I dagens afsnit af sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier i EU skal vi se på, hvor langt de er kommet med at reformere sig i markedsøkonomisk retning. Til formålet anvender vi det nærmest uopslidelige Economic Freedom Index fra Fraser Institute og en lang række andre tænketanke.
I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).
Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?
Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.
En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.
Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.
Gregory Mankiw har afholdt årets Martin Feldstein Lecture hos National Bureau of Economic Research. Den handler om den amerikanske statsgæld, som har nået uhørte højder i fredstid.
Her er et par udplug:
Læs restenDe tidligere kommandoøkonomier i EU har siden befrielsen fra den sovjetiske undertrykkelse været ganske succesfulde, målt på væksten i privatforbruget. Det viste Christians åbningsartikel i dette års sommerserie.
I dag ser vi på, hvordan landenes offentlige finanser har det.
Jeg har ved flere lejligheder skrevet om de betydelige gældsproblemer i EU. EU-landene ligger i gennemsnit langt over den maksimalt tilladte gæld på 60 pct. af BNP. Sidste år lå gennemsnittet på 81,0 pct. for EU samlet. For eurolandene var den hele 87,4 pct. af BNP.
Men også her stikker de tidligere kommandoøkonomier positivt ud. Kun Ungarn (73,5 pct.) og Slovenien (67,0 pct.) oversteg sidste år gældsloftet på 60 pct.
Som det fremgår af kortet, er høj gæld navnlig et Middelhavslandefænomen. Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien ligger sammen med Belgien over 100 pct. Portugal ligger lige under.
Den offentlige gæld kan til en vis grad tages som indikator for, hvor dysfunktionelt det politiske system er. Gældsætning siger noget om, hvor villige de regerende koalitioner er til at vælte byrder over på andre – eller for hvor store muligheder, de har for det. Det usunde politiske incitament er baggrunden for, at f.eks. Milton Friedman og James Buchanan har foreslået at forbyde gældsfinansiering konstitutionelt – uanset den fleksibilitet adgangen til at optage gæld også kan give. I EU drejer gældsoptagelse ikke alene om at skubbe byrder over på kommende generationer, men også på andre lande. Trods det formelle forbud i Maastrichttraktaten mod indbyrdes hæftelse, har landene reelt for længst passeret den stopklods.
Noget kunne altså tyde på, at de tidligere planøkonomier er mindre dysfunktionelle end Middelhavslandene, hvis man ser på deres relativt set beherskede gældskvoter.
Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor gældskvoterne er på vej hen med den givne politik og de givne udsigter. Højere vækst giver bedre bæreevne for statsgæld, og en del af landene har haft en relativ pæn vækst, hvoraf en del imidlertid har været drevet af ”catching up” – dvs. af at lukke gabet op til de økonomier, som ikke har været hæmmet af kommandoøkonomi. I takt med, at de indhenter os, aftager catching up-væksten også.
Det måske mest markante problem for de gamle østlandes offentlige finanser er, at de sandsynligvis er på vej ind i en stærk demografisk modvind. Det fremgår af figuren, som angiver den forventede befolkningsvækst i FNs medium-scenario frem til 2050. Som det ses, står de til de kraftigste af de forventede fald.
En faldende befolkning er – ligesom en stigende andel ældre – ikke nødvendigvis et økonomisk problem i sig selv. Hvis de ældre årgange har sparet op til deres alderdom, behøver velstandsvæksten ikke aftage, selv om produktionsvæksten løjer af. En mindre befolkning behøver tilsvarende ikke medføre lavere velstand per capita, selv om det påvirker det samlede BNP negativt.
Men demografisk modvind kan være et meget stort problem for et land med stor offentlig gæld og velfærdsstatsordninger, som baserer sig på at overføre de aktuelt erhvervsaktive til de ikke-erhvervsaktive. Og det er faktisk situationen i en række af ex-kommandoøkonomierne. Hertil kommer, at Polen, Slovakiet, Letland og Litauen kører med store strukturelle underskud for tiden.
Det er baggrunden for, at EU-kommissionens holdbarhedsindikatorer faktisk ikke tegner entydigt godt for gældssituationen i en del af landene. Under forudsætningen af uændret politik, dvs. uden fiskale eller realøkonomiske reformer, er der udsigt til gældsrater på over 90 pct. i Polen, Rumænien og Slovakiet i 2035.
Det er selvsagt værre allerede at have høje gældsrater end at have udsigt til dem. I den forstand er situationen stadig langt bedre i de gamle kommandoøkonomier end i Middelhavslandene.
Desværre inviterer den nuværende politik i EU med at ignorere de fiskale regler til, at også lande med aktuelt sunde offentlige finanser lader dem skøre af sporet, fordi regningen til dels kan bæres af de andre lande. Det er en institutionelt betinget dysfunktionalitet. Måske nordeuropæiske lande (som Danmark) med relativt lave gældskvoter burde se at alliere sig med de østeuropæiske lande om at håndhæve de fiskale regler og begrænse den fælles hæftelse igen – før det er for sent til at være i disse
Punditokraternes sommerserie 2025 handler om, hvordan det er gået for de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa. Som et naturligt første spørgsmål, vi stiller her, svarer vi idag på hvordan det er gået med folks privatforbrug: Hvor meget har de til sig selv og deres familier idag.
Når man taler om, hvordan det er gået siden socialismen i den tidligere sovjetiske sfære brød sammen, er privatforbrug et glimrende eksempel på et væsentligt problem: Hvordan vurderer man situation før kollapset?
