Månedsarkiv: juni 2006

Nostalgi video II

Af Redaktionen, den 30. juni 2006. 2 svar

Hvis man har en halv times fri, og hvis man iøvrigt er til, hvad super-bloggeren Andrew Sullivan (kærligt ment) kalder for “intellectual porn for classical liberals and conservatives of doubt”, så besøg Googles nye video-arkiv og se/lyt til et ca. 35 år gammelt sort-hvid TV-program med den senere Nobelprisvinder Milton Friedman.  Hør ham på samme tid være velformuleret, kompromisløs, offensiv, sofistikeret, pædagogisk og tiltalende på en måde, som meget, meget få andre kan mestre–det er, som Sullivan antyder, til at blive helt intellektuelt … opstemt … af.

Bemærk at Friedman her, i TV-programmet, er i begyndelsen af 60erne.  Selv størstedelen af Punditokraterne–30-somethings eller deromkring–kan dårligt håbe at være lige så friske og klare.  Og imponerende nok er Onkel Milton efter sigende lige så frisk den dag i dag.

Retten til at gøre det respektløse

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. juni 2006. 13 svar

Som en del af vore læsere vil være klar over, har jeg mere end blot en svag interesse for USA; jeg er faktisk meget begejstret for landet og dets indbyggere (om end, i sagens natur, ikke for alt eller alle).  Som det vil være noget færre bekendt har jeg også en lidt … excentrisk? fjollet? … interesse for brugen af symboler og studiet heraf, altså f.eks. heraldik og vexillologi.  Enkelte vil også vide, at jeg under de rette omstændigheder kan blive godt gammeldags fjollet halvflæbende over visse nationale traditioner og værdier.  Så alt i alt skulle man tro, at jeg ikke just bryder mig om, at man f.eks. brænder Stars and Stripes eller Dannebrog af.  Og ja, min holdning er grundlæggende, at mennesker, der brænder flag af, dermed utvetydigt placerer sig selv i den mere moralsk og åndeligt udfordrede del af gadens parlament–for nu at sige det pænt.

Hvorfor nu dette navlepilleri? Jo, fordi jeg ikke desto mindre frydede mig kosteligt forleden, da det endnu engang mislykkedes for Republikanerne i USA's kongres at få samlet de nødvendige stemmer for det krævede kvalificerede flertal til at få forbudt afbrænding af USA's nationale flag.  Afstemningen i USA's senat forleden var ganske vist tættere på end nogensinde før–der var faktisk kun én stemme, der manglede for, at grundlovstilføjelsen (som allerede har samlet nok stemmer i Repræsentanternes Hus) ville have fået flertal i Senatet.  Dét, som i slutningen af 1980erne begyndte som et mindre og urealistisk forsøg fra Republikansk side på at få ført lidt "værdikamp" ind i Bush Sr.s valgkamp, er efter flere mislykkede forsøg (bl.a. en vedtaget lov, som blev underkendt af US Supreme Court som et indgreb i ytringsfriheden) nu, efter 11/9, meget tæt på at komme igennem.  Men selv hvis det sker, f.eks. i en ny kongres, så er slaget ikke nødvendigvis afgjort: Grundlovstilføjelsen skal i givet fald ratificeres af et kvalificeret flertal af de amerikanske delstater og indenfor en tidsfrist (som regel syv år), og selvom mange af delstaterne sikkert vil støtte forslaget, er det langt fra sikkert, at alle vil kunne gøre inden fristens udløb.

Når jeg frydede mig over forslagets fald, er det–som antydet–ikke fordi jeg er begejstret for flagafbrænding–det nærmeste jeg er kommet på at skænde nationale flag er (mig bekendt) at have et par boxer-shorts med Stars and Stripes og så den som barn traditionsrige afbrænding af papir-Dannebrog til børnefødselsdage o.l.

Men for mig at se er retten til at gøre med ens egen ejendom, hvad man vil, så længe det ikke har direkte negative konsekvenser for andre, et naturligt udgangspunkt.  At afbrænde et flag er måske usmageligt, stødende, skændigt, fordummende, o.s.v., men hvis det alene var et kriterie for at forbyde noget, burde Ekstra Bladet og TV2 Nyhederne have været forbudt for mange år siden.  At brænde et flag (eller en dukke af en politiker, man ikke kan lide, o.s.v.) er jo trods alt noget nær den mest fredelige form for politisk protest, man kan kaste sig ud i–på mange punkter mere fredeligt end et borgermøde eller en folkeafstemning.  Og fremfor alt må det være en målestok for et frit samfund, at man tillader selv de dumme og usmagelige at opføre sig på måder, man synes er utiltalende.  Og om noget er det netop tilfældet–eller bør være–i et land, der er grundlagt på forestillingen om "life, liberty and the pursuit of happiness".  Som den "left-liberal" Hendrik Hertzberg fra det glimrende magasin The New Yorker har skrevet fornylig om netop denne debat:

"The American flag is an abstraction, an idea expressed in a certain arrangement of colors and shapes. Any particular flag is merely a representation of that idea; and the idea of the flag, in turn, is a symbol of something else. That something else is certainly not the government of the day; nor is it, at bottom, the land or the nation, or even the people. It is, again, an idea—the idea of liberty, made real by institutional arrangements that protect the freedom of citizens to think and speak as they will. Liberty, which is a big idea, protects itself by protecting the expression (though not, of course, guaranteeing the triumph) of other, smaller ideas, good and bad. And the idea of liberty is embodied in the Constitution."

Eller sagt endnu bedre i 1990 af Harvard jura-professoren Charles Fried, som var Ronald Reagans Solicitor General (d.v.s. en slags statsadvokat på ministerniveau), der sagde, at et forslag om at forbyde flagafbrænding vil være som at tegne "a moustache on the Mona Lisa of our liberties. … It would be 'a piece of vandalism whose mark will be with us forever."

