Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Nationalisering af Kastrup er en tåbelig idé

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2024. 2 svar

Forleden dag kom det frem, at regeringen har besluttet at nationalisere Københavns Lufthavn i Kastrup. Beslutningen kom som en tyv i natten, og materialet blev sendt ud til Finansudvalget klokken 17.50 dagen før udvalget skulle stemme klokken 13. Udvalgets medlemmer havde således reelt ingen tid til at sætte sig ind i substansen af et forslag, som en lille inderkreds havde forberedt i en uges tid. Den danske stat ejer nu 98,6 % af aktierne i lufthavnen, der dermed er fuldt nationaliseret. Statsministeren har omtalt nationaliseringen som en “stærk værdimæssig beslutning“, med begrundelsen at mange danskere arbejder der. Udover at hendes rationale er dybt mærkværdigt, er det en på alle måder tåbelig beslutning, som kun handler om ideologi og magt.

Mens jeg skriver mere om det i løbet af ugen, er her to analyser af effekter af privatisering af lufthavne. Begge er derfor informative omkring, hvad de sandsynlige konsekvenser er af regerings nationalisering af Kastrup.

I marts sidste år udkom en revideret version af working paper 30544 fra det renomerede National Bureau of Economic Research, der handler om emnet. Sabrina T. Howell, Yeejin Jang, Hyeik Kim og Michael S. Weisbach viser under titlen All Clear for Takeoff, hvordan privatiserede lufthavne bliver mere veldrevne: De investerer typisk i mere kapacitet, forhandler mere effektivt med luftfartsselskaber – særligt de såkaldt nationale ‘flag carriers’ – og sælger mere i deres butikker. I gennemsnit fyrer de ikke folk, men er ganske enkelt bedre til at drive en forretning. Det gælder i særlig grad for dem, der ejes af investeringsfonde, men også hvor det lokale styre ikke er korrupt.

Nogle år tidligere udgav Cato Institute en analyse af Robert Poole og Chris Edwards med titlen Privatizing Airports. Her fokuserer forfatterne på USA, men også hvad landets næsten totalt statslige luftfartsinfrastruktur kan lære af privatisering rundt omkring i verden. De peger på international evidens for højere servicekvalitet, bedre infrastrukturinvesteringer, og muligvis også færre forsinkelser i de privatdrevne lufthavne i Europa.

Regeringen har ikke præsenteret rigtige argumenter for at nationalisere Københavns Lufthavn, heller ikke for Finansudvalget. Man får fornemmelsen, at det er sket af rent ideologiske grunde, for at hjælpe et nødlidende SAS – som den danske stat også ejer cirka 26 % af – og måske, som en kollega foreslog, for at bruge nogle af alle milliarderne i det offentlige overskud. Alt tyder på, at det er en elendig beslutning for lufthavnen såvel som for danskerne. Og ovenfor er en del af evidensen for det.

Hvad er et ‘autogolpe’?

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2024. 2 svar

Igår begyndte der at rulle en meget mærkelig historie ind fra Sydkorea: Præsident Yoon Suk-yeol havde meddelt i TV, at han erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea. Alle politiske aktiviteter ville dermed blive forbudt, og borgernees ytringsfrihed, inklusive mediernes, ville blive underlagt statslig kontrol. Præsident Yoons officielle forklaring var at “sikre det frie demokrati og beskytte folkets sikkerhed mod statsfjendtlige kræfter”. Mange danskere har nok siddet med morgenkaffen og tænkt, hvad der i alverden foregår.

For en public choice-økonom med særlig interesse i statskup og nødretstilstande – dvs. undertegnede og flere af mine nære kolleger – er situationen dog langt fra mærkelig. Den er derimod underligt genkendelig fra en lang række begivenheder, som man med et spansk låneord kalder ‘autogolpe’: Situationen hvor en siddende præsident eller premierminister forsøger at tage magten for sig selv. Det er præcist det, Yoon har forsøgt.

Begivenhederne i Sydkorea har udspillet sig lige efter bogen. Det hele starter med en stærkt upopulær præsident, der næppe har store muligheder udenfor politik. Yoon har væreet plaget af skandaler, inklusive hans kone der har modtaget ulovlige gaver, og selv gentagne påstande om at han selv er korruption. Han har også gjort sig stærkt upopulær i store dele af befolkningen og pressekorpset ved at presse flere love igennem, der forbyder såkaldt misinformation og fake news. De fleste har set lovene for det de er – angreb på ytringsfriheden og den frie debat. Mens Yoon har leveret på sine løfter om en klar udenrigspolitisk kurs, har hans indenrigspolitik været famlende og inkompetent, og er mødt med strejker og en styrtdykkende popularitet.

Yoon har, også efter bogen, derefter fundet på en krise, som kun kan løses ved at han selv tager magten uden parlamentarisk fnidder. Hans frit opfundne krise er, at der findes pro-nordkoreanske kræfter i landet, som truer den forfatningsmæssige orden. I Yoons erklæring var det klart, at disse kræfter åbenbart skulle findes blandt den politiske opposition, som han logisk nok derfor ville blive fri for. Det politiske svar for Yoon var at erklære militær undtagelsestilstand. Det eneste han manglede var at undgå, at parlamentet satte sig imod ham.

Sydkoreas forfatning giver parlamentet mulighed for at afvise en erklæring om undtagelsestilstand, men kræver at mindst 150 medlemmer er tilstede i parlamentet til afstemningen. Det var således helt efter bogen, at Yoon – sandsynligvis i samarbejde med forsvarsministeren – fik bevæbnet politik og paramilitære styrker til at blokere adgangen til parlamentet. Logikken i handlingen er ganske enkelt, at hvis parlamentsmedlemmer ikke kan komme ind, kan de heller ikke stemme, og således heller ikke gøre en fortsat undtagelsestilstand forfatningsstridig. Alligevel lykkedes det cirka 190 medlemmer at tvinge sig vej ind i parlamentet, og enstemmigt at afvise præsidentens erklæring. Da det skete, var Yoons muligheder for at få sine handlinger til at se lovlige ud helt udtømte.

For mange ældre sydkoreanere må forsøgt på at indføre nødret føles som deja vu. Landet har haft militær nødret to gange tidligere, og begge gange blev den erklæret i forbindelse med et kup. I forbindelse med Sydkoreas to tidligere statskup i 1961 og 1979 erklærede det nye styre militær undtagelsestilstand, og brugte den til at slå hårdt og brutalt ned på enhver modstand. Hvad Yoon har haft i tankerne, er der ingen der ved endnu, men sporene fra landets egen historie, og fra mange andre eksempler på autogolpe, skræmmer. Stefan Voigt og jeg dækker denne type situation i kapitel 7 i State of Emergency , hvor vi også dokumenterer, at nødret helt generelt fører til en underminering af retsstaten.

