Af Christian Bjørnskov, den 19. september 2025. Skriv et svar
Der er næppe en eneste læser hos punditokraterne, der har glemt hvad vi alle gik gennem da land efter land blev lukket ned i foråret 2020. Den nye Covid 19-virus spredte sig, og regeringer og eliter gik i panik verden over. Det gjaldt ikke mindst den danske regering, der påstod at den simpelthen gjorde hvad sundhedsmyndighederne anbefalede. Vi ved idag, at det var løgn og at Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm indtil få timer før Mette Frederiksens annoncering af nedlukningen af Danmark, advarede imod det og anbefalede en approach som i Sverige. Det er også klart, at regeringen senere på året brød Grundloven, da den uden lovhjemmel lukkede ned for landets minkerhverv og med forsvaret og politiets hjælp tvang landmændene til at slagte deres mink. Men hvor almindelig var den slags adfærd i Covid-årene?
Det spørgsmål giver Stefan Voigt og jeg et svar på i en ny artikel med titlen Covid and the constitution: unlawful states of emergency during the pandemic, der nu udgives i European Journal of Law and Economics. Vi starter artiklen med en konkret optælling af antallet af nødretssituationer i 2020-21, hvor enten selve erklæringen eller regeringens opførsel og beslutninger under nødretten var forfatningsstridige. På tværs af 176 lande viser vi, at mens 17 procent af nødretssituationerne i autokratier var forfatningsstridige, gjaldt det samme for 25 procent i verdens demokratier. Med andre ord var demokratisk valgte regeringer væsentligt mere tilbøjelige til at bryde deres forfatning under pandemien! Og det tæller ikke engang Danmark med, da regeringen ikke erklærede nødret – og heller ikke kunne, da situationen slet ikke tillader det i den danske Grundlov.
På sin vis var den danske regering ikke særligt speciel i 2020-21, men fulgte blot et mønster som mange andre demokratier delte: I det øjeblik, regeringen kunne påtage sig mere diskretionær magt – og jo mere, forfatningen tillod den at tiltage sig – jo mere blev den magt misbrugt. Der tales således meget om, hvad man måske kan lære i sundhedsmyndigheder og andet af pandemien, men alt for lidt om, hvad man kan lære om politikere og deres adfærd. Men hvorfor skulle politikere tale om to år, hvor de i virkeligheden demonstrerede, hvor lidt man bør stole på dem?
Hele artiklen kan downloades gratis i linket ovenfor; abstractet er her:
The Covid-19 pandemic in 2020 and 2021 gave rise to an unprecedented number of emergency declarations across the world. Recent research shows that the transfer of substantial discretionary power to the executive branch in an emergency often gives rise to unlawful and unconstitutional political behaviour. In this paper, we explore if the large number of emergencies during the pandemic were special. We document that they were, in the sense that unlawful emergencies were substantially more likely to occur among democracies. We also show that apart from economic variables, better rule of law and more permissive constitutionalised emergency provisions contributed to a higher risk of unlawful behaviour.
Nedenstående figur er figur 4.3 i Boligredegørelsen 2024. Den viser, hvilke boligformer, københavnerne bor i, afhængig af deres indkomst opdelt på deciler (10. decil er de 10% med de højeste indkomster).
Figuren viser med al sin enkelthed, hvorfor prisregulering af boliger (huslejeregulering & andelsboliger) er en rigtig, rigtig dårlig måde at reducere uligheden på. Figuren viser nemlig, at en meget stor del af de regulerede boliger tilfalder de københavnere, der har de højeste indkomster. Selv for de rigeste 10% udgør de regulerede boliger mindst 20% af boligerne (almen bolig, andels bolig og privat udlejning før 1992 + nogle deleboliger + delvist udlejning efter 1991).
Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2025. 3 svar
I morgen tager jeg til årets WINIR-konference, der denne gang afholdes på handelshøjskolen i Prag. Min gode ven og fremragende kollega Niclas Berggren er medarrangør af konferencen, og vi benytter lejligheden til at præsentere de to første bidder af vores nye forskningsprojekt. Projektet, der ellers officielt først starter den 1. oktober og handler om årsager og konsekvenser af forskelle i menneskelig frihed, kommer således afsted med det samme. Niclas præsenterer vores fælles arbejde om hvordan populisme påvirker menneskelig frihed – som vi tidligere på året skrev om her – mens jeg præsenterer vores helt nye studie af, hvor sammenhængende folks værdier er.
Hvad betyder det, at man ikke har sammenhængende værdier – eller det, vi foretrækker at kalde inkongruente værdier? Vi afsøger det ved hjælp af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey, som bl.a. spørger om det er vigtigt at tage sine egne beslutninger og være fri, og om det er vigtigt at gøre hvad der bliver sagt. Vores pointe er, at det ikke giver ret meget mening, at mene at begge ting er vigtige på samme tid. På samme måde er der flere andre værdipar – f.eks. at være succesful og få anerkendelse versus at være beskeden og ydmyg – som ‘inkongruente’: At de er nærmest logiske modsætninger. Det er en situation, som ligner det fænomen, der kaldes kognitiv dissonans.
Alligevel finder vi næsten ni procent af respondenterne i undersøgelsen, der har mindst to inkongruente værdipar. Og det viser sig at have konsekvenser at folks værdier ikke giver logisk mening. Som vi illustrerer nedenfor på udelukkende danske data, er folk med inkongruente værdier markant mere tilbøjelige til at stemme på populistiske partier! Mens 15 procent af de danske respondenter uden inkongruente værdier stemmer populistisk, er det 18 procent af dem med inkongruente værdier. Og som man kan se i figuren, er det primært drevet af de højrepopulistiske partier.
Det samme gælder på tværs af Europa, hvor folk med inkongruente værdier er cirka 16 procent mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Hvad det betyder for, hvad folk accepterer af politik, og om populister decideret kan tiltrække stemmer fra folk uden klart logiske sammenhænge, er blot to af de interessante spørgsmål, der kommer ud af det nye studie. Og hvis vores læsere har forslag og indspark, hører vi meget gerne om det!
Af Jonas Herby, den 4. september 2025. Skriv et svar
COVID-19 og nedlukninger: Flere randomiserede forsøg
I min bog om COVID-nedlukningerne, Prisen Værd? (kan også lånes på biblioteket), har jeg en oversigt over de randomiserede forsøg (og det, der næsten ligner), som jeg er stødt på under min research.
Konklusionen ud fra disse state-of-the-art studier er præcis den samme, som vi fandt i vores metastudie: Nedlukningerne havde yderst marginal effekt på COVID-19-dødeligheden.
Siden jeg skrev bogen, er jeg stødt på yderligere to randomiserede forsøg, som begge handler om risikoen ved at deltage i koncerter, Revollo et al. (2021) og Delaugerre et al. (2022). Dem skal vi se lidt nærmere på i det følgende.
Revollo et al. afholdt en koncert i Barcelona d. 12. december 2020, med deltagelse af 465 unge mennesker. 495 fungerede som kontrol. Deltagerne til koncerten blev testet med en hurtigtest, og alle fik udleveret et mundbind (N95), ventilationen var skruet helt op, og der var krav om, at man holdt afstand. Til gengæld blev der serveret alkohol.
Delaugerre et al. afholdt en koncert i Paris d. 29. maj 2021, hvor næsten 7.000 personer blev randomiseret, hvoraf omkring 4.500 fik adgang til koncert i Accor Arena, mens resten måtte blive hjemme. For at komme ind skulle deltagerne have en negativ hurtigtest inden for 3 dage op til koncerten. Ligesom hos Revollo et al. skulle deltagerne bære mundbind (almindelige kirurgisk mundbind), og ventilationen var skruet helt op. Til gengæld var der ikke krav om afstand (folk måtte synge og danse, mens alkohol var forbudt.