For det første var den nationale statistik ikke altid retvisende, og udover direkte løgn – et problem, der er kendt fra de fleste diktaturer – var måden man opgjorde den økonomiske status med et Nettomaterielprodukt ikke direkte sammenligneligt med det vestlige Bruttonationalprodukt. I det sovjetiske NMP talte kun varer, mens tjenesteydelser ikke blev indregnet – ydelser som at få klippet sit hår, hjælp til revision, eller børnepasning regnede det produktionsfetichistiske øst ikke for værdiskabelse. Når man skal vurdere privatforbruget under socialismen, må man derfor på en eller anden måde vurdere, hvor meget der var og derefter hvad folk faktisk betalte for det.
For det andet opgjorde man værdien af varer til en administrativt fastsat pris. Selvom man i f.eks. Østtyskland kunne vente op til 12-15 år på at få leveret en Wartburg eller Trabant, var produkterne i næsten alle tilfælde af langt ringere kvalitet end i Vesteuropa. Officielle statistikker overvurderede således kraftigt værdien af borgernes privatforbrug.
Man bliver derfor nødt til at være særdeles påpasselig med den officielle statistik omkring 1990, og de allerførste år efter transitionen ud af socialisme. Det gør vi her ved at se på udviklingen af privatforbruget fra 1995 til 2023 (det sidste år der er sammenlignelige data for).
Det slående, som man kan se i figuren nedenfor, er at væksten i folks privatforbrug er vokset mellem 65 og 364 procent siden 1995! Danskernes privatforbrug er i samme periode vokset med blot 29 procent. Med andre ord er forbruget i det sandsynligvis rigeste samfund i regionen – Tjekkiet – alligevel vokset mere end tre gange hurtigere end Danmarks siden det kom ud af transitionen og blev en demokratisk markedsøkonomi. Et af de fattigste – Bosnien og Herzergovina – voksede langt hurtigere, og på trods af en voldsom borgerkrig har landets borgere idag mere end tre gange højere forbrug end da de forlod Jugoslavien.
Tallene undervurderer endda den samlede effekt visse steder, fordi der var vækst mellem 1989 og 1995. De første år efter transitionen steg det målte privatforbrug ikke særligt meget alle steder, men kvaliteten af varerne blev dramatisk anderledes. Det gjaldt ikke kun biler og tøj, men også ting man ofte glemmer. En opgørelse i 1990 viste således, at kun halvdelen af de officielle kilder til drikkevand i Tjekkoslovakiet overholdt landets (relativt svage) standarder for vandkvalitet. De nye demokratiers oprydning af årtiers stærk forurening ændrede også på folks liv.
Som kortet nedenfor illustrerer – det laveste privatforbrug er mest rødt, det højeste er mest blåt – er regionen som helhed stadig fattigere end Vesteuropa, men forskellen er langt mindre end i starten af 1990erne. Almindelige borgere i lande som Polen, Litauen og Rumænien har idag cirka samme privatforbrug som i Grækenland, Portugal eller Spanien. Begyndelsen på vores sommerserie i år er derfor også begyndelsen på en historie om en region i verden, hvor folks liv er blevet dramatisk bedre de sidste 30 år. Hvordan, under hvilke omstændigheder, og hvor hurtigt er blandt spørgsmålene vi undersøger de næste uger.
Bedre sent end aldrig: Idag starter Punditokraternes sommerserie for 2025. Vi har tidligere kørt sommerserier om så forskellige emner som økonomisk vækst, public choice, historiske forhold, og begreber og idéer, vi mener folk bør holde op med at bruge. Dette års emne er meget simpelt: Hvordan går det i den tidligere socialistiske verden i Central- og Østeuropa?
Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.
For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.
LGBT+ Danmark opfordrer til politisk handling, efter en ny måling viser, at 21,7 % af danskerne mener, at sex mellem to af samme køn er moralsk uacceptabelt.
Selvom jeg personligt finder det trist, at så mange danskere har denne holdning, mener jeg, det er et problem, hvis staten forsøger at forme eller “korrigere” borgernes moralske overbevisninger. At have forkerte holdninger er én ting – at staten skal blande sig i folks holdninger er noget helt andet.
Som Martin Ågerup skriver på Facebook i en relateret sag (hele indlægget er værd at læse!), må et frit samfund tåle, at folk har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser – også selvom vi finder dem forkerte eller stødende. Ytringsfrihed og frihed til at tænke selv indebærer netop retten til at have, og udtrykke, upopulære eller “forkerte” holdninger, så længe man ikke truer eller chikanerer andre..
I et liberalt demokrati må vi kunne tåle, at forskellige mennesker har forskellige normer, værdier og moralske opfattelser. Det man skal lære i folkeskolen, er at acceptere denne forskellighed og lære, hvordan man håndterer den på fredelig og demokratisk vis. Folk har ret til at have deres egne private holdninger til, hvad der udgør god seksualmoral – også selvom de adskiller sig fra flertallets. De må sågar udtrykke disse holdninger offentligt. Det må vi kunne tåle i et liberalt demokrati med holdnings- og ytringsfrihed.
Men man må naturligvis ikke true eller chikanere andre mennesker, fordi de har en anden seksualmoral end en selv (eller af nogen anden grund).
For mig er det principielt. Selvom jeg godt kan følge ønsket om at påvirke de 21,7%, så er det på ingen måde uproblematisk, når staten forsøger at påvirke befolknings holdninger. Forestil dig, at vi befandt os i et samfund, hvor flertallet fandt homoseksualitet moralsk forkasteligt, og staten derfor målrettet forsøgte at “omvende” det mindretal, som mente det modsatte. Det ville vi med rette finde forkasteligt.