Alt peger i øjeblikket på, at Yoons forsøg er mislykkedes. Begivenhederne har udspillet sig meget ligesom de gjorde for næsten præcist to år siden, da Perus præsident Castillo forsøgte at opløse kongressen, erklære undtagelsestilstand, og undertrykke folks civile rettigheder. Dengang blev Castillo anholdt afsine egne sikkerhedsstyrker, mens det i Sydkorea er parlamentet og massive demonstrationer, der har forpurret en præsidents autokratiske planer. Er klarere parallel er derfor måske Jorge Serrano Elías forsøg i Guatemala i 1993. Under alle omstændigheder er det ganske rystende, at det sker i et ellers stabilt og velfungerende demokrati som Sydkorea. Men Yoons forsøg på at tage magten er en påmindelse om to forhold: For det første, at statskup stadig er noget, der kan ske i ellers rige, vestlige samfund; og for det andet at ‘tidsånden’ i meget politik for tiden (inklusive i Danmark) er præget af et autokratisk mindset. Demokrati er stadig noget, der skal næres og beskyttes hver dag.

Studier af nedlukningen, fire år senere

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2024. Skriv et svar

I marts 2020 begyndte den vestlige verdens regeringer at lukke deres samfund ned som reaktion mod den da nye coronavirus. Totale nedlukninger af hele samfund var en ny type politik, som langt de fleste epidemiologer indtil da havde advaret imod. Konsensus før 2020 var, at de var ineffektive og havde enorme, negative økonomiske og sociale konsekvenser. Men hvad der havde været konsensus nogle få måneder før, blev pludseligt et kontroversielt synspunkt.

Det skete på trods af, at de første empiriske studier i 2020 faktisk bekræftede, at nedlukning ikke var et effektivt respons – selv når de fuldstændigt så bort fra andre konsekvenser end dødelighed. Anledningen til denne post er netop, at jeg for et par dage siden så på Google Scholar, at mit studie fra august 2020 nu er citeret 100 gange. De tre andre kritiske studier fra dengang – Chaudhry et al., de Larochelambert et al., og Atkeson, Kopecky og Zha – er ligeledes ret pænt citerede. Chaudhry et al. er citeret hele 543 gange, de Larochelambert 103, og Atkeson 80 gange. Jonas Herbys metaanalyse, skrevet sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, er citeret hele 276 gange per december 2024.

Mit eget studie, som jeg lagde på SSRN som working paper i august 2020, pegede på at nedlukningerne i Europa i foråret havde været totalt ineffektive. Den publicerede version, der udkom i CESIfo Economic Studies året efter, var præget af to bedømmeres kommentarer, der sigtede efter at finde effekter – i en grad, så en af dem skrev, at “vi jo ved” at tidlige nedlukninger virker. Men konsekvensen af at følge bedømmernes forslag til ekstra tests – der var med det klare formål at finde positive effekter – var, at de målte effekter faktisk viste sig a være negative for aldersgruppen 60-79.

Mit held var, at redaktøren på CESIfo Economic Studies har faglig integritet og accepterede, at min undersøgelse – med en masse ekstra tests – modsat hans personlige forventning viste nul effektivitet. Det var ikke tilfældet for mange af mine kolleger, der nåede til samme konklusion i lignende, ordentligt udførte empiriske studier. De fleste af os oplevede at folk decideret råbte ad os i online debatter, at bedømmere og redaktører afviste studierne med absurde begrundelser, og mange – ikke mig, da jeg ikke findes på sociale medier – blev beskyldt for at være ligeglade med folks liv og klar til at aflive deres medborgere.

Men som Herby et al., der er på vej ud i Public Choice, med al ønskelig tydelighed viser, viser massen af empiriske studier, at nedlukningerne ikke virkede. Det samme gælder også et nyt og meget avanceret studie af Phil Magness og Michael Makovi, der desværre stadig ikke er online. På samme tid er en række studier begyndt at udkomme, der dokumenterer alvorlige bivirkninger ved coronapolitikken; se f.eks. McCannon og Wilsons studie af mundbindspåbud.

Som man kan se både på studierne, og på hvor meget de centrale empiriske undersøgelser nu citeres, har konsensus i forskningen bevæget sig tilbage til, at nedlukninger ikke er effektive – men uden at nogen har sagt det særligt højt! Indtrykket man får – og husk, at det er mit eget personlige indtryk, og en række af mine kollegers – er at der fra politisk hold, og fra mange epidemiologer, ikke er nogen særlig interesse i overhovedet at tale om, hvad man gjorde ved millioner af mennesker i 2020 og 2021. Studierne af nedlukninger fra de sidste fire år er tydelige, og bliver ved med at blive både citeret og bekræftet af nyere forskning. Nu mangler vi mere forskning i, hvor voldsomme konsekvenserne af nedlukningerne var for økonomien, for folks mentale helbred, og for den langsigtede udvikling, hvis der da er nogen, der overhovedet er interesserede i en periode, som mange åbenbart helst vil gemme og glemme.

Intet argument i svensk studie for statslig skolemad til alle

Af Jonas Herby, den 26. november 2024. Skriv et svar

Debatten om skolemad kører igen efter at Folketinget har afsat 850 mio. kr. til en forsøgsordning med skolemad på Finansloven. I debatten bliver et svensk studie af effekterne af statslig skolemad tit fremhævet som bevis for, at tiltaget er en god idé. Men det siger studiet faktisk ikke noget om.

Det skyldes (i bulletform som uddybes nedenfor), at:

  • Studiet finder ikke nogen positive effekter for børnene fra den halvdel af befolkningen med højst indkomst.
  • Studiet siger ikke noget om, at staten skal stå for skolemaden. Det er blot statslige data, der er har været tilgængelige for forskerne. Dermed holder de normale argumenter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet stadig.
  • Studiet er fra en tid, hvor forældrenes viden om sund kost (ifølge forskerne bag studiet) var mangelfuld, og kan derfor ikke nødvendigvis overføres til i dag (60 år senere).

Lad os se lidt nærmere på de tre forklaringer.

