels deres forældre. Alligevel valgte politikerne at lukke skolerne. Det sendte et meget uheldigt signal.

Vi ved i dag med sikkerhed (så sikker, som forskning nu gengang tillader, vi kan blive), at skolelukningerne ingen markant effekt havde på pandemien. Til gengæld har den haft store konsekvenser for børnene, hvilket bl.a. illustreres af nedenstående figur. Figuren Figur viser for hver kommune andelen af elever i grundskolen, der har mere end 10% fravær. Den blå del af hver søjle viser fraværet i 2018/19 (før skolelukningerne), mens den røde del viser ændringen fra 2018/19 til 2023/24. Næsten alle kommuner har oplevet markante stigninger i fraværet efter pandemien.

Konsekvensen ser man måske i en netop udgivet analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at andelen, der ikke består dansk og matematik i Folkeskolen, er steget markant efter pandemien, jf. nedenstående figur.

Jeg har tidligere argumenteret for, at skolelukningerne var en større skandale end minkskandalen. Det er ikke en holdning, jeg umiddelbart ser argumenter for at ændre…

Hvad hvis regeringen balancerede budgettet?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2025. Skriv et svar

I min klumme i Børsen i torsdags stillede jeg et simpelt spørgsmål: Hvad skal statens opsparing bruges til? Baggrunden for klummen var, at det offentlige sidste år realiserede et overskud på 133 milliarder kroner – hele 9,7 % af budgettet. Som jeg skriver: “Bundlinjen er i stedet, at borgerne betaler langt højere skatter, end de behøver for blot at finansiere det nuværende offentlige forbrug.” Uanset hvordan man ser på det, giver de stadige overskud på det offentlige budget ingen økonomisk mening. Det er ikke meningen, at det skal gå i nul hvert år, men på langt sigt bør et offentligt budget balancere – ikke skabe overskud. Det offentlige er ikke en privat virksomhed som skal udbetale dividende eller skabe aktiegevinster. Hvad der foregår politisk er lidt et mysterium.

I stedet for at overveje hvad der foregår – jeg giver tre korte bud i klummen – vil jeg i stedet for dokumentere omfanget af problemet. Figuren nedenfor illustrerer det meget lange sigt ved at plotte to kurver. Den røde er den private del af BNP – dvs. det totale BNP minus de offentlige udgifter, mens den blå kurve er den private del af BNP plus det offentlige overskud. Den blå kurve er således en fiktiv repræsentation af situation, hvis regeringen hvert år havde balanceret budgettet og hverken indkrævet for lidt eller for meget skat, givet udgiftstrykket.

Starter man i 1975 var situationen faktisk, at det offentlige regnskab var relativt tæt på at balancere: I 1977 var underskuddet 1,5 % af udgifterne, hvilket på det tidspunkt var ganske rimeligt sammenlignet med andre europæiske lande. Men under Anker Jørgensens regeringer eskalerede det helt udaf kontrol. I 1982 – året hvor Jørgensen i oktober opgav regeringsmagten og uden et valg lod fire borgerlige partier overtage under ledelse af Poul Schlüter – nåede underskuddet 16 % (9 % af BNP). Schlüter-regeringerne gennemførte store reformer, der rettede op på problemerne, gav overskud på omkring 2,5 % af budgettet i 1986 og 1987 og cirka balance i 1988. Ændringerne var ikke mindst pinligt nødvendige fordi den statslige udlandsgæld var eksploderet i løbet af 1970erne.

Det særlige idag er, at det offentlige har haft overskud hvert år siden 2016, og overskud større end -1 % af BNP siden 2013. I perioden 2016-2024 har overskuddet i gennemsnit været 5,3 % af budgettet og 2,4 % af BNP. Som jeg påpegede i Børsen sidste uge, indkræver den danske stat derfor helt konsistent og år efter år for mange skatter og afgifter fra danskerne, men helt uden at have en væsentlig gældsbyrde at betale. Der er således ingen umiddelbar grund til overskuddene. Og de er dyre for danskerne!