Princippet bør være det samme, uanset om vi er enige med flertallet eller ej. For hvordan ved vi, at det er flertallet, der har ret, når flertallet så ofte har taget fejl? Det er ikke så længe siden, at homoseksualitet blev lovliggjort i Danmark. Og helt indtil for nylig, var fertilitetsbehandling af lesbiske kvinder forbudt. Kigger vi tilbage i historien, er der utallige eksempler på, at flertallet – set med nutidens øjne – tog grueligt fejl.
Det er bl.a. derfor, jeg ser det som noget principielt. Staten ved ikke, hvad den rigtige holdning er. Staten kan slet ikke have nogen holdning. Kun de mennesker, der styrer staten, har holdninger. Men er det sundt, hvis de bruger statens muskler og magtapparat til at gennemtrumfe deres holdninger? Historien viser, at den slags kan gå grueligt galt.
Der er naturligvis grænser. Ingen bør acceptere chikane, trusler eller diskrimination. Men at bekæmpe fordomme og diskrimination bør ske dér, hvor det bliver til handling – ikke ved at staten forsøger at styre borgernes tanker og følelser.
Institutioner former politik.
Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.
Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.
Læs restenEamonn Butler, der er direktør for the Adam Smith Institute i London, har skrevet en række meget fine Primers for the Institute of Economic Affairs de senere år. Den nyeste hedder An Introduction to Schools of Economic Thought, og kan downloades helt gratis. Eamonns bøger er alle varmt anbefalede, ikke mindst den nye, men for de utålmodige har IEA også lavet en 21-minutters video med Eamonn. De minutter er vældigt godt givet ud; se selv nedenfor.
For at være helt præcis, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget drukket af den økonomiske natpotte. Der kan ikke være anden vurdering af deres beslutning, at Forsvarets nye skibe – med undtagelse af de hurtige fregatter, der først besluttes efter tingets sommerferie – skal bygges i Frederikshavn. Formålet med forliget burde være, at Danmark får mest muligt kvalitetsforsvar for pengene. Det gør man ikke med beslutningen. Og før nogen siger, eller skriver i kommentarerne, at forliget jo ‘skaber arbejdspladser’, er den slags argumenter altid simpel evidens for personens økonomiske analfabetisme (eller uærlighed). Her er hvorfor.
Ethvert indkøb, om det er offentligt eller privat, må sigte efter at få så meget for pengene som muligt. Rationelt siger man således efter at opnå den bedste kombination af lav pris og høj kvalitet, givet ens præferencer og rationalet for købet. Ethvert voksent menneske ved, at det kan være svært at ramme helt rigtigt. Det bliver bestemt ikke lettere af, at det drejer sig om komplekse indkøb til Forsvaret, der skal bruges over en lang årrække til en lang række forskellige formål. Princippet er dog det samme: Det er dumt at købe noget, der er for dyrt i forhold til hvad man ellers kunne have fået for pengene.
Og det er her, at Folketingets insisteren på, at de nye flådefartøjer skal bygges i Danmark, kommer til kort. Der er ingen som helst grund til at bygge fartøjerne i Danmark, når de for eksempel kan bygges til lavere pris i Sydkorea, af værfter der allerede har betydelig erfaring og kompetence i netop den type byggeri. Det er med andre ord både dyrere at bygge dem i Frederikshavn, og langt mere risikabelt, ig og med at den manglende kompetence inebærer en meget større sandsynlighed for, at noget går galt eller man ender i uforudsete problemer. Beslutningen forøger blot skatteydernes omkostninger og forøger Forsvarets risiko for, at de alligevel ikke har fartøjer og andet materiel til den aftalte tid – eller nogenlunde tæt på.
Et standardargument i dansk politik er, at det ‘jo skaber arbejdspladser’. Simon Kollerup, Socialdemokratiets forsvarsordfører der er valgt i Frederikshavn – og ikke en af Folketingets hurtigste knallerter på molen – glæder sig for eksempel over, at “der er 500 til 700 nye arbejdspladser” til byen. Det er der bare ikke.
Nok har Frederikshavn Kommune blandt andet lidt under lukningen af Danish Crowns slagteri i Sæby, men sidste år var ledigheden blot fire procent. Uanset om man er villig til at tro på, at de ledige slagteriarbejdere pludseligt kan bruges i regionens værftsindustri, er der ikke reelt ledig arbejdskraft i byen. De 500-700 arbejdspladser skal derfor tages fra andre formål og virksomheder i både Frederikshavn og resten af landet. Argumentet er nonsens og bør aldrig bruges: Politik skaber ikke arbejdspladser, den flytter dem kun!
Et sidste argument, som jeg også har hørt i forbindelse med beslutningen om at bygge flådens nye skibe i Danmark, er at det vil opbygge kapacitet og kompetence. Argumentet lyder ofte både rimeligt og fristende, men er altid tvivlsomt fordi det bryder med et af nationaløkonomis mest grundlæggende principper: Alternativomkostninger. Hvis man bruger ressourcer – menneskelige, finansielle, fysiske osv. – på ét formål, kan man ikke også bruge dem på et andet. Har man brugt melet på at bage kage, kan det ikke også bruges på brød. Så når man politisk binder ressourcer i skibsbygning i Frederikshavn, er der en reel omkostning forbundet med at de ikke kan bruges andre steder på privaste formål. Og man bør notere sig, at de private formål, som ressourcerne kommer fra, alle er ‘markedstestede’ – de er investeret i noget, som folk brugte deres egne penge på med en reel forventning om succes.
