Jeg sidder og læser lidt i vismandsrapporten “Økonomi og Miljø 2014“, hvor de i kapitel 2 skriver følgende:
Fosfor er et eksempel på et råstof, som ikke kan substitueres med et andet råstof. Fosfor er et essentielt næringsstof for planter, og global mangel på fosfor vil ultimativt påvirke jordens samlede fødevareproduktion. Prisen på fosfor har været stabil i mange år, men er siden 2007 steget kraftigt, hvilket har ført til bekymring for en kommende, global mangel på fosfor.
Herefter følger et afsnit, som nok bedst kan fortolkes som om, at Vismændene ikke så nogen grund til større panik. Men affaldssortere skulle vi altså.
Nedenstående figur fra Walsh et al. (2023) viser prisudviklingen fra 1991 til 2013. Figuren viser, at hvis ikke Rusland havde invaderet Ukraine, så tyder alt på, at vi i dag ville have haft markant lavere pris end i 2014, hvor vismændenes rapport udkom. Altså er der ikke noget som helst tegn på, at vi er global mangel.
Hele historien viser vigtigheden af at kunne sætte nuværende prisudviklinger ind i en teoretisk kontekst. Er der en grund til, at priserne er steget betydeligt, som markedet ikke kan løse? For ellers vil det normale regime, hvor stigende priser er et signal til producenter om at øge produktionen og til forbrugerne om at sænke forbruget, sætte ind, og over tid få priserne ned igen.
REKLAME: Hvis du synes nedenstående er spændende, vil jeg anbefale min nye bog, Prisen værd?, hvor jeg evaluerer nedlukningerne og går i dybden med, hvorfor epidemiologerne tager fejl. Køb den her.
Epidemiologerne Lone Simonsen, Viggo Andreasen og Daniel Munch Nielsen har 10. marts 2025 udgivet en kronik i Politiken, hvor de hævder, at 21.000 danskere ville være døde under første bølge uden nedlukning.
Det lyder voldsomt i forhold til de beskedne effekter vi økonomer finder i vores metastudie, hvor effekten overført til danske forhold svarer til 84-304 forhindrede dødsfald under hele pandemien, men dykker vi lidt ned i baggrunden, tyder meget på, at vi er relativt enige. Epidemiologerne er bare mere uforsigtige med deres ordvalg i forhold til økonomerne.
Epidemiologerne blander effekterne af restriktioner og frivillige adfærdsændringer sammen
Den væsentligste forskel opstår, fordi epidemiologerne med “nedlukning” referer til hele samfundets svar på pandemien, herunder alt det vi på baggrund af information og anbefalinger gjorde helt frivilligt. Det fremgår fx af nedenstående citat:
Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021. Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?
Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud. Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.
Den svenske pandemievaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering. At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.
Hvis du spørger en tilfældig dansker på Strøget, om Sverige lukkede ned under pandemien, vil han/hun med meget stor sandsynlighed svarer nej. Sverige var åben under pandemien. Men spørger du en epidemiolog fra Pandemix på RUC, var Sverige lukket ned, fordi svenskerne holdt afstand.
Ingen har monopol på, hvad ordet “nedlukning” betyder, men ved at bruge ordet på en helt anden måde, end danskerne opfatter det, forplumrer epidemiologerne debatten. Jeg synes — ikke overraskende — meget bedre om, at man klart adskiller skidt fra kanel, og bruger “nedlukninger” om regeringens restriktioner, og dermed adskiller det klart fra alt det, vi gjorde frivlligt.
Bottom line er dog, at der ikke er nogen større modstrid mellem økonomernes 84-304 forhindrede dødsfald og epidemiologernes 21.000 forhindrede dødsfald.
Epidemiologerne misforstår fuldstændig situationen i Sverige
Epidemiologerne kommer også med nogle påstande om situationen i Sverige, som i mine øjne er helt skudt forbi skiven.
KÆMPE FORSKEL I OMFANGET AF RESTRIKTIONER For det første hævder de, at svenskerne i løbet af pandemien endte med samme grad af restriktioner som i Danmark.
Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index. Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien.