Forestiller man sig, at de danske regeringer siden 2016 have balanceret budgettet hvert år ved at give skattelettelser til danskerne i stedet for overskuddene, var den private del at BNP ikke vokset 2,5 % om året – den var vokset 3,2 %! I runde tal er danske borgere blevet snydt for en vækst på over en procent om året. Hvad værre er, er det endda en periode hvor det private forbrug kun er vokset 1,1 % i gennemsnit fordi resten af den private del omfatter investeringer og nettoeksporten, der er vokset noget mere end resten.

Bare i 2024 ville en balancering af budgettet have forøget den private del af BNP med 8 %, og det endda uden at regne på dynamiske effekter af de skattelettelser, der ville have karakteriseret dansk økonomi med et balanceret budget. Den tænkte politik ville i gennemsnit have givet hver dansker 11.000 kroner større økonomiske muligheder hvert år de sidste ni år. Hvorfor regeringen ikke bare fortsætter politikken, men nærmest praler af den, er helt uforståelig fra en nationaløkonomisk vinkel.

Særnummer om Mario Rizzo og Behavioural Public Policy

Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2025. Skriv et svar

Et af de mest højt profilerede områder i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været adfærdsøkonomi. Området, som Daniel Kahnemann og Vernon Smith fik deres nobelpriser for i 2002, studerer (primært økonomisk) adfærd, der ikke umiddelbart kan forklares med standardantagelserne om rationel adfærd og fuld brug af information, som vi normalt gør i økonomi. Meget af entusiasmen for adfærdsøkonomi har oftet virket til at være drevet af ønsket om at finde politik, der kan hjælpe folk med at tage bedre beslutninger. Til tider har det også virket som om noget af interessen har været drevet af forsøg på at finde nye måder at retfærdiggøre gamle politiske forslag.

Derfor er et helt område, som kaldes Behavioural Public Policy også dukket op, hvor man netop studerer de politiske konsekvenser af adfærdsøkonomisk forskning og adfærdsøkonomiske påstande. En af de absolut mest centrale og skeptiske forskere i feltet er Mario Rizzo fra New York University, som nu hyldes med et særnummer af Behavioural Public Policy i hans ære. Redaktørerne Malte Dold, David Harper, Shruti Rajagopalan og Glen Whitman kalder deres introduktion til nummeret for Process, Rationality and Human Wellbeing. Det er en fin introduktion til hele nummeret, der har bidrag af bl.a. Gerd Gigerenzer, Richard Epstein, Shaun Hargreaves Heap og Peter Boettke. Det hele er ekstremt interessant, og giver masser af stof til eftertanke – specielt i en tid, hvor stadig mere politik sigter imod at ændre på borgernes private adfærd!

Hele abstractet er her, men hele særnummeret er varmt anbefalet:

This special issue explores foundational questions in behavioral economics and behavioral public policy, drawing on the work of Mario Rizzo, a critical voice in the debate on behavioral paternalism. Behavioral economics has offered significant insights into decision-making, often challenging traditional economic models. However, it has also introduced normative frameworks into policy analysis, such as preference purification, that critics argue oversimplify human decision-making and risk imposing external values. Contributions to this issue examine themes including the tension between standard rationality and inclusive rationality, the epistemological limitations of paternalistic interventions, and the role of tacit knowledge and dynamic learning in policymaking. By engaging perspectives from economics, psychology, philosophy, and law, the issue discusses process-based approaches to policy analysis that respect individual agency and accommodate uncertainty. It also highlights the political economy dimensions of behavioral public policy, emphasizing the need for institutional reforms that enable learning and systematic change rather than narrowly focusing on individual cognitive biases. This issue serves as both a tribute to Mario Rizzo’s intellectual contributions and a call for a deeper reflection on the methodological and normative foundations of behavioral public policy.

Penge giver lykke

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2025. 1 svar

Som nogle læsere ved, er jeg jævnligt ude at holde foredrag om moderne lykkeforskning. Det er et emne, som langt de fleste kan relatere til, og det er altid interessant at se folk gå fra skepsis til forståelse for, hvorfor Danmark er et af verdens mest lykkelige eller tilfredse samfund. Men hvis der er ét forhold, som mange mennesker synes at have svært ved er det, at penge faktisk er vigtige for folks lykke. Det skorter heller ikke på forsøg på at vise, at det ikke rigtigt er sandt – se blot Richard Easterlins meget tidlige forskning, der nu omtales som Easterlins Paradoks og hele debatten efter Stevenson og Wolfers omhyggelige afvisning.