Det pudsige ved debatten om flagafbrænding er, at mange af de borgerlige/konservative, både i Danmark og i USA, som vil mene, at flagafbrænding ikke bare er skændigt men noget, der bør være strafbart, sikkert også var blandt dem, der var på den rette side af Muhammed-debatten–altså blandt dem, der mener, at retten til frihed prima facie trumfer det meste andet og ikke bør begrænses af, at andre mennesker føler sig stødt på manchetterne.  Hvordan et parti som Dansk Folkeparti indenfor samme måneder meningsfuldt kan både forfægte ytringsfriheden i Muhammed-sagen og foreslå, at afbrænding af Dannebrog skal gøres strafbart, er lidt svært at forstå–med mindre man skal kaste sig ud i motivforskning (og det er vi ikke så store tilhængere af her på stedet).

Det er da heller ikke alle, som ikke er post-moderne føle-føle tolerantistas, der mener, at forbud mod flagafbrænding er en god idé.  Wall Street Journals skribenter er imod.  Cato Institute har været imod forslaget i flere omgange, både i 1995 og 2001.  Liberty & Power bloggen er det naturligvis. Her kommer lidt fra denne uges Wall Street Journal-klumme af Peggy Noonan, som fortsat er blandt mine mest yndede amerikanske kommentatorer, og som generelt opfattes som "så konservativ, at det gør noget" (og bl.a. var taleskriver for Reagan og forfatter til A Heart, a Cross and a Flag: America Today, og derfor næppe kan opfattes som "upatriotisk"):

"The flag burning amendment is a bad idea, and will not prove, in the end, politically wise or fruitful to any significant degree. Three reasons. One is that the American people can sense, whether they support a constitutional ban or not, that they're being manipulated. They know supporters are playing with their essential patriotism for political profit. They know opponents are, by and large, taking their stand for equally political reasons. They can sense when everyone's posturing. It's not good, in the long term, when people sense you're playing with their deepest emotions, such as their love of co
untry.

Second, nobod
y thinks America is overrun with people burning flags, so the amendment does not seem even to be an exotic response to a real problem. There are a lot of pressing issues before the Congress, and no one thinks this is one of them. Voters know it's hard to do a risky thing like define marriage as a legal entity that can take place only between an adult human male and an adult human female. That actually would take some guts. It's easy–almost embarrassingly so–to make speeches about how much you love the flag.

Third, Americans don't always say this or even notice it, but they love their Constitution. They revere it. They don't want it used as a plaything. They want the Constitution treated as a hallowed document that is amended rarely, and only for deep reasons of societal or governmental need. A flag burning amendment is too small bore for such a big thing. I don't think it will come up as a big issue every even numbered year. I think it's going to go away. There's too much else that's really needed."

Eller som Cato Institute skrev for et årti siden:

"Another threat to free speech is the continuing campaign to outlaw the desecration of the American flag. As outrageous as flag burning is, the test of our commitment to freedom of speech is our willingness to tolerate offensive speech. The Founders put freedom of speech in the Constitution because they knew that we would all be tempted at one time or another to ban some kind of speech or expression, so it's best that everyone be unable to do so. It's interesting to speculate whether the flag-bedecked ties, hats, and other paraphernalia sported by Pat Buchanan and the delegates at the Republican National Convention would be legal under the flag-desecration amendment they favor.

Prevented by the courts from banning flag burning by statute, some members of Congress want a constitutional amendment to forbid desecration. Some advocates of campaign finance regulation likewise understand that such restrictions fall afoul of the First Amendment and want a new amendment to bring about their preferred exception. Maybe those new amendments should be numbered Amendment I(a), Amendment I(b), and so on, to keep all the exceptions in close proximity to the original First Amendment."

PS. I denne forbindelse kan det iøvrigt være lidt illustrativt at betragte (via Wall Street Journals OpinionJournal.com), hvilke lande, der har hvilken lovgivning på området:

  • U.S.A., Australien, Canada og Storbritannien, d.v.s. de lande, der om nogen udgør kernen i den vestlige frihedstradition, har ingen lovgivning, der forbyder afbrænding eller anden skænding af det nationale flag.
  • Det samme kan ikke siges om en anden gruppe lande: Østrig, Kina, Egypten, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Iran, Irak, Italien, det Palæstinensiske hjemmestyreområde, Portugal, Saudi Arabien, Taiwan og Tyrkiet har derimod alle sådanne love.  I Østrigs tilfælde stammer lovgivningen direkte fra Det Tredje Riges lovgivning (mens noget lignende ihvertfald indirekte formodentlig er tilfældet med Tysklands lovgivning).
  • Danmark, Japan, Norge og Sverige har lovgivning, der beskytter andre nationers flag.

Hamdan v. Rumsfeld

Af admin, den 29. juni 2006. 8 svar

US Supreme Court har i dag afsagt dom i ovennævnte sag. Dommen underkender den version af militære kommissioner, som Bush regeringen har oprettet til at dømme fanger på Guantanamobasen.

Medierne vil formodentlig fokusere på, at Bush led nederlag i denne henseende og derudover formodentlig blande de forskellige involverede spørgsmål grundigt sammen.

For at antyde kompleksiteten af de involverede retlige spørgsmål kan det nævnes, at den amerikanske højesteret (angiveligt, har ikke set referatet endnu) fastholdt, at Hamdan, der er kendt som bin Ladens chauffør (han var vist mere end det), kan tilbageholdes "for the duration of active hostilities".

Hvis man vil have en mere sober gennemgang, henviser vi — på ny — til SCOTUSblog.

Update: Her er et link til dommen.

Bring back the commies …

Af Nicolai Foss, den 28. juni 2006. 2 svar

Lidt fra den lettere afdeling: En – som mine studerende ville sige — "top-grineren" post af en konservativ (i den amerikanske betydning), der med megen rette jamrer over at fjenden har skiftet karakter:

"While Marxism had more flavors than Baskin-Robbins, they all traced their lineage to Big Daddy Karl. Now with Queer Theory, Chicano studies, Post-colonial studies, structuralism, deconstruction, you have no clue where your college English teacher got their wacky ideas."

