Som Christian skrev tidligere i dag, er Nobelprisen i økonomi i dag blevet tildelt til Joel Mokyr, Philippe Aghion og Peter Howitt.
Det er velfortjent og for et særdeles relevant emne: Økonomisk vækst. Måske det vigtigste emne i økonomisk teori.
Jeg har som tidligere år skrevet et portræt af prisen i Berlingske.
Du kan finde det her: https://www.berlingske.dk/kommentar/naar-velstand-kraever-destruktion
Sveriges Riksbank annoncerede tidligere idag modtagerne af årets Nobelpris i økonomi: Joel Mokyr (Northwestern University), Philippe Aghion (Collège de France) og Peter Howitt (Brown University). Mokyr får halvdelen af prisen, mens Aghion og Howitt deler den anden halvdel, idet de to sidste får deres halvdel for deres fælles forskning. Det er en pris, der for en gangs skyld virkelig kan begejstre denne punditokrat!
Helt kort fortalt – vi skal nok skrive langt mere uddybende senere – har en stor del af Mokyrs arbejde været i økonomisk historie med et fokus på den Industrielle Revolution: Hvorfor skete den hvor den skete, hvornår den skete, og hvorfor blev den ved? Aghion og Howitts del af prisen går til deres videreudvikling, formalisering og uddybning af Joseph Schumpeters idéer om ‘kreativ destruktion’: En beskrivelse af økonomisk dynamik, hvor iværksættere og andre skaber innovation, der samtidig – som en forudsætning for udviklingen – ødelægger eksisterende virksomheder og sektorer.
Nobelkomiteen beskriver de to bidrag “for having identified the prerequisites for sustained growth through technological progress og “for the theory of sustained growth through creative destruction.” Hele pressemeddelelsen kan læses her; Annonceringen kan ses nedenfor. Det hele, inklusive selve prisen, er varmt anbefalet.
Vi har tidligere skrevet en del Venezuelas sørgelige udvikling, både før, under (og efter?) Hugo Chavez “21. århundredes socialisme, mens jeg fik det privilegie at være “valgobservatør” ved oppositionens alternative folkeafstemning i sommeren 2016. Så det er vel også på sin plads, at vi skriver lidt om dette års modtager af Nobels Fredspris, María Corina Machado – den centrale leder af oppositionen og ansigtet ud af til på den bevægelse, som i 2024 dokumenterede regimets valgsvindel ved præsidentvalget.
Machado havde oprindeligt været oppositionens præsidentkandidat op til valget i 2024, men regimet blokerede hendes kandidatur, hvorefter hun støttede den aldrende tidligere diplomat Edmundo González Urrutia, som hævet over enhver tvivl var den retmæssige vinder af valget. Det uanset Maduro og hans lakajer efterfølgende erklærede Maduro som valgets vinder.
Dokumentationen for den omfattende valgsvindel sikrede de mange tusindende Venezuelanere som frivilligt, ofte med liv og helbred som indsats, dokumenterede det på valgdagen.
Som Nobels komité skriver i sin pressemeddelelse:
“Trods risikoen for chikane, arrestation og tortur holdt borgere over hele landet vagt ved valgstederne. De sørgede for, at stemmeoptællingerne blev dokumenteret, før regimet kunne destruere stemmer og forfalske resultatet.”
I samme pressemeddelelse fældes også – hvad der vel må anses som den endelige dom over det Venezuela, landet har udviklet sig til siden Hugo Chávez’ snævre og overraskende valgsejr i 1998. Som komitéen formulerer det:
“Venezuela er gået fra at være et relativt demokratisk og velstående land til en brutal, autoritær stat, der nu lider under en humanitær og økonomisk krise. De fleste venezuelanere lever i dyb fattigdom, mens en lille elite beriger sig. Statens voldelige apparat rettes mod landets egne borgere. Næsten otte millioner mennesker er flygtet fra landet. Oppositionen er systematisk blevet undertrykt gennem valgsvindel, retsforfølgelse og fængsling.”
Jeg har tidligere skrevet om baggrunden for Hugo Chávez’ valgsejr i 1998 – og “relativt” skal nok læses både i forhold til demokrati og velstand.
Venezuelas økonomiske deroute startede årtier før Chávez kom til magten, om end den herefter accelererede (hvis vi ser bort fra boomårene i nullerne – og selv her var Venezuelas vækst beskeden sammenlignet med de fleste andre latinamerikanske lande).
Efter offentliggørelsen har María Corina Machado dedikeret prisen til det venezuelanske folk – og, hvad der for en del nok virker kontroversielt, til Donald Trump.
Hermed placerer hun sig på linje med eksempelvis Argentinas præsident Javier Milei og den chilenske kandidat – og mulige kommende præsident – José Antonio Kast.
(Chile står over for et præsidentvalg, hvor de to mest sandsynlige vindere er den konservative Kast og den (reformerede) kommunist Jeannette Jara, indtil i år minister i den afgående præsident Gabriel Borics regering.)
María Corina Machado begyndte sin karriere med at være med til at grundlægge NGO’en Súmate, der skulle fremme demokratisk udvikling i Venezuela gennem uafhængige domstole, menneskerettigheder og folkelig repræsentation.
Men det er ikke helt den samme Machado, vi ser i dag som for 25 år siden. Dengang var hun, hvad Caracas Chronicles beskrev som en “liberal antichavista og NGO-leder”, mens hun i dag må regnes for en af de centrale figurer i den – i mangel på et bedre ord – ikke-liberale internationale højrefløj – side om side med navne som Donald Trump, Javier Milei, Giorgia Meloni og Santiago Abascal (formand for Vox i Spanien).