Oxford Stringency Index er glimrende til at få et generelt billede af, hvor hårdt de enkelte lande er lukket ned. Men det kan altså ikke bruges til at sammenligne to lande. Sverige var langt mere åben end Danmark – også under anden bølge. Først og fremmest var grundskolerne selvfølgelig ikke lukket, men butikker, restauranter og barer var heller ikke lukket. Der var heller ikke påbud om mundbind, og de havde (stort set) ikke krav om vaccinepas.
Det tenderer misinformation at hævde, at de to lande havde “næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien”.
SVENSK NEDLUKNING KUNNE IKKE GØRE NOGET MOD STOR OVERDØDELIGHED Epidemiologerne antyder også, at den manglende nedlukning i Sverige tydeligt ses i de svenske dødstal i foråret 2020, jf. dette citat.
I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an. I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der bl.a. indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet. Denne forsinkelse på tre uger ses tydeligt i forårets 5.000 covid-19-dødsfald, mens vi i Danmark havde få.
For det første bør man notere sig, at svenskerne lukkede gymnasier og universiteter allerede 18. marts 2020 – kun to dage senere end i Danmark. Men epidemiologernes største synd er, at de slet ikke forholder sig til smittens udbredelse omkring nedlukningstidspunktet.
Det kræver ellers ikke det store arbejde at indse, at Sverige stod et helt andet sted i midten af marts i 2020. Det ses nemt af nedenstående figur. Fra man smittes og til man dør, går der ca. 3 uger. Den danske nedlukning blev annonceret om aftenen d. 11. marts, men startede reelt først d. 16. marts med skolelukningerne (restauranter, barer mv. lukkede 18. marts).
Effekten af annonceringen vil altså først kunne ses i dødstallene ca. 1. april, mens effekten af selve nedlukningen kan ses fra ca. 6. april. Dette tidsspænd er markeret med orange i figuren nedenfor. Figurerne viser meget tydeligt, at der hver dag døde langt flere i Sverige før nedlukningerne kunne have en effekt. Så uanset hvad svenskerne havde gjort, ville de have haft betydetligt flere dødsfald.
Når epidemiologerne slutter af med at skrive, at “for at komme videre i vores forståelse af pandemien må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen“. Men de bidrager selv med at sprede det, der tenderer misinformation.
Jeg havde ærligt talt forventet mig mere her fem år efter det velkendte pressemøde.
I min kommende bog, Prisen værd?, har jeg et kapitel med en række eksempler på, at myndighederne overså klare tegn på, at restriktionerne ikke virkede.
Et af eksemplerne er lukningen af skolerne i Kolding Kommune d. 22. februar 2021. Figuren her viser udviklingen i smitten i Kolding omkring skolelukningen (rød streg) og åbningerne (grønne streger). Da der går flere dage fra, man bliver smittet og til man tester positivt, vil en evt. effekt af skolelukningen tidligst kunne ses omkring 26.-28. februar.
Det kræver ikke en ph.d. i epidemiologi eller raketvidenskab at se, at smitten faldt før man lukkede skolerne, og at skolerne var lukket i to uger uden nogen som helst grund, da smitten var nærmest præcis den samme, da man først lukkede og senere åbnede skolerne.
Det er blot ét af mange eksempler, der underbygger den forskning, jeg gennemgår i bogen, som meget klart viser, at nedlukningerne havde en yderst beskeden effekt på pandemiens udvikling.
BOGLANCERING PÅ CHRISTIANSBORG D. 11. MARTS KL. 15:30 Bogen lanceres tirsdag d. 11. marts kl. 15:30 på Christiansborg, hvor også Stinus Lindgren – der har skrevet forord til bogen – vil holde oplæg. Journalister kan skrive til jherby@gmail.com, for at få en kopi af bogen og blive tilmeldt arrangementet.
Den 11. marts — på 5-årsdagen for annonceringen af de danske nedlukninger — udkommer min nye bog om nedlukningerne, “PRISEN VÆRD? Nedlukningerne ingen taler om“.
Bogen kan forudbestilles (med 50 kr. rabat og inkl. fragt) her.
Her er fra bogens bagside:
Da COVID-19 ramte verden, spredte nedlukningerne sig sammen med virus fra Kinas diktatur til demokratierne i Vesten.
I Prisen værd? Nedlukningerne ingen taler om undersøger Jonas Herby, om nedlukningerne havde den effekt, vi blev lovet. Med en let tilgængelig gennemgang af data og forskning viser han, at effekten på dødeligheden var beskeden, mens omkostninger for børnene, samfundsøkonomien og borgernes frihedsrettigheder var betydelige.