Figuren nedenfor viser de centrale resultater fra de to randomiserede studier. I Barcelona var der færre smittede blandt koncertgæsterne (nul!), mens der i Paris var lidt flere smittede blandt koncertgæsterne. I begge tilfælde var forskellen insignifikant.
Begge studier viser altså det samme, som de andre randomiserede forsøg, der er lavet af nedlukningerne: Nedlukningerne havde ingen nævneværdig effekt.
Man kan selvfølgelig indvende, at der var andre foranstaltninger til koncerterne, og at det var mundbind, ventilation osv., der gjorde, at det blev til en sikker oplevelse for de unge. Men det er ”a feature, not a bug”. Det er ikke fordi fysisk afstand ikke virker, at nedlukningerne ikke havde den effekt, politikere og sundhedseksperter forestillede sig. Det er fordi, at folk tilpassede sig til begivenhederne. Havde man afholdt koncerter under corona-pandemien, ville både arrangører og deltagere have gjort mange ting for at sikre, at gæsterne havde en sikker oplevelse. Desuden laver folk jo noget andet, når de ikke er til koncert, som også kan medføre smittefare (de fleste bliver smittet i hjemmet, på arbejde eller i sundheds- og plejesektoren).
En anden indvending er, at smitteudbredelsen var relativt lav, da forsøgene blev gennemført, og man derfor ikke kan overføre resultaterne til perioder med større smittespredning. Det er sådan set en valid pointe, men som jeg skriver i bogen om et norsk eksperiment:
Det kan godt være, at der var få smittede, og at det var derfor, det ikke virkede at lukke fitnesscentrene i denne periode. Men hvorfor var fitnesscentrene så lukket ned? I mine øjne viser studiet som minimum, at det var en fejl at nordmændene lukkede fitnesscentrene i forsøgsperioden fra 25. maj til 15. juni 2020, og at det er mest sandsynligt, at nedlukningen af fitnesscentrene forværrede pandemien i denne periode. Derudover sår studiet naturligvis betydelig tvivl om effekten af at lukke fitnesscentre på andre tidspunkter.
Da koncerterne blev afholdt var der meget strikse forsamlingsforbud i både Barcelona og Paris. I Barcelona var “indoor meetings of more than six people were banned,” og i Paris var “gatherings with more [than] ten people banned.” Som minimum viser studierne, at disse krav var ubegrundede på daværende tidspunkt. Om det var begrundet på andre tidspunkter, er nok også tvivlsomt.
Bottom line er, at de to randomiserede studier finder effekter, der er i samme størrelsesorden som de effekter, vi finder i vores metastudie. Her fandt vi, at forbuddet mod større forsamlinger øgede antallet af COVID-19-dødsfald med 5,9%.
Læs ”Prisen værd?”
I ”Prisen værd?” forklarer jeg, hvorfor nedlukningerne slog fejl, hvorfor så mange blev ført på vildspor af dårlige data, hvad omkostningerne var, og hvordan vi håndterer næste pandemi bedre. Bogen er skrevet i et sprog, så Punditokraternes sagtens kan være med.
Delaugerre, Constance, Frantz Foissac, Hendy Abdoul, Guillaume Masson, Laure Choupeaux, Eric Dufour, Nabil Gastli, et al. 2022. “Prevention of SARS-CoV-2 Transmission during a Large, Live, Indoor Gathering (SPRING): A Non-Inferiority, Randomised, Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 22 (3):341–48. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00673-3.
Revollo, Boris, Ignacio Blanco, Pablo Soler, Jessica Toro, Nuria Izquierdo-Useros, Jordi Puig, Xavier Puig, et al. 2021. “Same-Day SARS-CoV-2 Antigen Test Screening in an Indoor Mass-Gathering Live Music Event: A Randomised Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 21 (10):1365–72. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00268-1.
