Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Hvordan skal man forstå estimaterne i vores metastudie?

Af Jonas Herby, den 31. januar 2025. 1 svar

I dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at være gæstevært på ”Ta’r jeg fejl” på Radio IIII (lyt til time 1 og time 2).

Den sidste gæst var Jes Søgaard, som kom med en påstand om resultaterne i vores metastudie, der er anledningen til dette blogindlæg. Jes Søgaard mente nemlig, at de 35,3%, som Fuller et al., jf. nedenstående tabel, estimerer er effekten af en gennemsnitlig nedlukning, repræsenterer en meget betydelig effekt på antallet af døde.

Som Jes siger godt 39 minutter inde i time 2, så mener han, at ”de der 35% skal jo ses i forhold til en situation hvor epidemien får lov til at køre helt igennem,” altså en situation, hvor op imod 35.000 danskere var døde af COVID-19. Jes mener således, at Fuller et al. viser, at nedlukningerne har forhindret ca. 12.000 COVID-19-dødsfald.

Men det er ikke sådan, man fortolker estimaterne i en difference-in-difference analyse (og dermed vores metastudie). Estimaterne viser effekten af en nedlukning sammenlignet med en kontrafaktisk situation, hvor man ikke indfører en nedlukning – altså en form for kontrolgruppe (det er rent teknisk lidt mere komplekst, men denne forklaring er tilstrækkelig til dette indlægs formål).

Hvad betyder denne dette så? Jo, i Danmark døde der i alt 2.534 personer af COVID-19 før vaccinerne var distribueret til alle sårbare omkring sommeren 2021. Da Danmark havde indført nedlukninger, betyder estimatet fra Fuller et al., at Danmark havde 35,3% færre døde, end hvis vi ikke havde indført nedlukninger.

Havde vi ikke indført nedlukninger, ville Fuller et al. altså forvente, at 2.534/(1-35,3%) = 3.917 personer var døde af COVID-19 i Danmark. Overført til danske forhold betyder Fuller et al.’s resultater altså, at nedlukningerne forhindrede 1.383 COVID-19-dødsfald.

Det er selvfølgelig en del. Men det er milevidt fra de ca. 12.000 dødsfald, som angiveligt er Jes Søgaards opfattelse af effekten. Og så skal vi naturligvis huske på, at Fuller et al. er en outlier. Den samlede evidens viser, nærmest uanset hvordan man cherry picker og sorterer i studierne, at effekten er markant lavere. Vi har en række forskellige gennemsnit, og det gennemsnit, der viser den højeste effekt, er et simpelt (aritmetisk) gennemsnit. Her svarer de 8,9% til 248 forhindrede COVID-19-dødsfald.

Det er i øvrigt samme historie for de ”syntetisk kontrol”-studier, som Jes Søgaard mener, vi burde have med i vores metastudie, selvom de ikke er egnet til at estimere effekten af nedlukninger under pandemien, og generelt cherry picker lande, der oplevede stor overdødelighed under pandemiens første bølge. Disse studier finder oftest en effekt, der svarer til 1.250-2.500 forhindrede dødsfald i Danmark. Men som jeg viser i min artikel, der snart kommer i Nationaløkonomisk Tidsskrift, er disse estimater ikke troværdige pga. metodiske problemer.

PS: Figur 2 i vores metastudie (vist herunder) illustrerer betydningen af, at estimaterne skal ses i forhold til det antal døde, der rent faktisk var. Figuren viser hvor mange dødsfald nedlukningerne har forhindret i USA med udgangspunkt i de studier, vi har med i Tabel 1. Figuren viser også estimaterne fra Imperial College London til sammenligning.

Figuren viser, at effekten skal være meget, meget høj (over 80%), før vi nærmer os noget, der minder om de forudsigelser, der blev lavet i bl.a. begyndelsen af pandemien.