Når jeg bruger et udtryk som, at forligspartierne har drukket af natpotten, er det således udtryk for at deres beslutning strider mod helt grundlæggende økonomisk logik. Den strider også mod mindst et århundredes erfaring med politiske projekter, og med påstandene om, at store offentlige udgifter på magisk vis får positive konsekvenser. Der er ingen magi i politik, men masser af basal inkompetence.
NB Forsyning er i en artikel lettere kritisk over for min analyse af affaldssortering og anklager mig for at anvende tvivlsomme antagelser. Men læser man Miljøstyrelsens egne analyser, står det klart, at den mest tvivlsomme antagelse i debatten kommer fra miljøministeren.
Miljøminister Magnus Heunicke siger således, at “kvaliteten af affald ved central affaldssortering vil falde drastisk.” Det lyder alvorligt – men desværre også ret frit opfundet. For Miljøstyrelsen har selv i deres egne rapporter (bl.a. 2022-rapporten [link: https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2022/01/978-87-7038-377-6.pdf]) konkluderet noget helt andet. Her står der direkte:
“Det antages her, at de udsorterede materialer fra restaffaldssortering [JH: central sortering] har samme kvalitet ift. afsætning til genanvendelse, som materialer indsamlet separat fra husholdningerne [JH: kildesortering].”
Ja, det antages. For det er ikke muligt entydigt at fastslå, hvad der er bedst. Miljøstyrelsen skriver selv, at spørgsmålet er “behandlet i en række projekter […] uden at der er nået entydige konklusioner.” Med andre ord: Der hersker usikkerhed.
Noget tyder dog på, at det på trods af usikkerheden peger i én retning, for Miljøstyrelsen konkluderer i samme rapport, at “I begge scenarier opnås en højere udsortering af de tre fraktioner end i baseline situationen med separat indsamling.”
Det peger altså ikke i retning af den drastiske kvalitetsforringelse, som ministeren mener at kunne se. Snarere tværtimod
Samfundsøkonomien – ikke affaldspolitik på gefühl
Det er pudsigt, at det netop er vores antagelser, som kritiseres for at være tvivlsomme – når vores analyse netop er bygget ovenpå Miljøstyrelsens egne beregninger og derudover benytter deres egne skøn for fx tidsforbrug (1,7 min./uge). Det er korrekt, at vi – modsat Miljøstyrelsen – medregner borgernes tids- og pladsforbrug. Men det er netop det, der gør analysen samfundsøkonomisk.
At sortere affald tager tid og kræver plads – og det er ikke gratis. Når det gøres obligatorisk, skal det regnes med. At nogen (fx Miljøstyrelsen) tidligere har ignoreret disse omkostninger, er ikke en undskyldning for at fortsætte.
Selv uden at medregne tid og plads, er central sortering samfundsøkonomisk omtrent lige så effektiv som kildesortering. Inkluderer man tid og plads – som man bør – er forskellen til gengæld markant.
I den offentlige debat om affaldssortering har fokus ofte været på, hvor meget vi genanvender – ikke hvordan vi gør det smartest. I en analyse, jeg har udarbejdet for folkebevægelsen 1spand.nu, har jeg set nærmere på netop det: Hvordan affaldssorterer vi til den laveste samfundsøkonomiske pris?
Analysen viser, at central sortering er markant billigere for samfundet end kildesortering. Den samfundsøkonomiske gevinst ved at skifte fra kildesortering til central sortering, hvor metal, plast, pap og komposit (drikkekartoner mv.) smides i samme affaldsspand som restaffaldet, er ca. 1,5 mia. kr. om året – hovedsageligt fordi vi sparer den tid og plads, som husholdninger i dag bruger på at sortere og håndtere affaldet (som skønsmæssigt er sat til 1,7 minutter om ugen i analysen).
En vigtig udvidelse af Miljøstyrelsens analyse
Analysen bygger videre på Miljøstyrelsens store virkemiddelkatalog fra 2020. Men den adskiller sig på to centrale punkter:
Hvad betyder det?
Det betyder, at vi – i stedet for at kræve, at danskerne skal bruge mere tid og mere plads på sortering – med fordel kunne lade teknologien gøre arbejdet. Moderne sorteringsanlæg kan i dag matche (og i nogle tilfælde overgå) kildesorteringens kvalitet.
Hvis man ikke mener, at borgernes tid og boligplads har nogen værdi, kan man selvfølgelig ignorere resultaterne. Men så laver man ikke samfundsøkonomi – så laver man affaldspolitik på gefühl.
Mens vi venter på at få færre skraldespande i vores indkørsler, kan vi glæde os over politiske perler a’la nedenstående fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune i 2017, Jarl Gorridsen (Venstre)…
Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme.
Læs hele analysen her: https://1spand.nu/wp-content/uploads/2025/06/Samfundsoekonomisk-analyse-af-kildesortering-05-06-2025-1.pdf
PS: Claus og jeg taler om analysen (og meget andet) i seneste afsnit af Økonomiske principper.
Jeg er netop kommet hjem fra Friedrich-Schiller Universitetet i Jena, hvor jeg torsdag og fredag deltog i en lille workshop om populismeforskning. Udover arrangøren, min ven og kollega Andreas Freytag, og to andre ‘seniorforskere’ – Stan du Plessis fra Stellenbosch University og Christopher Ball fra Quinnipiac University – var deltagerne alle PhD-studerende og en enkelt postdoc. I stedet for normalen, hvor alle præsenterer deres egen næsten færdige forskning, var formattet hovedsageligt en åben diskussion af en hel række emner, hvor der er huller i forskningen, suppleret med to præsentationer af forskning, der viser hvordan man praktisk kommer ud over en række problemer.