Af Otto Brøns-Petersen, den 29. august 2025. Skriv et svar
Christian skrev forleden om David Hume i anledning af 249 årsdagen for hans død. Hume er sandt nok svært at overvurdere. Hvis nogen skulle finde på at udråbe ham til den største tænker, vi hidtil har set, bliver det ikke under mine voldsomme protester.
Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.
Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2025. Skriv et svar
Der tales meget om Kina, og både den danske udenrigsminister og mange danske virksomheder er bekymrede over landet. Kina er gået fra at være en desparat fattig rural økonomi til at posere somm supermagt med egne stealth-jagerfly, hangarskibe og rumprogram. Men hvor bekymrede skal man egentlig være for at få en ny, diktatorisk og undertrykkende supermagt? Vi har tidligere skrevet om, hvordan man skal tage de kinesiske tal med et stort gran salt, fordi diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Der er også andre klassiske indikationer, som for eksempel at information om bl.a. ungdomsarbejdsløshed er blevet fjernet fra de officielle statistikker.
Meget peger på, at den økonomiske udvikling i Kina er bremset op, og at landet slet ikke er så velstående, som det påstås. Vil man vide mere, er den hollandske historiker Frank Dikötter en af de mest vidende eksperter. Dikötter flyttede først på året ud af Hong Kong, hvor han havde boet i en årrække, og er nu associeret med Stanfords Hoover Institution. Interviewet nedenfor giver et fremragende overblik over hans indsigt og holdning til Kina, og forventningerne til dets umiddelbare fremtid.
Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2025. 4 svar
Den danske stat er enorm og gør alt muligt. Det er næppe en overraskelse, at vi her på stedet ville ønske at det offentlige gør langt mindre, men gør de ting det skal meget bedre. Hvor dårligt den danske stat leverer centrale offentlige goder, er der lige kommet et nyt eksempel på.
Henrik Munkholm Wulff, Eva Ljungkvist og Matt Blands nye artikel i Nordic Journal of Criminology giver eksemplet. De tre har undersøgt de næsten 24.000 indbrud, der skete i Danmark i 2019. Danmark har den højeste indbrudsrate i Europa, men det er samtidig en af de typer kriminalitet, der sjældnest opklares i landet. Hvorfor politiet åbenbart er så dårlige til at opklare et fænomen, der påvirker flere tusinde danskere hvert år, er et stort spørgsmål – og et godt eksempel på en offentlig myndighed, der ikke gør sit arbejde særligt godt.
Som abstractet nedenfor viser, indsamlede politiet kun fingeraftryk i 708 sager, og af dem var kun tre fjerdedele brugbare. Men som Wulff et al. viser, fører brugen af fingeraftryk til langt højere domsrater: “When a case with fingerprint evidence identifying the suspect was prosecuted there was a 0.71 probability of conviction, compared to 0.13 when there was none.” Med andre ord er der mere end fem gange så høj sandsynlighed at der sker domfældelse, når der er indhentet fingeraftryk, end når der ikke er.
Det store spørgsmål er, hvorfor det danske politik ikke bruger den – trods alt ret begrænsede – tid det tager at indsamle fingeraftryk? Det virker jo, og det er ikke ligefrem fordi der er tale om et begrænset problem uden særlige konsekvenser for borgerne. Gider politiet simpelthen ikke efterforske den slags ‘kedelige’ forbrydelser? Er der en helt anderledes prioritering fra polititoppen? Vælger man at fokusere på kriminalitet med politisk bevågenhed, eller mulig prestige og medieomtale? Og er indbrud blandt de sager, som politiet vasker for at få dem til at gå væk? Lov og orden er en af de mest fundamentale ting, en offentlig sektor bør håndtere, men den danske gør det åbenbart slet ikke.