Var det befolkningens frivillige adfærdsændringer snarere end regeringens restriktioner, der bremsede pandemien? Kunne vi have valgt en mindre skadelig vej? Og hvad kan vi lære af fejltagelserne, så vi håndterer fremtidige kriser bedre?
Prisen værd? er en debatbog, der fremlægger den nyeste forskning på en lettilgængelig måde. Med skarpe analyser og nye perspektiver udfordrer den den officielle fortælling om pandemiens mest vidtgående beslutninger.
Punditokraterne.dk udgør en central del i bogen, da nogle af de kapitler, der endte med at blive taget ud af bogen, vil blive publiceret her på bloggen i den næste tid.
Jeg blev forleden kontaktet af videnskab.dk i anledning af USAs præsident Trumps trusler om høje toldmure overfor resten af verden. Min lille artikel om handelspolitik udkom tirsdag morgen, og kunne ikke være mere aktuel. Trump har netop hævet toldsatserne på import fra blandt andet nabolandene Mexico og Canada, og synes at have en ustillelig appetit for at gøre det overfor resten af verden. Den selvudnævnte ‘tariff man’ er gået igang, men det sker på trods af 250 indsigter fra den økonomiske forskning i handel.
Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”
I episode 53 af Claus’ og min podcast, Økonomiske principper, taler vi om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og statsglæd. Kort sagt (hør uddybning i podcasten eller på YouTube fra 37:50) står en nation alt andet lige langt stærkere overfor en eventuel fjende, hvis den offentlige gæld er 10% af BNP frem for fx 110%.
Trumps mulige beslutning om, at USA vil sætte militærstøtten til Ukraine på pause, udgør — på en trist baggrund — en glimrende mulighed for at illustrere vores pointe.
Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2025. Skriv et svar
Forleden skrev jeg i Børsen om regeringens nye flyskat. Det umiddelbare problem med skatten er, at den har ført til ændringer på det økonomer kalder den ‘ekstensive margin’: I stedet for blot at reducere nogle borgeres forbrug og flyrejser – som var det officielle formål med skatten – har den helt fjernet noget af det. Grunden er, at Ryanair har reageret ved at stoppe alle selskabets flyvninger fra Billund og Aalborg. Der er således ikke færre mennesker, der flyver Ryanair fra de to lufthavne, men ingen. Skatten er alene af den grund tåbelig, ikke mindst fordi det uforholdsmæssigt rammer fattigere danskere. Men den er også et glimrende eksempel på et andet problem med dårligt designet politik.
Det typiske problem i den økonomiske politik er, at skatter eller afgifter ofte har to formål. Mange skatter og afgifter har et adfærdsformål – i tilfældet med flyskatten et formål om at sænke forbruget af flyrejser for at sænke verdens emission af drivhusgasser. Det samme gælder afgifter på sprøjtegifte for at minimere forureningen i folks haver og fra landbruget, og en tidligere regerings fejlslagne fedtafgift, der skulle tvinge danskerne til at spise ‘sundere’. Hvis der er tale om klare, negative eksternaliteter som f.eks. forurening, kan den slags afgifter (såkaldte Pigou-skatter) være ikke blot effektive, men også legitime.
I praktisk politik gælder det desværre ofte det samme, som det også er tilfældet med flyskatten: Når man politisk indfører en skat eller afgift, er det meningen at den skal finansiere noget. I tilfældet med flyskatten er regeringens plan, at indtægterne skal finansiere en øget ældrecheck og ‘den grønne omstilling’ – dvs. statsstøtte til udvalgte virksomheder og formål. På samme måde var en del af det faktiske formål med fedtskatten at man kunne sænke andre skatter, fordi fedtskatten ville skaffe indtægter.
Heri ligger en væsentlig kilde til en type regeringsfejl: Fordi dobbeltformålet er både at ændre borgernes adfærd og skaffe indtægter til staten, sætter man afgiften helt forkert. Hvis formålet kun er at ændre adfærd, vil overvejelser om indtægterne gøre, at man sætter afgiften for højt. Og hvis formålet i virkeligheden er at skaffe indtægter, bør man ikke gøre det på en måde, der påvirker folks adfærd (iflg. den såkaldte Ramsey-regel); det er en alt for dyr måde, at skaffe indtægter på.
