Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

USA’s forfejlede COVID-19-vaccinepolitik?

Af Jonas Herby, den 14. januar 2025. 3 svar

New York Times bragte i går en artikel om vaccinationstilslutningen blandt børn, som er faldet markant siden COVID-19-pandemien.

Siden pandemien er andelen af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, kighoste og polio faldet fra ca. 95% til 92-93%. Det synes måske af lidt. Og du fristes måske til at råbe “snyd!”, når du ser nærmere på Y-aksen. Men for fx mæslinger, kræver flokimmunitet en tilslutning på mindst 92%.

Og dykker man ned i de enkelte delstater, er tilslutningen i dag langt under 92% flere steder (hvorimod den før pandemien var meget tæt på 92% i næsten alle delstater).

Det er åbenlyst et problem for de børn, der ikke kan tåle vaccinerne og derfor er afhængige af, at alle andre lader sig vaccinere.

Hvorfor er det gået så galt? En oplagt tese er, at det skyldes modstand mod den meget indgribende vaccinepolitik, man førte i USA under COVID-19-pandemien. I Danmark er mange (med rette) sure over, at de blev presset til at tage en vaccine (fordi alternativet – at tage en test meget hyppigt – var meget besværligt). Men det er vand i forhold til den politik, der blev ført mange steder i USA.

En af de mest berømte cases er Dr. Martin Kulldorff, professor ved Harvard University og medforfatter til The Great Barrington Declaration, som blev fyret, fordi han ikke ville lade sig vaccinere. Kulldorff havde allerede haft COVID-19 og var under 60 år. Og i alle andre situationer end under pandemien ville det have betydet, at man ikke ville anbefale ham at bilve vaccineret. Men i pandemiens USA førte hans velfunderede synspunkt alstå til en fyring – og det med opbakning fra myndighederne. Vaccinepolitikken i USA var under pandemien ekstrem (det virker den i øvrigt til lidt at være helt generelt set).

Det er ikke svært at forestille sig, at amerikanerne efter sådan en behandling mister tillid til myndighederne. Og da vaccinationsprogrammet i høj grad er baseret på tillid, vil et flad i tilliden derfor kunne føre til et fald i vaccinetilslutningen.

Der er meget, vi kan og bør kritisere de danske beslutningstagere for under COVID-19. Men uden at det skal blive en undskyldning, er det trods alt værd at minde os selv om, at den behandling, vi danskere fik af beslutningstagerne under pandemien, trods alt var i den meget milde ende set i et internationalt perspektiv.

Hvorfor er alt kriser for regeringen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar

Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.

Regulering og skovbrande i Los Angeles

Af Jonas Herby, den 10. januar 2025. 4 svar

De forfærdelige brande i Los Angeles (LA) i Calfornien, USA, har ført til, at tusindvis af mennesker står uden tag over hovedet. Endnu værre er dog, at mange af disse står til at miste alt hvad de havde, fordi de ikke have en brandforsikring.

Nogle danskere tænker måske, at sådan er det jo i USA, hvor man er sin egen lykkes smed og underlagt de vilde markedskræfterne. De har selv valgt ikke at have en forsikring, så lev med det!

Men den opfattelse er forkert. For de manglende forsikringer skyldes ikke boligejernes frie valg på et frit marked. De er konsekvensen af regulering.

I Californien er det nemlig forbudt (eller som minimum meget besværlige) at hæve prisen på brandforsikringer. Og samtidig er risikoen for brande forøget, fordi regulering over tid har gjort det sværere at lave præventive afbrændinger (fx ved at brænde tørt ved i skovbunden, går jeg ud fra).

Forudsigelige konsekvenser

Ifølge californisk lov, skal prisstigninger godkendes politisk (”the Insurance Commissioner must approve a rate applied for by an insurer before its use”) og priserne skal være baseret på historiske data fremfor fremskrivninger. Den form for regulering har meget forudsigelige (og ganske givet også uforudsigelige) konsekvenser.

Når prisstigninger bliver gjort til et politisk spørgsmål, bliver det alt andet lige sværere for virksomhederne at hæve priserne. Det vil før eller siden føre til, at nogle forsikringskunder bliver (stærkt) urentable, og forsikringsselskaberne derfor ikke længere kan og vil forsikre dem. Bor du i et område med relativt høj risiko for brand, kan du altså få svært ved at finde nogen, der vil forsikre dit hus.

Problemet bliver forstærket, når risikoen er stigende, fordi de historiske data ikke afspejler den nuværende risiko. Og som nævnt har risikoen været stigende, fordi det over tid er blevet sværere og sværere at få lov til at foretage forebyggende afbrændinger (inspireret af MarginalRevolution.com opsummerer ChatGPT det fint her).

Konsekvensen af reguleringen har været, at mange husejere har fået opsagt deres brandforsikring.

Mere skadelig regulering

Ovenstående er langt fra den fulde forklaring. Søger man lidt rundt, virker det til, at omfanget af skadelig regulering i Californien på dette område er nærmest uendeligt. Noah Smith skriver bl.a., at reguleringen gør det svært/umuligt for forsikringsselskaberne af videreforsikre sig. Det betyder alt andet lige, at et selskab vil være mere påpasseligt med at have flere kunder i samme område (fordi de kan ende med at skulle erstatte en meget stor andel af deres kunders huse, når et helt område brænder ned). Det øger risikoen for, at selv profitable kunder, får opsagt deres forsikring.

Samtidig har Californien – som jeg forstår dette tweet – pålagt selskaberne at videreforsikre hinanden baseret på deres markedsandel. Men hvis selskaberne ikke kan hæve prisen for at dække denne pålagte risiko, er de nødt til at reducere deres markedsandel, hvilket igen kan føre til, at ellers profitable kunder bliver opsagt.