I modsætning til flere af de nævnte, men i lighed med Milei og Kast i Chile, er hun fortaler for en fri markedsøkonomi – noget, der historisk har været fraværende i Venezuela. Af samme grund vil jeg advare om at sætte for store lighedstegn mellem holdninger i de politiske bevægelser i de forskellige lande. Måske kan deres fælles forståelse bedst defineres som hvad de er imod; hvad de ser som en international socialistisk trussel, hvorunder hører FN, wokism mv.
Det faktum, at hun har optrådt i en podcast med Donald Trump Jr. (og andre på, hvad man vel bedst kan kalde den ikke-liberale højrefløj), vil uden tvivl få mange til at hæve øjenbrynene.
Men hvad gør man ikke, når ens fædreland og landsmænd udsættes for en brutal undertrykkelse som den, vi ser i Venezuela?
Efter at have været med til at starte Súmate trak hun sig senere ud og gik ind i landspolitik. Hun stillede op til nationalforsamlingen og vandt en plads i Caracas-området.
Herefter opbyggede hun et ry som uafhængig, kompromisløs og stærkt antikommunistisk politiker.
Ved oppositionens primærvalg til præsidentvalget i 2012 førte hun kampagne på en platform, hun kaldte “folkelig kapitalisme”, hvor hovedbudskabet var, at almindelige venezuelanere skulle kunne skabe velstand uden statsstøtte.
Hun endte som nummer tre, men etablerede sig som en markant figur i oppositionen.
Efter Chávez’ død og Henrique Capriles’ nederlag til Maduro i 2013 sluttede Machado sig til Leopoldo López og Antonio Ledezma i kampagnen La Salida (“Udgangen”), der opfordrede til massedemonstrationer mod regimet.
Da protesterne i februar 2014 blev mødt med vold og drab på studerende, blev Machado selv udsat for chikane, fik forbud mod at rejse og blev smidt ud af parlamentet – men forblev fri.
For regimet var hun den perfekte fjende: fra den gamle økonomiske elite, erklæret proamerikansk og umulig at kontrollere, som et indlæg på Caracas Chronicles beskrev det.
I takt med den økonomiske kollaps og hyperinflation blev Venezuelas krise stadig mere international. Oppositionens ledere – Guaidó, López, Borges m.fl. – fik støtte fra vestlige regeringer, både konservative og liberale, men der skete meget lidt, og da nye højrefløjsbevægelser voksede frem – med Trump i USA, Meloni i Italien, Abascal i Spanien og Milei i Argentina – knyttede Machado sig hurtigt til dem.
Efter Juan Guaidós mislykkede forsøg på at overtale militæret til at vælge oppositionens side gik Machado skridtet videre og argumenterede nu for direkte udenlandsk intervention som den eneste vej til at vælte Maduro – en idé, USA’s særlige udsending Elliott Abrams kaldte “magisk realisme”.
Machados egentlige gennembrud kom i 2023, da hun indledte en tour-de-force-valgkampagne gennem hele landet.
Hun vandt herefter oppositionens primærvalg med et overvældende flertal og blev for første gang betragtet som en reel samlende figur for det anti-chavistiske Venezuela.
Da hun på grund af et valgforbud ikke selv kunne stille op, overførte hun sin støtte og politiske kapital til Edmundo González, der efterfølgende reelt vandt præsidentvalget den 28. juli 2024.
Efter svindlen forsøgte regionale ledere som Lula da Silva og Gustavo Petro at mægle mellem Machado og Maduro, men Maduro mødte aldrig op. Og Lula og Petro? De har sådan set ikke gjort mere, men de er selvfølgelig også samme “klub” som Maduro (Foro de São Paulo).
Tildelingen af Nobels Fredspris er uden tvivl kærkommen – ikke kun for Machado, men for hele Venezuelas opposition mod Maduros regime.
Men Indtil videre vil Venezuela fortsat humpe af sted. Og mens rygter i den del af verden hurtigt bliver til “sådan er det”, er der næppe tvivl om, at cubanske rådgivere spiller en central rolle i det interne efterretningsvæsen, ligesom der i årevis har været en tæt forbindelse mellem topfolk i både militæret og Maduros regering med organiseret kriminelle. Men hvorvidt Maduro reelt er leder af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Machado hævder, skal jeg dog ikke gøre mig klog på.
Hvorom alting er så kan vi konstatere, at det ny højre/ikke-liberale højre, eller hvad vi nu skal kalde det, har fået deres første nobelprismodtager.
Derfor kan vi jo passende slutte af med at ønske Machado og de mange tusinde venezuelanere som fortsat arbejder for en tilbagevenden til et mere demokratisk og civiliseret Venezuela tillykke med den velfortjente pris – også selv man måske ikke er lige begejstret for alle hendes internationale “venner”.
Og så må man håbe på, omend jeg personligt ikke er optimist, at regimet i Caracas snart bliver væltet, demokratiet genindført og de ca. 8 mio. Venezuelanere, som er flygtet ud af landet (ca. 1/4 af befolkningen) kan vende hjem igen.
Om det sker kommer i sidste ende nok først og fremmest an på Donald Trump og USA – og hvor langt de vil gå.