Ser man på den nye flyskat med public choice-brillerne på, og dermed indser dobbeltformålet, er det derfor slet ikke en overraskelse, at den har medført så dramatiske konsekvenser. Man kan diskutere, om man overhovedet bør have en flyskat – er det ikke en usædvanligt dyr måde at sænke drivhusgasudledninger på? – men det var resultatet af en forhandling med venstrefløjen. Udførslen af skatten blev dog påvirket af løftet om større indtægter til en stat, som politikerne har uendelig appetit for at udvide. Flyskatten blev således sat markant for højt, og endte med at ødelægge forbrugsmuligheder for mindre velstående danskere, og i særlig grad for danskere, der tilfældigvis bor vest for Lillebælt.
Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2025. Skriv et svar
Jeg havde i denne uge den store fornøjelse at være til PEDD-konference i Münster i Tyskland. PEDD står for the Political Economy of Democracy and Dictatorship og har kørt i otte år. Den er blevet et samlingssted for europæiske forskere i public choice og politisk økonomi, der interesserer sig for særligt forskelle mellem regimetyper, transitioner mellem forskellige regimer, og særforhold i nogle demokratier. I år var ikke anderledes, og bød på præsentationer om så forskellige emner som effekten af institutioner på innovation med evidens fra Italiens samling (Bas Machielsen fra Utrechts universitet), antikrigsdemonstrationer i Rusland – der er langt flere demonstrationer i områder tæt på hvor det engang lå en Gulaglejr – af Nikita Zakharov (Uni Freiburg), og endda om hvordan kup påvirker regimers respekt for forfatningen (Jerg Gutmann fra Hamborg sammen med undertegnede).
Alligevel var et af højdeepunkterne for mig en præsentation af en ung forsker, Laura Barros fra universitetet i Göttingen (på billedet). Personligt var det en fornøjelse at se Laura, der er en af mine tidligere studerende fra Heidelberg. Men selve papiret var også et af højdepunkterne, og både bekymrende og ret sjovt.
Laura viser i papiret, med brug af individ-data fra Brasilien, at folk der bliver arbejdsløse er væsentligt mere tilbøjelige til at melde sig ind i et politisk parti, og efterfølgende at stille op til et lokalvalg. I forhold til situationen uden arbejdsløshed stiger sandsynligheden for at de melder sig ind i et parti med cirka 12 %, og sandsynligheden for at stille op til et valg stiger med 18 %. Politik er med andre ord et beskæftigelsesvalg i Brasilien på linje med at søge andre jobs. En pudsig detalje var, som Laura viste, at dem der vælger politikvejen, er mere uddannede end de fleste. Brasilianerne får dermed rent umiddelbart mere kompetente politikere, men af de helt forkerte grunde. Om der er en parallel situation i skandinaviske lande er et åbent spørgsmål, men et som Lauras forskning også åbner op for.
Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2025. Skriv et svar
Trofaste læsere har nok for længe siden opdaget, at jeg har et lille projekt kørende om at forstå effekterne af statskup. Vi har tidligere skrevet om kup og undertrykkelse, og kup og pressefrihed, og der ligger også papirer om både kriser og indkomstfordeling. Denne gang er tiden kommet til et af de store emner i nationaløkonomi: Produktivitet.
I januar udkom vores nye working paper “Coup d’États, Institutional Change, and Productivity” ved Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, hvor mine kollege fra University of Louisville, Daniel Bennett, Stephan Gohmann, og jeg undersøger, om statskup påvirker den videre produktivitetsudvikling.