Baggrunden for at skrive om det igen her på stedet er, at jeg tirsdag var i Slagelse, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag helt specifik om sammenhængen mellem penge og lykke. I den anledning så jeg endnu en gang på, hvad dataene kan fortælle os. Det nedenstående er derfor baseret på analyse af svar fra cirka 136.000 europæere i perioden 2014-2018 (dvs. før nedlukningskrisen).

Komplikationen kommer af Easterlins Paradoks, som bygger på idéen om at penge kun betyder noget for folks lykke i en relativ forstand: Du er lykkeligere end Per, så længe du er rigere end ham. Og hvis I begge bliver dobbelt så rige, er der ingen af jer, der bliver lykkeligere, fordi sammenligningen stadig er intakt. Implikationen af paradokset – hvis det er sandt – er at politik der hæver vækstraten, faktisk ikke vil gøre folk lykkeligere eller mere tilfredse med ders liv. Og så skal man lade være, fordi mange af dem der holder fast i paradokset, også holder fast i idéen om, at vækst er miljøskadelig.

Her kommer så det store Men. Tager man dataene fra the European Social Survey, estimerer hvad alder og relativ indkomst (folks placering i et indkomstdecil i deres land), og bakker de nationale ‘fixed effects’ ud, kan man se hvad samfundets samlede økonomiske udvikling betyder. Landenes fixed effects er basalt set, hvor lykkelige folk er i et land, når vi allerede har taget effekterne af deres personlige indkomst ud af sammenligningen. Figuren nedenfor viser sammenhængene mellem indkomst og lykke / livstilfredshed.

Den stiplede linje illustrerer først, hvad personlige indkomst generelt betyder for folks lykke. Jeg har helt konkret beregnet kurven baseret på franske indkomsttal, hvilket betyder at sammenligningskategorien – den laveste indkomstdecil – sjovt nok har næsten præcist samme gennemsnitsindkomst som gennemsnittet i Albanien, der er den nationale sammenligningskategori. Går man fra den laveste til den højeste indkomstdecil, stiger lykken med omtrent to point på en ti-pointsskala.

Det særlige er, at sammenhængen på tværs af lande, når vi har taget alle effekter af personlig indkomst ud, er næsten identisk. Som man kan se, følger den sorte linje – sammenhængen på tværs af lande – den stiplede linje relativt præcist. Implikationen er, at selv nær man tager hensyn til de nationale sammenligninger af relativ indkomst, er det vigtigt hvor rigt hele samfundet er. Fordobler man for eksempel sin nationalindkomst fra et lettisk eller montenegrinsk niveau til dansk eller svensk indkomst, stiger lykken med cirka 1,3 point. Pengene er vigtige på begge fronter!

Det er derfor tankevækkende, at mange sociologer og filosoffer stadig er ekstremt skeptiske overfor velstandens virkninger på lykken. Nogle går endda til tider så langt, at de ikke kun desavouerer pengene som sådan, men også de markeder og institutioner, der skaber velstanden. Påstande som at markeder gør folk syge og mere kriminelle, eller at sex var bedre under socialismen, florerer stadig. De får dog meget lidt forsknigsopbakgning. I briefing paperet Marknad Skapar Lycka fra tænketanken Timbro i Stockholm sidste år, viste Rutger Brattström for eksempel, at filosoffernes bekymring ikke ligefrem er reflekteret i den moderne forskning: Frie markeder er forbundet med mere lykke og tilfredshed. Spørgsmålet, der virkelig står tilbage, er ikke om velstand skaver lykke, men hvorfor så mange indædt nægter at acceptere en ekstremt veldokumenteret sammenhæng?

Er fremstillingsindustrien ved at forsvinde?