Læs resten →

Hvad er værst: Ingen stat eller en elendig stat?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2024. 5 svar

Jeg har de sidste dage haft fornøjelsen af at deltage i dette års konference i the Southern Economic Association, der i år afholdes i Washington DC. Det har været let at finde virkeligt interessante præsentationer af ny forskning, såvel som virkeligt interessante forskere blandt de næsten 2400 deltagere. Alligevel var et af højdepunkterne denne morgens session, som jeg selv havde været med til at organisere. Overskriften var “Coups and Revolutions”, og hver af de fire præsentationer fra Joshua Ammons (Wabash College), Jerg Gutmann (Hamborg), Vincent Geloso (GMU) og Kevin Grier (Texas Tech) fik os alle til at tænke.

Måske den mest tankevækkende præsentation kom fra Vincent Geloso (på billedet), der sammen med Kevin Grier stillede det provokerende spørgsmål, om det er bedre slet ingen stat at have end at have en elendig stat. Deres eksempel er Somalia, hvor den nationale stat ganske enkelt brød sammen i en massiv borgerkrig i starten af 1990erne.

Vincent og Kevin bruger den syntetiske kontrolmetode (se f.eks. her) for at vurdere, hvordan det sandsynligvis var gået Somalia uden sammenbruddet. Somaliske indkomstdata er naturligvis meget upræcise, både før men i særlig grad efter sammenbruddet, så det canadisk-amerikanske par bruger tre forskellige serier uden at finde de helt store forskelle.

Resultatet kan ses på fotoet ovenfor, hvor den lodrette linje markerer sammenbruddet af den somaliske stat, den fuldt optrukne linje viser hvordan det er gået med nationalindkomsten, og den stiplede viser den syntetiske kontrol – det bedste bud på, hvordan det var gået uden et totalt sammenbrud. Det er her vigtigt at understrege, at metoden ender med at vise, hvordan det sandsynligvis var gået med statslige institutioner af en kvalitet nogenlunde som i Chad, Mali eller Mozambique. Sammenligningen er med andre ord ikke ligefrem med en demokratisk retsstat. Alligevel ender Vincent og Kevin med at konkludere, at det ville være gået langt, langt bedre hvis Somalia have beholdt en elendig stat i stedet for at få en periode på 15 år uden en national stat.

Og hvorfor er det så vigtigt og interessant? Resultatet peger på – i modsætning til det, der måske virker intuitivt for mange af os – at selv dybt korrupte, elendige statsinstitutioner stadig er bedre end ikke at have nogen. Det indebærer ikke, at det altid gælder: Som Vincent noterede med et glimt i øjet, ville han hellere bo i middelalderens anarkistiske Island end i middelalderens stabile statsdannelse i Byzantium. Men måske har vi undervurderet den økonomiske værdi af, at der er en vis koordinerende institution – uanset hvor korrupt, nepotistisk og illegitim den er?

Har Lars Sandahl tabt sutten?

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2024. 3 svar

Igår bragte Berlingske et interview med Lars Sandahl Sørensen, som fik alarmklokkerne til at ringe i punditokraternes base i Bispegade. Sandahl, der er administrerende direktør i DI og derfor, med Berlingskes ord “industriens førstemand”, argumenterer i indlægget for fælleseuropæisk statsstøtte og industripolitik. Det er svært at være mere uenig i det, der synes at være DIs nye synspunkt.

Problemet – hvis vi skal tillade os at gætte – ser ud til at være, at Sandahl og DI ikke kun har accepteret Draghi-rapportens diagnose af EUs økonomiske problemer, men også den kur, dens italienske forfatter foreslår. Draghi dokumenterer i rapporten, hvordan EUs økonomiske vækst, og ikke mindst den europæiske produktivitetsudvikling, er sakket bagud for bl.a. USA i meget lang tid. Det er ikke en ny indsigt, men det er befriende at se det så åbent og offentligt illustreret i EU. Dybden af problemerne er heller ikke hemmelig: Tager man et gennemsnit af væksten i timeproduktivitet i de store vesteuropæiske lande, steg den hurtigere i 70erne og ind i 80erne i Europa end i USA. Selv i 80erne var USAs produktivitetsvækst kun 1,6 % mod Europas og Danmarks 2,9 % om året. Men fra starten af 90erne og frem har billedet været det modsatte. I 90erne havde USA og Danmark stort set samme produktivitetsvækst (2,1 mod 2,2 %), men i 00erne faldt Danmarks til 1 % og EUs til 0,8 % på samme tid som USAs fortsatte på 2,4 % om året. Resultatet har været, at mens de store lande i EU i gennemsnit havde samme timeproduktivitet som USA i 1990, var de umiddelbart før nedlukningsperioden 15 % bagud. Problemet bliver ikke mindre af, at de asiatiske tigre er ved at indhente Europa. i 00erne voksede deres timeproduktivitet hele 5,3 % om året, og selv i de elendige 10ere holdt de en vækst på 2,5 %. De er så tæt på Sydeuropa, at de kan læse regionens nummerplade.

Sandahls misforståelse ligger således ikke i diagnosen af et alvorligt økonomisk problem, men derimod i hans implicitte støtte til Draghi og EUs forestillinger om en kur. Han sagde således til Berlingske, at; “Hvis vi i Europa i forvejen er bagud på konkurrenceevne og statsstøtte og nu også står overfor toldmure, så er det meget alvorligt.” Sandahls løsning er at argumentere for politisk lederskab på EU-niveau, sådan at “Europa skal pulje midlerne sammen, og vi kan gøre meget” – underforstået, med statsstøtte…

Udtalelsen afslører DIs og mange andres helt fundamentale misforståelse: Troen på, at statsstøtte ‘virker’. Hvordan kan man ellers tro, at amerikansk og kinesisk statsstøtte har bidraget til EUs langsigtede konkurrenceevne- og produktivitetsproblem? Det samme gælder Sandahls forslag om at samle statsstøtten og koordinere den på europæisk plan i det, der ofte kaldes ‘missionsorienteret’ politik. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor økonomisk tåbelig idéen er, kan man med fordel læse Magnus Henrekson, Christian Sandström og Mikael Stenkulas Moonshots and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy fra tidligere i år. For de travle findes der også en væsentligt kortere oversigtsartikel i Economic Affairs fra juni.