På mandag, sandsynligvis lige omkring middag, annonceres det hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Teknisk er det en pris til minde om Nobel, men lad os undgå den diskussion: Økonomiprisen er væsentligt mindre kontroversiel end f.eks. priserne i litteratur og fred. Men den er også en af dem, der er allersværest at forudsige. Alligevel gør vi hvert år et forsøg.
Hvis Nobelkomiteen tillader sig at være en smule strategiske og give en pris til et område, der virkelig er i vælten, kunne den vælge international økonomi og handelspolitik. Rent fagligt ville det være fuldstændigt forsvarligt, da det efterhånden er meget lang tid siden at området blev belønnet. Det kunne for eksempel være en pris til Arnold Harberger (Chicago), som lagde en væsentlig del af det teoretiske arbejde bag, hvordan vi vurderer protektionismetab og idag er 101 år gammel. Som vi understregede sidste år, kunne man også belønne Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes, Anne Krueger (Stanford) for hendes arbejde om rent-seeking og hvordan særinteresser påvirker handelspolitikken, eller måske endda Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’ og vores forståelse af sammenhængen mellem handelspolitik og industridynamik.
Der er en række andre bud. Nicholas Decker argumenterer for eksempel for, at det er tid til en pris til industrial organisation, og helt specifikt til Steven Berry, Jerry Hausman, og Ariel Pakes. Det ville også være rimeligt, hvis prisen gør til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for hans teoretiske arbejde i begrænset (bounded) rationalitet. En yderligere , der ville sende et politisk signal, er ´ John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier, og i særdeleshed arbejdet omkring Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden. For ti år siden nævnte vi også Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) for deres arbejde i økonometri og arbejdsmarkedsøkonomi. Deres bidrag er ikke blevet ringere eller mindre relevante siden da.
Som alle år er der en lang række andre kandidater, og det er frygteligt svært at forudsige, hvem der får prisen i år. Hvilke kriterier skal man lægge til grund, og hvilke områder og forskningsspørgsmål vurderer Nobelkomiteen hos Sveriges Riksbank er særligt vigtige eller værdige for tiden? Måske skal man bare placere sine penge på kandidater fra lande, hvor folk spiser meget chokolade? Vi er alle meget klogere på mandag, når prisen uddeles og vi her på stedet dækker annonceringen.
I dag udkommer min nye bog, “Det magtfulde men fortravlede Folketing”, skrevet sammen med professor Helene Helboe Pedersen og professor Peter Bjerre Mortensen fra Aarhus Universitet.
I bogen viser vi, at tingene i dag er markant anderledes end tidligere. Det går hurtigere. Mere og mere lovgivning er overladt til embedsmænd og EU. Og mere og mere lovgivning sker uden offentligheden inddrages.
Det er ikke nødvendigvis et demokratisk problem, men det er vigtigt, at Folketinget tager stilling til, om de mener , at den udvikling, vi dokumenterer i vores bog, er ønskværdig? For hvis ikke, har de magten til at gøre noget ved det.
Bogen er skrevet som en del af Magtudredningen 2.0, og jeg er meget, meget stolt over den anerkendelse, det er af mit årelange arbejde med regulering.
Der har indtil videre været rigtig fin omtale af bogen i pressen. Her følger en oversigt.
Politiken
Artikel: https://politiken.dk/danmark/politik/art10567206/Forskere-Folketinget-er-endt-p%C3%A5-et-sidespor
Information
Interview: https://www.information.dk/indland/2025/10/folketinget-koert-paa-sidespor-advarer-ny-bog-kan-godt-bekymre (vedhæftet som PDF)
Altinget
Mandag morgen
Interview: https://www.mm.dk/artikel/er-folketinget-forhastet-eller-bare-effektivt
Ritzau
Nævnt i dagens morgenbriefing.
Føljeton:
Artikel: https://www.foljeton.dk/post/tilbage-paa-hovedsporet
Sidst i september udkom den årlige opgørelse af Economic Freedom of the World-indekset. Et spændende spørgsmål var, om den tilbagegang, der globalt har kunnet konstateres siden 2020, ville fortsætte. Det korte svar er, at trenden desværre ikke er blevet brudt for alvor.
Læs restenIgår startede mit nye forskningsprojekt sammen med min gode ven og kollega Niclas Berggren: Human Freedom: Emergence and Payoffs. Projektet, der er tre-årigt og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation, har til hensigt at gøre præcis hvad der står på pakken: Undersøge hvorfor nogle mennesker i verden nyder mere menneskelig frihed end andre, og hvilke konsekvenser det har for dem og deres lande. I stedet for at give meget præcise svar på meget små spørgsmål (som nogle af vores kolleger foretrækker idag), sigter vi efter at kunne give nogle brede svar på elementer af et meget stort spørgsmål om frihed.
Menneskelig frihed kan lyde som et meget vagt begreb, men vi følger arbejdet omkring the Human Freedom Index i at definere det som et hele, der består af to overordnede halvdele: et sæt af negative frihedsrettigheder inklusive religionsfrihed, ytrings-, forenings, og bevægelsesfrihed, og friheden til at associere med hvem man vil; og de fem velkendte økonomiske frihed, som vi har skrevet omfattende om.
Projektet indeholder en række forskellige elementer, som bl.a. omfatter tre akademiske workshops, to policy-workshops – en i Sverige og en i Danmark, som begge vil være åbne for tilmelding – samt deltagelse i konferencer, produktion af et antal videnskabelige artikler, og deltagelse i den offentlige debat. mange af aktiviteterne i projektet omfatter derfor inviterede kolleger. Ligesom vores tidligere forskningsprojekt kommer vi naturligvis til at skrive jævnligt om det her på stedet.