Jeg havde fornøjelsen af at holde den ene af de to præsentationer, hvor jeg talte om min nye fælles forskning med min fremragende IFN-kollega Niclas Berggren. Formålet var både at vise, hvordan man rent praktisk håndterer empirisk populismeforskning, men også at vise bredden af feltet. Det særlige ved Niclas og mit nye studie er nemlig, at vi ser meget bredt på effekterne af populisme, samtidig med at vi har en vis løsning på det altid store ‘hønen og ægget’ problem.
Niclas og jeg har – som det første delprojekt i vores nye forskningsprojekt – valgt at se på, hvordan populisme påvirker såkaldt ‘Human Freedom’ (menneskelig frihed). Human Freedom er et overordnet koncept, der inkluderer både en række klassiske menneskerettigheder, retten til at leve sit liv frit sammen med andre, og folks økonomiske frihed. Da konceptet er ret bredt – som Fraser Instituttet måler det, består det af 12 forskellige indikatorer, der hver især selv er overordnet – starter vi med en type analyse, der kan vise hvor mange elementer vi praktisk kan slå sammen. Det viser sig, at det dækker fem separate forhold: Hvor fair og effektivt retvæsenet er, og hvor relativt ureguleret samfundet er (Rule of law), klassiske forhold som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed (Personal freedom), hvor fri penge- og handelspolitikken er (Policy freedom), sikkerhed og orden (Security), og hvor fri folk er fra voldsom beskatning og offentlig brug af deres midler (Government size).
Vi ser herefter på, hvordan graden af populisme blandt partier i parlamentet påvirker folks menneskelige frihed. Vi bruger her Celico og Rodes nyudviklede data for, hvor populistiske partier er, og tager særligt hensyn til, om partier er venstre- eller højrepopulistiske, og i hvilken grad parlamentet er domineret af venstre- eller højrefløjen. Vi har helt specifikt data fra 76 vestlige lande mellem 2000 og 2020.
Figuren nedenfor opsummerer vores hovedresultater: Når parlamentet er domineret af venstrefløjen (højrefløjen) har venstre- (højre-) populister klar indflydelse. Men indflydelsen, de har, er ikke den samme: Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.
Vores nye studie er kun ét blandt en hel række forskningsprojekter om populisme. Og workshoppen i Jena var da også virkeligt produktiv, og særligt for de PhD-studerende, der deltog. Der kom mange nye idéer til projekter om spørgsmål, som forskningen slet ikke har svaret på endnu. Indtil videre må læserne nøjes med et hurtigt blik ind i mit og Niclas Berggrens studie, der i det mindste viser, at der absolut er noget at tale om – og noget at bekymre sig over!
Har demokratier hurtigere økonomisk vækst og er der en økonomisk gevinst ved at indføre frie valg osv? Det spørgsmål har økonomer og politologer debatteret de sidste tre årtier, men uden at finde konsensus. Ny forskning bragte forleden nye nuancer ind i debatten.
Den ene side af debatten er i de seneste år tegnet af bl.a. Daron Acemoglu, Suresh Naidu , Pascual Restrepo og James Robinson, der i Democracy does Cause Growth insisterer på, at demokrati skaber vækst. En anden side af debatten understreger, at demokrati ikke skaber vækst, men at andre institutionelle karakteristika – som retssikkerhed, beskyttelse af ejendomsret osv. – gør forskellen. Et af de væsentlige problemer i litteraturen er, hvordan man skille skidt fra snot, dvs. hvordan man separat måler effekten af gode retsvæsener og politisk demokrati.
En del af problemet ligger i, at det på ingen måde er enkelt at definere eller måle landes grad af demokrati. Som Vanessa Boese (se f.eks. her) for eksempel peger på, er der relativ koherens på tværs af indikatorer, men kun så længe de deler en basal definition. Og man kan hurtigt overdefinere demokrati, så ens definition også omfatter en række konsekvenser, som man håber at demokrati har. Men uden at separare effekterne af faktisk demokrati og dem, man håber på, bliver det umuligt at sige, om demokrati i sig selv giver mere vækst. Mit indtryk fra at arbejde i årevis med lignende spørgsmål er, at demokrati ikke giver vækst uanset at mange forskere desparat ville ønske, at det gjorde.
Istedet peger ny forskning på, at demokrati gør noget helt andet. Vi kunne have skrevet om artiklen for nogen tid siden, men valgte ikke at gøre det af en bestemt grund: Den var en del af eksamen i Videnskabelige Metoder, som jeg har undervist i i foråret. Vi måtte derfor vente indtil eksamen var overstået og karaktererne var givet.
I Political Institutions and Output Collapses i december-nummeret af European Journal of Political Economy, viser Patrick Imam og Jonathan Temple, at konsekvensen af demokrati er en helt anden. Imam og Temple undersøger, tre økonomiske tilstande i 123 lande mellem 1971 og 2016: Demokrati eller autokrati, og vækst, stilstand (perioder med lav eller ingen økonomisk vækst), og deciderede kollaps. Det særlige er, at de skelner også mellem om landene er demokratiske eller autokratiske. I stedet for at spørge, om det går bedre i demokratier, tillader det dem at spørge, om det går værre i autokratier, når det går galt.
Som en af mine studerende meget præcist skrev, viser Imam og Temple, at demokrati ikke er en garanti for vækst, men en form for forsikring mod kollaps. Vækstepisoder varer længere i demokratier – dvs. at autokratier oftere får perioder med stagnation eller recesion – indkomstkollaps bliver typisk dybere i autokratier når de sker, og det er væsentligt mere sandsynligt, at stagnation udvikler sig til deciderede kollaps.