Regulering er en væsentlig del af problemet

Ovenstående er hvad jeg har kunnet få overblik over indtil nu. Der er sandsynligvis mere. Men det synes klart, at regulering har gjort det præcis modsatte af, hvad politikerne hævder (tænk ”forbrugerbeskyttelse” osv.).

Det er lidt a’la når de københavnske politikere siger, at de vil sikre billige boliger ved at begrænse udbuddet og regulere priserne.

PS: I samme boldgade har vismændene argumenteret for, at prisen på forsikring mod stormflod skal afspejle risikoen. Et forslag Folketinget omgående burde tage til sig.

Dansk / baltisk public choice workshop 2025 – præsentationerne

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2025. 1 svar

Den 31. januar og 1. februar afholder vi den årlige danske public choice workshop. Det er den 25. af slagsen, og i år også den første ‘baltiske’ public choice workshop, da vi denne gang skal til Malmø. Det er endda, så vidt jeg kan se, den største vi har afholdt, da der er hele 22 præsentationer på programmet.

Mens programmet ikke er helt på plads, da vi må tage hensyn til flere deltageres ønsker, har vi nu en fuld liste af præsentationer. De bliver fordelt i et program, der kører fredag den 31/1 mellem 11 og 17.30, og lørdag den 1/2 mellem 9 og 11, programmet annonceres som altid her på stedet. Indtil da kan læserne danne sig et overblik over de mange emner til workshoppen. Som altid er alle interesserede velkomne til at komme en hel dag, eller måske bare til en enkelt session. Her er den fulde liste af præsentationer:

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service

Hvorfor vokser Storbritannien så langsomt?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2025. Skriv et svar

Et par uger før jul deltog jeg i et debatarrangement i London, organiseret af the Institute of Economic Affairs. Oplægsholderen var Tyler Goodspeed, der siden 2023 har været cheføkonom for ExxonMobil og i 2020-21 var medlem af den amerikanske præsidents Council of Economic Advisers; fra juni 2020 til januar 2021 var han fungerende formand. Tylers oplæg handlede om, hvorfor Storbritannien vokser så langsomt, og helt særligt hvorfor væksten har været anæmisk siden 2008.

Efter oplægget havde jeg fornøjelsen, sammen med IEAs egen Kristian Niemitz, at kommentere på Tylers oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Vi kom også kort ind på, i hvilket omfang Danmark og andre lande lider under samme problemer som briterne, og hvad man måske kan gøre. Hele arrangementet var en stor fornøjelse, ikke mindst fordi der også var mulighed for at tale med nogle af de knap 100 tilhørere og deltagere. Det hele er varmt anbefalet!

Min samtale med Jay Bhattacharya

Af Jonas Herby, den 3. januar 2025. 2 svar

Jay Bhattacharya blev i slutningen af 2020 verdenskendt som en af tre medforfattere til The Great Barrington Declaration, der bl.a. opfordrede til fokuseret beskyttelse af udsatte grupper frem for generelle nedlukninger under COVID-19-pandemien. I december 2022 afslørede de såkaldte “Twitter Files,” at Bhattacharya var blevet censureret på Twitter. For nylig blev han udpeget af Præsident Trump til at blive næste direktør for National Institutes of Health.

Derfor var det også en stor fornøjelse at få lov til at tale med ham i mere end 1½ time i starten af november i podcasten ”Science from the Fringe”. Vi kom vidt omkring, og jeg benyttede bl.a. lejligheden til (igan) at forklare, at årsagen til, at mange litteraturstudier mv. konkluderer, at nedlukningerne var effektive, er, at de 1) forveksler statistisk signifikant med ”stor effekt”, og 2) ikke adskiller effekten af nedlukningerne fra effekten af den frivillige adfærd.

De svarer kort og godt ikke på, hvor effektive nedlukningerne var, til at reducere antallet af COVID-19-dødsfald. Det gør vores metastudie til gengæld, og Bhattacharya og jeg kommer godt omkring selve studiet og alt det uden om.

I kan se hele samtalen her eller lytte med i podcasten.

PS: Mange skriver her omkring nytår om årets højdepunkter. For mig var det absolutte (professionelle) højdepunkt ubetinget, at vores metastudie af effekterne af nedlukningerne blev accepteret i tidsskriftet Public Choice. Det var en lang, sej og grundig proces, hvor enhver tænkelig svaghed ved vores studie er blevet undersøgt til bunds. Jeg er bl.a. ret tilfreds med, at meget klart får vist, at vores beslutning om at udelade studier baseret på meget få observationer (herunder studier baseret på den syntetiske kontrolmetode), var en særdeles fornuftig beslutning. Læs mere her.

Julen er læsningens fest

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2024. Skriv et svar

For de fleste er julen en festtid, hvor man ser familie og venner – det der ofte omtales som hjerternes fest. Men for mange af os er julen også læsningens fest: En kort periode, hvor der er tid og ro til at få læst noget af det, man ikke liiiige fik læst i løbet af efteråret. Det gælder i hvert fald undertegnede, der kommer til at bruge tid indtil starten af januar på at få lystlæst en række bøger. Her er derfor tre anbefalinger ud af de mange, vi kunne være kommet med.

Fra højre mod venstre ligger allerførst Alex Salter og Andy Youngs meget spændende The Medieval Constitution of Liberty: Political Foundations of Liberalism in the West fra sidste år. Forfatterne fra Texas Tech peger her på udviklingen gennem middelalderen af de facto forfatningsordner i det Hellige Romerrige, der skabte en status af politiske ejendomsrettigheder, der medførte det de kalder “polycentric sovereignty.” Argumentet er, at det var denne status der også lagde grundene til klassisk liberal tænkning – ikke mindst forfatningstænkning – i Vesteuropa. Bogen er historisk forfatningsøkonomi fra øverste skuffe.