Svaret er ja: Mens fejlede kup ikke gør nogen systematisk forskel, fører kup der lykkes til en reduktion i produktivitetsudviklingen på omkring 60 %. Der er med andre ord tale om en meget stor effekt. I en videre analyse undersøger vi, hvor meget af effekten der kommer fra en velkendt konsekvens af kup – landets institutioner svækkes ofte af statskup, så retsvæsenet undermineres og de ‘checks and balances’ der er på statsmagten fjernes. Svaret her er overraskende, at mens vi kan se at noget af den negative effekt på længere sigt skyldes, at checks and balances svækkes, er det faktisk kun en mindre del. Sjovt nok er den indirekte effekt gennem svækkede checks and balances typisk for de ikke-militære kup, mens produktivitetseffekten efter militære kup ikke medieres gennem institutionelle ændringer.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at få mere viden om statskup og kupeffekter – er det ikke bare et underholdende, men uvigtigt forskningsområde? Årsagen til, at det faktisk er et vigtigt område, er at der er kommet flere kupforsøg i verden de sidste ti år. De sidste ti år har der i gennemsnit været tre om året, med det sidste ved slutningen af 2024 i Sydkorea. Kupforsøg er derfor blevet vigtige igen for investorer, der mangler god information om, hvad man kan forvente i de omstændigheder. Jeg påstår ikke, at Steve, Daniel og jeg har løst problemet, men vi er blandt dem, der tager nye skridt mod at forstå et af de vigtige spørgsmål omkring regimetransitioner.
I dag havde jeg den udsøgte fornøjelse at være gæstevært på ”Ta’r jeg fejl” på Radio IIII (lyt til time 1 og time 2).
Den sidste gæst var Jes Søgaard, som kom med en påstand om resultaterne i vores metastudie, der er anledningen til dette blogindlæg. Jes Søgaard mente nemlig, at de 35,3%, som Fuller et al., jf. nedenstående tabel, estimerer er effekten af en gennemsnitlig nedlukning, repræsenterer en meget betydelig effekt på antallet af døde.
Som Jes siger godt 39 minutter inde i time 2, så mener han, at ”de der 35% skal jo ses i forhold til en situation hvor epidemien får lov til at køre helt igennem,” altså en situation, hvor op imod 35.000 danskere var døde af COVID-19. Jes mener således, at Fuller et al. viser, at nedlukningerne har forhindret ca. 12.000 COVID-19-dødsfald.
Men det er ikke sådan, man fortolker estimaterne i en difference-in-difference analyse (og dermed vores metastudie). Estimaterne viser effekten af en nedlukning sammenlignet med en kontrafaktisk situation, hvor man ikke indfører en nedlukning – altså en form for kontrolgruppe (det er rent teknisk lidt mere komplekst, men denne forklaring er tilstrækkelig til dette indlægs formål).
Hvad betyder denne dette så? Jo, i Danmark døde der i alt 2.534 personer af COVID-19 før vaccinerne var distribueret til alle sårbare omkring sommeren 2021. Da Danmark havde indført nedlukninger, betyder estimatet fra Fuller et al., at Danmark havde 35,3% færre døde, end hvis vi ikke havde indført nedlukninger.
Havde vi ikke indført nedlukninger, ville Fuller et al. altså forvente, at 2.534/(1-35,3%) = 3.917 personer var døde af COVID-19 i Danmark. Overført til danske forhold betyder Fuller et al.’s resultater altså, at nedlukningerne forhindrede 1.383 COVID-19-dødsfald.
Det er selvfølgelig en del. Men det er milevidt fra de ca. 12.000 dødsfald, som angiveligt er Jes Søgaards opfattelse af effekten. Og så skal vi naturligvis huske på, at Fuller et al. er en outlier. Den samlede evidens viser, nærmest uanset hvordan man cherry picker og sorterer i studierne, at effekten er markant lavere. Vi har en række forskellige gennemsnit, og det gennemsnit, der viser den højeste effekt, er et simpelt (aritmetisk) gennemsnit. Her svarer de 8,9% til 248 forhindrede COVID-19-dødsfald.
PS: Figur 2 i vores metastudie (vist herunder) illustrerer betydningen af, at estimaterne skal ses i forhold til det antal døde, der rent faktisk var. Figuren viser hvor mange dødsfald nedlukningerne har forhindret i USA med udgangspunkt i de studier, vi har med i Tabel 1. Figuren viser også estimaterne fra Imperial College London til sammenligning.
Figuren viser, at effekten skal være meget, meget høj (over 80%), før vi nærmer os noget, der minder om de forudsigelser, der blev lavet i bl.a. begyndelsen af pandemien.
Centralplanlægning kan være nødvendigt i et militær, hvor mange inputs ikke kan købes frit på markedet. Men i det omfang materiellet ellers er tilgængeligt, kan jeg sagtens se idéen i at decentralisere indkøb af materiel (ligesom man med auftragstaktikken har decentraliseret mange taktiske beslutninger).