Bundlinjen er, at Sandahl og DI har ladt sig narre af politiske proklamationer om, hvor godt det bliver når staten støtter og beskytter industrien, og har ladet sig overbevise om, at intentionen bag en politik også bliver konsekvensen af den. Men statsstøtte er af det onde, og ikke kun fordi den er dyr for borgerne. Politikere og embedsværk ved stort set intet om, hvad der er fremtidens mest produktive sektorer eller erhverv, og kan derfor meget nemt overtales til, at uproduktive særinteresser kun liiiige mangler det lille skub fra staten til at blive verdens næste Apple, Zara eller Mærsk. Man håber på at blive det næste væksteventyr, men ender med stor sikkerhed som det næste Bolivia.

En gang til: Rigdom skaber lykke

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2024. 4 svar

Taler man med almindelige danskere om lykke – og det har jeg gjort i forbindelse med omkring 100 foredrag om lykkeforskning – er der et helt gennemgående træk: De fleste føler ikke, at velstand burde være ret vigtigt for folks lykke og tilfredshed. Den præference var også kraftigt på spil forleden, da Moderaternes civilsamfundsordfører Karin Liltorp plæderede for et nationalt lykkemål i Berlingske Tidende. Liltorp ønsker at gøre som Bhutan, hvor staten har defineret et mål for lykke – et aggregat af forhold, den mener burde gøre bhutanerne lykkelige – og navigere politisk efter det. Både baggrundsidéen at velstand ikke er vigtigt, og selve det mere praktiske forslag er dybt misforståede, som jeg diskuterede i et modindlæg i søndags. Debatten endte også på Radio IIII igår, så måske er det tid til at minde læserne om, hvor tæt velstand og lykke følge hinanden på langt sigt?

Figuren nedenfor illustrerer, hvor klar sammenhængen mellem velstand og lykke er på tværs af lande, og hvordan det gælder for langt de fleste typer lande. I figuren er de blå markører demokratiske lande, de sorte er militærdiktaturer, og de røde er civile autokratier. Som de tre trendlinjer indikerer, er der meget lidt forskel på, hvor vigtig velstand er. Om noget er sammenhængen lidt stærkere i demokratier, hvilket også bekræftes af lidt simpel regressionsanalyse. I de to typer diktatur er et log-point større nationalindkomst i gennemsnit forbundet med 0,65 point mere tilfredshed, mens den samme stigning giver 0,84 point i demokratier.

Det samme grundlæggende billede får man, når man bare sammenligner danskere med forskellig indkomst, som vi gør i dagens anden figur. Figuren viser gennemsnitslykken for danskere i hver af de ti indkomstdeciler, dvs. fra de 10 procent fattigste til de 10 procent rigeste. Som figuren illustrerer, vil et ryk fra første decil – de 10 procent fattigste – til tiende decil indebære en stigning i tilfredshed med et helt point på en 1-10-skala.

Helt overordnet er velstand faktisk ret vigtig for folks lykke og tilfredshed, også selvom de fleste synes, at den ikke burde være det. Den er ikke det vigtigste – forhold som social tillid og ikke mindst civilstatus er mindst ligeså vigtige – men at bilde sig ind, og i særlig grad beslutte at føre politik, som om velstand ikke er særlig vigtig for borgerne, er decideret tåbeligt.

10 ting, økonomer ved som en videnskab, men som ikke er åbenlyse for alle

Af Jonas Herby, den 9. november 2024. Skriv et svar
  1. En pris er et signal pakket ind i et incitament. Høje priser er hverken godt eller skidt.
  2. Efterspørgselskurver hælder nedad. Kunsten er at forstå, hvad den relevante pris er.
  3. Undervurder aldrig udbudselasticiteten.
  4. Gode intentioner ophæver ikke økonomiske love.
  5. De nationale regnskaber, betalingsbalance osv. går op.
  6. Vækst og innovation løsner restriktioner, hvilket gør valg og fravalg mindre smertefulde.
  7. De fleste problemer er sværere at løse, end de ser ud. Der ligger sjældent penge på gaden.
  8. Markeder er ikke perfekte, men de fremhæver problemer; undertrykkelse af markedssignaler slår ofte fejl.
  9. Konkurrence handler om at lade de bedste virksomheder vinde kunderne – ikke om antallet af virksomheder.
  10. Det synlige er nemt at identificere, men det er usandsynligt, at det er hele effekten. Husk det usynlige.

Via Brian Albrecht.

Produktivitet i Centraleuropa

Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2024. 4 svar

I sidste uge besøgte jeg universitetet i Warszawa for at holde et seminar og besøge gode kolleger. En del af diskussionen over en hyggelig, polsk middag den ene dag, var hvor enorm den økonomiske og sociale udvikling har været i Polen. Mine kolleger kunne fortælle om et land, der på blot 30 år er kommet fra omfattende, grå levn fra kommunismen og politi, der stoppede en på vejen for at få bestikkelse, til en moderne, velstående retsstat. På vej hjem – med 3½ times forsinkelse og derfor god tid til at arbejde – tog jeg et kig på, hvor stor fremgangen faktisk har været.

Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.

Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.

Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.

“Congratulations on your forthcoming article in Public Choice”

Af Jonas Herby, den 21. oktober 2024. 8 svar

Yup! Den er god nok! Vores metastudie af effekterne af nedlukningerne, der skabte en mindre mediestorm i starten af 2022, fordi det viste, at effekten var yderst begrænset, er blevet accepteret i tidsskriftet Public Choice.

Det har været en meget lang proces med visse (i mine øjne lidt underlige[1]) bump på vejen, men resultatet er blevet rigtig godt, og selvom resultaterne er fuldstændigt uændrede ift. vores peer reviewed bog, som blev udgivet af Institute of Economic Affairs i London, har vi fået behandlet nogle vigtige kritikpunkter i den endelige (stærkt forkortede) version.

Og at det så ovenikøbet endte i godt tidsskrift som Public Choice, hvor ikke mindre end 10 nobelprismodtagere i økonomi[2] har publiceret artikler, gør mig ikke mindre stolt.

Jeg kommer til at skrive mere om det senere, men jeg vil gerne allerede nu kort adressere fire oplagte spørgsmål.

Hvorfor finder I markant lavere effekter end mange litteraturstudier?

Det skyldes primært:

  1. Flaxman-fejlen: Vi medtager kun studier, der har en kontrolgruppe. De studier, der finder meget store effekter, har ofte ikke nogen kontrolgruppe. Men vi ville aldrig konkludere, at Red Bull helbreder influenza, hvis et studie viste, at 100 børn blev raske efter at have fået Red Bull. Der skal være en kontrolgruppe. I juni 2020 skrev Videnskab.dk, at ”Nedlukninger i Europa forhindrede over tre millioner dødsfald” på baggrund af Flaxman et al. (2020), som netop ikke har nogen kontrolgruppe. Jeg er derfor begyndt at kalde denne ”svipser” for Flaxman-fejlen.
  2. Statistisk signifikant ≠ politisk signifikant: Flere studier finder statistiske signifikante resultater, som viser sig at være meget små (og derfor politisk insignifikante). Fx konkluderer Ashraf (2020), at nedlukningerne “var med til at mindske antallet af tilfælde og dødsfald”, men deres estimat svarer til 2,4% færre døde. Statistisk signifikant ≠ politisk insignifikant.