"Remember when the perfect dis was to call someone a pinko? "You don't eat meat? What, are you…communist?" For some reason, "You don't eat at McDonalds? Are you some kind of anti-globalist?" just doesn't have the same bite."

Der er noget om det, er der ikke? Det er ikke særlig spændende at trashe Følsomme Søvndal 🙁

Vise ord om kreativitet

Af Nicolai Foss, den 28. juni 2006. 5 svar

Er du også, kære læser, godt og grundigt fed up med "krea-snak" á la Richard Florida, og hans hærskare af sykofanter, akolytter, apostle, og ukreative eftersnakkere, og synes du at de tilhørende ideer om at Københavns BKP (bruttokommunalprodukt) vil explodere, hvis alle cafeer får natbevilling, HC Ørstedparken udstyres med kondomautomater ved hvert buskads, etc. er lovlig, hmmmm, spekulative?

Så prøv at checke denne artikel, "The Myth of Creativity," af Robin Hanson, som er Associate Professor på George Mason University (og i øvrigt generelt en særdeles interessant økonom).  Her er et kort uddrag:

[M]uch of the hoopla over creativity is a crock. Why? Because we are already up to our eyeballs in it. Make no mistake: Innovation matters. Nothing is more essential for long-term economic growth. But to get more innovation we may want less, not more, creativity.
The sobering truth is that the dramatic artistic creations or intellectual insights we most admire for their striking "creativity" matter little for economic growth. . . . Instead, the innovations that matter most are the millions of small changes we constantly make to our billions of daily procedures and arrangements. Such changes do not require free-spirited self-expression. Instead, people quite naturally think of changes as they go about their routine business and social lives. . . .

Velfærdsreformer og det rene ingenting

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2006. 8 svar

Normalt er der god grund til at hylde demokratiet, som vi da også flittigt gør. Men sommetider er grund til at styre ens entusiasme en smule. Man kan for eksempel huske på, hvad Winston Churchill sagde i en tale til det britiske Underhus i november 1947: "Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time". Det var i hvert fald Churchills citat jeg tænkte på, da jeg så den såkaldte 'velfærdsreform' forleden dag. For reformen – hvis man overhovedet kan kalde den det uden at spytte ordet ud – demonstrerer hvorfor demokrati ikke altid er det ideelle system. Faktisk er den et godt eksempel på demokrati, når det er værst. Så her er mit bud på tingene efter den uges tid, det har taget at få blodtrykket ned igen.

Blandt økonomer er der for eksempel bred enighed om, at efterlønnen bør afskaffes, specielt hvis der i fremtiden skal være råd til centrale velfærdsydelser som gratis sygepleje, gratis uddannelse og i det hele taget det, befolkningen har vænnet sig til at betragte som en rimelig offentlig service. I takt med at vi bliver rigere, stiger vores krav til det offentlig nemlig også – et faktum som reformmodstandere ofte meget belejligt glemmer. Hvad er man blevet enige om på Christiansborg? At efterlønsalderen stiger gradvist med to år i løbet af de næste 16 år, og at man derefter kan diskutere, om den almindelige levetid er blevet så lang, at man skal snakke om det igen. Pensionsalderen skal i samme periode sættes op med de samme to år. Så i 2022 skal man gå på pension som 67-årig, på trods af at de fleste danskere i den alder allerede i dag har både deres arbejdsevne og fulde forstand intakt.

Andre tiltag som de fleste økonomer havde håbet på, blev ikke implementeret. For eksempel er der ikke skåret i dagpengeperioden, og selv om de specielle ordninger for 55-59-årige falder bort, vurderede den tidligere overvismand Torben M. Andersen forleden, at forliget kun løser cirka halvdelen af det finansieringsproblem, som den danske model står med.

Så det, som Anders Fogh har kaldt 'historisk' og andre i forligspartierne sammenligner med Kanslergadeforliget, er ikke ret meget mere end en ganske uliberal prut i den berømte hornlygte. Som jeg ser det, er der nemlig er kun to logiske resultater af den nye velfærds(non)reform – og er ikke historiske i den gode forstand. De er:

1)      Christiansborg-politikerne må om få år indrømme – både overfor sig selv og deres vælgere – at 2006-reformen stort set ingen virkning havde. Med andre ord, at den ikke var navnet 'reform' værdigt. Problemet med det bliver, at vælgerne har fået at vide i dag, at man har lavet en fremtidssikret reform. Så når de samme politikere kommer rendende om få år med beskeden om, at der skal endnu en ny velfærdsreform til, bliver effekten den samme som af Nyrups berømte efterlønsgaranti: Vælgernes politikerlede får en ekstra tak opad, og den folkelige opbakning til reformer falder. Spørgsmålet er, hvor mange politikere der tør risikere det til den tid?

2)      At man holder fast i, at der er lavet en reform og (som det før er blevet sagt) at 'den bare skal have tid til at virke'. Den nuværende 'reform' får derefter den tid, den skal have, til at vise sin mangel på værd, og Danmark ender i en regelret økonomisk krise. Når krisen bliver tydelig nok for den almindelige vælger – når vi med Knud Heinesens ord kan 'se afgrundens rand' – vil politikerne være tvunget af både den økonomiske situation og befolkningens frustration til at lave en drastisk og vidtgående reform af det danske system. Og dén reform kommer til at gøre ondt så det kan mærkes! Til den tid kan unge politikere og samfundsforskere så spørge, hvorfor man lavede en så tynd gang politisk makværk i 2006.

Der er altså frustrerende at være samfundsforsker for tiden, ligesom det er frustrerende at være almindeligt tænksom dansker. Før folk begynder at råbe ad mig (som de har gjort før), at jeg bare kan flytte hvis jeg ikke kan lide landet, må jeg gøre min holdning helt klar: Den er naturligvis, som H.C. Andersen så smukt skrev det, at 'Her har jeg rod, herfra min verden går'. Jeg elsker Danmark med hele mit hjerte, og på en aldeles umoderne og politisk ukorrekt måde. Bundlinien er stadig, at Danmark på så mange måder er et dejligt land at leve i, og et land jeg er stolt af er mit. Men det er ved gud ikke de danske politikeres skyld!