Ukraine’s Ministry of Defence will provide its combat units with 2.5 billion hryvnia (US$60 million) of direct funding per month to procure their own drones, in a move to allow commanders in the field to buy the equipment they need rather than rely on centralized purchasing.
Som jeg skrev forleden, så er der ikke meget, der tyder på, at minimumslønninger fører til færre jobs. Og når lønnen hæves for nogen, uden at der kommer færre jobs, må det jo alt andet lige betyde, at den samlede lønsum til arbejdstagerne stiger.
Og så er arbejdstagerne glade, ikke? Nej.
For det er en fejlopfattelse at tro, at folk kun går op i lønnen for deres arbejde. Jeg har tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger fjerner de sjove (lavtlønnede) jobs til skade for arbejdstagerne. Men minimumslønninger fjerner ikke kun morskaben.
Davies et al. (2025) viser, at minimumslønninger går ud over sikkerheden. Jo højere minimumslønnen er, jo flere skader sker der på arbejdspladsen.
Her er abstract (mine fremhævninger):
Do minimum wage changes affect workplace health and safety? Using the universe of workers’ compensation claims in California over 2000-2019, we estimate whether minimum wage shocks affect the rate of workplace injuries. Our identification exploits both geographic variation in state-and city-level minimum wages and local occupation-level variation in exposure to minimum wage changes. We find that a 10% increase in the minimum wage increases the injury rate by 11% in an occupation-metro area labor market which is fully exposed to the minimum wage increase. Our results imply an elasticity of the workplace injury rate to minimum-wage-induced wage changes of 1.4. We find particularly large effects on injuries relating to cumulative physical strain, suggesting that employers respond to minimum wage increases by intensifying the pace of work, which in turn increases injury risk.
Det er velkendt, at der er en risikopræmie på jobmarkedet, så ansatte i farligere jobs alt andet lige oppebærer en højere løn. Og derfor er det også forudsigeligt, at når minimumslønnen gør det sikre lavtlønsjob forbudt, så presses nogen til at vælge et mere usikkert job.
Minimumslønnen gør altså, at både lønnen og risikoen stiger. Og arbejdstagerens velfærd falder.
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2025. 1 svar
Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Trump indsættes som præsident i dag – igen.
Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.
Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.
Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?
Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.
De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.
Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.
I forbindelse med reviewet af vores metastudie, blev vi bedt om at undersøge, om der var selektionsbias i de studier, vi havde identificeret. Altså om der var tegn på, at forskerne bevidst eller ubevidst havde udvalgt de resultater, de af den ene eller anden grund følte mest for.*
I den forbindelse stødte jeg på Stanley and Doucouliagos (2010), som har nedenstående figur, der ret klart viser, at minimumsløn ikke reducerer antallet af jobs. Figuren er et såkaldt “funnel plot”, viser den estimerede effekt på antallet jobs, når der indføres minimumslønninger på X-aksen og præcisionen af disse estimater på på Y-aksen.
Idéen i et “funnel plot” er, at man kan se, om der er selktionsbias i litteraturen – altså om forskerne har tendens til at udvælge bestemte typer af resultater. Og figuren viser, at meget tyder på, at der er selektionsbias i litteraturen om minimumslønninger og jobs. Der er nemlig langt flere estimater på venstre side af tragtens top end på højre side, og det viser, at horskerne har tendens til at offentliggøre resultater, der finder, at minimumslønninger reducerer antallet af jobs.
Forklaringen er muligvis, at de fleste økonomer vil forvente at se netop denne sammenhæng. Og derfor er de tilbøjelige til at fravælge resultater, der viser det modsatte. Det behøver ikke nødvendigvis at være en bevidst handling. Måske overbeviser de blot sig selv om, at det datasæt, de sidder med, ikke er så godt alligevel. Eller at den model, de havde tænkt sig at arbejde ud fra, ikke formår at analysere problemet rigtigt.
Figuren viser også, at hvis vi fokuserer på de estimater, der har en høj grad af præcision (så der er mindre tilfældighed over estimatet, og dermed mindre risiko for, at forskerne – bevidst eller ubevidst- udvælger de resultater, der lever op til deres forventning), så er de centreret omkring nul.