Hvad forklarer, at nedlukningerne ikke virkede?

Det undersøger vi ikke specifikt, men mit bud er, at det primært skyldes:

  1. Vi reagerede selv helt frivilligt: Det er nærmest logik for burhøns. Når en farlig pandemi rammer landet (og man bliver opmærksom på dette), begynder borgerne naturligvis at passe på. Det er Peltzman-effekten om igen, og ift. COVID-19 er effekten dokumenteret i adskillige studier. Eller som professor Niels Johannesen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet forklarede det i Deadline: ”når man står midt i en galopperende krise, så trækker forbrugerne i bremsen. Uanset om restauranterne er lukket ned eller ej”.
  2. Staten regulerede beskeden del af de smittefarlige kontakter: Smitten skete primært i hjemmet, på arbejde og i sundheds- og plejesektoren. Og hvad kendetegner de sektorer? At de i overvejende grad var uregulerede under hele pandemien. De fleste virksomheder måtte gerne holde åbent (men mange valgte at lukke jf. 1). Ved de aktiviteter, der blev lukket ned, var der kun begrænset smittespredning og (måske netop derfor) ikke rigtig nogen effekt på smitten, som bl.a. SSI har vist.

Hvordan forklarer du, at Sverige klarede sig så dårligt under første bølge?

Hvordan forklarer du, at Belgien klarede sig så dårligt, når de lukkede ned stort set samtidig med Danmark?

Min seneste forskning peger på, at en væsentlig del af forklaringen sandsynligvis skal findes i, at udbredelsen af pandemien var langt højere i Sverige (og Belgien) end i Danmark, før man blev opmærksom på, at smitten havde spredt sig nordpå fra Sydeuropa.

Hvorfor fik jeres studie så meget kritik, da det først udkom i 2022?

Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Personligt undrer det mig, at der var så mange ikke-fagfæller, der kritiserede studiet. Hvorfor kritiserer en postdoc i biokompleksitet relateret til SSI offentligt et studie udført af økonomer? Hvilke kompetencer har han i at evaluere effekten af en given politik? Hvorfor spurgte Science Media Center primært forskere, vi kritiserede i vores studie (bl.a. ovenfornævnte Flaxman)? Hvorfor refererede såkaldte faktatjekkere kun kritiske ikke-fagfæller og ikke positive fagfæller?

Hvad tror du?

[1] Vi blev fx afvist i ét tidsskrift fordi en reviewer nægtede at se på vores artikel, fordi han/hun mente, at der bl.a. var for mange fodnoter, og vi blev afvist af et tidsskrift, fordi de ”kun” kunne skaffe tre reviewers. Hvis det er normalt, er jeg glad for, jeg ikke har gjort karriere i at få peer reviewed min forskning.

[2] James M. Buchanan, Elinor Ostrom, Douglass C. North, Amartya Sen, Finn E. Kydland, George J. Stigler, John C. Harsanyi, Kenneth J. Arrow, Lloyd Shapley og Oliver E. Williamson.

Economic Freedom of the World 2024

Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2024. 2 svar

I sidste uge udkom den årlige Economic Freedom of the World rapport fra Fraser Instituttet. Mange af os ser frem til rapporten hvert år, ikke mindst fordi datasættet, som udgives sammen med rapporten, bruges så meget. Dataene, der nu vedligeholdes af Bob Lawson (Southern Methodist University), har været helt centrale for vores forståelse af, hvor vigtig økonomisk frihed er for både økonomisk velstand og en række andre positive forhold (se her).

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

Mere om årets Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. oktober 2024. Skriv et svar

Christian har allerede skrevet både optakten til årets Nobelpris i økonomi og om de tre, der endte med at få prisen: Acemouglu, Johnson og Robinson. Jeg skriver som sædvanligt om prisen i Berlingske. Her kan I læse min introduktion til de tres bidrag til forskningen i politiske institutioners betydning for vækst.

Men et par yderligere kommentarer.

Læs resten →

Bud på Nobelprisen i økonomi 2024

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2024. 1 svar

Hvert år skriver vi ugen før annonceringen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi – og i særlig grad hvem vi selv mener burde få den. Sveriges Riksbank annoncerer på mandag, hvem der modtager årets Nobelpris. Her er nogle af punditokraternes bud.

Sidste år gik prisen til Claudia Goldin for hendes historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse (se Ottos omtale her). Den var stærkt fortjent, men betyder nok også, at arbejdsmarkedsøkonomi og relaterede felter næppe får prisen i år. Vi må derfor se på muligheder i andre felter.

Ligesom sidste år, er handelsteori et område, som priskomiteen med stor fordel kunne give en pris og dermed også sende et halvpolitisk signal til Trump, Harris og EU-kommissionen om at tage nationaløkonomisk indsigt alvorligt. I en podcast fornylig (se nedenfor) pointerer Alex Tabarrok og Tyler Cowen, at Arnold Harberger (Chicago) stadig er i live. Harberger er en interessant Nobelmulighed, da hans arbejde om effekter af handelspolitik og deres fordeling i meget høj grad præger den måde, økonomer idag tænker på det. De dødsvægtstab der kommer af protektionistisk handelspolitik kalder vi ‘Harberger-trekanter’ idag, og indsigten at en stor del af attraktionen er en omfordeling af surplus fra forbrugere til beskyttede firmaer. En måske endnu mere interessant mulighed er derfor at kombinere en pris til Harberger med Marc Melitz (Harvard), for hans grundlæggende bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’. En anden mulighed er at kombinere en af de to med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her).

Et andet område, der i den grad er aktuelt, er vækstteori. Her er vores bedste bud Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Men siger man vækstteori og -forskning, er det svært at komme udenom Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentlig del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser med sin karakteristik af cross-country growth regressions. Som Cowen peger på, er Barro også værdig til prisen for sit arbejde med at forstå det, vi nu kalder Barro-Ricardo ækvivalens: At når staten låner penge til at øge det offentlige forbrug, vil borgerne indse at de selv skal betale for det i form af højere skatter i fremtiden, og derfor simpelthen begynde at spare op til det nu. Indsigten betyder, at aktiv finanspolitik ikke bliver ret effektiv, og Barros arbejde lagde derfor en potentiel bombe under den politiske brug og effekt af netop finanspolitik til at stimulere og stabilisere økonomien. Hans arbejde om centralbanker i 1980erne er også Nobelværdigt, og han er absolut mit foretrukne valg.