Konservative meritter

Af Jørgen Møller, den 26. juni 2006. 1 svar

Nu har vi i de seneste dage diskuteret konservatisme i mange af dens fremtrædelsesformer, men af en eller anden grund har vi ikke brugt ret meget krudt på dens måske største fortjeneste: advarslen imod det radikale program. Det er en skam, for her har konservatismen i mine øjne meget at byde på. Jeg kom senest til at tænke over det, da jeg læste Doctor Zhivago; og det vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at spinde en kommentar over.

“Those days justified the ancient saying that ‘man is a wolf to man’. Traveller turned off the road at the sight of traveler, stranger meeting stranger killed for fear of being killed. There were isolated cases of cannibalism. The laws of human civilization were suspended. The laws which men obeyed were jungle laws; the dreams they dreamed were the prehistoric dreams of cave-dwellers”.

Sådan beskriver Yury Andreyevich Zhivago den russiske borgerkrig i Boris Pasternaks mesterværk. Zhivago har i første omgang hilst revolutionen velkommen. Men han indser snart, at den rene og skære idealisme, der er så let at beundre, også indeholder kimen til ødelæggelse og trældom. For de idealistiske brushoveder ønsker mere end at gøre op med Tsarregimets undertrykkelse. De vil omstyrte det bestående, rykke alt op med rode. Med Yurys egne ord:

“But it turns out that those who inspired the revolution aren’t at home in anything except change and turmoil: that’s their native element; they aren’t happy with anything that’s less than on a world scale. For them, transitional periods, worlds in the making, are an end in themselves”.

Gang på gang bliver Yurys illusioner knust. Han indser, at revolutionen intet godt har at tilbyde russerne. I en samtale med Liberius, en ung bolsjevik, spidder Zhivago hele det samfundsomformende foretagende:

“But, firstly, the idea of social betterment as it is understood since the October Revolution doesn’t fill me with enthusiasm. Secondly, it is so far from being put into practice, and the mere talk about it has cost such a sea of blood, that I am not at all sure if it justifies the means. And lastly, and above all, when I hear people speak of reshaping life it makes me lose my self-control and I fall into despair […] Those who do your thinking for you go in for proverbs, but they’ve forgotten one proverb – ‘You can take a horse to the water but you can’t make it drink’, and they’ve got into the habit of liberating and showering benefits on just those people who haven’t asked for it”.

Men hvad er det, der har sluppet de revolutionære kaoskræfter fri? Hvorfor netop i Rusland, og hvorfor netop i hans tid? En stor del af svaret skal selvsagt findes i russernes forsmædelige nederlag under 1. Verdenskrig. Og Tsarregimets magtbrynde har bestemt ikke gjort sagen bedre – der er ret beset ikke noget at sige til, at en stor del af befolkningen er fyldt af bitterhed. Men selve revolutionens karakter, dens radikale program og den foragt for virkeligheden, springer af en mere filosofisk rod. Nu kan en roman jo læses på mange måder, men Zhivagos beskrivelse af de store russiske forfattere slog mig som afgørende. Midt under vinterens håbløshed skriver Yury i sin dagbog den følgende passus:

“What I have come to like best in the whole of Russian literature is the childlike Russian quality of Pushkin and Chekhov, their shy unconcern with such high-sounding matters as the ultimate purpose of mankind or their own salvation. It isn’t that they didn’t think about these things, and to good effect, but they hadn’t the presumption to weigh in on the discussion – they felt it was not their business or their place. While Gogol, Tolstoy and Dostoyevsky worried and looked for the meaning of life and prepared for death and drew up balance-sheets, these two were distracted, right up to the end of their lives, by the current, individual tasks imposed on them by their vocation as writers, and in the course of fulfilling these tasks they lived their lives, quietly, treating both their lives and their works as private, individual matters, of no concern to anyone else. And these individual things have since become of concern to all, their work has ripened of itself, like apples picked green from the trees, and has increasingly matured in sense and sweetness.”

Det er forfattere som Pushkin og Chekhov – samt, kunne vi tilføje, Turgenev – der er eksempler til efterfølgelse for Zhivago (og Pasternak). De har det til fælles, at det for dem er nok at være menneske. De er ikke blinde for drifternes magt, ej heller for tilværelsens lurende meningsløshed. Men de finder sig alligevel til rette. De stirrer tomheden i ansigtet og trækker så på skuldrene. Heltene i deres romaner er ikke metafysikere. De er ikke selvoptagede nok til at fortvivle over livets mål og med.

Helt anderledes er det med en forfatter som Tolstoj. Denne menneskehedens selvudnævnte hyrde bliver aldrig trætte af at prædike om ‘sandheden’: om den forjættende tidsalder der venter, hvis menneskeslægten blot ser lyset. Han taler med den overbevistes tordenrøst, men hans ord er ret beset golde. For det radikale, ja næsten nihilistiske program han søsætter, indebærer en fuldstændig omskabelse af virkeligheden. Hans program består i et krav om, at det netop ikke er nok at være menneske, at det ikke er ‘rigtigt’ at se virkeligheden i sin mangfoldighed.

I mødet med den radikale udfordring – med kravet om at drive utopien og den dertilhørende sociale ensretning igennem med magt – har den konservative besindighed virkeligt meget at byde på. Det er her Montaignes og Burkes advarsler imod at bryde brat med det bestående kommer til deres ret; hvilket Hayek (og hele den klassiske liberalisme med ham) jo ligeledes har et klart blik for. Samtidig kommer en anden konservativ pointe i spil: nødvendigheden i at have en stærk øvrighedsmagt. Anarkiet – og dermed menneskets ulveansigt – får som Zhivago så rammende beskriver frit spil, hvor statsmagten bliver pillet fra hinanden af de revolutionære.