I midten ligger det meget længe ventede tredje bind af NAM Rodgers historie for den engelske flåde, the Royal Navy. Under titlen The Price of Victory skildrer en af verdens førende forskere på sit område verdens måske mest formidable militærstyrkes historie fra slutningen af Napoleonskrigene i 1815 til slutningen af anden verdenskrig i 1945. The Royal Navy bekæmpede i perioden slavehandlen (med danskerne som eneste egentlige allierede i de første mange år), forsvarede det britiske imperium på godt og ondt, og endte med at være en grundpille i forsvaret et frihed i anden verdenskrig. Jeg har læst de første to bind for nogle år siden og var decideret tryllebundet af både historiefortællingen og måden, Rodger kan perspektivere til alt muligt andet på samme tid. De to første kapitler af sidste bind har foreløbig gjort det samme.

Sidst, men slet ikke mindst, ligger PG Wodehouses klassiker Summer Lightning fra 1929 på bordet. Jeg kan ikke påstå, at der er store økonomiske indsigter eller klassisk liberale tanker i bogen, men den hører alligevel hjemme i dagens post. Nogle gange skal man læse for den rene fornøjelses skyld, og det er en af de store fornøjelser at læse om, hvordan jarlen af Emsworths præmiegris forsvinder, hvad der sker med hans brors skandalememoirer, og om hans tåbelige nevø får sin udkomne på trods af alt. Vi har alle svagheder, vi forfalder til i stedet for det seriøse arbejde, men man kan have værre svagheder end PG Wodehouse.

Hermed en opfordring til at læse – for oplysningens, for indsigtens og for fornøjelsens skyld. Mens undervisere på landets universiteter kan fortælle om de studerendes stærkt svækkede læsefærdigheder, behøver det samme på ingen måde at være tilfældet hos punditokraternes læsere. God fornøjelse!

Hvordan påvirker demokrati terrorismetrusler?

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2024. Skriv et svar

I samfundsforskningen har der de senere år været en diskussion om, hvorvidt demokrati forhindrer eller decideret tiltrækker terrorisme. Den amerikanske politolog Erica Chenoweth har gjort sig til talsmand for, at terrorisme er et specifikt demokratisk fænomen, mens andre fremtrædende forskere som Todd Sandler og Khusrav Gaibulloev har fremhævet, at langt det meste terrorisme sker i såkaldte ‘anokratier’ – en gruppe autokratier, der har flerpartivalg, men ikke demokrati. Men meget få studier har set på, hvad det mere specifikt er, der kunne gøre demokratier mere resiliente overfor terrorisme. Det er netop dét, Lasse S. Eskildsen og jeg ser på i et nyt studie, der nu er under udgivelse (og tilgængelig online) i Constitutional Political Economy.

I studiet med titlen Does the Electoral Process Cause less Terrorism? undersøger vi, hvilke elementer af en demokratisk proces, der påvirker hvor meget terrorisme et land udsættes for. Som vi opsummerer i artiklen, har forskningen argumenteret for tre forskellige slags mekanismer: “(1) that a multi-party electoral process allows citizens to peacefully change the social and political conditions of society; (2) that the process allows more groups to participate in the political process such that a larger and more diverse share of the population has a formally democratic voice; and (3) that their democratic participation makes it more difficult for terrorist groups to recruit new members.”

I en empirisk undersøgelse på tværs af 76 lande mellem 1970 og 2016 finder vi, at jo højere valgdeltagelsen er ved nationale valg, jo mindre er terrorrisikoen. Vi finder også, at ideologisk diversitet – dvs. at der er større forskel på højre og venstre, og at folk stemmer mere forskelligt – også er forbundet med mindre terrorisme i demokratier. Vi finder dog også, at ideologisk diversitet ser ud til at føre til flere år med terrorisme i autokratier. Begge typer effekter peger i retning af, at jo mere inklusive valgene er, og jo mere demokratisk legitimt styret er, jo mindre terrorisme oplever borgerne.

Der er to bemærkelsesværdige elementer ved vores nye artikel. Det første er fundet, at ideologisk diversitet er kausalt forbundet med mindre terrorisme. Mange politikere og politiske kommentatorer har set den voksende ideologiske uenighed i mange vestlige samfund som et problematisk fænomen, men vi finder faktisk, at det er en demokratisk fordel at folk fredeligt og demokratisk kan være stærkt uenige. Måske skulle hele debatten om demokratisk uenighed, yderfløje og det, midterpolitikere nogle gange betegner som ‘moderat’ eller ‘rationel’ politik, genovervejes?

Det andet element er min medforfatter, Lasse Eskildsen. Lasse starter efter nytår som PhD-studerende i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense. Hvor mange helt nye PhD-studerende i samfundsvidenskaberne kender I, som allerede har tre artikler udgivet før de begynder på studiet?

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne?

Af Jonas Herby, den 19. december 2024. 1 svar

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne? Det er spørgsmålet i min seneste klumme i Finans. Både politikere, erhvervsliv og organisationer, der angiveligt varetager forbrugernes interesse, har ytret ønske om at stramme reglerne. Forbrugerrådet TÆNK er gået så langt, at de har foreslået, at myndighederne overvejer at lukke for danskernes adgang til TEMU.

Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?

Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?

Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.

Læs resten →

Draghi-rapporten og en politikers logik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. december 2024. Skriv et svar

I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Læs resten →

Nationalisering af Kastrup er en tåbelig idé

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2024. 2 svar

Forleden dag kom det frem, at regeringen har besluttet at nationalisere Københavns Lufthavn i Kastrup. Beslutningen kom som en tyv i natten, og materialet blev sendt ud til Finansudvalget klokken 17.50 dagen før udvalget skulle stemme klokken 13. Udvalgets medlemmer havde således reelt ingen tid til at sætte sig ind i substansen af et forslag, som en lille inderkreds havde forberedt i en uges tid. Den danske stat ejer nu 98,6 % af aktierne i lufthavnen, der dermed er fuldt nationaliseret. Statsministeren har omtalt nationaliseringen som en “stærk værdimæssig beslutning“, med begrundelsen at mange danskere arbejder der. Udover at hendes rationale er dybt mærkværdigt, er det en på alle måder tåbelig beslutning, som kun handler om ideologi og magt.