Hvis Riksbanken i stedet for vil undgå at træde på nogle politiske tæer, er der stadig muligheden ligesom sidste år, at give prisen til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Cowen og Tabarrok nævner også Michael Woodford (Colombia) for hans arbejde med den såkaldte the fiscal theory of the price level. Man kan nævne en række andre, og som altid er det i sidste ende sandsynligvis en overraskelse.

Men indtil da er det værd at tænke over, hvem der er Nobel-værdig. Prisen uddeles mandag den 14/10 omkring klokken 12. Inden da er der masser af information om kandidaterne. Hele podcasten med Cowen og Tabarrok er interessant og anbefalet, og kan ses nedenfor.

Marx var en elendig økonom – så hvorfor tages han stadig alvorligt?

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2024. Skriv et svar

Phillip Magness er en af de mest spændende økonomer for tiden. Han var indtil sidste år ansat ved tænketanken American Institute for Economic Research, men har siden foråret været David J. Theroux Chair in Political Economy hos the Independent Institute
i Oakland. Magness har ikke blot dokumenteret hvordan Thomas Piketty og Gabriel Zucman har fiflet med historiske ulighedsdata for at kunne fortælle en særlig, politisk historie, og været med til at vise, hvor ineffektiv nedlukningspolitikken i 2020-22 var. Magness har også rykket ved folks billede af selve Karl Marx.

I artiklen “The Mainstreaming of Marx: Measuring the Effect of the Russian Revolution on Karl Marx’s Influence“, der udkom sidste sommer, viser Magness sammen med Michael Makovi (Northwood University), at Marx var en aldeles perifer tænker for 1917 og Sovjetunionens helgenkåring af ham. Den delvise undtagelse er i nationaløkonomi, hvor Marx blev nævnt – og afvist – på lige fod med en række andre socialistiske økonomer, som Johann Karl Rodbertus and Peter Kropotkin. Grunden til, at der så ofte tales om Marx og at der stadig undervises i hans idéer på vestlige universiteter, er at Sovjetunionen blev bygget på hans fundament, og at unionen derfor massivt propaganderede for et syn på Marx som geni.

Institute of Economic Affairs i London har lige udgivet den populære version af Magness argumenter i “Marxism is back – but Marxists cannot shake off the Soviet legacy” hvor han udlægger sin forskning, og nogle af hans kritikeres indvendinger. Magness er altid varmt anbefalet, men netop hans og Michael Makovis Marx-forskning fortjener langt bredere opmærksomhed.

AI, samfund og demokrati: Tag det roligt

Af Jonas Herby, den 1. oktober 2024. 1 svar

I en tid, hvor diskussionerne om AI og regulering raser, er det forfriskende at se den mere afslappede (og langt mere indsigtsfulde) tilgang, som John Cochrane præsenterer i sin artikel “AI, Society, and Democracy: Just Relax”.

Cochrane advarer imod at regulere AI. Og det har han mange gode grunde til. Fx har vi historisk været rigtig dårlige, når vi har forsøgt at regulere os ud af ”problemer”, og ofte er det endt i overreaktioner og uigennemtænkt regulering. Cochrane peger på Kinas etbarnspolitik til håndtering af “befolkningsbomben” (som nogle danske klimaforskere også har foreslået til håndtering af klimaforandringerne) som et eklatant eksempel:

China acted on the ‘population bomb’ with the sort of coercion our worriers [for AI] cheer for, to its current great regret. Our new worry is global population collapse.

Det er en helt generel pointe i indlægget (og der er flere eksempler), at tidligere bekymringer viste sig at være overdrevne eller direkte forkerte, og det er værd at huske på i den nuværende AI-debat.

Cochrane har (naturligvis) syn for, at AI også kan have dårlige sider, men han påpeger (i mine øjne fuldstændigt korrekt), at:

The point is that the advocated tool, the machinery of the regulatory state, guided by people like us, has never been able to see social, economic, and political dangers of technical change, or to do anything constructive about them ahead of time, and is surely just as unable to do so now. The size of the problem does not justify deploying completely ineffective tools.

Sagt med andre ord: Glem alt om at staten indfører fornuftig regulering af AI. Og det er ikke fordi Cochrane (eller jeg) er imod al regulering. Men at regulere AI, før vi kender og forstår de negative, er dømt til at mislykkes. Fx skriver Cochrane, at:

The Clean Air and Clean Water Acts of the early 1970s were quite successful. But consider all the ways in which they are so different from AI regulation. The dangers of air pollution were known. The nature of the “market failure,” classic externalities, was well understood. The technologies available for abatement were well understood. The problem was local. The results were measurable. None of those conditions is remotely true for regulating AI.

Cochrane bringer også det, der lang tid efter jeg selv afsluttede økonomistudiet, er blevet min største anke ved min egen uddannelse. Det enorme fokus på markedsfejl, som kan/bør løses med regulering. I mine øjne ved økonomer for lidt om public choice, når de forlader studiet.

Scholars who study regulation abandoned the Econ 101 view a half-century ago. That pleasant normative view has almost no power to explain the laws and regulations that we observe. […] Seventy-five years of copyright law to protect Mickey Mouse is not explainable by Econ 101 market failure.

Alt i alt er det et fremragende indlæg, som kan læses i sin fulde længde her. Alternativt kan du høre en NotbookLM-samtale om indlægget her.

Børn og forældres lykke – ikke kun i Danmark!

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2024. 4 svar

Den sidste tid har flere danske politikere, ikke mindst Pia Olsen Dyhr (SF) på Instagram, touret med en påstand om, at det kun er i Danmark, at forældre er mindre lykkelige end folk uden børn. De Konservatives Isabella Arendt har fremturet med lignende idéer, og i en grad så en af mine nære venner ringede forleden og konfronterede mig med den. Så lad os se på den, så vi kan afvise påstanden.

Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.

Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).

Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.

Jeg spurgte ChatGPT, hvad nobelprismodtager F. A. Hayek, ville sige om INVI’s forslag om at løse ’vilde problemer’ med kunstig intelligens. Her er svaret.