Ukraine udnytter markedskræfterne mod russerne

Af Jonas Herby, den 24. januar 2025. 1 svar

Centralplanlægning kan være nødvendigt i et militær, hvor mange inputs ikke kan købes frit på markedet. Men i det omfang materiellet ellers er tilgængeligt, kan jeg sagtens se idéen i at decentralisere indkøb af materiel (ligesom man med auftragstaktikken har decentraliseret mange taktiske beslutninger).

Nedenstående fra DefenseNews.

Ukraine’s Ministry of Defence will provide its combat units with 2.5 billion hryvnia (US$60 million) of direct funding per month to procure their own drones, in a move to allow commanders in the field to buy the equipment they need rather than rely on centralized purchasing.

Minimumslønninger: Det handler om velfærd – ikke løn, nr. 2

Af Jonas Herby, den 21. januar 2025. Skriv et svar

Som jeg skrev forleden, så er der ikke meget, der tyder på, at minimumslønninger fører til færre jobs. Og når lønnen hæves for nogen, uden at der kommer færre jobs, må det jo alt andet lige betyde, at den samlede lønsum til arbejdstagerne stiger.

Og så er arbejdstagerne glade, ikke? Nej.

For det er en fejlopfattelse at tro, at folk kun går op i lønnen for deres arbejde. Jeg har tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger fjerner de sjove (lavtlønnede) jobs til skade for arbejdstagerne. Men minimumslønninger fjerner ikke kun morskaben.

Davies et al. (2025) viser, at minimumslønninger går ud over sikkerheden. Jo højere minimumslønnen er, jo flere skader sker der på arbejdspladsen.

Her er abstract (mine fremhævninger):

Do minimum wage changes affect workplace health and safety? Using the universe of workers’ compensation claims in California over 2000-2019, we estimate whether minimum wage shocks affect the rate of workplace injuries. Our identification exploits both geographic variation in state-and city-level minimum wages and local occupation-level variation in exposure to minimum wage changes. We find that a 10% increase in the minimum wage increases the injury rate by 11% in an occupation-metro area labor market which is fully exposed to the minimum wage increase. Our results imply an elasticity of the workplace injury rate to minimum-wage-induced wage changes of 1.4. We find particularly large effects on injuries relating to cumulative physical strain, suggesting that employers respond to minimum wage increases by intensifying the pace of work, which in turn increases injury risk.

Det er velkendt, at der er en risikopræmie på jobmarkedet, så ansatte i farligere jobs alt andet lige oppebærer en højere løn. Og derfor er det også forudsigeligt, at når minimumslønnen gør det sikre lavtlønsjob forbudt, så presses nogen til at vælge et mere usikkert job.

Minimumslønnen gør altså, at både lønnen og risikoen stiger. Og arbejdstagerens velfærd falder.

Har venstrefløjen skabt Trump?

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2025. 1 svar

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Trump indsættes som præsident i dag – igen.

Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.

Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.

Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?

Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.

De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.

Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.

Minimumslønninger fører ikke generelt til færre jobs, men…

Af Jonas Herby, den 18. januar 2025. 2 svar

I forbindelse med reviewet af vores metastudie, blev vi bedt om at undersøge, om der var selektionsbias i de studier, vi havde identificeret. Altså om der var tegn på, at forskerne bevidst eller ubevidst havde udvalgt de resultater, de af den ene eller anden grund følte mest for.*

I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.

Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.

Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.

Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.

Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.

Det store men

Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).

I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.

* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).

Hvorfor vokser Storbritannien så langsomt? (AI edition)

Af Jonas Herby, den 17. januar 2025. Skriv et svar

For nylig postede Christian en video, hvor Tyler Goodspeed redegør for den manglende økonomiske vækst i UK. Videoen var over en time lang, så selvom emnet var interessant, havde jeg svært ved at få tid til at se det.

I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.

Læs resten →

To artikler om misforstået og skadelig CSR, du skal læse.

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. januar 2025. 1 svar

Der var to interessante artikler i pressen i går om “Corporate social responsibility” (CSR) og de skadelige effekter af den “dydssignallering”, som ligger bag.