Mens jeg skriver mere om det i løbet af ugen, er her to analyser af effekter af privatisering af lufthavne. Begge er derfor informative omkring, hvad de sandsynlige konsekvenser er af regerings nationalisering af Kastrup.

I marts sidste år udkom en revideret version af working paper 30544 fra det renomerede National Bureau of Economic Research, der handler om emnet. Sabrina T. Howell, Yeejin Jang, Hyeik Kim og Michael S. Weisbach viser under titlen All Clear for Takeoff, hvordan privatiserede lufthavne bliver mere veldrevne: De investerer typisk i mere kapacitet, forhandler mere effektivt med luftfartsselskaber – særligt de såkaldt nationale ‘flag carriers’ – og sælger mere i deres butikker. I gennemsnit fyrer de ikke folk, men er ganske enkelt bedre til at drive en forretning. Det gælder i særlig grad for dem, der ejes af investeringsfonde, men også hvor det lokale styre ikke er korrupt.

Nogle år tidligere udgav Cato Institute en analyse af Robert Poole og Chris Edwards med titlen Privatizing Airports. Her fokuserer forfatterne på USA, men også hvad landets næsten totalt statslige luftfartsinfrastruktur kan lære af privatisering rundt omkring i verden. De peger på international evidens for højere servicekvalitet, bedre infrastrukturinvesteringer, og muligvis også færre forsinkelser i de privatdrevne lufthavne i Europa.

Regeringen har ikke præsenteret rigtige argumenter for at nationalisere Københavns Lufthavn, heller ikke for Finansudvalget. Man får fornemmelsen, at det er sket af rent ideologiske grunde, for at hjælpe et nødlidende SAS – som den danske stat også ejer cirka 26 % af – og måske, som en kollega foreslog, for at bruge nogle af alle milliarderne i det offentlige overskud. Alt tyder på, at det er en elendig beslutning for lufthavnen såvel som for danskerne. Og ovenfor er en del af evidensen for det.

Hvad er et ‘autogolpe’?

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2024. 2 svar

Igår begyndte der at rulle en meget mærkelig historie ind fra Sydkorea: Præsident Yoon Suk-yeol havde meddelt i TV, at han erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea. Alle politiske aktiviteter ville dermed blive forbudt, og borgernees ytringsfrihed, inklusive mediernes, ville blive underlagt statslig kontrol. Præsident Yoons officielle forklaring var at “sikre det frie demokrati og beskytte folkets sikkerhed mod statsfjendtlige kræfter”. Mange danskere har nok siddet med morgenkaffen og tænkt, hvad der i alverden foregår.

For en public choice-økonom med særlig interesse i statskup og nødretstilstande – dvs. undertegnede og flere af mine nære kolleger – er situationen dog langt fra mærkelig. Den er derimod underligt genkendelig fra en lang række begivenheder, som man med et spansk låneord kalder ‘autogolpe’: Situationen hvor en siddende præsident eller premierminister forsøger at tage magten for sig selv. Det er præcist det, Yoon har forsøgt.

Begivenhederne i Sydkorea har udspillet sig lige efter bogen. Det hele starter med en stærkt upopulær præsident, der næppe har store muligheder udenfor politik. Yoon har væreet plaget af skandaler, inklusive hans kone der har modtaget ulovlige gaver, og selv gentagne påstande om at han selv er korruption. Han har også gjort sig stærkt upopulær i store dele af befolkningen og pressekorpset ved at presse flere love igennem, der forbyder såkaldt misinformation og fake news. De fleste har set lovene for det de er – angreb på ytringsfriheden og den frie debat. Mens Yoon har leveret på sine løfter om en klar udenrigspolitisk kurs, har hans indenrigspolitik været famlende og inkompetent, og er mødt med strejker og en styrtdykkende popularitet.

Yoon har, også efter bogen, derefter fundet på en krise, som kun kan løses ved at han selv tager magten uden parlamentarisk fnidder. Hans frit opfundne krise er, at der findes pro-nordkoreanske kræfter i landet, som truer den forfatningsmæssige orden. I Yoons erklæring var det klart, at disse kræfter åbenbart skulle findes blandt den politiske opposition, som han logisk nok derfor ville blive fri for. Det politiske svar for Yoon var at erklære militær undtagelsestilstand. Det eneste han manglede var at undgå, at parlamentet satte sig imod ham.

Sydkoreas forfatning giver parlamentet mulighed for at afvise en erklæring om undtagelsestilstand, men kræver at mindst 150 medlemmer er tilstede i parlamentet til afstemningen. Det var således helt efter bogen, at Yoon – sandsynligvis i samarbejde med forsvarsministeren – fik bevæbnet politik og paramilitære styrker til at blokere adgangen til parlamentet. Logikken i handlingen er ganske enkelt, at hvis parlamentsmedlemmer ikke kan komme ind, kan de heller ikke stemme, og således heller ikke gøre en fortsat undtagelsestilstand forfatningsstridig. Alligevel lykkedes det cirka 190 medlemmer at tvinge sig vej ind i parlamentet, og enstemmigt at afvise præsidentens erklæring. Da det skete, var Yoons muligheder for at få sine handlinger til at se lovlige ud helt udtømte.