Vi tyvstartede forleden, da jeg præsenterede det første papir fra projektet før det overhovedet var startet officielt. Som vi skrev om her, har vi i den første bid forskning set på, hvordan populistiske partier påvirker borgernes menneskelige frihed. Som vi viser i papiret: “Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.”
I efteråret følger vores næste papir, der ser på i hvilken grad populister underminerer folks ytringsfrihed, og om omhyggelig beskyttelse af ytringsfriheden i forfatningen gør en forskel. Vi er også i fælles arbejde med en tysk PhD-studerende igang med at se på, hvorvidt populister svækker foreningslivet. De første komponenter fokuserer således på populisme, mens vi næste år rykker videre til andre emner, inklusive lidt mere filosofiske overvejelser. Og som altid gælder det, at hvis punditokraternes læsere har forslag til emner eller spørgsmål om menneskelig frihed, ser vi meget gerne på det.
Der er mange bud på, hvordan man sikrer billigere boliger i København. Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti vil stramme prisreguleringen, så flere boliger i København udlejes til mindre end markedsprisen.
Mens huslejeregulering rigtignok reducerer huslejen på de regulerede boliger, har politikken samtidig enormt mange uønskede sideeffekter. Huslejeregulering øger fx søgeomkostningerne, øger den horisontale ulighed, omfordeler til de rigeste, fører til højere priser på ikke-regulerede boliger, giver mindre effektiv jobsøgning osv. osv. Nåh ja, og så selvfølgelig boligmangel.
Listen er lang, og det er ikke kun for sjov, at økonomer af og til diskuterer, om det er huslejeregulering eller bombning, der er værst for en by.
En løsning, der desværre er yderst begrænset fokus på fra flertallet på Rådhuset, er at bygge flere boliger. Når udbuddet stiger, falder prisen som hovedregel, selvom der også kan være en agglomerationseffekt (gevinster ved at bo tættere), der alt andet lige trækker i retning af højere priser.
Men at flere boliger samlet set fører til lavere priser, viser nedenstående figur fra Apartment List ganske tydelig. Den er hermed delt med Punditokraternes læsere med opfordring til at dele den vidt og bred på sociale medier.
Økonomiske principper om huslejeregulering
I podcasten “Økonomiske principper” har vi flere gange talt om boligpriser. I seneste afsnit talte vi bl.a. om Pelle Dragsteds fejlopfattelse af, hvad frie markeder kan gøre for boligpriserne. Lyt med i din podcast-app eller se med på YouTube.
Det går mildt sagt ikke godt for Javier Mileis regering. Ved udgangen af oktober afholdes midtvejsvalget til både Senatet og Deputeretkammeret, og det kan blive afgørende for regeringens politiske skæbne.
Ifølge de fleste prognoser står Mileis koalition til fremgang – men det samme gør den peronistiske blok. Argentinske meningsmålinger er notorisk usikre, men hvis resultatet fra det nylige lokalvalg i Buenos Aires er en rettesnor, ser det ikke lovende ud for Milei.
Det mest sandsynlige udfald er, at peronisterne fortsat vil være den største blok i begge kamre, dog uden absolut flertal. Mileis koalition ventes at blive næststørst i Deputeretkammeret, men i Senatet vil en gruppe af uafhængige og regionale partier – trods tilbagegang – stadig kontrollere omkring en tredjedel af pladserne.
Dermed vil Milei stå i samme grundlæggende situation som hidtil: uden et solidt parlamentarisk flertal og afhængig af dekretstyre. Forbedringen af de offentlige finanser og den midlertidige dæmpning af inflationen er netop opnået gennem præsidentielle dekreter, mens man stadig regerer på finansloven fra 2023. Den økonomiske politik – især penge- og valutapolitikken – fremstår derimod som et kaos, præget af de samme fejl, som Argentina gentagne gange har begået.
Mileis største bedrift indtil nu kan meget vel blive nogle stærke taler – ikke mindst den i Davos i 2024 – snarere end varige reformer. Spørgsmålet er måske derfor ikke, om regeringen efter oktober-valget kan gennemføre de nødvendige reformer, men om Milei overhovedet holder frem til præsidentvalget i 2027. For de dybe strukturelle ændringer synes urealistiske, medmindre man sætter demokratiet ud af kraft – præcis som vi tidligere har set i både Chile og Peru.
At reformer er vanskelige, er dog ikke et særligt argentinsk fænomen. Selv Emmanuel Macron har i Frankrig haft svært ved at få gennemført større ændringer. Men i Latinamerika er problemet endnu mere påtrængende. Økonomierne må bringes tættere på de nord- og nordeuropæiske modeller, hvis de skal opnå stabilitet og vækst. På en sådan skala ligner kun Chile og Uruguay i dag noget, der minder om Danmark – og det er den retning, regionen som helhed burde bevæge sig.
Spørgsmålet er altså ikke, hvad der skal til – det ved vi godt – men hvordan man gennemfører det uden at tilsidesætte demokratiet. Det bør være genstand for langt mere forskning og debat. Indtil da ser USA ud til fortsat at ville støtte Mileis Argentina økonomisk. Men det kan hurtigt vise sig at blive en meget dårlig investering.