Imam og Temples nye forskning er derfor både konsistent med og giver ny indsigt i Francesco Giavazzi og Guido Tabellinis 20 år gamle, klassiske studie af økonomiske og politiske liberaliseringer. Hvis et land liberaliserer først, og derefter demokratiserer, får man langt bedre økonomiske konsekvenser.
Præsident Trumps ekstremt protektionistiske handelspolitik har skabt voldsomme problemer, og ikke blot for USA. Som vi har skrevet om før her på stedet (se f.eks. her, her, og her), og jeg skrev om tidligere på videnskab.dk, er politikken økonomisk analfabetisk og udtryk for et syn på international handel, som hører hjemme i 1700-tallet før den skotske oplysning. Mens langt de fleste økonomer er enige om, at protektionisme er dybt skadelig, er et helt andet spørgsmål, om Trumps politik overhovedet er lovlig. Dét spørgsmål er blevet aktuelt efter at the Court of International Trade i New York i to separate søgsmål – det ene ført at the Liberty Justice Center og det andet ført af en koalition af delstatsregeringer – erklærede, at den nødsretslov, som Trump bruger, faktisk ikke giver ham muligheden for at føre sin handelspolitik. Trump-administrationen har omgående appeleret dommene, men ånden er ude af flasken, og flere søgsmål er på vej gennem systemet.
Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?
Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.
Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.
Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.
Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik
Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”
Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.
Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.
For at min bog, ”Prisen værd?”, ikke skulle blive for lang og for tung at læse, valgte jeg at pille nogle af de mindst vigtige afsnit ud. Et af disse afsnit kan du læse herunder.
Du kan købe bogen her.
Et af oprindelige argument for at indføre nedlukninger var at “hindre smittespredning” eller som Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede det, at ”få skubbet til smitten, så vi når over i det grønne scenarie” (den grønne kurve). For ”hvis mange bliver smittet, så kan kapaciteten på landets intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan heller ikke følge med. Ikke kun fordi, at sygehusene kan blive overbelastede af kritisk syge mennesker. Men også fordi en del af personalet selv kan blive smittet og blive sendt i karantæne”, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet d. 11. marts.
Hvordan sikrer man, at sundhedssektoren kan følge med? Hvis antallet af smittetilfælde og efterfølgende indlæggelser og dødsfald fortsætte med at stige, fordi hver smittet person bringer smitten videre til mere end én anden, vil der hele tiden kommer flere og flere smittede, og så vil sundhedssektoren før eller siden blive så presset, at den ikke kan behandle alle.
Før eller siden skal kurven altså vende eller som minimim flade ud, hvis man vil sikre, at sundhedssektoren kan følge med, hvilket enten kan ske ved at tilpas mange bliver immune (flokimmunitet), eller ved at vi ændrer tilpas meget adfærd.
Så hvor vigtige var nedlukningerne i forhold til at få vendt kurven? Tilsyneladende var de ikke så vigtige, som mange tror, for flere studier har vist, at smittekurven vendte, før nedlukningerne blev indført.
Simon Wood, professor i statistik ved School of Mathematics, University of Edinburgh, har set på udviklingen i COVID-19 og sammenholdt det med nedlukningerne i Storbritannien. Han finder, at antallet af dødelige COVID-19-infektioner var i tilbagegang allerede før den omfattende britiske nedlukning d. 24. marts 2020.[1]
Ligesom i Danmark er data for antal positive tests et dårligt mål for udviklingen i COVID-19. Dette gælder særligt i starten af pandemien, hvor antallet af tests var lavt, og hvor teststrategien ofte blev ændret. I det ene studie bruger Wood derfor data for antal COVID-19-dødsfald i Storbritannien til at estimere smittespredningen omkring nedlukningen.[2] Da det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid der går fra infektion til evt. død, kan man ikke bare rykke kurven 1:1, men er nødt til at korrigere for forskellighederne. Woods metode er illustreret i figuren nedenfor, hvor Wood på baggrund af de registrerede COVID-19-dødsfald (blå kurve) har estimeret smittespredningen forud for dødsfaldene.
Wood viser også, at han får de samme resultater, hvis han benytter samme model som Flaxman m.fl. (2020), men fjerner den urealistiske antagelse om, at ændringen i reproduktionstallet alene sker som konsekvens af nedlukningerne (og altså ikke på grund af frivillige adfærdsændringer).
Figur 1: Udviklingen i COVID-19-dødsfald i Storbritannien og den estimerede udviklingen i antal dødelige infektioner
Kilde: Wood (2021)
Wood når frem til samme konklusion i et andet studie, hvor han sammen med en kollega ser på udviklingen i forskellige dele af Storbritannien.[3] Her konkluderer han, at pandemien både ved nedlukningen i foråret 2020 og januar 2021 var aftagende før – og i nogle områder længe før – man indførte mange af restriktionerne, herunder ikke mindst udgangsforbuddet. Andre forskere har i britiske medier beskrevet, hvordan adskillige datakilder viser det samme mønster. De bruger smittetal, indlæggelsestal osv. korrigeret for den forsinkelse, man ved der er fra fx infektion til indlæggelse til at vise, at mange af restriktionerne kom, efter smitten havde toppet.[4]
Kuhbandner m.fl. (2020) ser på udviklingen i smitten omkring nedlukningerne i Tyskland. I Tyskland lukkede skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 20. marts. 22. marts blev der blev indført udgangsforbud, og d. 23. marts indførte man et ”kontaktforbud”, som forbød tyskerne at mødes med mere end to personer uden for deres egen husholdning.