Hvis jeg forstår Pasternaks budskab rigtigt (og det er bestemt ikke sikkert), så udgør de mange verdensforbedreres krav om at omskabe virkeligheden i retfærdighedens billede en form for moralsk tyranni. Den ægte moralske handling er at gå imod flokken mentalt, at stå fast på hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, i en tid der er gået amok. Det er netop Yurys store fortjeneste. Han smider ikke sin medmenneskelighed over bord under revolutionens udskejelser, men da stormvejret så småt er ved at løje må kan han trist indse, at ikke mange besidder denne styrke. Når han lytter til sine venners forkrampede forsvar for revolutionen, kan han ikke andet end føle desperation. For at give et enkelt eksempel:

“Dudorov’s pious platitudes were in the spirit of the age. But it was exactly their correctness, their transparent sanctimoniousness, that exasperated Yury. Men who are not free, he thought, always idealise their bondage. So it was in the Middle Ages, and the Jesuits always played on this. Yury could not bear the political mysticism of the Soviet intelligentsia, though it was the very thing they regarded as the highest of their achievements and described in the language of the day as ‘the spiritual top-flight of the age'”.

‘Men who are not free always idealise their bondage’. Netop derfor er det radikale program så farligt, og netop derfor er det konservative korrektiv så vigtigt.

Villy har ret!

Af admin, den 25. juni 2006. 10 svar

Søndagens forsidebasker hos Berlingeren er et følsomt interview med Villy Søvndal.

Her langer han ud efter medierne, der er alt for ukritiske. Og for en gangs skyld har gamle Villy ret, for de eneste kritiske spørgsmål i interviewet var dem, han stillede sig selv.

Det er da også for galt.

Sagde han virkelig dét …? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. juni 2006. 17 svar

I vores desværre nok meget lange serie med titlen "Sagde han virkelig dét …?" kommer her et dagsaktuelt klip fra statsministeren selv.

Det er fra hans lancering af oppositionens velfærdsreforms-forlig, som statsministeren ifølge Politiken karakteriserede som:

"Det er globalisering med et menneskeligt ansigt."

Det er jo godt at vide.  Altså at venstrefløjens tanker på kun få år kan retorisk kravle til tops på den borgerlige fløj (jf. at begrebet blev lanceret af ATTAC og siden fremført af Mogens Lykketoft, Nyt Europa og senest bl.a. Steen Gade).  Vi venter spændt på, hvad den næste landvinding kan blive–"økonomisk demokrati" …?

Til forsvar for virksomhederne

Af admin, den 20. juni 2006. 16 svar

Som Berlingske kan berette, deltager den danske satiriker, Jørgen Bitsch, i den tegnekonkurrence, som for tiden afholdes i Iran. Her er et uddrag fra artiklen:

JB: Det er relevant at relatere Holocaust-lidelserne til, hvad der foregår i verden i dag, og hvad der kan komme til at ske i morgen. Jeg tænker f.eks. på, som det fremgår af min tegning, hvor mange der rent faktisk dør i den tredje verden som følge af politiske prioriteringer og dermed politiske beslutninger. Det er også en form for Holocaust, hvor pigtråden er erstattet af handelsbarrierer.

Journalisten: Men er det ikke at sætte lighedstegn mellem æbler og pærer?

JB: Det mener jeg ikke. Begge ting er et resultat af politiske prioriteringer og dermed af politiske beslutninger.

Det er en sjov form for logik. Når vi nu ved, at vi har et samfund, der tillader, at mellem 350 og 450 danskere dræbes om året i trafikken, så kan det da ikke gøre noget, at jeg lige nakker dig eller din familie?

Hvis man så bare kunne opfatte den slags holdninger som en opfordring til uhæmmet frihandel. Men nej, det er vist heller ikke lige det, der er meningen.

Han står i øvrigt næppe alene med sit kulturelle selvhad. Der er forbløffende mange danskere, hvis livssyn ubesværet passer med præstestyret i Iran.

I et indlæg i The Times advarer Madsen Pirie fra The Adam Smith Institute mod tendensen til at lægge virksomhederne for had, hvilket i stigende grad sker under dække af det i sig selv rimeligt harmløse, men uheldigt fleksible, begreb Corporate Social Responsibility. Her er en smagsprøve fra indlægget:

The current fad for “corporate social responsibility” carries with it the not-too-subtle message that corporations left to themselves are not socially responsible. Some pressure groups, including Christian Aid and War on Want, have joined with trade unions and other vested interests to establish the “Corporate Responsibility Coalition” (Core) to lobby for laws restricting the way that businesses operate overseas. Given the known anti-business stance of many of them, including full-page ads depicting business as a suit-clad pig riding on the back of a peasant, this is hardly a surprise.

*

Fundamentally these film-makers and lobbyists are anti-capitalist. They equate business activity with greed. They would probably be happier in a world where everyone worked in the public sector, and no one made any profits. We have seen this world, those of us who remember it. It was called communism and it reduced the human condition to squalor and servitude.

Og så mente Francis Fukuyama, at historien var slut. Den mands dømmekraft har aldrig været god.

Det minder mig om resultatet af en anden undersøgelse*, der viste, at selvom mange unge i dag opfatter sig som venstreorienterede, så er de ikke socialister med ønske om at afskaffe ejendomsretten og indføre kollektivt ejerskab på hverken højt eller lavt niveau. De vil sgu’ ikke af med deres Ipods eller forældrekøbte ejerlejligheder. Næ, de opfatter det at være venstreorienteret som “noget med at være god mod de svage”. Aha, så skal vi bare lige have skraldet den indoktrinering af, som de har været udsat for siden vuggestuen, og vist, at det er den liberale markedsøkonomi bedst til.

(* beklager, ingen link, så der er ekstra grund til at være mistroisk )

Kort sagt: It ain’t over.