Den samlede litteratur tyder altså – i modsætning til hvad mange økonomer nok vil forvente – på, at minimumslønninger ikke har nogen effekt på antallet af jobs.
Det store men
Men det betyder på ingen måde, at minimumslønninger er en god idé. Det betyder blot, at de utilsigtede (negative) effekter kommer til udtryk på anden vis end gennem færre jobs. Jeg har fx tidligere skrevet om Jha & Rodriguez-Lopez (2021), som viser, at minimumslønninger betyder, at sjove (men lavt betalte) jobs forsvinder og at arbejdstagernes samlede velfærd reduceres. Og et nyt studie viser, at minimumslønninger kan fører til dårligere og mere usikkert arbejdsmiljø (jeg skriver om dette snarest).
I mine øjne er disse nyere studier et godt eksempel på god forskning. Den nul-effekt forskerne som gruppe har fundet på antallet af jobs, har hjulpet andre forskere til at tænke i andre baner. Og det har hjulpet os til bedre at forstå, hvilken effekt minimumslønninger har på samfundet.
* Vi fandt tegn på, at studier, der fandt, at nedlukningerne førte til flere dødsfald, var blevet sorteret fra af forskerne, men der var for få studier til at kunne konkludere på det (“manglen” var ikke signifikant).
For nylig postede Christian en video, hvor Tyler Goodspeed redegør for den manglende økonomiske vækst i UK. Videoen var over en time lang, så selvom emnet var interessant, havde jeg svært ved at få tid til at se det.
I stedet blev det til en hurtig AI-løsning. Jeg tog den AI-genererede transkribering fra YouTube og bad ChatGPT om at opsummere præsentationen. Resultatet er nedenfor og tager kun et par minutter at læse. Jeg misser selvfølgelig nogle detaljer mv. Til gengæld sparer jeg over en time, så jeg rent faktisk har tid til at få “set” videoen.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. januar 2025. 1 svar
Der var to interessante artikler i pressen i går om “Corporate social responsibility” (CSR) og de skadelige effekter af den “dydssignallering”, som ligger bag.
Jeg har netop fået accepteret et studie i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor jeg viser, at studier af en kontrafaktisk nedlukning i Sverige baseret på den syntetiske kontrolmetode (SCM), er fejlbehæftede. Noget som Bjørnskov tidligere har påpeget.
SCM-studierne estimerer typisk, at en kontrafaktisk nedlukning i Sverige kunne have forhindret omkring 3.000 COVID-19-dødsfald i Sverige (svarende til 1.250-2.500 dødsfald i Danmark). I mit studie kører jeg først det, jeg kalder min ”naïve model”, for Sverige, og jeg får omtrent samme estimat: at en kontrafaktisk nedlukning ville have forhindret ca. 2.300 COVID-19-dødsfald i Sverige. Mit studies bidrag til litteraturen er dog, at dette estimat på ingen måde viser den reelle effekt af en kontrafaktisk nedlukning.
Det unikke i mit studie er nemlig, at læner mig op ad resultaterne fra Björn Thor Arnarson, som jeg tidligere har omtalt her. Björn viser, at regioner med vinterferie i (især) uge 9 i 2020 havde en væsentlig højere spredning af COVID-19 i foråret 2020. Jeg bruger Björns resultater som et instrument til at skabe fire hypotetiske Sveriger baseret på tidspunktet for vinterferien.
Disse fire hypotetiske Sveriger har alle holdt samfundet åbent under pandemien, og hvis nedlukningerne havde en effekt på dødeligheden, burde jeg finde en mærkbar effekt i hvert af de fire lande, når jeg kører dem gennem præcis samme SCM-model.
Men det er her, det bliver interessant. For ud af de fire hypotetiske lande, estimerer jeg kun en effekt i “uge 9-Sverige” – altså den region, hvor vinterferien lå aller mest uheldigt i forhold til at få importeret en masse smitte fra Alperne. I alle de andre hypotetiske Sveriger estimerer jeg stort set ingen effekt, jf. nedenstående figur fra studiet. Det er kun “uge 9-Sverige” (nederst til venstre), hvor jeg estimerer en effekt (de øvrige er insignifikante).
Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.
Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).
Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.
Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.
En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).
Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.
Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.
Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar
Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.
Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.
For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.
Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.
Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.