Der er næppe en eneste læser hos punditokraterne, der har glemt hvad vi alle gik gennem da land efter land blev lukket ned i foråret 2020. Den nye Covid 19-virus spredte sig, og regeringer og eliter gik i panik verden over. Det gjaldt ikke mindst den danske regering, der påstod at den simpelthen gjorde hvad sundhedsmyndighederne anbefalede. Vi ved idag, at det var løgn og at Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm indtil få timer før Mette Frederiksens annoncering af nedlukningen af Danmark, advarede imod det og anbefalede en approach som i Sverige. Det er også klart, at regeringen senere på året brød Grundloven, da den uden lovhjemmel lukkede ned for landets minkerhverv og med forsvaret og politiets hjælp tvang landmændene til at slagte deres mink. Men hvor almindelig var den slags adfærd i Covid-årene?
Det spørgsmål giver Stefan Voigt og jeg et svar på i en ny artikel med titlen Covid and the constitution: unlawful states of emergency during the pandemic, der nu udgives i European Journal of Law and Economics. Vi starter artiklen med en konkret optælling af antallet af nødretssituationer i 2020-21, hvor enten selve erklæringen eller regeringens opførsel og beslutninger under nødretten var forfatningsstridige. På tværs af 176 lande viser vi, at mens 17 procent af nødretssituationerne i autokratier var forfatningsstridige, gjaldt det samme for 25 procent i verdens demokratier. Med andre ord var demokratisk valgte regeringer væsentligt mere tilbøjelige til at bryde deres forfatning under pandemien! Og det tæller ikke engang Danmark med, da regeringen ikke erklærede nødret – og heller ikke kunne, da situationen slet ikke tillader det i den danske Grundlov.
På sin vis var den danske regering ikke særligt speciel i 2020-21, men fulgte blot et mønster som mange andre demokratier delte: I det øjeblik, regeringen kunne påtage sig mere diskretionær magt – og jo mere, forfatningen tillod den at tiltage sig – jo mere blev den magt misbrugt. Der tales således meget om, hvad man måske kan lære i sundhedsmyndigheder og andet af pandemien, men alt for lidt om, hvad man kan lære om politikere og deres adfærd. Men hvorfor skulle politikere tale om to år, hvor de i virkeligheden demonstrerede, hvor lidt man bør stole på dem?
Hele artiklen kan downloades gratis i linket ovenfor; abstractet er her:
The Covid-19 pandemic in 2020 and 2021 gave rise to an unprecedented number of emergency declarations across the world. Recent research shows that the transfer of substantial discretionary power to the executive branch in an emergency often gives rise to unlawful and unconstitutional political behaviour. In this paper, we explore if the large number of emergencies during the pandemic were special. We document that they were, in the sense that unlawful emergencies were substantially more likely to occur among democracies. We also show that apart from economic variables, better rule of law and more permissive constitutionalised emergency provisions contributed to a higher risk of unlawful behaviour.
Punditokraternes egen Jonas Herby blev forleden fremhævet i Financial Times. Anledningen var en glimrende leder om, hvordan de vestlige økonomier begraves i regulering. Tej Parikh peger her på, at den samlede EU-regulering – målt på antal ord – er steget 700 procent siden Maastricht-traktaten trådte i kraft for 32 år siden. Tallet er ikke taget ud af luften, men kommer netop fra Jonas omhyggelige arbejde hos Cepos og for the European Policy Information Center.
Som Financial Times skriver, er der god grund til at have regulering på nogle områder. Men der er masser af forhold, der overhovedet ikke kræver nogen form for regulering, meget regulering der er overdetaljeret og tilrettelagt af folk, der ikke kender til virkeligheden på gulvet, og regulering der i virkeligheden er tilstede for at beskytte særinteresser. Det gælder for eksempel den regulering på både nationalt og EU-plan, der de facto skaber handelsbarrierer internt i EU der svarer til en 44 % told (se IMFs forskning her). På grund af regulering kan der således ofte være lavere de facto handelsbarrierer på handel med Storbritannien end med Grækenland!
Politikere taler ofte om behovet for at rydde op i de værste reguleringer og undgå bureaukratisering og regelrytteri, men gør stort set aldrig noget ved det. I stedet for ender de ofte i diskussion om enkeltsager, hvor ‘man bliver nødt til at gøre noget’ – og det noget, de gør er ekstra og ekstra striks regulering. Mens de fleste politikere næppe står til at redde, kan alle vi andre blive klogere af at læse Jonas forskning og bidrage til en informeret debat om behovet for faktisk deregulering.
Nedenstående figur er figur 4.3 i Boligredegørelsen 2024. Den viser, hvilke boligformer, københavnerne bor i, afhængig af deres indkomst opdelt på deciler (10. decil er de 10% med de højeste indkomster).
Figuren viser med al sin enkelthed, hvorfor prisregulering af boliger (huslejeregulering & andelsboliger) er en rigtig, rigtig dårlig måde at reducere uligheden på. Figuren viser nemlig, at en meget stor del af de regulerede boliger tilfalder de københavnere, der har de højeste indkomster. Selv for de rigeste 10% udgør de regulerede boliger mindst 20% af boligerne (almen bolig, andels bolig og privat udlejning før 1992 + nogle deleboliger + delvist udlejning efter 1991).
I morgen tager jeg til årets WINIR-konference, der denne gang afholdes på handelshøjskolen i Prag. Min gode ven og fremragende kollega Niclas Berggren er medarrangør af konferencen, og vi benytter lejligheden til at præsentere de to første bidder af vores nye forskningsprojekt. Projektet, der ellers officielt først starter den 1. oktober og handler om årsager og konsekvenser af forskelle i menneskelig frihed, kommer således afsted med det samme. Niclas præsenterer vores fælles arbejde om hvordan populisme påvirker menneskelig frihed – som vi tidligere på året skrev om her – mens jeg præsenterer vores helt nye studie af, hvor sammenhængende folks værdier er.