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2025. Skriv et svar

Donald Trump påstår en hel masse, og de fleste påstande – ikke mindst hans påstande og idéer om international handel – er forkerte. Der er dog én påstand, som han deler med en række folk på både den populistiske amerikanske højrefløj og folk på begge populistiske fløje i mange europæiske lande: Påstanden om, at almindelig fremstillingsindustri (manufacturing) er ved at dø, og globaliseringen er skyld i problemet. Spørgsmålet idag er, om der er nogen som helst sandhed i påstanden.

Den første figur giver et peg om, hvorfor nogen kan forledes til at tro, at fremstillingsindustrien har problemet. Figuren viser andelen af beskæftigede, der arbejder i industrien mellem 1991 og 2023 (de sidste tilgængelige tal). I USA (den sorte linje) arbejdede cirka hver fjerde omkring 1990 i fremstilling, mens det idag er lige omkring 19 procent. Færre og færre arbejder med at ‘lave ting’, som præsidenten har udtrykt det! Men som figuren også viser, er det på ingen måde et fænomen, der er begrænset til USA. I alle de andre eksempler på figuren sker det samme, inklusive i de to lande med den største fremstillingsindustri i Europa – Italien og Tyskland. Det er endda en proces, der er gået væsentligt hurtigere i Storbritannien end i USA.

Det andet problem med påstanden kan ses i den anden figur nedenfor. Figuren viser hvor meget værdi, hver anset i fremstillingsindustrien producerer per år (udtrykt i logaritmer, så vækst er lettere at se). Læser man tallene omhyggeligt viser de, at arbejdsproduktiviteten i amerikansk fremstilling er steget 46 procent siden 1991. Selvom sektorbeskæftigelsen er faldet, indebærer det at outputtet i USAs fremstillingsindustri er steget 25 procent i perioden. Der er med andre ord ingen krise, ligesom figuren også viser at der heller ikke er nogen væsentlig krise i de andre lande – med Italien som en væsentlig undtagelse. Storbritanniens fremstillingsindustri er godt nok skrumpet knap fem procent siden 1991, men der sker på en baggrund af at dens produktivitet er steget lige så meget som USAs. Italiens problem, derimod, er at produktivitetsvæksten set over alle 32 år har været halvdelen af USAs, og tæt på nul de sidste 20 år, mens folk har forladt sektoren. Fremstillingsoutputtet i Italien er derfor idag lige omkring tre procent lavere end i 1991. Omvendt viser figuren, hvordan Danmarks virkelige styrke måske er industrifremstilling?

Pointen med eksemplerne er naturligvis at illustrere, hvordan en relativt simpel sammenhæng – at beskæftigelsen i én bestemt, politisk synlig sektor falder – kan forlede folk til at tro, at der er et alvorligt problem, på samme tid som sektoren bliver stadig mere konkurrencedygtig. Skruppelløse populister og økonomisk analfabetiske politikere kan således narre folk til at tro på, at der er et problem, og at deres løsning er den rigtige. At det er lykkedes Trump, Oren Cass, og mange andre i USA at få nok vælgere til at falde for bedraget, ser vi de yderste konsekvenser af for tiden.

Pave Frans – mørke i lyset

Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2025. 2 svar

I går morges døde den katolske pave Frans, 88 år gammel. Han nåede at være pave, og dermed det nominelle religiøse overhoved for 1,4 milliarder mennesker, i 12 år. Den argentinsk-fødte mand med det verdslige navn Jorge Mario Bergoglio overtog et embede med enorme problemer i form af omfattende, og ofte systematisk pædofili og korruption i kirken. Hvor meget han har formået at gøre ved problemerne er en af mange ting, der bliver diskuteret de kommende dage, omend det ikke er grunden til at vi skriver om ham idag.