Kuhbandner m.fl. (2020) peger på, at selv hvis teststrategien er konstant hen over nedlukningen, kan det føre til misvisende resultater, fordi man ikke ved, hvor længe, der går fra folk er blevet smittet og til de får en positiv tests. I stedet bruger Kuhbandner m.fl. (2020) tidspunktet for, hvornår folk får symptomer, til at vurdere effekten af nedlukningerne.
På den baggrund konkluderer Kuhbandner m.fl. (2020), at ”vækstraten blev negativ den 17. marts” – altså dagen efter skolelukningerne, men flere dage før lukningen af restauranter, udgangsforbud osv.
Flaxman, Seth, Swapnil Mishra, Axel Gandy, H. Juliette T. Unwin, Thomas A. Mellan, Helen Coupland, Charles Whittaker, m.fl. 2020. “Estimating the Effects of Non-Pharmaceutical Interventions on COVID-19 in Europe”. Nature 584 (7820):257–61. https://doi.org/10.1038/s41586-020-2405-7.
Kuhbandner, Christof, Stefan Homburg, Harald Walach, og Stefan Hockertz. 2020. “Was Germany’s Corona Lockdown Necessary?”, juni, 10. https://doi.org/10.31124/advance.12362645.v3.
Wood, Simon N. 2021. “Covid and the Lockdown Effect: A Look at the Evidence”. The Spectator (blog). 2021. https://www.spectator.co.uk/article/covid-and-the-lockdown-effect-a-look-at-the-evidence.
———. 2022. “Inferring UK COVID-19 Fatal Infection Trajectories from Daily Mortality Data: Were Infections Already in Decline before the UK Lockdowns?” Biometrics 78 (3):1127–40. https://doi.org/10.1111/biom.13462.
Wood, Simon N., og Ernst C. Wit. 2021. “Was R < 1 before the English Lockdowns? On Modelling Mechanistic Detail, Causality and Inference about Covid-19”. Redigeret af Alessandro Rizzo. PLOS ONE 16 (9):e0257455. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0257455.
[1] Skolerne i UK lukkede d. 20. marts, mens nedlukning af resten af økonomien samt udgangsforbud blev indført d. 24. marts, se https://www.spectator.co.uk/article/new-study-shows-covid-infections-were-falling-before-lockdown/
[2] Wood (2022)
[3] Wood og Wit (2021)
[4] Se fx https://www.spectator.co.uk/article/the-second-wave-appears-to-have-peaked-before-lockdown/ og https://thecritic.co.uk/seven-indictors-that-show-infections-were-falling-before-lockdown-3-0/
Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.
Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.
Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?
Det er helt fladt!
Som opmærksomme læsere vil vide, har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg i nogen tid været interesserede i akademisk frihed. Det er foreløbig blevet til tre artikler – om hvordan politiske institutioner påvirker den akademiske frihed, om hvordan og hvornår den påvirker produktivitet, og om hvordan ændringer i økonomisk frihed former den akademiske frihed – og en ekstra oversigtsartikel, som jeg skrev selv. Det er også stadig et åbent spørgsmål, om akademisk frihed måske bliver en (lille) del af vores nye projekt om menneskelig frihed (human freedom).
Dagens gode nyhed er, at artiklen om hvordan økonomisk frihed påvirker akademisk frihed nu er shortlistet til årets Elinor Ostrom-Pris ved Journal of Institutional Economics. Beskeden kan bl.a. ses på LinkedIn og afslører også, at konkurrencen er hård i år. Og vi er nødt til at huske, at Niclas og jeg har været nomineret før for artiklen Do voters dislike liberalizing reforms? New evidence using data on satisfaction with democracy uden at vinde.
En del af baggrunden for artiklen, og for hvorfor spørgsmålet vi stiller er vigtigt, er at den akademiske frihed er under angreb for tiden. Trump har angrebet nogle af verdens fineste universiteter og forsøgt at fjerne både noget af deres funding og deres udenlandske studerende, i Holland er regeringen begyndt at stille krav til hvordan man underviser og der er politiske idéer om at begynde at styre visse forskningsvalg, og i lande som Ungarn og Tyrkiet er den akademiske frihed ganske enkelt væk.
Men før vi begynder at synes for godt om os selv, bliver vi nødt til at stille et basalt spørgsmål. Og det er også et spørgsmål, vi stiller til alle Punditokraternes læsere. Hvilke nye spørgsmål om akademisk frihed – og måske borgernes frihed i bredere forstand – mangler forskningen at stille? Er den negative indflydelse på akademisk frihed måske et mere generelt fænomen, hvor borgernes frihed undermineres? Er det i virkeligheden populister – ikke mindst folk som Donald Trump, Victor Órban og Peter Hummelgaard – der er truslen mod frihed? Bidrager akademikere selv til at underminere deres frihed ved at foretrække ufri politik? Der er masser af spørgsmål, og vi håber at læserne kan bidrage med mange flere!
Som de fleste læsere ved, trådte Danmarks første Grundlov i kraft idag for 176 år siden. Grundloven cementerede og udbyggede den spæde transition til demokrati, som var startet med Stænderforsamlingerne i 1834, og etablerede en række rettigheder for borgere og andre i Danmark. Mens man kan diskutere mange forhold, har grundlovene siden da – og ikke mindst den omhyggelige håndhævelse af dem og den generelle respekt, der har stået om dem – været både socialt og økonomisk vigtige for danskerne. Det er dét, vi fejrer idag.