Hvad betyder det, at man ikke har sammenhængende værdier – eller det, vi foretrækker at kalde inkongruente værdier? Vi afsøger det ved hjælp af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey, som bl.a. spørger om det er vigtigt at tage sine egne beslutninger og være fri, og om det er vigtigt at gøre hvad der bliver sagt. Vores pointe er, at det ikke giver ret meget mening, at mene at begge ting er vigtige på samme tid. På samme måde er der flere andre værdipar – f.eks. at være succesful og få anerkendelse versus at være beskeden og ydmyg – som ‘inkongruente’: At de er nærmest logiske modsætninger. Det er en situation, som ligner det fænomen, der kaldes kognitiv dissonans.
Alligevel finder vi næsten ni procent af respondenterne i undersøgelsen, der har mindst to inkongruente værdipar. Og det viser sig at have konsekvenser at folks værdier ikke giver logisk mening. Som vi illustrerer nedenfor på udelukkende danske data, er folk med inkongruente værdier markant mere tilbøjelige til at stemme på populistiske partier! Mens 15 procent af de danske respondenter uden inkongruente værdier stemmer populistisk, er det 18 procent af dem med inkongruente værdier. Og som man kan se i figuren, er det primært drevet af de højrepopulistiske partier.
Det samme gælder på tværs af Europa, hvor folk med inkongruente værdier er cirka 16 procent mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Hvad det betyder for, hvad folk accepterer af politik, og om populister decideret kan tiltrække stemmer fra folk uden klart logiske sammenhænge, er blot to af de interessante spørgsmål, der kommer ud af det nye studie. Og hvis vores læsere har forslag og indspark, hører vi meget gerne om det!
COVID-19 og nedlukninger: Flere randomiserede forsøg
I min bog om COVID-nedlukningerne, Prisen Værd? (kan også lånes på biblioteket), har jeg en oversigt over de randomiserede forsøg (og det, der næsten ligner), som jeg er stødt på under min research.
Konklusionen ud fra disse state-of-the-art studier er præcis den samme, som vi fandt i vores metastudie: Nedlukningerne havde yderst marginal effekt på COVID-19-dødeligheden.
Siden jeg skrev bogen, er jeg stødt på yderligere to randomiserede forsøg, som begge handler om risikoen ved at deltage i koncerter, Revollo et al. (2021) og Delaugerre et al. (2022). Dem skal vi se lidt nærmere på i det følgende.
Revollo et al. afholdt en koncert i Barcelona d. 12. december 2020, med deltagelse af 465 unge mennesker. 495 fungerede som kontrol. Deltagerne til koncerten blev testet med en hurtigtest, og alle fik udleveret et mundbind (N95), ventilationen var skruet helt op, og der var krav om, at man holdt afstand. Til gengæld blev der serveret alkohol.
Delaugerre et al. afholdt en koncert i Paris d. 29. maj 2021, hvor næsten 7.000 personer blev randomiseret, hvoraf omkring 4.500 fik adgang til koncert i Accor Arena, mens resten måtte blive hjemme. For at komme ind skulle deltagerne have en negativ hurtigtest inden for 3 dage op til koncerten. Ligesom hos Revollo et al. skulle deltagerne bære mundbind (almindelige kirurgisk mundbind), og ventilationen var skruet helt op. Til gengæld var der ikke krav om afstand (folk måtte synge og danse, mens alkohol var forbudt.
Figuren nedenfor viser de centrale resultater fra de to randomiserede studier. I Barcelona var der færre smittede blandt koncertgæsterne (nul!), mens der i Paris var lidt flere smittede blandt koncertgæsterne. I begge tilfælde var forskellen insignifikant.
Begge studier viser altså det samme, som de andre randomiserede forsøg, der er lavet af nedlukningerne: Nedlukningerne havde ingen nævneværdig effekt.
Man kan selvfølgelig indvende, at der var andre foranstaltninger til koncerterne, og at det var mundbind, ventilation osv., der gjorde, at det blev til en sikker oplevelse for de unge. Men det er ”a feature, not a bug”. Det er ikke fordi fysisk afstand ikke virker, at nedlukningerne ikke havde den effekt, politikere og sundhedseksperter forestillede sig. Det er fordi, at folk tilpassede sig til begivenhederne. Havde man afholdt koncerter under corona-pandemien, ville både arrangører og deltagere have gjort mange ting for at sikre, at gæsterne havde en sikker oplevelse. Desuden laver folk jo noget andet, når de ikke er til koncert, som også kan medføre smittefare (de fleste bliver smittet i hjemmet, på arbejde eller i sundheds- og plejesektoren).
En anden indvending er, at smitteudbredelsen var relativt lav, da forsøgene blev gennemført, og man derfor ikke kan overføre resultaterne til perioder med større smittespredning. Det er sådan set en valid pointe, men som jeg skriver i bogen om et norsk eksperiment:
Det kan godt være, at der var få smittede, og at det var derfor, det ikke virkede at lukke fitnesscentrene i denne periode. Men hvorfor var fitnesscentrene så lukket ned? I mine øjne viser studiet som minimum, at det var en fejl at nordmændene lukkede fitnesscentrene i forsøgsperioden fra 25. maj til 15. juni 2020, og at det er mest sandsynligt, at nedlukningen af fitnesscentrene forværrede pandemien i denne periode. Derudover sår studiet naturligvis betydelig tvivl om effekten af at lukke fitnesscentre på andre tidspunkter.