Læs resten →

Nedlukningerne virkede ikke. Heller ikke i Sverige

Af Jonas Herby, den 15. januar 2025. 3 svar

Jeg har netop fået accepteret et studie i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor jeg viser, at studier af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige baseret på den syntetiske kontrolmetode (SCM), er fejlbehæftede. Noget som Bjørnskov tidligere har påpeget.

SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.

Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.

Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.

Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).

Læs resten →

USA’s forfejlede COVID-19-vaccinepolitik?

Af Jonas Herby, den 14. januar 2025. 3 svar

New York Times bragte i går en artikel om vaccinationstilslutningen blandt børn, som er faldet markant siden COVID-19-pandemien.

Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.

Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).

Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.

Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.

En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).

Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.

Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.

Hvorfor er alt kriser for regeringen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar

Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.

Regulering og skovbrande i Los Angeles

Af Jonas Herby, den 10. januar 2025. 4 svar

De forfærdelige brande i Los Angeles (LA) i Calfornien, USA, har ført til, at tusindvis af mennesker står uden tag over hovedet. Endnu værre er dog, at mange af disse står til at miste alt hvad de havde, fordi de ikke have en brandforsikring.

Nogle danskere tænker måske, at sådan er det jo i USA, hvor man er sin egen lykkes smed og underlagt de vilde markedskræfterne. De har selv valgt ikke at have en forsikring, så lev med det!

Men den opfattelse er forkert. For de manglende forsikringer skyldes ikke boligejernes frie valg på et frit marked. De er konsekvensen af regulering.

I Californien er det nemlig forbudt (eller som minimum meget besværlige) at hæve prisen på brandforsikringer. Og samtidig er risikoen for brande forøget, fordi regulering over tid har gjort det sværere at lave præventive afbrændinger (fx ved at brænde tørt ved i skovbunden, går jeg ud fra).

Forudsigelige konsekvenser

Ifølge californisk lov, skal prisstigninger godkendes politisk (”the Insurance Commissioner must approve a rate applied for by an insurer before its use”) og priserne skal være baseret på historiske data fremfor fremskrivninger. Den form for regulering har meget forudsigelige (og ganske givet også uforudsigelige) konsekvenser.

Når prisstigninger bliver gjort til et politisk spørgsmål, bliver det alt andet lige sværere for virksomhederne at hæve priserne. Det vil før eller siden føre til, at nogle forsikringskunder bliver (stærkt) urentable, og forsikringsselskaberne derfor ikke længere kan og vil forsikre dem. Bor du i et område med relativt høj risiko for brand, kan du altså få svært ved at finde nogen, der vil forsikre dit hus.

Problemet bliver forstærket, når risikoen er stigende, fordi de historiske data ikke afspejler den nuværende risiko. Og som nævnt har risikoen været stigende, fordi det over tid er blevet sværere og sværere at få lov til at foretage forebyggende afbrændinger (inspireret af MarginalRevolution.com opsummerer ChatGPT det fint her).

Konsekvensen af reguleringen har været, at mange husejere har fået opsagt deres brandforsikring.

Mere skadelig regulering

Ovenstående er langt fra den fulde forklaring. Søger man lidt rundt, virker det til, at omfanget af skadelig regulering i Californien på dette område er nærmest uendeligt. Noah Smith skriver bl.a., at reguleringen gør det svært/umuligt for forsikringsselskaberne af videreforsikre sig. Det betyder alt andet lige, at et selskab vil være mere påpasseligt med at have flere kunder i samme område (fordi de kan ende med at skulle erstatte en meget stor andel af deres kunders huse, når et helt område brænder ned). Det øger risikoen for, at selv profitable kunder, får opsagt deres forsikring.

Samtidig har Californien – som jeg forstår dette tweet – pålagt selskaberne at videreforsikre hinanden baseret på deres markedsandel. Men hvis selskaberne ikke kan hæve prisen for at dække denne pålagte risiko, er de nødt til at reducere deres markedsandel, hvilket igen kan føre til, at ellers profitable kunder bliver opsagt.