Fejringen sker på baggrund af en generel svækkelse af status for demokrati og forfatningsbeskyttelse i verden. Ifølge V-Dem-projektets vurdering af ‘executive respect for the constitution’ er det gået tilbage i alle regioner af verden, og ikke mindst (og statistisk signifikant) i Nordamerika og Latinamerika. I Europa er både Tyrkiet og Ungarn holdt op med at være rigtige demokratier, og i lande som Albanien og Serbien er demokratiet klart svækket. Ude i verden gælder det samme i lande som Indien, Sri Lanka og Filippinerne demokratisk udfordrede, men eksempelvis Sydafrika er til en vis grad på rette spor.
De to forhold er naturligt forbundne. Bruger vi igen V-Dems indikator scorer autokratier scorer i gennemsnit 1,5 point på en fire-punktsskala for respekt for forfatningen, mens demokratier scorer 2,8. Der er også en sammenhæng med økonomisk udvikling, da lande med lav respekt (mellem 0 og 2) i gennemsnit har en nationalindkomst per indbygger på cirka 11.500 dollars, lande med middelmådig respekt har et gennemsnit på cirka 21.700 dollars, mens lande med høj respekt (over 3) er de rige lande med et gennemsnit på 54.500 dollars (alle forskelle p<0,01).
Selvom man også godt kan forestille sig, at rige lande skriver anderledes forfatninger og bedre har råd til at håndhæve dem, viser de to polske økonomer Anna Lewczuk og Katarzyna Metelska-Szaniawska i en ny artikel, at forfatningsrespekt skaber ekstra økonomisk vækst. Det er derfor heller ikke uden konsekvenser, at der er så store forskellige i forfatningsrespekt på tværs af verden (se kortet nedenfor).
Og det er heller ikke uden konsekvenser, at den nuværende danske regering så åbenlyst mangler respekt for den Grundlov, vi fejrer idag. Minksagen i 2020 afslørede hvor ligeglad statsministeren er med Grundlovens krav om, at der ikke må gennemføres noget, der ikke er hjemlet i lov – i det mindste så længe hun og hendes departementschef kunne slette deres spor. På samme måde har justitsministeren presset den infamøse Koranlov igennem, og vi venter stadig på at se, om domstolene ikke i sidste ende konkluderer, at den er i strid med Grundlovens beskyttelse af borgernes ytringsfrihed. Og sidst, men ikke mindst, presser regeringen på for at give efterretningstjenesterne de facto ubegrænsede muligheder for at overvåge folk i Danmark. Den grundlovssikrede ret til privatliv kaldte ministeren forleden ‘teoretisk’ i et interview med DR.
Der er grund til at fejre 176 års grundlovssikring af borgere i Danmark, og måske særligt i år og under denne regering. Som Tom Jensen skrev i Berlingske: “Det er 176 år siden, den første Junigrundlov blev vedtaget. Men sjældent har Grundloven været mere relevant at forholde sig til end nu.”
Hvis det skulle være fløjet under vores læseres radar, har Folketinget netop givet sig selv højere løn. DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står udenfor aftalen, der indebærer at medlemmer af Folketinget i fremtiden mister deres tjenestemandspension – en særdeles lukrativ ordning, der stort set er forsvundet fra resten af samfundet. Som modydelse stiger et alment folketingsmedlems samlede årsindkomst fra hvervet fra 948.000 til 1.080.000 kroner – en stigning på 13,9 %. Ministres lønninger stiger fra 1.702.000 til 2.016.000 kroner, en stigning på hele 18,4 %. Som Berlingskes Bent Winther understreger, er situation at “nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres.” Hvor meget er pointen idag.
Et startpunkt for sammenligninger må være, at gennemsnitsindkomsten i 2024 var 395.500 kroner per person, mens den gennemsnitlige børnefamilie tjente 696.400 kroner før skat. I forhold til gennemsnitsdanskeren tjente Folketingsmedlemmer således 2,7 gange så meget. Bruger man Danmarks Statistiks sammenligningsredskab til at vurdere det – og antager ganske simpelt, at medlemmet bor sammen med en typisk partner, har et hjemmeboende barn og bor i København – har de 2,2 gange så høj indkomst som den typiske københavner. Og det er vel at mærke når man ikke regner nogen anden indkomst med.
Efter lønstigningen vil Folketingsmedlemmer med andre ord tjene lige omkring det samme som en afdelingschef i ministerierne. Lønnen på 1,08 millioner vil, selv når man ignorerer at langt de fleste politikere har andre indtægter ved siden af, placere dem blandt de tre (3) procent rigeste danskere. Det rejser to fundamentale spørgsmål.
Det første spørgsmål er, om mennesker der tjener så meget, og iøvrigt lever et meget anderledes liv end resten af befolkningen og får en række ting betalt, er tilstrækkeligt i stand til at forstå almindelige menneskers situation. Det er ikke mindst et problem, fordi mange politikere idag er kommet direkte fra ungdomspolitik og har levet hele deres voksne liv i politik, omgivet af politikere, og med andre politikere som deres primære netværk. Både den sociale og den økonomiske isolering er potentielle problemer.
Det andet spørgsmål er, hvorfor Folketingsmedlemmer skal betales over en million kroner for et job, som de fleste af dem er så åbenlyst inkompetente i. Som en af mine kolleger en gang lidt provokerende foreslog, burde de måske være på en slags resultatløn: Hvis almindelige danskeres forbrugsmuligheder og liv blev forbedret, kunne de få en bonus, og hvis ikke burde de tage til takke med en meget lav løn. Direktører i private virksomheder uden vækst får vel heller ikke ret meget ud af det.
Men situationen er nu engang, at Folketinget vælger sin egen løn, vurderer sin egen arbejdsindsats, og regulerer sin egen arbejdsplads. Og så er de iøvrigt gået på tre månederes sommerferie, hvor de kan overveje, hvordan de i efteråret vil bruge vi andres midler.