Da koncerterne blev afholdt var der meget strikse forsamlingsforbud i både Barcelona og Paris. I Barcelona var “indoor meetings of more than six people were banned,” og i Paris var “gatherings with more [than] ten people banned.” Som minimum viser studierne, at disse krav var ubegrundede på daværende tidspunkt. Om det var begrundet på andre tidspunkter, er nok også tvivlsomt.
Bottom line er, at de to randomiserede studier finder effekter, der er i samme størrelsesorden som de effekter, vi finder i vores metastudie. Her fandt vi, at forbuddet mod større forsamlinger øgede antallet af COVID-19-dødsfald med 5,9%.
Læs ”Prisen værd?”
I ”Prisen værd?” forklarer jeg, hvorfor nedlukningerne slog fejl, hvorfor så mange blev ført på vildspor af dårlige data, hvad omkostningerne var, og hvordan vi håndterer næste pandemi bedre. Bogen er skrevet i et sprog, så Punditokraternes sagtens kan være med.
Du kan købe bogen i boghandlen, eller låne den på biblioteket.
Referencer
Delaugerre, Constance, Frantz Foissac, Hendy Abdoul, Guillaume Masson, Laure Choupeaux, Eric Dufour, Nabil Gastli, et al. 2022. “Prevention of SARS-CoV-2 Transmission during a Large, Live, Indoor Gathering (SPRING): A Non-Inferiority, Randomised, Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 22 (3):341–48. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00673-3.
Revollo, Boris, Ignacio Blanco, Pablo Soler, Jessica Toro, Nuria Izquierdo-Useros, Jordi Puig, Xavier Puig, et al. 2021. “Same-Day SARS-CoV-2 Antigen Test Screening in an Indoor Mass-Gathering Live Music Event: A Randomised Controlled Trial.” The Lancet Infectious Diseases 21 (10):1365–72. https://doi.org/10.1016/S1473-3099(21)00268-1.
Christian skrev forleden om David Hume i anledning af 249 årsdagen for hans død. Hume er sandt nok svært at overvurdere. Hvis nogen skulle finde på at udråbe ham til den største tænker, vi hidtil har set, bliver det ikke under mine voldsomme protester.
Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.
Læs restenDer tales meget om Kina, og både den danske udenrigsminister og mange danske virksomheder er bekymrede over landet. Kina er gået fra at være en desparat fattig rural økonomi til at posere somm supermagt med egne stealth-jagerfly, hangarskibe og rumprogram. Men hvor bekymrede skal man egentlig være for at få en ny, diktatorisk og undertrykkende supermagt? Vi har tidligere skrevet om, hvordan man skal tage de kinesiske tal med et stort gran salt, fordi diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Der er også andre klassiske indikationer, som for eksempel at information om bl.a. ungdomsarbejdsløshed er blevet fjernet fra de officielle statistikker.
Meget peger på, at den økonomiske udvikling i Kina er bremset op, og at landet slet ikke er så velstående, som det påstås. Vil man vide mere, er den hollandske historiker Frank Dikötter en af de mest vidende eksperter. Dikötter flyttede først på året ud af Hong Kong, hvor han havde boet i en årrække, og er nu associeret med Stanfords Hoover Institution. Interviewet nedenfor giver et fremragende overblik over hans indsigt og holdning til Kina, og forventningerne til dets umiddelbare fremtid.
Idag, for 249 år siden, døde den skotske filosof, historiker og samfundstænker David Hume i sit hjem i Edinburgh. Det er svært at overvurdere hans bidrag, ikke blot til liberalt tankegods, men overordnet til filosofi. Hans tyske kollega Immanuel Kant beskrev Hume som den, der havde vækket ham af sin ‘dogmatiske slummer’, og så sin banebrydende Kritik der reinen Vernunft som en direkte reaktion på Humes filosofiske udfordring. Humes A Treatise of Human Nature er stadig en inspiration, og hans indflydelse på blandt andet Adam Smith er også tydelig.
Men idag – og i dagens intellektuelle klima – er det også værd at huske på et helt særligt forhold ved Hume, som flere af hans samtidige understregede: Hume var udover at være en af århundredets største filosoffer også et behageligt, venligt og meget, meget vellidt menneske. Samtidig var han bestemt ikke konventionel, og lagde ikke skjul på at han var ateist. Humes ærlighed omkring, at han ikke troede på den gud – eller nogen gud – der var så vigtig for de fleste briter på tidspunktet, var også forklaringen på at han aldrig til ansættelse på et universitet. Det sørgede de kirkelige i ledelserne for – der skulle ikke en vantro ind på deres institutioner.
Et af de mest bekymrende særtræk ved det intellektuelle klima idag, er netop en udtalt uvillighed til at engagere sig civiliseret med folk, man er uenig med. Universiteter ‘canceller’ ansatte, redaktører af selv velsete videnskabelige tidsskrifter holder bestemte holdninger ude af deres sider, og mange forskere – også i Danmark – holder deres politiske holdninger for sig selv, i hvert fald hvis de er liberale. Hume var åben og ærlig omkring sine holdninger, men altid venlig og åbensindet overfor andres meninger og deres holdninger.