For mange ældre sydkoreanere må forsøgt på at indføre nødret føles som deja vu. Landet har haft militær nødret to gange tidligere, og begge gange blev den erklæret i forbindelse med et kup. I forbindelse med Sydkoreas to tidligere statskup i 1961 og 1979 erklærede det nye styre militær undtagelsestilstand, og brugte den til at slå hårdt og brutalt ned på enhver modstand. Hvad Yoon har haft i tankerne, er der ingen der ved endnu, men sporene fra landets egen historie, og fra mange andre eksempler på autogolpe, skræmmer. Stefan Voigt og jeg dækker denne type situation i kapitel 7 i State of Emergency , hvor vi også dokumenterer, at nødret helt generelt fører til en underminering af retsstaten.

Alt peger i øjeblikket på, at Yoons forsøg er mislykkedes. Begivenhederne har udspillet sig meget ligesom de gjorde for næsten præcist to år siden, da Perus præsident Castillo forsøgte at opløse kongressen, erklære undtagelsestilstand, og undertrykke folks civile rettigheder. Dengang blev Castillo anholdt afsine egne sikkerhedsstyrker, mens det i Sydkorea er parlamentet og massive demonstrationer, der har forpurret en præsidents autokratiske planer. Er klarere parallel er derfor måske Jorge Serrano Elías forsøg i Guatemala i 1993. Under alle omstændigheder er det ganske rystende, at det sker i et ellers stabilt og velfungerende demokrati som Sydkorea. Men Yoons forsøg på at tage magten er en påmindelse om to forhold: For det første, at statskup stadig er noget, der kan ske i ellers rige, vestlige samfund; og for det andet at ‘tidsånden’ i meget politik for tiden (inklusive i Danmark) er præget af et autokratisk mindset. Demokrati er stadig noget, der skal næres og beskyttes hver dag.

Studier af nedlukningen, fire år senere

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2024. Skriv et svar

I marts 2020 begyndte den vestlige verdens regeringer at lukke deres samfund ned som reaktion mod den da nye coronavirus. Totale nedlukninger af hele samfund var en ny type politik, som langt de fleste epidemiologer indtil da havde advaret imod. Konsensus før 2020 var, at de var ineffektive og havde enorme, negative økonomiske og sociale konsekvenser. Men hvad der havde været konsensus nogle få måneder før, blev pludseligt et kontroversielt synspunkt.

Det skete på trods af, at de første empiriske studier i 2020 faktisk bekræftede, at nedlukning ikke var et effektivt respons – selv når de fuldstændigt så bort fra andre konsekvenser end dødelighed. Anledningen til denne post er netop, at jeg for et par dage siden så på Google Scholar, at mit studie fra august 2020 nu er citeret 100 gange. De tre andre kritiske studier fra dengang – Chaudhry et al., de Larochelambert et al., og Atkeson, Kopecky og Zha – er ligeledes ret pænt citerede. Chaudhry et al. er citeret hele 543 gange, de Larochelambert 103, og Atkeson 80 gange. Jonas Herbys metaanalyse, skrevet sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, er citeret hele 276 gange per december 2024.

Mit eget studie, som jeg lagde på SSRN som working paper i august 2020, pegede på at nedlukningerne i Europa i foråret havde været totalt ineffektive. Den publicerede version, der udkom i CESIfo Economic Studies året efter, var præget af to bedømmeres kommentarer, der sigtede efter at finde effekter – i en grad, så en af dem skrev, at “vi jo ved” at tidlige nedlukninger virker. Men konsekvensen af at følge bedømmernes forslag til ekstra tests – der var med det klare formål at finde positive effekter – var, at de målte effekter faktisk viste sig a være negative for aldersgruppen 60-79.

Mit held var, at redaktøren på CESIfo Economic Studies har faglig integritet og accepterede, at min undersøgelse – med en masse ekstra tests – modsat hans personlige forventning viste nul effektivitet. Det var ikke tilfældet for mange af mine kolleger, der nåede til samme konklusion i lignende, ordentligt udførte empiriske studier. De fleste af os oplevede at folk decideret råbte ad os i online debatter, at bedømmere og redaktører afviste studierne med absurde begrundelser, og mange – ikke mig, da jeg ikke findes på sociale medier – blev beskyldt for at være ligeglade med folks liv og klar til at aflive deres medborgere.

Men som Herby et al., der er på vej ud i Public Choice, med al ønskelig tydelighed viser, viser massen af empiriske studier, at nedlukningerne ikke virkede. Det samme gælder også et nyt og meget avanceret studie af Phil Magness og Michael Makovi, der desværre stadig ikke er online. På samme tid er en række studier begyndt at udkomme, der dokumenterer alvorlige bivirkninger ved coronapolitikken; se f.eks. McCannon og Wilsons studie af mundbindspåbud.

Som man kan se både på studierne, og på hvor meget de centrale empiriske undersøgelser nu citeres, har konsensus i forskningen bevæget sig tilbage til, at nedlukninger ikke er effektive – men uden at nogen har sagt det særligt højt! Indtrykket man får – og husk, at det er mit eget personlige indtryk, og en række af mine kollegers – er at der fra politisk hold, og fra mange epidemiologer, ikke er nogen særlig interesse i overhovedet at tale om, hvad man gjorde ved millioner af mennesker i 2020 og 2021. Studierne af nedlukninger fra de sidste fire år er tydelige, og bliver ved med at blive både citeret og bekræftet af nyere forskning. Nu mangler vi mere forskning i, hvor voldsomme konsekvenserne af nedlukningerne var for økonomien, for folks mentale helbred, og for den langsigtede udvikling, hvis der da er nogen, der overhovedet er interesserede i en periode, som mange åbenbart helst vil gemme og glemme.

Intet argument i svensk studie for statslig skolemad til alle

Af Jonas Herby, den 26. november 2024. Skriv et svar

Debatten om skolemad kører igen efter at Folketinget har afsat 850 mio. kr. til en forsøgsordning med skolemad på Finansloven. I debatten bliver et svensk studie af effekterne af statslig skolemad tit fremhævet som bevis for, at tiltaget er en god idé. Men det siger studiet faktisk ikke noget om.