Abstractet er her:
Denmark has the highest burglary rate per capita in Europe but burglary is one of its least solved crime types. Practitioners and scholars have made the case for the collection of fingerprint evidence for decades. Fingerprint evidence can lead to the identification of suspects and contribute to the case for prosecutions. In this study we explore how widely used this traditional investigative technique is in Danish burglaries and what differences there are in prosecution rates when fingerprints lead to the identification of suspects compared to when they do not. We analysed all residential burglaries in Denmark in 2019. Of almost 24,000 cases, fingerprints were obtained in just 708. When submitted for examination at the Danish National Forensic Services, only 530 prints passed the initial screening process containing the sufficient quality and details required to identify an individual. The likelihood of conviction was significantly increased if a suspect was identified through fingerprints, which begs the critical question of why fingerprint evidence is not collected more often by Danish Police. Our findings provide a new perspective for theoretical analyses of fingerprint evidence, emphasising the importance of organisational efficacy. There are also numerous practical implications, not just for Danish Police but for any law enforcement agency seeking to improve its burglary investigation outcomes. We discuss the potential implications for more forensic training, the time allocated to crime scene examination, and the priorities for future research in this area.
Af Otto Brøns-Petersen, den 5. august 2025. Skriv et svar
I dagens afsnit af sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier i EU skal vi se på, hvor langt de er kommet med at reformere sig i markedsøkonomisk retning. Til formålet anvender vi det nærmest uopslidelige Economic Freedom Index fra Fraser Institute og en lang række andre tænketanke.
I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).
Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2025. 1 svar
Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?
Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.
En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.
Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.
Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.
Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?
For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.
For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.
Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).
Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.
Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.
Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.
Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.
For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.
LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.
Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.
Nyt studie: 21,7% mener sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt – og flere mænd, ældre, kortuddannede, i provinsen og religiøse mindretal som islam, Indre Mission og Jehovas Vidner. Kræver politisk handling og ansvar fra religiøse org. #dkpolhttps://t.co/KU4kkGASftpic.twitter.com/XIabbsvK9f
Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..
I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.
Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).
For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.
Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.
Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.
Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.
Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2025. Skriv et svar
Eamonn Butler, der er direktør for the Adam Smith Institute i London, har skrevet en række meget fine Primers for the Institute of Economic Affairs de senere år. Den nyeste hedder An Introduction to Schools of Economic Thought, og kan downloades helt gratis. Eamonns bøger er alle varmt anbefalede, ikke mindst den nye, men for de utålmodige har IEA også lavet en 21-minutters video med Eamonn. De minutter er vældigt godt givet ud; se selv nedenfor.
For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.
Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.
Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.
Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.
Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!
Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.
Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.
NB Forsyning er i en artikel lettere kritisk over for min analyse af affaldssortering og anklager mig for at anvende tvivlsomme antagelser. Men læser man Miljøstyrelsens egne analyser, står det klart, at den mest tvivlsomme antagelse i debatten kommer fra miljøministeren.
Miljøminister Magnus Heunicke siger således, at “kvaliteten af affald ved central affaldssortering vil falde drastisk.” Det lyder alvorligt – men desværre også ret frit opfundet. For Miljøstyrelsen har selv i deres egne rapporter (bl.a. 2022-rapporten [link: https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2022/01/978-87-7038-377-6.pdf]) konkluderet noget helt andet. Her står der direkte:
“Det antages her, at de udsorterede materialer fra restaffaldssortering [JH: central sortering] har samme kvalitet ift. afsætning til genanvendelse, som materialer indsamlet separat fra husholdningerne [JH: kildesortering].”
Ja, det antages. For det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad der er bedst. Miljøstyrelsen skriver selv, at spørgsmålet er “behandlet i en række projekter […] uden at der er nået entydige konklusioner.” Med andre ord: Der hersker usikkerhed.
Noget tyder dog på, at det på trods af usikkerheden peger i én retning, for Miljøstyrelsen konkluderer i samme rapport, at “I begge scenarier opnås en højere udsortering af de tre fraktioner end i baseline situationen med separat indsamling.”