Hume var i mange år før sin død sin lige så berømte kollega Adam Smiths bedste ven. Da Hume den 25. august 1776 døde, skrev Smith meget offentligt – og sandsynligvis til mange modstanderes frustration, om sin vens karakter: “Upon the whole, I have always considered him, both in his lifetime and since his death, as approaching as nearly to the idea of a perfectly wise and virtuous man, as perhaps the nature of human frailty will permit.”
Smith mindede sin nutid og os om, at det vigtigste er ikke at have konventionelle eller ‘de rigtige’ meninger og værdier, men at være et ordentligt menneske. Det kunne man måske også med fordel minde mange om i den nuværende offentlige og videnskabelige debat.
Hvis nogen vil vide mere, er Dennis Rasmussens The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought om Hume og Smiths tænkning og venskab meget varmt anbefalet.
Vi ved, at mange af vores læsere er interesserede i public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi, der studerer hvordan selv-interesse, klare incitamenter og rationelle beslutningstagere former politisk adfærd, politiske beslutninger, og den første politik. En ny encyclopædi er derfor måske nogen for dem.
Min fremragende kollega Richard Jong-a-Pin (Groningen) har, hjulpet af undertegnede, redigeret den nye Elgar Encyclopedia of Public Choice, der udkommer til efteråret. Bogen omfatter 118 separate, korte kapitler om emner indenfor public choice, fra korruption til forskelle mellem valgsystemer. Vi har fået nogle af verdens førende public choice-forskere til at skrive, og resultatet er en bred og omfattened encyclopædi.
Er nogen interesserede i at vide lidt mere, kan de med fordel læse vores blogindlæg hos Edward Elgar med titlen Using Economics to Understand Political Outcomes: A New Encyclopedia of Public Choice. Som vi indleder posten med: “Why do trade policies typically favour certain groups of industries? Why do politicians regularly ignore large groups of their voters? Why does corruption persist as a major problem in large parts of the world although everyone recognises how problematic it is?” Er man enig i, at de spørgsmål er vigtige, er public choice måske den approach der passer til ens interesser?
Den danske stat er enorm og gør alt muligt. Det er næppe en overraskelse, at vi her på stedet ville ønske at det offentlige gør langt mindre, men gør de ting det skal meget bedre. Hvor dårligt den danske stat leverer centrale offentlige goder, er der lige kommet et nyt eksempel på.
Henrik Munkholm Wulff, Eva Ljungkvist og Matt Blands nye artikel i Nordic Journal of Criminology giver eksemplet. De tre har undersøgt de næsten 24.000 indbrud, der skete i Danmark i 2019. Danmark har den højeste indbrudsrate i Europa, men det er samtidig en af de typer kriminalitet, der sjældnest opklares i landet. Hvorfor politiet åbenbart er så dårlige til at opklare et fænomen, der påvirker flere tusinde danskere hvert år, er et stort spørgsmål – og et godt eksempel på en offentlig myndighed, der ikke gør sit arbejde særligt godt.
Som abstractet nedenfor viser, indsamlede politiet kun fingeraftryk i 708 sager, og af dem var kun tre fjerdedele brugbare. Men som Wulff et al. viser, fører brugen af fingeraftryk til langt højere domsrater: “When a case with fingerprint evidence identifying the suspect was prosecuted there was a 0.71 probability of conviction, compared to 0.13 when there was none.” Med andre ord er der mere end fem gange så høj sandsynlighed at der sker domfældelse, når der er indhentet fingeraftryk, end når der ikke er.
Det store spørgsmål er, hvorfor det danske politik ikke bruger den – trods alt ret begrænsede – tid det tager at indsamle fingeraftryk? Det virker jo, og det er ikke ligefrem fordi der er tale om et begrænset problem uden særlige konsekvenser for borgerne. Gider politiet simpelthen ikke efterforske den slags ‘kedelige’ forbrydelser? Er der en helt anderledes prioritering fra polititoppen? Vælger man at fokusere på kriminalitet med politisk bevågenhed, eller mulig prestige og medieomtale? Og er indbrud blandt de sager, som politiet vasker for at få dem til at gå væk? Lov og orden er en af de mest fundamentale ting, en offentlig sektor bør håndtere, men den danske gør det åbenbart slet ikke.
Abstractet er her:
Denmark has the highest burglary rate per capita in Europe but burglary is one of its least solved crime types. Practitioners and scholars have made the case for the collection of fingerprint evidence for decades. Fingerprint evidence can lead to the identification of suspects and contribute to the case for prosecutions. In this study we explore how widely used this traditional investigative technique is in Danish burglaries and what differences there are in prosecution rates when fingerprints lead to the identification of suspects compared to when they do not. We analysed all residential burglaries in Denmark in 2019. Of almost 24,000 cases, fingerprints were obtained in just 708. When submitted for examination at the Danish National Forensic Services, only 530 prints passed the initial screening process containing the sufficient quality and details required to identify an individual. The likelihood of conviction was significantly increased if a suspect was identified through fingerprints, which begs the critical question of why fingerprint evidence is not collected more often by Danish Police. Our findings provide a new perspective for theoretical analyses of fingerprint evidence, emphasising the importance of organisational efficacy. There are also numerous practical implications, not just for Danish Police but for any law enforcement agency seeking to improve its burglary investigation outcomes. We discuss the potential implications for more forensic training, the time allocated to crime scene examination, and the priorities for future research in this area.
Det skulle være så godt, og så endte det desværre med endnu en statsbankerot.
Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.
Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.
Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.
Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.
Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.
Læs resten