Grunden til at skrive om pave Frans er, at han om nogen var et lysende eksempel på en person, der tydeligt havde hjertet på rette sted, men hjernen og forståelsen et meget andet sted. Som TV2 fremhævede i en tekst, der igår kørte under deres dækning: ‘Pave Frans var der for de fattige.’ Verdens fattige var pavens hovedfokus, og hans væsentligste bekymring. Men som mange andre religiøse, der var inspirerede af latinamerikansk revolutionsteologi, havde Frans et helt forkvaklet billede af, hvad der kan løfte fattige mennesker ud af fattigdom. Skulle nogen være i tvivl om mandens had til markeder og økonomisk frihed, kan man med fordel læse pavens Evangelii Gaudium, som Vatikanet udgav i 2013 og overveje, hvorfor manden var så ekstremt statsvenlig og markedsfjendtlig:

“While the earnings of a minority are growing exponentially, so too is the gap separating the majority from the prosperity enjoyed by those happy few. This imbalance is the result of ideologies which defend the absolute autonomy of the marketplace and financial speculation. Consequently, they reject the right of states, charged with vigilance for the common good, to exercise any form of control. A new tyranny is thus born, invisible and often virtual, which unilaterally and relentlessly imposes its own laws and rules. Debt and the accumulation of interest also make it difficult for countries to realize the potential of their own economies and keep citizens from enjoying their real purchasing power. To all this we can add widespread corruption and self-serving tax evasion, which have taken on worldwide dimensions. The thirst for power and possessions knows no limits. In this system, which tends to devour everything which stands in the way of increased profits, whatever is fragile, like the environment, is defenseless before the interests of a deified market, which become the only rule.”

I 2014 skrev Niclas Berggren og Therese Nilsson lederen i Ekonomisk Debatt om netop dette problem; vi omtalte den under Pavens Tåbeligheder. Pavens foretrukne løsninger lignede til forveksling noget, Joseph Stiglitz eller Bernie Sanders ville foreslå i deres mest venstredrejede øjeblikke. Som Niclas og Therese skrev dengang, ‘findes der grund til at tvivle på, om paven har rådført sig med de nationaløkonomer, der har studerat just netop hvordan udvikling sker’. Hvis Frans havde haft held til at påvirke verdens ledere til at føre sin foretrukne politik, der omfattede langt større statslig kontrol med markeder, mindre globalisering og større politisk styring af international handel og investeringsaktivitetet, og væsentligt mere ulandsbistand, havde verden haft langt flere fattige idag.

Verden har mistet en uomtvisteligt venlig og velmenende mand med stor moralsk indflydelse, men det rejser også det store spørgsmål: Skal politiske ledere bedømmes på deres intentioner eller konsekvenserne af det de gør?

Hvordan Trumps told rammer økonomien – Boeing edition

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2025. Skriv et svar

Told er skadelig, og frihandel er den bedste politik. Selvom det kan lyde ekstremt – og folk har ofte bias mod det, man kalder ‘hjørneløsninger’ eller ekstrem politik – er der meget bred enighed blandt økonomer af forskellige politiske holdninger om det. Problemet, som Nobelprismodtageren Paul Samuelson påpegede, er at det er svært at forklare, hvorfor told er så skadelig, fordi mange menneskers intuition er modsat forklaringen. Hvis man har svært ved at se det, eller mangler en pædagogisk illustration til sine elever, er der nu hjælp fra en uventet kant.

Mentour Now er en YouTube-kanal, der drives af den svenske pilot Petter Hörnfeldt, og normalt kun er for flynørder. Men forleden ramte Hörnfeldt virkelig plet på de praktiske konsekvenser af told. Han fortæller her historien om, i hvor grad virksomheders suppy chains er globaliserede idag, og hvor store konsekvenserne kan være når de bliver ‘disrupted’ af et enkelt land. Og han gør det med udgangspunkt i bare en virksomhed: Boeing. Både som undervisning, som en måde at blive klogere på, eller simpelthen en måde at få et mere hådgribeligt indtryk af hvordan international handel og handelspolitik virker, er den korte film varmt anbefalet!

Opsummering af de seneste ugers protektionistiske politik i USA

Af Jonas Herby, den 13. april 2025. Skriv et svar

Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:

De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.

Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.

Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.

Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.

Det er næsten imponerende.

Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.

Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?

Er Trumptolden reel gengældelse?