Regulering er en væsentlig del af problemet

Ovenstående er hvad jeg har kunnet få overblik over indtil nu. Der er sandsynligvis mere. Men det synes klart, at regulering har gjort det præcis modsatte af, hvad politikerne hævder (tænk ”forbrugerbeskyttelse” osv.).

Det er lidt a’la når de københavnske politikere siger, at de vil sikre billige boliger ved at begrænse udbuddet og regulere priserne.

PS: I samme boldgade har vismændene argumenteret for, at prisen på forsikring mod stormflod skal afspejle risikoen. Et forslag Folketinget omgående burde tage til sig.

Dansk / baltisk public choice workshop 2025 – præsentationerne

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2025. 1 svar

Den 31. januar og 1. februar afholder vi den årlige danske public choice workshop. Det er den 25. af slagsen, og i år også den første ‘baltiske’ public choice workshop, da vi denne gang skal til Malmø. Det er endda, så vidt jeg kan se, den største vi har afholdt, da der er hele 22 præsentationer på programmet.

Mens programmet ikke er helt på plads, da vi må tage hensyn til flere deltageres ønsker, har vi nu en fuld liste af præsentationer. De bliver fordelt i et program, der kører fredag den 31/1 mellem 11 og 17.30, og lørdag den 1/2 mellem 9 og 11, programmet annonceres som altid her på stedet. Indtil da kan læserne danne sig et overblik over de mange emner til workshoppen. Som altid er alle interesserede velkomne til at komme en hel dag, eller måske bare til en enkelt session. Her er den fulde liste af præsentationer:

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service

Hvorfor vokser Storbritannien så langsomt?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2025. Skriv et svar

Et par uger før jul deltog jeg i et debatarrangement i London, organiseret af the Institute of Economic Affairs. Oplægsholderen var Tyler Goodspeed, der siden 2023 har været cheføkonom for ExxonMobil og i 2020-21 var medlem af den amerikanske præsidents Council of Economic Advisers; fra juni 2020 til januar 2021 var han fungerende formand. Tylers oplæg handlede om, hvorfor Storbritannien vokser så langsomt, og helt særligt hvorfor væksten har været anæmisk siden 2008.

Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!

Min samtale med Jay Bhattacharya

Af Jonas Herby, den 3. januar 2025. 2 svar

Jay Bhattacharya blev i slutningen af 2020 verdenskendt som en af tre medforfattere til The Great Barrington Declaration, der bl.a. opfordrede til fokuseret beskyttelse af udsatte grupper frem for generelle nedlukninger under COVID-19-pandemien. I december 2022 afslørede de såkaldte “Twitter Files,” at Bhattacharya var blevet censureret på Twitter. For nylig blev han udpeget af Præsident Trump til at blive næste direktør for National Institutes of Health.

Derfor var det også en stor fornøjelse at få lov til at tale med ham i mere end 1½ time i starten af november i podcasten ”Science from the Fringe”. Vi kom vidt omkring, og jeg benyttede bl.a. lejligheden til (igan) at forklare, at årsagen til, at mange litteraturstudier mv. konkluderer, at nedlukningerne var effektive, er, at de 1) forveksler statistisk signifikant med ”stor effekt”, og 2) ikke adskiller effekten af nedlukningerne fra effekten af den frivillige adfærd.

De svarer kort og godt ikke på, hvor effektive nedlukningerne var, til at reducere antallet af COVID-19-dødsfald. Det gør vores metastudie til gengæld, og Bhattacharya og jeg kommer godt omkring selve studiet og alt det uden om.

I kan se hele samtalen her eller lytte med i podcasten.

PS: Mange skriver her omkring nytår om årets højdepunkter. For mig var det absolutte (professionelle) højdepunkt ubetinget, at vores metastudie af effekterne af nedlukningerne blev accepteret i tidsskriftet Public Choice. Det var en lang, sej og grundig proces, hvor enhver tænkelig svaghed ved vores studie er blevet undersøgt til bunds. Jeg er bl.a. ret tilfreds med, at meget klart får vist, at vores beslutning om at udelade studier baseret på meget få observationer (herunder studier baseret på den syntetiske kontrolmetode), var en særdeles fornuftig beslutning. Læs mere her.