Det skyldes (i bulletform som uddybes nedenfor), at:

  • Studiet finder ikke nogen positive effekter for børnene fra den halvdel af befolkningen med højst indkomst.
  • Studiet siger ikke noget om, at staten skal stå for skolemaden. Det er blot statslige data, der er har været tilgængelige for forskerne. Dermed holder de normale argumenter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet stadig.
  • Studiet er fra en tid, hvor forældrenes viden om sund kost (ifølge forskerne bag studiet) var mangelfuld, og kan derfor ikke nødvendigvis overføres til i dag (60 år senere).

Lad os se lidt nærmere på de tre forklaringer.

Læs resten →

Hvad er værst: Ingen stat eller en elendig stat?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2024. 5 svar

Jeg har de sidste dage haft fornøjelsen af at deltage i dette års konference i the Southern Economic Association, der i år afholdes i Washington DC. Det har været let at finde virkeligt interessante præsentationer af ny forskning, såvel som virkeligt interessante forskere blandt de næsten 2400 deltagere. Alligevel var et af højdepunkterne denne morgens session, som jeg selv havde været med til at organisere. Overskriften var “Coups and Revolutions”, og hver af de fire præsentationer fra Joshua Ammons (Wabash College), Jerg Gutmann (Hamborg), Vincent Geloso (GMU) og Kevin Grier (Texas Tech) fik os alle til at tænke.

Måske den mest tankevækkende præsentation kom fra Vincent Geloso (på billedet), der sammen med Kevin Grier stillede det provokerende spørgsmål, om det er bedre slet ingen stat at have end at have en elendig stat. Deres eksempel er Somalia, hvor den nationale stat ganske enkelt brød sammen i en massiv borgerkrig i starten af 1990erne.

Vincent og Kevin bruger den syntetiske kontrolmetode (se f.eks. her) for at vurdere, hvordan det sandsynligvis var gået Somalia uden sammenbruddet. Somaliske indkomstdata er naturligvis meget upræcise, både før men i særlig grad efter sammenbruddet, så det canadisk-amerikanske par bruger tre forskellige serier uden at finde de helt store forskelle.

Resultatet kan ses på fotoet ovenfor, hvor den lodrette linje markerer sammenbruddet af den somaliske stat, den fuldt optrukne linje viser hvordan det er gået med nationalindkomsten, og den stiplede viser den syntetiske kontrol – det bedste bud på, hvordan det var gået uden et totalt sammenbrud. Det er her vigtigt at understrege, at metoden ender med at vise, hvordan det sandsynligvis var gået med statslige institutioner af en kvalitet nogenlunde som i Chad, Mali eller Mozambique. Sammenligningen er med andre ord ikke ligefrem med en demokratisk retsstat. Alligevel ender Vincent og Kevin med at konkludere, at det ville være gået langt, langt bedre hvis Somalia have beholdt en elendig stat i stedet for at få en periode på 15 år uden en national stat.

Og hvorfor er det så vigtigt og interessant? Resultatet peger på – i modsætning til det, der måske virker intuitivt for mange af os – at selv dybt korrupte, elendige statsinstitutioner stadig er bedre end ikke at have nogen. Det indebærer ikke, at det altid gælder: Som Vincent noterede med et glimt i øjet, ville han hellere bo i middelalderens anarkistiske Island end i middelalderens stabile statsdannelse i Byzantium. Men måske har vi undervurderet den økonomiske værdi af, at der er en vis koordinerende institution – uanset hvor korrupt, nepotistisk og illegitim den er?

Har Lars Sandahl tabt sutten?

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2024. 3 svar

Igår bragte Berlingske et interview med Lars Sandahl Sørensen, som fik alarmklokkerne til at ringe i punditokraternes base i Bispegade. Sandahl, der er administrerende direktør i DI og derfor, med Berlingskes ord “industriens førstemand”, argumenterer i indlægget for fælleseuropæisk statsstøtte og industripolitik. Det er svært at være mere uenig i det, der synes at være DIs nye synspunkt.

Problemet – hvis vi skal tillade os at gætte – ser ud til at være, at Sandahl og DI ikke kun har accepteret Draghi-rapportens diagnose af EUs økonomiske problemer, men også den kur, dens italienske forfatter foreslår. Draghi dokumenterer i rapporten, hvordan EUs økonomiske vækst, og ikke mindst den europæiske produktivitetsudvikling, er sakket bagud for bl.a. USA i meget lang tid. Det er ikke en ny indsigt, men det er befriende at se det så åbent og offentligt illustreret i EU. Dybden af problemerne er heller ikke hemmelig: Tager man et gennemsnit af væksten i timeproduktivitet i de store vesteuropæiske lande, steg den hurtigere i 70erne og ind i 80erne i Europa end i USA. Selv i 80erne var USAs produktivitetsvækst kun 1,6 % mod Europas og Danmarks 2,9 % om året. Men fra starten af 90erne og frem har billedet været det modsatte. I 90erne havde USA og Danmark stort set samme produktivitetsvækst (2,1 mod 2,2 %), men i 00erne faldt Danmarks til 1 % og EUs til 0,8 % på samme tid som USAs fortsatte på 2,4 % om året. Resultatet har været, at mens de store lande i EU i gennemsnit havde samme timeproduktivitet som USA i 1990, var de umiddelbart før nedlukningsperioden 15 % bagud. Problemet bliver ikke mindre af, at de asiatiske tigre er ved at indhente Europa. i 00erne voksede deres timeproduktivitet hele 5,3 % om året, og selv i de elendige 10ere holdt de en vækst på 2,5 %. De er så tæt på Sydeuropa, at de kan læse regionens nummerplade.