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2025. Skriv et svar

USAs præsident Donald Trump lagde 2. april en straftold på resten af verden. Trump har siden sin første præsidentkampagne argumenteret for, at resten af verden snyder amerikanerne, fordi de har et stort underskud på varehandelsbalancen. Han brugte derfor IEEPA – en lov om økonomisk nødret fra 1977 – til at hæve den gennemsnitlige importtold i USA fra cirka 2,5 % til 16,5 %. Trump påstod i sin præsentation, at tolden blot er ‘reciprokal’ – at han lægger den samme told på, som land har mod USA. Men beregningen af andre landes importbeskyttelse var helt absurd – de nye toldsatser beregnes som USAs underskud på varehandelen med de pågældende land delt med landets eksport af varer til USA. Så selve beregningen er nonsens, og Trumps forståelse af international handel ville allerede have været pinligt dum for over 200 år siden. Skulle man være i tvivl, kan man læse min artikel på videnskab.dk om emnet.

Men går man alligevel med på Trumps præmis, at der er tale om en form for gengældelse, burde toldsatserne jo følge den importtold, som lande har overfor USA. Med andre ord burde man kunne se en klar sammenhæng mellem den told, lande lægger på import fra USA, og den nye told, som lægges på deres eksport til USA. Figuren nedenfor illustrerer, om der findes sådan en sammenhæng.

Det burde være klart for alle, at svaret er et stort nej. Figuren viser oveni, at mens diktaturer har højere toldsatser på amerikansk import end demokratier, er der faktisk ingen forskel på Trumptolden på de to grupper. Relativt set indebærer det, at Trumps handelspolitik straffer demokratier hårdere end diktaturer. Og følger man de sorte markører, kan man se at politikken endda rammer USAs kerneallierede i NATO på samme måde som andre demokratier. Der er med andre ord ingen klare geopolitiske overvejelser at spore, der giver ret meget mening.

Uanset hvordan man vender det, er Trumps nye handelspolitik en absurd og næsten latterligt inkompetent begivenhed. Hvis den ikke var så økonomisk ødelæggende, ville det være morsomt. Men en politik, der ikke blot skader resten af verden, men også koster en typisk amerikansk familie mere end 1900 dollars i år alene, er ikke morsom. Den er en tragedie, som præsidenten endda har misbrugt nødretslovgivning til at få igennem. Det er tid til at USAs Congress træder i karakter.

Selvimodsigende politik – Trump version

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2025. Skriv et svar

Onsdag aften lancerede USAs præsident Donald Trump sin nye handelspolitik. Som jeg selv og en lang række af mine kolleger har udtalt til forskellige medier idag, er både politikken og Trump-administrationen officielle ‘mål’ for handelsbarrierer det rene nonsens. Og der er ikke meningen, at udtrykket blot skal være nedsættende – beregningerne er bogstaveligt talt økonomisk meningsløse. Men selvom man ser bort fra det totalt absurde i politikken, er der et ekstra inkompetent element i Trumps handelspolitik: At formålene med politikken er indbyrdes selvimodsigende.

Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.

Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.

Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.

Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.

Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.

Pas på hovedløsheden ikke breder sig over Atlanten

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. april 2025. 1 svar

Donald Trump har sendt chokbølger gennem verden. Stort set hele dagsordenen er præget af Trump og hans konstante strøm af groteske og destruktive udfald. Næste ombæring bliver efter alt at dømme højere toldsatser.

Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

Læs resten →

222% flere årsværk i Færdselsstyrelsen — men hvorfor?

Af Jonas Herby, den 31. marts 2025. 2 svar

Ifølge Finansministeriet er antallet af administrative årsværk og ledere i Færdselsstyrelsen steget fra 160 i 2019 til 520 i 2023. En stigning på intet mindre end 222%.

Men hvorfor? Der er ganske givet flere forklaringer, men en væsentlig forklaring er, at Færdselsstyrelsen har fået langt flere opgaver. Det ses tydeligt i antallet af gange, Færdselsstyrelsen nævnes i statens forskrifter (love og bekendtgørelser), jf. nedenstående figur, der er lavet på baggrund af data fra Reguleringsdatabasen.