Ugens citat: Støvrings non sequitur

Af Redaktionen, den 20. juni 2006. 24 svar

Den statskonservative Kasper Støvring (der for nogle måneder siden fik prygl med det intellektuelle spanskrør af Christopher Arzrouni i den anden Djævlens Advokat) har en kronik i dagens Jyllands-Posten, med den sigende titel “Staten bør støtte den nationale kultur”.  Heri dette fine eksempel på et non sequitur (med fremhævning tilføjet):

“En fælles national kultur er bevaringsværdig, fordi den skaber stor indbyrdes loyalitet mellem kulturens medlemmer. At danskernes nationalfølelse og tillid til hinanden ligger helt i top dokumenteres hyppigt. Senest i en ny international undersøgelse om “social kapital”, udgivet af forskere ved den spanske bank BBVA.

Derfor er der god ræson i at styrke den nationale identitet i globaliseringens tidsalder, hvilket også har været intentionen bag kulturministerens initiativ til at skabe en national kulturkanon. For også de “umistelige” kunstværker i kulturkanonen udtrykker hver på sin måde en idé om danskheden.

For konservative bør staten derfor støtte den nationale kultur.”

Hvor er David Hume, når vi virkelig har brug for ham?

Frihed er tvang – tvang er frihed

Af Dr.Mephisto, den 19. juni 2006. 5 svar

Luk Institut for Menneskerettigheder. De aner ikke, hvad menneskerettigheder er.

 

En afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, udtaler til Information den 19. juli, at "Det er glædeligt, at en række danske politikere har støttet ideen om at kriminalisere brugere af prostitution."

"Men kan spørge, om markedskræfterne skal have frit spil på dette område? Og hertil kan man hurtigt komme til det var, at køb og salg af kinder er af en så voldsom og uværdig karakter, at samfundet må gribe ind."

I og for sig et rigtigt synspunkt i de tilfælde, hvor der er tale om slaveri. Men hvad så i de situationer, hvor prostitution er selvvalgt?

"Her kommer hele den traditionelle liberalistiske argumentation på banen med selvbestemmelse som omdrejnigspunkt".

Ja, hvad ellers?

Birgitte Kofod Olsen er trods alt klog nok til at kunne se det problematiske i en kriminalisering i den situation. Men – og men'et er størst:

"Prostituerede kvinder skal betragtes som udsatte personer, der lider under et direkte pres fra deres kunder og et indirekte pres fra deres psykosociale situation og historie, som i langt de fleste tilfælde omfatter traumer fra seksuelle overgreb og vold i barndommen."

Eller sagt på en anden måde, hvis du har lidt i din barndom har du ikke ret til at være fri, når du bliver voksen. Du evner ikke at være fri på grund af dine traumer. Interessant argumentation. Skal vi så til at blande os i, om voldtægtsofre nu vælger de rigtige partnere efterfølgende? Om trafikskadede kører bil? Om personer, der var overvægtige som børn, nu køber den rigtige føde?

Men Birgitte Kofod Olsen har yderligere argumenter, nemlig det strukturelle pres:

"Men [prostituerede lider også] også under et strukturelt pres, som kommer af at vi som samfund accepterer, at kvinder dagligt fornedres og udsættes for fysiske overgreb og psykisk ydmygelse"

Det vil altså sige, at argumenter såsom strukturelt pres, kan bruges til at få allehånde forbud igennem. Har du en lavere indkomst end gennemsnittet? Betaler din arbejdsgiver dig ikke nok, og må du lide under traumer af den grund? Så er det et klart tilfælde af strukturelt pres! Så skal ejendomsret forbydes.

Argumentationen har ikke noget med menneskerettigheder at gøre og det er simpelthen en skandale, at Institut for Menneskerettigheder har røvet den betegnelse.

Drømmer jeg? Eller er jeg død?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. juni 2006. 7 svar

Hele den igangværende misere om, hvem der ikke har sagt hvad i Venstre (og hvem der ikke har drukket øl med hvem)–og hvem der ikke må mene hvad–udløste en artikel i dagbladet Information. Avisen, der tilsyneladende har ladet Danmarks førende cut'n paste skribent, Henning Tjørnhøj, diktere, hvorledes man skal titulere borgerlige danskere, har således bestemt sig for at undersøge, om liberalismen faktisk er lige så død som sovjetmarxismen–og det er jo noget, de må vide noget om derinde på avisen nær Dronningens Tværgade.

Til det formål har man jo brug for en ekspert eller to–og jeg skal for en ordens skyld indrømme, at jeg faktisk blev ringet op i den forbindelse, men om det var som ekspert eller ej, ved jeg ikke, da den lille Frøken Punditokrats første fødselsdag var i vejen.  Om det dermed var mig, der indirekte var skyld i, at artiklen "ekspertmæssigt" hældede noget til venstre, skal jeg ikke kunne sige (eller tage ansvar for); ihvertfald tog man "flere" [=2] "samfundsforskere", som der skrives, og bad dem kommentere liberalismens tilstand, hvilket man så supplerede med bemærkninger fra Mads Lundby Hansen fra "den liberalistiske tænketank CEPOS".  Så har man jo ligesom været alsidige.

Her kommer et par længere uddrag, med mine egne bemærkninger indsat:

"[Stridighederne] i Venstre er blot krampetrækninger fra en ideologi, der for længst har udspillet sin rolle, lyder det fra flere samfundsforskere herhjemme. Den klassiske liberalisme er trængt i defensiven af velfærdsstatens succes og står reelt uden folkelig opbakning, mener de. [Det sidste er formodentlig overordnet sandt–men skyldes det "velfærdsstatens succes"?  Eller har det snarere noget at gøre med opportunistisk krævementalitet?]

"Det er for længst gået op for folk, at jo mere marked, vi får, jo mere stat er der også påkrævet. [Ok, vent lidt: Så dengang, der var meget lidt "marked", var der brug for meget lidt stat? Men hvis man får mere statsstyring, får man så ikke også mindre marked?  På mig lyder det mistænkeligt som om, der kun kan blive mere og mere stat, uanset hvad man gør …?] Og det er en af grundene til at det er meget svært at slippe afsted med et liberalistisk program i Danmark," siger lektor på Copenhagen Business School Lars Bo Kaspersen, der i mange år har forsket i forholdet mellem stat og marked."[Lur mig, om ikke dét har lidt mindre sofistikerede årsager.]