Julen er læsningens fest

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2024. Skriv et svar

For de fleste er julen en festtid, hvor man ser familie og venner – det der ofte omtales som hjerternes fest. Men for mange af os er julen også læsningens fest: En kort periode, hvor der er tid og ro til at få læst noget af det, man ikke liiiige fik læst i løbet af efteråret. Det gælder i hvert fald undertegnede, der kommer til at bruge tid indtil starten af januar på at få lystlæst en række bøger. Her er derfor tre anbefalinger ud af de mange, vi kunne være kommet med.

Fra højre mod venstre ligger allerførst Alex Salter og Andy Youngs meget spændende The Medieval Constitution of Liberty: Political Foundations of Liberalism in the West fra sidste år. Forfatterne fra Texas Tech peger her på udviklingen gennem middelalderen af de facto forfatningsordner i det Hellige Romerrige, der skabte en status af politiske ejendomsrettigheder, der medførte det de kalder “polycentric sovereignty.” Argumentet er, at det var denne status der også lagde grundene til klassisk liberal tænkning – ikke mindst forfatningstænkning – i Vesteuropa. Bogen er historisk forfatningsøkonomi fra øverste skuffe.

I midten ligger det meget længe ventede tredje bind af NAM Rodgers historie for den engelske flåde, the Royal Navy. Under titlen The Price of Victory skildrer en af verdens førende forskere på sit område verdens måske mest formidable militærstyrkes historie fra slutningen af Napoleonskrigene i 1815 til slutningen af anden verdenskrig i 1945. The Royal Navy bekæmpede i perioden slavehandlen (med danskerne som eneste egentlige allierede i de første mange år), forsvarede det britiske imperium på godt og ondt, og endte med at være en grundpille i forsvaret et frihed i anden verdenskrig. Jeg har læst de første to bind for nogle år siden og var decideret tryllebundet af både historiefortællingen og måden, Rodger kan perspektivere til alt muligt andet på samme tid. De to første kapitler af sidste bind har foreløbig gjort det samme.

Sidst, men slet ikke mindst, ligger PG Wodehouses klassiker Summer Lightning fra 1929 på bordet. Jeg kan ikke påstå, at der er store økonomiske indsigter eller klassisk liberale tanker i bogen, men den hører alligevel hjemme i dagens post. Nogle gange skal man læse for den rene fornøjelses skyld, og det er en af de store fornøjelser at læse om, hvordan jarlen af Emsworths præmiegris forsvinder, hvad der sker med hans brors skandalememoirer, og om hans tåbelige nevø får sin udkomne på trods af alt. Vi har alle svagheder, vi forfalder til i stedet for det seriøse arbejde, men man kan have værre svagheder end PG Wodehouse.

Hermed en opfordring til at læse – for oplysningens, for indsigtens og for fornøjelsens skyld. Mens undervisere på landets universiteter kan fortælle om de studerendes stærkt svækkede læsefærdigheder, behøver det samme på ingen måde at være tilfældet hos punditokraternes læsere. God fornøjelse!

Hvordan påvirker demokrati terrorismetrusler?

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2024. Skriv et svar

I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.

I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”

I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.

Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?

Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne?

Af Jonas Herby, den 19. december 2024. 1 svar

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne? Det er spørgsmålet i min seneste klumme i Finans. Både politikere, erhvervsliv og organisationer, der angiveligt varetager forbrugernes interesse, har ytret ønske om at stramme reglerne. Forbrugerrådet TÆNK er gået så langt, at de har foreslået, at myndighederne overvejer at lukke for danskernes adgang til TEMU.

Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?

Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?

Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.