Sandahls misforståelse ligger således ikke i diagnosen af et alvorligt økonomisk problem, men derimod i hans implicitte støtte til Draghi og EUs forestillinger om en kur. Han sagde således til Berlingske, at; “Hvis vi i Europa i forvejen er bagud på konkurrenceevne og statsstøtte og nu også står overfor toldmure, så er det meget alvorligt.” Sandahls løsning er at argumentere for politisk lederskab på EU-niveau, sådan at “Europa skal pulje midlerne sammen, og vi kan gøre meget” – underforstået, med statsstøtte…

Udtalelsen afslører DIs og mange andres helt fundamentale misforståelse: Troen på, at statsstøtte ‘virker’. Hvordan kan man ellers tro, at amerikansk og kinesisk statsstøtte har bidraget til EUs langsigtede konkurrenceevne- og produktivitetsproblem? Det samme gælder Sandahls forslag om at samle statsstøtten og koordinere den på europæisk plan i det, der ofte kaldes ‘missionsorienteret’ politik. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor økonomisk tåbelig idéen er, kan man med fordel læse Magnus Henrekson, Christian Sandström og Mikael Stenkulas Moonshots and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy fra tidligere i år. For de travle findes der også en væsentligt kortere oversigtsartikel i Economic Affairs fra juni.

Bundlinjen er, at Sandahl og DI har ladt sig narre af politiske proklamationer om, hvor godt det bliver når staten støtter og beskytter industrien, og har ladet sig overbevise om, at intentionen bag en politik også bliver konsekvensen af den. Men statsstøtte er af det onde, og ikke kun fordi den er dyr for borgerne. Politikere og embedsværk ved stort set intet om, hvad der er fremtidens mest produktive sektorer eller erhverv, og kan derfor meget nemt overtales til, at uproduktive særinteresser kun liiiige mangler det lille skub fra staten til at blive verdens næste Apple, Zara eller Mærsk. Man håber på at blive det næste væksteventyr, men ender med stor sikkerhed som det næste Bolivia.

En gang til: Rigdom skaber lykke

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2024. 4 svar

Taler man med almindelige danskere om lykke – og det har jeg gjort i forbindelse med omkring 100 foredrag om lykkeforskning – er der et helt gennemgående træk: De fleste føler ikke, at velstand burde være ret vigtigt for folks lykke og tilfredshed. Den præference var også kraftigt på spil forleden, da Moderaternes civilsamfundsordfører Karin Liltorp plæderede for et nationalt lykkemål i Berlingske Tidende. Liltorp ønsker at gøre som Bhutan, hvor staten har defineret et mål for lykke – et aggregat af forhold, den mener burde gøre bhutanerne lykkelige – og navigere politisk efter det. Både baggrundsidéen at velstand ikke er vigtigt, og selve det mere praktiske forslag er dybt misforståede, som jeg diskuterede i et modindlæg i søndags. Debatten endte også på Radio IIII igår, så måske er det tid til at minde læserne om, hvor tæt velstand og lykke følge hinanden på langt sigt?

Figuren nedenfor illustrerer, hvor klar sammenhængen mellem velstand og lykke er på tværs af lande, og hvordan det gælder for langt de fleste typer lande. I figuren er de blå markører demokratiske lande, de sorte er militærdiktaturer, og de røde er civile autokratier. Som de tre trendlinjer indikerer, er der meget lidt forskel på, hvor vigtig velstand er. Om noget er sammenhængen lidt stærkere i demokratier, hvilket også bekræftes af lidt simpel regressionsanalyse. I de to typer diktatur er et log-point større nationalindkomst i gennemsnit forbundet med 0,65 point mere tilfredshed, mens den samme stigning giver 0,84 point i demokratier.

Det samme grundlæggende billede får man, når man bare sammenligner danskere med forskellig indkomst, som vi gør i dagens anden figur. Figuren viser gennemsnitslykken for danskere i hver af de ti indkomstdeciler, dvs. fra de 10 procent fattigste til de 10 procent rigeste. Som figuren illustrerer, vil et ryk fra første decil – de 10 procent fattigste – til tiende decil indebære en stigning i tilfredshed med et helt point på en 1-10-skala.

Helt overordnet er velstand faktisk ret vigtig for folks lykke og tilfredshed, også selvom de fleste synes, at den ikke burde være det. Den er ikke det vigtigste – forhold som social tillid og ikke mindst civilstatus er mindst ligeså vigtige – men at bilde sig ind, og i særlig grad beslutte at føre politik, som om velstand ikke er særlig vigtig for borgerne, er decideret tåbeligt.

10 ting, økonomer ved som en videnskab, men som ikke er åbenlyse for alle

Af Jonas Herby, den 9. november 2024. Skriv et svar
  1. En pris er et signal pakket ind i et incitament. Høje priser er hverken godt eller skidt.
  2. Efterspørgselskurver hælder nedad. Kunsten er at forstå, hvad den relevante pris er.
  3. Undervurder aldrig udbudselasticiteten.
  4. Gode intentioner ophæver ikke økonomiske love.
  5. De nationale regnskaber, betalingsbalance osv. går op.
  6. Vækst og innovation løsner restriktioner, hvilket gør valg og fravalg mindre smertefulde.
  7. De fleste problemer er sværere at løse, end de ser ud. Der ligger sjældent penge på gaden.
  8. Markeder er ikke perfekte, men de fremhæver problemer; undertrykkelse af markedssignaler slår ofte fejl.
  9. Konkurrence handler om at lade de bedste virksomheder vinde kunderne – ikke om antallet af virksomheder.
  10. Det synlige er nemt at identificere, men det er usandsynligt, at det er hele effekten. Husk det usynlige.

Via Brian Albrecht.