I 2019 var Færdselsstyrelsen nævnt 395 gange i 51 forskrifter. I 2022 var omfanget steget til 931 gange i 105 forskrifter — en stigning på henholdsvis 136% og 106%.

Så vidt jeg kan forstå på ChatGPT, har Færdselsstyrelsen bl.a. fået opgaverne med at implementere EU’s vejpakke samt bekæmpe social dumping og sikre ordentlige arbejdsforhold i transportbranchen, ligesom styrelsen er blevet involveret i diverse klimatiltag (fx EU’s AFI-forordning — Alternative Fuels Infrastructure, der kræver etablering af lade- og tankinfrastruktur til alternative drivmidler).

Hvis man vitterligt vil have færre bureaukrater i Staten, er der altså noget der tyder på, at et første skridt er at begrænse mængden af opgaver, man ønsker bureaukraterne skal løse.

Sjov med statistik: Heavy gør dig happy!

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2025. Skriv et svar

Min gode ven og kollega Niclas Berggren sendte mig forleden et link til en X-post med et meget sjovt budskab: Lande med mange heavy metal bands er typisk lykkeligere end lande med færre bands. Steve Stewart-Williams bragte således for et stykke nedenstående graf, der meget klart viser sammenhængen mellem tilfredshed med livet og antallet af aktive heavy metal bands per million indbyggere. Selve sammenhængen er ret klar og svær at argumentere imod – men hvad i alverden foregår der? Er folk lykkeligere, når de er omgivet af musik fra bands med navne som Metallica, Iron Maiden, eller Crowned in Blood?

Virkeligheden er nok, at antallet af heavy metal bands er en god ‘proxy’ for et eller flere andre forhold, der gør folk lykkeligere. Ser man nedover landene, er det for eksempel relativt klart, at lande med mange heavy-bands har stærkere tillidskulturer og mere aktive civilsamfund, er rigere, og muligvis også har bedre retsvæsener og mere klar beskyttelse af ytringsfrihed. Min kollega Andreas Freytag og jeg er igang med forskning, hvor vi foreløbig finder at demokratisering og stærkere ytringsfrihed er forbundet med at markant flere heavy-bands dannes.

Det er derfor en rimelig forklaring, at antallet af heavy metal bands på en eller anden måde både er en konsekvens af en række faktorer, og reflekterer nogle af dem, der også gør folk markant mere tilfredse med deres liv. Måske er det slet ikke overraskende at se en klar sammenhæng mellem to faktorer, der rent umiddelbart ikke burde have ret meget med hinanden at gøre? Men det påfaldende er dog, hvor tydelig sammenhængen er. Så måske er det værd at tænke lidt videre over, hvad det er vi har i figuren ovenfor?

PCS 2025 – de unge

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2025. Skriv et svar

Som meget flittige læsere vil vide, tager jeg hvert år i starten af marts til den årlige konference i the Public Choice Society et sted i USA. I år foregik konferencen i Louisville, Kentucky, og var blandt særlig på et personligt plan fordi jeg var præsident for PCS i 2024-25. Konferencen bød på 266 præsentationer fra 233 forskellige forskere, og glimrede ligesom de senere år ved at være en god blanding af unge forskere og mere etablerede lektorer og professorer indenfor traditionen.

Vi dækker idag nogle højdepunkter blandt de unge, der præsenterede deres arbejde i Louisville. Et første – og uventet – højdepunkt var Eliza Hałatek fra universitetet i Warszawa, der endte som en af de fire nominerede til Ostrom-prisen til bedste unge forsker. Eliza præsenterede et papir om effekten af centralbankers kommunikation på folks tillid til dem. Priskommitteen vurderede før konferencen papiret som lidt råt, men lovende, og blev derefter rystet da det viste sig – da vi mødte Eliza – at hun stadig kun er førsteårs kandidatstuderende, som vi havde vurderet på lige fod med PhD-studerende.