Læs resten →

Draghi-rapporten og en politikers logik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. december 2024. Skriv et svar

I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Læs resten →

Nationalisering af Kastrup er en tåbelig idé

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2024. 2 svar

Forleden dag kom det frem, at regeringen har besluttet at nationalisere Københavns Lufthavn i Kastrup. Beslutningen kom som en tyv i natten, og materialet blev sendt ud til Finansudvalget klokken 17.50 dagen før udvalget skulle stemme klokken 13. Udvalgets medlemmer havde således reelt ingen tid til at sætte sig ind i substansen af et forslag, som en lille inderkreds havde forberedt i en uges tid. Den danske stat ejer nu 98,6 % af aktierne i lufthavnen, der dermed er fuldt nationaliseret. Statsministeren har omtalt nationaliseringen som en “stærk værdimæssig beslutning“, med begrundelsen at mange danskere arbejder der. Udover at hendes rationale er dybt mærkværdigt, er det en på alle måder tåbelig beslutning, som kun handler om ideologi og magt.

Mens jeg skriver mere om det i løbet af ugen, er her to analyser af effekter af privatisering af lufthavne. Begge er derfor informative omkring, hvad de sandsynlige konsekvenser er af regerings nationalisering af Kastrup.

I marts sidste år udkom en revideret version af working paper 30544 fra det renomerede National Bureau of Economic Research, der handler om emnet. Sabrina T. Howell, Yeejin Jang, Hyeik Kim og Michael S. Weisbach viser under titlen All Clear for Takeoff, hvordan privatiserede lufthavne bliver mere veldrevne: De investerer typisk i mere kapacitet, forhandler mere effektivt med luftfartsselskaber – særligt de såkaldt nationale ‘flag carriers’ – og sælger mere i deres butikker. I gennemsnit fyrer de ikke folk, men er ganske enkelt bedre til at drive en forretning. Det gælder i særlig grad for dem, der ejes af investeringsfonde, men også hvor det lokale styre ikke er korrupt.

Nogle år tidligere udgav Cato Institute en analyse af Robert Poole og Chris Edwards med titlen Privatizing Airports. Her fokuserer forfatterne på USA, men også hvad landets næsten totalt statslige luftfartsinfrastruktur kan lære af privatisering rundt omkring i verden. De peger på international evidens for højere servicekvalitet, bedre infrastrukturinvesteringer, og muligvis også færre forsinkelser i de privatdrevne lufthavne i Europa.

Regeringen har ikke præsenteret rigtige argumenter for at nationalisere Københavns Lufthavn, heller ikke for Finansudvalget. Man får fornemmelsen, at det er sket af rent ideologiske grunde, for at hjælpe et nødlidende SAS – som den danske stat også ejer cirka 26 % af – og måske, som en kollega foreslog, for at bruge nogle af alle milliarderne i det offentlige overskud. Alt tyder på, at det er en elendig beslutning for lufthavnen såvel som for danskerne. Og ovenfor er en del af evidensen for det.

Hvad er et ‘autogolpe’?

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2024. 2 svar

Igår begyndte der at rulle en meget mærkelig historie ind fra Sydkorea: Præsident Yoon Suk-yeol havde meddelt i TV, at han erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea. Alle politiske aktiviteter ville dermed blive forbudt, og borgernees ytringsfrihed, inklusive mediernes, ville blive underlagt statslig kontrol. Præsident Yoons officielle forklaring var at “sikre det frie demokrati og beskytte folkets sikkerhed mod statsfjendtlige kræfter”. Mange danskere har nok siddet med morgenkaffen og tænkt, hvad der i alverden foregår.

For en public choice-økonom med særlig interesse i statskup og nødretstilstande – dvs. undertegnede og flere af mine nære kolleger – er situationen dog langt fra mærkelig. Den er derimod underligt genkendelig fra en lang række begivenheder, som man med et spansk låneord kalder ‘autogolpe’: Situationen hvor en siddende præsident eller premierminister forsøger at tage magten for sig selv. Det er præcist det, Yoon har forsøgt.