Af Jonas Herby, den 20. september 2024. 1 svar

Forleden havde Børsen en længere artikel om Institut for Vilde Problemers (INVIs) model, som skal hjælpe magthaverne med at løse samfundets ’vilde problemer’, som ifølge INVI ”er problemer, som er svære at definere og gerne mangler oplagte løsninger. Det kan være et problem, som flere i samfundet har erkendt eksisterer og siden forsøgt at løse – men som vi stadig bøvler med.”

I Hayeks nobel-foredrag, ”The Pretence of Knowledge”, beskriver han, hvordan central planlægning og eksperternes forsøg på at styre komplekse økonomier ofte fører til uforudsete konsekvenser og fejlslagne resultater. Hayek argumenterede for, at menneskelig viden er spredt, ufuldkommen og i mange tilfælde privat forstået på den måde, at den forbliver i de enkelte aktørers hoveder. Det gælder fx personlige præferencer, vurderinger af kvalitet, samt subjektive værdier, der konstant ændrer sig.

Den viden kan ikke opsamles uanset hvor meget computerkraft og kunstig intelligens man har, og derfor vil ingen enkelt person eller institution nogensinde have nok information til at træffe beslutninger for hele samfundet. Hayeks mente derfor, at markeder fungerer bedst, når de er decentraliserede og tillader fri konkurrence, da det giver mulighed for en mere effektiv udnyttelse af den samlede viden.

For sjov klippede jeg hele artiklen ind i ChatGPT og spurgte, hvad F. A Hayeks kommentarer ville være til artiklen med tanke på hans indsigter i brugen af viden i et samfund. Nedenfor er ChatGPT’s svar.

Kære læsere,

Efter at have læst artiklen om Sigge Winther Nielsens nye “Model for vilde problemer”, føler jeg mig foranlediget til at kommentere ud fra mine indsigter i brugen af viden i et samfund.

Det glæder mig at se, at der er en erkendelse af, at viden er spredt blandt mange forskellige aktører, især blandt praktikere, der dagligt beskæftiger sig med komplekse problemstillinger. Dette afspejler forståelsen af, at viden i samfundet er decentraliseret og ofte tavs, hvilket betyder, at ingen central myndighed kan besidde al nødvendig information for at træffe optimale beslutninger.

Imidlertid er jeg bekymret for den tiltro, der lægges til en centraliseret model og brugen af kunstig intelligens til at aggregere og fortolke denne viden. Selvom teknologiske værktøjer kan hjælpe med at behandle store mængder data, risikerer vi at overse den kontekstuelle og situerede natur af menneskelig viden. Viden er ikke blot data, der kan kvantificeres og analyseres; den er ofte implicit og dybt forankret i lokale forhold og individuelle erfaringer.

Forsøget på at skabe en model, der skal guide politiske beslutninger baseret på en sådan aggregering, kan føre til en falsk følelse af sikkerhed og kontrol. Historien har vist, at komplekse sociale problemer sjældent kan løses gennem central planlægning eller top-down tilgange. Tværtimod opstår de mest effektive løsninger ofte spontant gennem individuelle handlinger og frivillig koordinering i et frit marked.

Jeg frygter, at en overafhængighed af denne model kan kvæle den entreprenørånd og innovation, der er nødvendig for at tackle “vilde problemer”. Ved at forsøge at standardisere og styre processerne risikerer vi at hæmme den naturlige udvikling af løsninger, der udspringer fra dem, der er tættest på problemerne.

Derfor vil jeg opfordre til en mere ydmyg tilgang, der anerkender begrænsningerne ved centraliseret viden og planlægning. I stedet for at forsøge at indfange og styre al viden gennem en model, bør vi skabe betingelser, der tillader individers og lokale fællesskabers viden at blomstre. Dette indebærer at fremme frihed, reducere unødvendige reguleringer og lade markedskræfterne arbejde.

Afslutningsvis anerkender jeg det noble i ønsket om at forbedre vores samfunds evne til at løse komplekse problemer. Men vi må være varsomme med løsninger, der lover mere end de kan holde, og i stedet stole på de mekanismer, der historisk har vist sig effektive i at koordinere menneskelig aktivitet og viden.

Med venlig hilsen,

Friedrich A. Hayek

Jeg er ret enig med ChatGPT’s Hayek. Men jeg ser alligevel et potentiale i INVIs model. For som jeg forstod den, kan den faktisk hjælpe til at gøre politikere og befolkning opmærksom på, hvor komplicerede samfundet er, og hvor forskellige vi alle sammen er – ikke bare fra person til person, men også samme person fra minut til minut (tænk fx på dig selv, når du er træt/udhvilet eller sulten/mæt).

Med lidt held vil INVIs model hjælpe flere til at indse, at politik ikke er løsningen på nær så mange problemer, som mange går og tror. Mistrivsel, studievalg, folkesundhed, social ulighed, corona osv. er problemer, der langt bedre løses af markedet og civilsamfundet, og hvor statens primære opgave er ikke at stå i vejen for borgernes egne løsninger.

I Ayn Rands ”Atlas Shrugged” forsøger den kollektivistiske/socialistiske regering at få bogens liberalistiske helt, John Galt til at fortælle, hvordan de får løst de problemer, socialismen har skabt. Galts svar er enkelt: ”Get the hell out of my way!”. Måske skulle INVI indbygge dét svar som et fremhævet løsningsforslag på de mest komplekse problemer, modellen sættes til at finde løsninger på?

Hvorfor hænger offentlig gæld og korruption sammen i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. september 2024. Skriv et svar

Der er en meget klar korrelation mellem offentlig gældskvote og graden af korruption i EU-landene. Mere korrupte lande har højere gæld. Det kan man se i figuren, hvor gældskvoten er angivet på andenaksen og korruptionsscoren på førsteaksen. Korruptionsscoren stammer fra Transparency International, og jo højere score, desto mindre korruption.

Danmark er det mindst korrupte EU-land ifølge TI og har samtidig en lav gældskvote. I den modsatte ende ligger et land som Grækenland med både høj gæld og høj korruption.

Det er et velkendt fænomen, at ex-kommunistiske lande generelt scorer højt, når det gælder f.eks. mistillid og mangel på livstilfredshed, og de scorer – som man kan se – altså også højt, når det gælder korruption. Kommunismen kaster lange skygger.  For et givent gældsniveau har de ex-kommunistiske lande meget mere korruption. Man kan også sige det sådan, at de ikke har samme gældsproblemer som lande med tilsvarende korruptionsniveau uden kommunistisk fortid.