Et andet højdepunkt var Shishir Shakya (Appalachian State University) og Joshua Ammons (Wabash College), der fortsætter deres afsøgning af konsekvenserne af revolutioner. I Seeding Reform or Reaping Chaos? Liberal Institutional Outcomes of Violent vs. Nonviolent Revolutionary Regime Changes finder det nepalesisk-amerikanske hold, at i den periode mellem 1950 og 2022, hvor de har data fra, havde voldelige revolutioner ingen systematisk påvirkning på, hvor demokratisk samfundet er. Derimod finder Shishir og Josh, at de ikke-voldelige revolutioner meget klart øgede chancerne for at have et liberalt demokrati med en rimelig retsstat, ytringsfrihed, og borgerrettigheder.

Et tredje meget fint papir blev glimrende præsenteret af Tim Baule (universitetet i Bayreuth), der modtog årets Ostrom-pris. I Rationalizing Protests – From Individuals to Networks som Tim har skrevet sammen med sine PhD-kolleger Jonathan Bothner og Maximilian Kähny, udvikler de først en teoretisk model til at forstå, hvordan adfærd i folks netværk påvirker både chancen og motivet for at deltage i protester. Deres pointe er, at deltagelse både kan give positive netværkseffekter – f.eks. social anerkendelse – men også individuelle ‘stand alone benefits’. De tre tyskere bruger de amerikanske valgundersøgelser til at vise, at deres model kan bruges til at forstå hvor store de seneste års demonstrationer blev.

Sidst, men ikke mindst, må man nævne Juliette Sellgren, der stadig er bachelorstuderende på University of Virginia. Juliette præsenterede meget interessant ‘work in progress’ med titlen The Seen and the Unseen: Political Sympathy and Interpersonal Antipathy, hvor hun forsøger at modelere indsigter fra Adam Smith med moderne redskaber. Selvom det måske er lidt snyd – hun er datter af Cato-instituttets Veronique de Rugy, og har dermed fået økonomi ind med modermælken – viste hun klart sine betragtelige kvaliteter i Louisville. Juliette er værd at hold øje med de kommende år, ikke mindst fordi hun også selvstændigt kører den fremragende podcast The Great Antidote.

Overordnet var konfereence i Public Choice Society udtryk for, at der ikke blot er liv i feltet, men også en livlig næste generation til at bringe traditionen videre og udvikle den. Der sker stadig meget i traditionelle felter som korruptionsforskning, valgsystemer og forfatningsøkonomi, men også på nye og nogle gange underholdende felter. Det skriver vi kort om i næste indlæg.

Presseomtale af min bog, “Prisen værd?”, hvor jeg evaluerer COVID-19-nedlukningerne

Af Jonas Herby, den 17. marts 2025. Skriv et svar

På 5-årsdagen for nedlukningerne d. 11. marts 2020, udgav jeg min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer COVID-19-nedlukningerne.

Selvom bogen havde skarp konkurrence fra Trumps eskapader og valget i Grønland, fik den en del presseomtale. Nedenfor er der links til de skrevne medier, jeg er opmærksom på, men jeg vil også gerne fremhæve min samtale med Joachim B. Olsen i podcasten Borgerlig Tabloid, som jeg virkelig synes var vellykket. Vores samtale kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=qS_IBuOWc1Y

Links til skrevne medier

  • Berlingske: “Samfundssindet sejrede, og coronanedlukningerne var en fejl, argumenterer økonom i ny bog”, https://www.berlingske.dk/indland/samfundssindet-sejrede-og-coronanedlukningerne-var-en-fejl-argumenterer
  • Jyllands-Posten: “Gjorde vi det rigtige, da vi lukkede landet ned? Uenigheden raser stadig, fem år efter corona ramte Danmark”, https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17981917/gjorde-vi-det-rigtige-da-vi-lukkede-landet-ned-uenigheden-raser-stadig-fem-aar-efter-corona-ramte-danmark/
  • BT: “Økonom på femårsdagen: Nedlukningerne var en kæmpe fejl”, https://www.bt.dk/debat/oekonom-paa-femaarsdagen-nedlukningerne-var-en-kaempe-fejl
  • Kontrast: “Fem år efter – var det prisen værd?”, https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/fem-aar-efter-var-det-prisen-vaerd
  • Skive Folkeblad: “Så er det sagt”

Prisen værd? kan købes ved alle større boghandlere