Begivenhederne i Sydkorea har udspillet sig lige efter bogen. Det hele starter med en stærkt upopulær præsident, der næppe har store muligheder udenfor politik. Yoon har væreet plaget af skandaler, inklusive hans kone der har modtaget ulovlige gaver, og selv gentagne påstande om at han selv er korruption. Han har også gjort sig stærkt upopulær i store dele af befolkningen og pressekorpset ved at presse flere love igennem, der forbyder såkaldt misinformation og fake news. De fleste har set lovene for det de er – angreb på ytringsfriheden og den frie debat. Mens Yoon har leveret på sine løfter om en klar udenrigspolitisk kurs, har hans indenrigspolitik været famlende og inkompetent, og er mødt med strejker og en styrtdykkende popularitet.

Yoon har, også efter bogen, derefter fundet på en krise, som kun kan løses ved at han selv tager magten uden parlamentarisk fnidder. Hans frit opfundne krise er, at der findes pro-nordkoreanske kræfter i landet, som truer den forfatningsmæssige orden. I Yoons erklæring var det klart, at disse kræfter åbenbart skulle findes blandt den politiske opposition, som han logisk nok derfor ville blive fri for. Det politiske svar for Yoon var at erklære militær undtagelsestilstand. Det eneste han manglede var at undgå, at parlamentet satte sig imod ham.

Sydkoreas forfatning giver parlamentet mulighed for at afvise en erklæring om undtagelsestilstand, men kræver at mindst 150 medlemmer er tilstede i parlamentet til afstemningen. Det var således helt efter bogen, at Yoon – sandsynligvis i samarbejde med forsvarsministeren – fik bevæbnet politik og paramilitære styrker til at blokere adgangen til parlamentet. Logikken i handlingen er ganske enkelt, at hvis parlamentsmedlemmer ikke kan komme ind, kan de heller ikke stemme, og således heller ikke gøre en fortsat undtagelsestilstand forfatningsstridig. Alligevel lykkedes det cirka 190 medlemmer at tvinge sig vej ind i parlamentet, og enstemmigt at afvise præsidentens erklæring. Da det skete, var Yoons muligheder for at få sine handlinger til at se lovlige ud helt udtømte.

For mange ældre sydkoreanere må forsøgt på at indføre nødret føles som deja vu. Landet har haft militær nødret to gange tidligere, og begge gange blev den erklæret i forbindelse med et kup. I forbindelse med Sydkoreas to tidligere statskup i 1961 og 1979 erklærede det nye styre militær undtagelsestilstand, og brugte den til at slå hårdt og brutalt ned på enhver modstand. Hvad Yoon har haft i tankerne, er der ingen der ved endnu, men sporene fra landets egen historie, og fra mange andre eksempler på autogolpe, skræmmer. Stefan Voigt og jeg dækker denne type situation i kapitel 7 i State of Emergency , hvor vi også dokumenterer, at nødret helt generelt fører til en underminering af retsstaten.

Alt peger i øjeblikket på, at Yoons forsøg er mislykkedes. Begivenhederne har udspillet sig meget ligesom de gjorde for næsten præcist to år siden, da Perus præsident Castillo forsøgte at opløse kongressen, erklære undtagelsestilstand, og undertrykke folks civile rettigheder. Dengang blev Castillo anholdt afsine egne sikkerhedsstyrker, mens det i Sydkorea er parlamentet og massive demonstrationer, der har forpurret en præsidents autokratiske planer. Er klarere parallel er derfor måske Jorge Serrano Elías forsøg i Guatemala i 1993. Under alle omstændigheder er det ganske rystende, at det sker i et ellers stabilt og velfungerende demokrati som Sydkorea. Men Yoons forsøg på at tage magten er en påmindelse om to forhold: For det første, at statskup stadig er noget, der kan ske i ellers rige, vestlige samfund; og for det andet at ‘tidsånden’ i meget politik for tiden (inklusive i Danmark) er præget af et autokratisk mindset. Demokrati er stadig noget, der skal næres og beskyttes hver dag.