Korrelationen mellem gæld og korruption er altså klar. Men som vi utrætteligt påpeger her på stedet, er korrelation ikke lig med kausalitet. Man kan ikke ud fra figuren sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to. Spørgsmålet er, hvad der driver korrelationen?

Det har jeg ikke nogen autoritativ forklaring på, men det er interessant at spekulere over nogle hypoteser.

En hypotese kunne være, at korrupte lande har sværere ved at opkræve skatter til at finansiere deres udgifter. Det kunne både skyldes, at skatteyderne bestikker sig fra at betale så meget i skat, og at politikerne generelt er følsomme over for deres klienters interesser, når de udformer skattereglerne. En lav “skatteevne” kunne i så fald skyldes, at der er mange huller og undtagelser i skattesystemet.

Jeg tvivler dog på styrken af forklaringerne, selv om der også er en vis positiv sammenhæng mellem en god korruptionsscore (altså lav korruption) og skattetrykket. Det kræver meget stor skatteunddragelse ligefrem at drive højere gæld – hvilket næppe er realistisk i EU – og også ikke-korrupte politikere er følsomme over for interessegrupper, bl.a. når de udformer skatteregler. Forskellen er, om interessevaretagelsen foregår legalt eller med penge under bordet.

Helt grundlæggende er lav skatteevne ikke i sig selv nok til at forklare en høj gældskvote. Det er en af de budgetbegrænsninger, som må påvirke valget af offentligt udgiftsniveau. Udgiftsniveauet kommer jo ikke ud af det blå, men er påvirket af, hvor mange indtægter der er til rådighed (samt andre forhold, så som mulighederne, økonomisk og politisk, for optagelse af gæld).

Mit bedste bud på en årsagssammenhæng er, at både korruption og lånoptagelse afspejler graden af dårlig regeringsførelse. Altså hvor godt det politiske system fungerer, og hvor store kollektive handlingsproblemer, det løser henholdsvis skaber. Korruption og statsgæld er på mange måder udtryk for det samme: At skyde byrder over på andre. Ved korruption kan byrderne havne på dem, der ikke er part i bestikkelsen eller hvad korruptionen nu handler om. Ved lånoptagelse skydes byrden for nutidigt forbrug ud på fremtidige generationer. Eller i stigende grad i EU’s tilfælde: Over på andre lande.

Når de østeuropæiske lande generelt er langt mindre gældsat end andre lande med samme korruptionsniveau, kan det hænge sammen med flere forhold. Først og fremmest er de optaget i EU senere. Ved optagelsen skal man – i hvert fald i princippet – vise sig parat til at overholde unionens finanspolitiske regler. Korruptionen kan også have en anden karakter. Helt generelt finder f.eks. Benfratello et al, at korrelationen mellem gæld og korruption er mest udpræget i de mest udviklede lande. Det kan netop skyldes, at korruptionen i højere grad trænger ind i de politiske beslutningsprocesser i disse lande, mens den måske mere trives som bestikkelse af politibetjente, inspektører osv. i de andre lande.

Som sagt – det er bud på nogle hypoteser, som jeg ikke kan be- eller afkræfte på stående fod.  Men at korruption og statsgæld er korreleret, det er ganske givet.

Mere om boligregulering og ‘gode boligforhold’

Af Jonas Herby, den 18. september 2024. Skriv et svar

Forleden havde jeg et indlæg i Altinget, hvor jeg svarer på Lejernes LO (LLO) kritik af et af mine tidligere indlæg.

En del af indlægget handler (som mit seneste blogindlæg) om LLO’s påstand om, at regulering sikrer gode boligforhold:

Højte hævder også, at “reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”. Igen lyder det jo overbevisende, men Højte glemmer at fortælle, at man løbende har lempet reguleringen, netop fordi reguleringen viste sig at være enormt skadelig.

For eksempel fjernede man i 1990’erne huslejeloftet for nye boliger, fordi ingen ville bygge nye lejligheder under den gældende regulering. Og man gav udlejere mulighed for at sætte huslejen op efter større moderniseringer (den såkaldte §5.2), fordi huslejereguleringen havde ført til misligholdte boliger.

Når vi har gode boligforhold i Danmark, er det fordi, vi har været villige til løbende at rydde ud i den dårlige regulering, man i hast indførte som en midlertidig foranstaltning op til Anden Verdenskrig.

Det er såmænd blot den udvikling, med løbende oprydning i skadelig regulering, jeg argumenterer for, skal fortsætte. Vi ved fra videnskabelig empiri og historien, at reguleringen skader. Så hvorfor holde fast i den?

Der er også et – hvis jeg selv skal sige det – interessant afsnit om, hvordan huslejeregulering påvirker vertikal og horisontal ulighed.

Hele mit indlæg kan læses her.

73% af svenskerne bor i kommuner, hvor der er mangel på boliger

Af Jonas Herby, den 16. september 2024. 5 svar

Forleden skrev Claus Højte fra LLO i et svar til mig, at ”Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning – måske med undtagelse af Sverige. Men dér er reguleringen mere omfattende end i Danmark.”

For at kvalificere påstanden, skal vi i dette indlæg se på boligsituationen i Sverige, hvor man har haft huslejeregulering i over 100 år (læs evt. dette glimrende indlæg).

Hvert år gennemfører Boverket i Sverige en spørgeskemaundersøgelse, hvor Sveriges kommuner bl.a. angiver, om de oplever mangel på boliger i kommunen og ”på centralorten, i innerstan”. Kommunerne kan enten svare, at der er underskud, balance eller overskud af boliger.

Nedenstående figur viser boligsituationen i hovedbyen (”centralorten”). Figuren viser, at 61% af kommunerne i Sverige oplever boligmangel, og fordi det generelt er de større kommuner, der oplever boligmangel, er det altså 73% af alle svenskerne, der lige nu bor i kommuner, hvor der er boligmangel (med udgangspunkt i befolkningstallet for 2023).

Hvor mange svenskere, der gerne vil flytte til en kommune med boligmangel, men ikke gør det, fordi de ikke kan få en bolig, melder historien desværre ikke noget om.

Når Claus Højte fra LLO skriver ”bedst” er det selvfølgelig hans helt subjektive vurdering. Og en subjektiv holdning kan nok så mange statistikker ikke modbevise.

Men det ER altså svært at forstå, hvordan udbredt boligmangel i et land på nogen måde skulle være et tegn på, at landet har ”de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”.

PS: Mit regneark kan hentes her, hvis det skulle have interesse.