"Folk er blevet klar over, at hverken den rene statsmodel eller den rene markedsmodel dur.[Det er nok halvt rigtigt–der er ihvertfald god grund til at tro, at manges tiltro til "den rene statsmodel" led et knæk ca. 1989-90.  Men i hvad baserer samfundsforskeren sin viden om "folks" viden om, hvordan markedet dur eller ikke dur? Er der lavet undersøgelser af netop det?] Socialliberalismen har sejret, og det er derfor, at der er så crowded på midten af det politiske spektrum. Det parti, som evner at sælge et socialliberalt budskab bedst, vinder:[Er dét ellers lige en tautologi, der vil noget, eller hva'?] Frihed til den enkelte, men med kollektiv solidaritet.[I hvad baserer samfundsforskeren sin tiltro til, at det lige netop er forestillinger om "kollektiv solidaritet", der driver partierne mod midten?] Så får man den fulde pakke," siger han.

Også Mogens Rüdiger, historiker og forfatter til bogen Statens synlige hånd, mener at løbet er kørt for den rene liberalisme, som han kalder en "forældet ideologi".[Hey, hvad er lige den videnskabelige definition på "forældet"? Var demokratiet "forældet" i 1933? Var socialismen "forældet" i 1989?]

"Den klassiske liberalisme spiller på en modsætning mellem tryghed og frihed, der siger at man må vælge mellem de to: Hvis man vil have frihed, må man give køb på noget tryghed og omvendt. Men den holder ikke i dag, for velfærdsstaten har rent faktisk leveret en kombination. Den har forenet tryghed med individuel frihed," siger Mogens Rüdiger.[Der er måske nogle, der ville være uenig med samfundsforskeren i denne værdifrie vurdering, og som i stedet ville mene, at det ikke går helt så godt med den individuelle frihed–men så kan man jo altid omdefinere begreberne.]

Ifølge Lars Bo Kaspersen er det en erkendelse som for længst har bredt sig helt ud til de yderste flækker i Danmark.

"Det, som mange borgere har forstået, er, at frihed ikke består i en alles-kamp-mod-alle. [Nå ja, det er jo dét alle liberale har forfægtet siden Herbert Spencer!] Frihed består i grundlovssikrede rettigheder og arbejdsmarkedsrettigheder, der gør, at man kan konkurrere på et lige grundlag. [Here we go again …] Men det lige grundlag kan kun statsmagten skabe fundamentet for. Derfor er den rene liberalisme død. Den er fuldstændig færdig, den er lige så død, som sovjetmarxismen."[Det pudsige ved mange venstreorienterede akademikere er, at efter, at de selv opgav marxismen som program, så skal de partout erklære alt andet for dødt.  Er det en slags indebrændthed?]

Anyway, til dem der måtte forfalde til at mene, at liberalismen er død eller er ved at dø, har jeg kun dette at sige: Daniel Bell! Det er mere end 40 år siden, at han erklærede "ideologierne døde".  Ti år senere havde man set studentermarxismens fremmarch, og det næste ti år blev præget af en samfundsdebat, hvor det var tænkere som F.A. von Hayek, Robert Nozick, James Buchanan m.fl., som repræsenterede den intellektuelle avantgarde.  Rygter om at en bestemt ideologi skulle være afgået ved døden, vil givetvis være kraftigt overdrevne, hvis de primært baseres i anekdotiske betragtninger fra en forstørret kolonihave.

Rohderi X

Af Dr.Mephisto, den 18. juni 2006. 4 svar

Roderiet om Venstres principprogram i den forgangne uge er blevet dækket af stort set alle medier. Diskussionen om proces og magt har fyldt meget. Diskussionen om politiske holdninger har fyldt meget lidt.

Selvom denne blog lægger mest vægt på politisk indhold, så tillad mig ikke desto mindre at bruge lidt af læserens tid på en lille analyse af processen.

De fleste af Venstres topfigurer har udtalt sig: Anders Fogh, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen. Dog mangler en enkelt at udtale sig (til citat), nemlig Venstres politiske ordfører Jens Rohde. Han er faktisk totalt fraværende. Er han på ferie? Nej, han går troligt til møder om velfærdsforhandlingerne, så han er faktisk i Danmark. Underligt. Jens Rohde, der altid er god for en kvik bemærkning. Hvor har han været henne i al den ballade? Det kunne selvfølgelig være, at han holdt sig for god til at deltage. Men det ville ikke ligne ham. Han har tidligere udtalt, at forslag til Venstres principprogram om at overførselsindkomster skulle stige i takt med inflationen var "usympatiske". Såvel holdningsmæssigt som ansvarsmæssigt (han er trods alt politisk ordfører) er det særdeles underligt, at Jens Rohde ikke har givet lyd fra sig (til citat).

Ren og skær deduktion tilsiger, at Jens Rohde selvfølgelig har snakket med journalister. For han taler meget. Og ren og skær deduktion tilsiger, at Rohde har talt en del med Bjarne Steensbeck, hans gamle ven fra gymnasietiden. Steensbeck (Rohde) kan 17. juni berette – uden kildeangivelse – at Søren Pind ikke vil få ordførerskaber efter sommerferien og at finansordfører Peter Christensen "vil blive holdt uden for indflydelse". Som om nogen overhovedet havde indflydelse i Venstre bortset fra partiets leder.

Men den mest påfaldende ting er Rohdes rolle i en lille artikel i Jyllnads-Posten den 18. juni. Her spekulerer journalist Jette Elbæk Maressa over en mulig rivalisering mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Sagen kort:

Kristian Jensen beskrives som en ung ambitøs mand, der er i kridthuset hos Fogh – Jensen kaldes angiveligt "den vestjyske Fogh +10 procent".

Samtidig beskrives Lars Løkke således: "At Lars Løkke Rasmussen samtidig er set i selskab med de rebelske ungløver har ifølge flere kilder, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med, bevirket at selv inderkredsen i Venstre begyndte at nære tvivl om hans loyalitet".