Det peger altså ikke i retning af den drastiske kvalitetsforringelse, som ministeren mener at kunne se. Snarere tværtimod
Samfundsøkonomien – ikke affaldspolitik på gefühl
Det er pudsigt, at det netop er vores antagelser, som kritiseres for at være tvivlsomme – når vores analyse netop er bygget ovenpå Miljøstyrelsens egne beregninger og derudover benytter deres egne skøn for fx tidsforbrug (1,7 min./uge). Det er korrekt, at vi – modsat Miljøstyrelsen – medregner borgernes tids- og pladsforbrug. Men det er netop det, der gør analysen samfundsøkonomisk.
At sortere affald tager tid og kræver plads – og det er ikke gratis. Når det gøres obligatorisk, skal det regnes med. At nogen (fx Miljøstyrelsen) tidligere har ignoreret disse omkostninger, er ikke en undskyldning for at fortsætte.
Selv uden at medregne tid og plads, er central sortering samfundsøkonomisk omtrent lige så effektiv som kildesortering. Inkluderer man tid og plads – som man bør – er forskellen til gengæld markant.
I den offentlige debat om affaldssortering har fokus ofte været på, hvor meget vi genanvender – ikke hvordan vi gør det smartest. I en analyse, jeg har udarbejdet for folkebevægelsen 1spand.nu, har jeg set nærmere på netop det: Hvordan affaldssorterer vi til den laveste samfundsøkonomiske pris?
Analysen viser, at central sortering er markant billigere for samfundet end kildesortering. Den samfundsøkonomiske gevinst ved at skifte fra kildesortering til central sortering, hvor metal, plast, pap og komposit (drikkekartoner mv.) smides i samme affaldsspand som restaffaldet, er ca. 1,5 mia. kr. om året – hovedsageligt fordi vi sparer den tid og plads, som husholdninger i dag bruger på at sortere og håndtere affaldet (som skønsmæssigt er sat til 1,7 minutter om ugen i analysen).
En vigtig udvidelse af Miljøstyrelsens analyse
Analysen bygger videre på Miljøstyrelsens store virkemiddelkatalogfra 2020. Men den adskiller sig på to centrale punkter:
Miljøstyrelsen analyserede ikke en ren model med central sortering. I deres scenarie med central sortering forudsættes det, at størstedelen af danskerne fortsat kildesorterer før affaldet sendes central sortering. I mine øjne en ret mærkværdig antagelse, fordi det gør gevinsten ved at sortere centralt meget lille, fordi man bl.a. ikke opnår de store besparelser, der er ved at affaldsselskaberne ikke skal afhente nær så mange fraktioner ved husstandene.
Tids- og pladsforbruget blev ikke medregnet i Miljøstyrelsens analyse – på trods af at De Økonomiske Råd allerede i 2014 kritiserede denne tilgang. Min analyse inkluderer derfor de omkostninger, der opstår, når borgere skal bruge tid og kvadratmeter på affaldssortering.
Hvad betyder det?
Det betyder, at vi – i stedet for at kræve, at danskerne skal bruge mere tid og mere plads på sortering – med fordel kunne lade teknologien gøre arbejdet. Moderne sorteringsanlæg kan i dag matche (og i nogle tilfælde overgå) kildesorteringens kvalitet.
Hvis man ikke mener, at borgernes tid og boligplads har nogen værdi, kan man selvfølgelig ignorere resultaterne. Men så laver man ikke samfundsøkonomi – så laver man affaldspolitik på gefühl.
Mens vi venter på at få færre skraldespande i vores indkørsler, kan vi glæde os over politiske perler a’la nedenstående fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune i 2017, Jarl Gorridsen (Venstre)…
Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme.
Af Christian Bjørnskov, den 24. juni 2025. Skriv et svar
Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.
Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.
En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.
Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.
I Political Institutions and Output Collapsesi december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.
Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.
Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.