Produktivitet i Centraleuropa

Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2024. 4 svar

I sidste uge besøgte jeg universitetet i Warszawa for at holde et seminar og besøge gode kolleger. En del af diskussionen over en hyggelig, polsk middag den ene dag, var hvor enorm den økonomiske og sociale udvikling har været i Polen. Mine kolleger kunne fortælle om et land, der på blot 30 år er kommet fra omfattende, grå levn fra kommunismen og politi, der stoppede en på vejen for at få bestikkelse, til en moderne, velstående retsstat. På vej hjem – med 3½ times forsinkelse og derfor god tid til at arbejde – tog jeg et kig på, hvor stor fremgangen faktisk har været.

Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.

Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.

Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.

“Congratulations on your forthcoming article in Public Choice”

Af Jonas Herby, den 21. oktober 2024. 8 svar

Yup! Den er god nok! Vores metastudie af effekterne af nedlukningerne, der skabte en mindre mediestorm i starten af 2022, fordi det viste, at effekten var yderst begrænset, er blevet accepteret i tidsskriftet Public Choice.

Det har været en meget lang proces med visse (i mine øjne lidt underlige[1]) bump på vejen, men resultatet er blevet rigtig godt, og selvom resultaterne er fuldstændigt uændrede ift. vores peer reviewed bog, som blev udgivet af Institute of Economic Affairs i London, har vi fået behandlet nogle vigtige kritikpunkter i den endelige (stærkt forkortede) version.

Og at det så ovenikøbet endte i godt tidsskrift som Public Choice, hvor ikke mindre end 10 nobelprismodtagere i økonomi[2] har publiceret artikler, gør mig ikke mindre stolt.

Jeg kommer til at skrive mere om det senere, men jeg vil gerne allerede nu kort adressere fire oplagte spørgsmål.

Hvorfor finder I markant lavere effekter end mange litteraturstudier?

Det skyldes primært:

  1. Flaxman-fejlen: Vi medtager kun studier, der har en kontrolgruppe. De studier, der finder meget store effekter, har ofte ikke nogen kontrolgruppe. Men vi ville aldrig konkludere, at Red Bull helbreder influenza, hvis et studie viste, at 100 børn blev raske efter at have fået Red Bull. Der skal være en kontrolgruppe. I juni 2020 skrev Videnskab.dk, at ”Nedlukninger i Europa forhindrede over tre millioner dødsfald” på baggrund af Flaxman et al. (2020), som netop ikke har nogen kontrolgruppe. Jeg er derfor begyndt at kalde denne ”svipser” for Flaxman-fejlen.
  2. Statistisk signifikant ≠ politisk signifikant: Flere studier finder statistiske signifikante resultater, som viser sig at være meget små (og derfor politisk insignifikante). Fx konkluderer Ashraf (2020), at nedlukningerne “var med til at mindske antallet af tilfælde og dødsfald”, men deres estimat svarer til 2,4% færre døde. Statistisk signifikant ≠ politisk insignifikant.

Hvad forklarer, at nedlukningerne ikke virkede?

Det undersøger vi ikke specifikt, men mit bud er, at det primært skyldes:

  1. Vi reagerede selv helt frivilligt: Det er nærmest logik for burhøns. Når en farlig pandemi rammer landet (og man bliver opmærksom på dette), begynder borgerne naturligvis at passe på. Det er Peltzman-effekten om igen, og ift. COVID-19 er effekten dokumenteret i adskillige studier. Eller som professor Niels Johannesen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet forklarede det i Deadline: ”når man står midt i en galopperende krise, så trækker forbrugerne i bremsen. Uanset om restauranterne er lukket ned eller ej”.
  2. Staten regulerede beskeden del af de smittefarlige kontakter: Smitten skete primært i hjemmet, på arbejde og i sundheds- og plejesektoren. Og hvad kendetegner de sektorer? At de i overvejende grad var uregulerede under hele pandemien. De fleste virksomheder måtte gerne holde åbent (men mange valgte at lukke jf. 1). Ved de aktiviteter, der blev lukket ned, var der kun begrænset smittespredning og (måske netop derfor) ikke rigtig nogen effekt på smitten, som bl.a. SSI har vist.

Hvordan forklarer du, at Sverige klarede sig så dårligt under første bølge?

Hvordan forklarer du, at Belgien klarede sig så dårligt, når de lukkede ned stort set samtidig med Danmark?

Min seneste forskning peger på, at en væsentlig del af forklaringen sandsynligvis skal findes i, at udbredelsen af pandemien var langt højere i Sverige (og Belgien) end i Danmark, før man blev opmærksom på, at smitten havde spredt sig nordpå fra Sydeuropa.

Hvorfor fik jeres studie så meget kritik, da det først udkom i 2022?

Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Personligt undrer det mig, at der var så mange ikke-fagfæller, der kritiserede studiet. Hvorfor kritiserer en postdoc i biokompleksitet relateret til SSI offentligt et studie udført af økonomer? Hvilke kompetencer har han i at evaluere effekten af en given politik? Hvorfor spurgte Science Media Center primært forskere, vi kritiserede i vores studie (bl.a. ovenfornævnte Flaxman)? Hvorfor refererede såkaldte faktatjekkere kun kritiske ikke-fagfæller og ikke positive fagfæller?

Hvad tror du?

[1] Vi blev fx afvist i ét tidsskrift fordi en reviewer nægtede at se på vores artikel, fordi han/hun mente, at der bl.a. var for mange fodnoter, og vi blev afvist af et tidsskrift, fordi de ”kun” kunne skaffe tre reviewers. Hvis det er normalt, er jeg glad for, jeg ikke har gjort karriere i at få peer reviewed min forskning.

[2] James M. Buchanan, Elinor Ostrom, Douglass C. North, Amartya Sen, Finn E. Kydland, George J. Stigler, John C. Harsanyi, Kenneth J. Arrow, Lloyd Shapley og Oliver E. Williamson.