Præsident Trumps ekstremt protektionistiske handelspolitik har skabt voldsomme problemer, og ikke blot for USA. Som vi har skrevet om før her på stedet (se f.eks. her, her, og her), og jeg skrev om tidligere på videnskab.dk, er politikken økonomisk analfabetisk og udtryk for et syn på international handel, som hører hjemme i 1700-tallet før den skotske oplysning. Mens langt de fleste økonomer er enige om, at protektionisme er dybt skadelig, er et helt andet spørgsmål, om Trumps politik overhovedet er lovlig. Dét spørgsmål er blevet aktuelt efter at the Court of International Trade i New York i to separate søgsmål – det ene ført at the Liberty Justice Center og det andet ført af en koalition af delstatsregeringer – erklærede, at den nødsretslov, som Trump bruger, faktisk ikke giver ham muligheden for at føre sin handelspolitik. Trump-administrationen har omgående appeleret dommene, men ånden er ude af flasken, og flere søgsmål er på vej gennem systemet.
Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?
Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.
Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.
Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.
Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik
Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”
Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.
Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.
For at min bog, ”Prisen værd?”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mindst vigtige afsnit ud. Et af disse afsnit kan du læse herunder.
Frivillige adfærdsændringer kom før nedlukningerne
Et af oprindelige argument for at indføre nedlukninger var at “hindre smittespredning” eller som Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede det, at ”få skubbet til smitten, så vi når over i det grønne scenarie” (den grønne kurve). For ”hvis mange bliver smittet, så kan kapaciteten på landets intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun fordi, at sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og blive sendt i karantæne”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet d. 11. marts.
Hvordan sikrer man, at sundhedssektorenkan følge med? Hvis antallet af smittetilfælde og efterfølgende indlæggelser og dødsfald fortsætte med at stige, fordi hver smittet person bringer smitten videre til mere end én anden, vil der hele tiden kommer flere og flere smittede, og så vil sundhedssektoren før eller siden blive så presset, at den ikke kan behandle alle.
Før eller siden skal kurven altså vende eller som minimim flade ud, hvis man vil sikre, at sundhedssektoren kan følge med, hvilket enten kan ske ved at tilpas mange bliver immune (flokimmunitet), eller ved at vi ændrer tilpas meget adfærd.
Så hvor vigtige var nedlukningerne i forhold til at få vendt kurven? Tilsyneladende var de ikke så vigtige, som mange tror, for flere studier har vist, at smittekurven vendte, før nedlukningerne blev indført.
Storbritannien
Simon Wood, professor i statistik ved School of Mathematics, University of Edinburgh, har set på udviklingen i COVID-19 og sammenholdt det med nedlukningerne i Storbritannien. Han finder, at antallet af dødelige COVID-19-infektioner var i tilbagegang allerede før den omfattende britiske nedlukning d. 24. marts 2020.[1]
Ligesom i Danmark er data for antal positive tests et dårligt mål for udviklingen i COVID-19. Dette gælder særligt i starten af pandemien, hvor antallet af tests var lavt, og hvor teststrategien ofte blev ændret. I det ene studie bruger Wood derfor data for antal COVID-19-dødsfald i Storbritannien til at estimere smittespredningen omkring nedlukningen.[2] Da det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid der går fra infektion til evt. død, kan man ikke bare rykke kurven 1:1, men er nødt til at korrigere for forskellighederne. Woods metode er illustreret i figuren nedenfor, hvor Wood på baggrund af de registrerede COVID-19-dødsfald (blå kurve) har estimeret smittespredningen forud for dødsfaldene.
Wood viser også, at han får de samme resultater, hvis han benytter samme model som Flaxman m.fl. (2020), men fjerner den urealistiske antagelse om, at ændringen i reproduktionstallet alene sker som konsekvens af nedlukningerne (og altså ikke på grund af frivillige adfærdsændringer).
Figur 1: Udviklingen i COVID-19-dødsfald i Storbritannien og den estimerede udviklingen i antal dødelige infektioner
Kilde: Wood (2021)
Wood når frem til samme konklusion i et andet studie, hvor han sammen med en kollega ser på udviklingen i forskellige dele af Storbritannien.[3] Her konkluderer han, at pandemien både ved nedlukningen i foråret 2020 og januar 2021 var aftagende før – og i nogle områder længe før – man indførte mange af restriktionerne, herunder ikke mindst udgangsforbuddet. Andre forskere har i britiske medier beskrevet, hvordan adskillige datakilder viser det samme mønster. De bruger smittetal, indlæggelsestal osv. korrigeret for den forsinkelse, man ved der er fra fx infektion til indlæggelse til at vise, at mange af restriktionerne kom, efter smitten havde toppet.[4]
Tyskland
Kuhbandner m.fl. (2020) ser på udviklingen i smitten omkring nedlukningerne i Tyskland. I Tyskland lukkede skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 20. marts. 22. marts blev der blev indført udgangsforbud, og d. 23. marts indførte man et ”kontaktforbud”, som forbød tyskerne at mødes med mere end to personer uden for deres egen husholdning.
Kuhbandner m.fl. (2020) peger på, at selv hvis teststrategien er konstant hen over nedlukningen, kan det føre til misvisende resultater, fordi man ikke ved, hvor længe, der går fra folk er blevet smittet og til de får en positiv tests. I stedet bruger Kuhbandner m.fl. (2020) tidspunktet for, hvornår folk får symptomer, til at vurdere effekten af nedlukningerne.
På den baggrund konkluderer Kuhbandner m.fl. (2020), at ”vækstraten blev negativ den 17. marts” – altså dagen efter skolelukningerne, men flere dage før lukningen af restauranter, udgangsforbud osv.
Referencer
Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, m.fl. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe”. Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.
Kuhbandner, Christof, Stefan Homburg, Harald Walach, og Stefan Hockertz. 2020. “Was Germany’s Corona Lockdown Necessary?”, juni, 10. https://doi.org/10.31124/advance.12362645.v3.
Wood, Simon N. 2021. “Covid and the Lockdown Effect: A Look at the Evidence”. The Spectator (blog). 2021. https://www.spectator.co.uk/article/covid-and-the-lockdown-effect-a-look-at-the-evidence.
———. 2022. “Inferring UK COVID-19 Fatal Infection Trajectories from Daily Mortality Data: Were Infections Already in Decline before the UK Lockdowns?” Biometrics 78 (3):1127–40. https://doi.org/10.1111/biom.13462.
Wood, Simon N., og Ernst C. Wit. 2021. “Was R < 1 before the English Lockdowns? On Modelling Mechanistic Detail, Causality and Inference about Covid-19”. Redigeret af Alessandro Rizzo. PLOS ONE 16 (9):e0257455. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0257455.
[1] Skolerne i UK lukkede d. 20. marts, mens nedlukning af resten af økonomien samt udgangsforbud blev indført d. 24. marts, se https://www.spectator.co.uk/article/new-study-shows-covid-infections-were-falling-before-lockdown/
[4] Se fx https://www.spectator.co.uk/article/the-second-wave-appears-to-have-peaked-before-lockdown/ og https://thecritic.co.uk/seven-indictors-that-show-infections-were-falling-before-lockdown-3-0/
Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.
Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.
Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?
DER MANGLER IKKE PLADS, MEN VILJE! Der er begrænset plads i København, og før eller siden når vi måske et punkt, hvor der ikke er plads til flere boliger. Men der er vi langt fra endnu. Hvis vi ville, kunne vi skabe boliger til 100.000-vis af nye københavnere og samtidig få styr… pic.twitter.com/ZeibecvilN
Hvorfor helt til Kastrup. Alt det her (sådan ca.) er jo fladt som en pandekage. Det er skørt. Der kunne bo 2-300.000 flere i Kbh, hvis vi byggede lige så tæt som Frederiksberg. Og det er jo ikke engang rigtig tæt. pic.twitter.com/JPq9oVAl4g