Artiklen er dybt mærkværdig af flere årsager:

1. Kristian Jensen anses intern i Venstre for at være tilhænger af en mere liberal kurs – ikke det modsatte. Kristian Jensen har sågar for nylig optrådt ved et møde i Libertas-regi. Hvis endelig man skulle lede efter "illoyalitet" skulle det være her.

2. Lars Løkke har gennem mange år været på god fod med Søren Pind, og er i øvrigt en mand, der har en bred omgangkreds. Han har gjort en del for at inddrage Pind og Christensen i arbejdet om Venstres principprogram for at få et fredeligt forløb. Han har ikke haft interesse i ballade.

Kort sagt: Hverken Kristian Jensen eller Lars Løkke har noget imod de såkaldte "liberale rebeller".

Men det er som om "nogen" prøver at presse Lars Løkke til at slå hånden af Søren Pind og Peter Christensen. Og i det hele taget at få en hanekamp i gang mellem Kristian Jensen og Lars Løkke.

Hvem skulle det så være? Den eneste, der har et motiv, er Jens Rohde. Han er reelt isoleret i Venstres folketingsgruppe, hvor han har gjort sig uvenner med de fleste på grund af sin agressive personlige stil. Jens Rohde betragter sig selv som vogteren af "Foghs projekt" i folketingsgruppen og er som sådan mere katolsk end paven. Udsagnet om at nære tvivl om Lars Løkkes "loyalitet" lyder som en typisk Rohde.

Når "loyalitet" pludselig handler om, hvem man spiser middag med eller drikker en øl med, er man virkelig langt ude. Så er der virkelig grund til at tale om paranoia i Venstre.

I Jyllands-Postens artikel den 18. juni står der blandt andet:

"Centralt står en episode på den københavnske natrestaurant Rio Bravo. Efter den lange afslutningsdebat i Folketinget torsdag den 1. juni, fortsatte en gruppe Venstrefolk festen i byen. Med ved bordet var blandt andre Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Leif Mikkelsen, Søren Pind og Peter Christensen. Senere på natten fik de følgeskab af en journalist fra Ekstra-Bladet, og siden har det føget med beskyldninger om, hvem i selskabet, der er afsender til en ubehagelig historie i avisen om Anders Fogh Rasmussens spindoktor Michael Ulveman, der sammenlignes med det belgiske nationalikon Manniken Pis – statuen af en lille dreng som tisser."

Det interessante er, at den pågældende journalist var to: Det ene var Anders Langballe fra Ekstra Bladet, den anden var Anne Mette Svane fra Jyllands-Posten. Det glemte Jyllands-Posten lige at fortælle i forbifarten.

Ingen af de implicerede kan huske at have talt om Manniken Pis. Men det er i og for sig sagen uvedkommende. Venstre er ramt af krav om total "loyalitet". Og Jens Rohde er den eneste, der nyder godt af, at andre V-folketingsmedlemmer har problemer. For Jens Rohde er den eneste, der bilder sig ind, at man kan være total "loyal" – og det er i virkeligheden det eneste, der gør ham interessant for Venstres ledelse.

Sympathy for the devil

Af Stanislaw, den 16. juni 2006. 1 svar

Måske burde overraskelsen ikke være så stor. For nogle er det måske slet ikke en overraskelse, men så alligevel… I hvert fald fandt undertegnede det ganske underholdende at læse dagens udgave af The Times, hvori en af historierne beskriver, hvordan premierminister Tony Blair i sine unge år fandt inspiration hos og fattede sympati for Karl Marx og dennes ideer.

I et 22 sider langt brev til Labours daværende formand Michael Foot – et brev, som nu 23 år efter det blev forfattet, er kommet en journalist fra The Times i hænde – beskriver Tony Blair, hvordan Marxismen fungerede som hans ideologiske inspirationskilde, hvordan den ændrede hans syn på samfundet og politik, og bidragede til at motivere ham til at vælge den politiske karrierevej.

Blandt andet skrev Blair i brevet:

“Like many middle-class people I came to socialism through Marxism…”

“I actually did trouble to read Marx first-hand. I found it illuminating in so many ways; in particular, my perception of the relationship between people and the society in which they live was irreversibly altered.”

Brevet indeholder også en opfording til “radical socialist policies”, hvilket er tankevækkende, idet brevet er skrevet i en tid, hvor det i Labour var god latin at gå ind for forhold som afskaffelse af den private ejendomsret (jf. partimanifestets daværende Clause IV).

Blair afviste tilsyneladende også enhver form for “pragmatiske” hensyn i politik: “Socialism ultimately must appeal to the better minds of the people. You cannot do that if you are tainted overmuch with a pragmatic period of power…” Sjovt, at det er kommet fra manden, som nu om stunder så ofte appellerer til pragmatiske hensyn, og som netop i disse måneder kæmper det bedste han har lært for at fastholde magten.

Blair har dog for længst (ifølge eget udsagn) forkastet sine fortidige ideologiske sympatier – ikke ulig vor egen statsminister (blot med omvendt fortegn, naturligvis). Ikke desto mindre er ligheden mellem de to – Blair og Fogh – på dette punkt måske værd at fremhæve, næste gang socialdemokratiske “third way”-sympatisører beskylder Fogh for at være en ulv i fåreklæder.

Ligestillingens to ansigter

Af Jørgen Møller, den 16. juni 2006. 7 svar

Danmark har ondt i ligestillingen. Sådan lyder budskabet i en artikel bragt i Politiken gårsdags dato. Artiklen bygger på EU-rapporten “Kvinder og ligestilling”, der giver Danmark en absolut bundplacering, når det gælder det fagre køns andel af de samlede tekniske forskerstillinger.

Kamma Langberg, der er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, efterlyser i artiklen en langt mere direkte ligestillingsindsats på det tekniske område. Med hendes egne ord:

“For tyve år siden troede vi, at der bare skulle uddannes flere kvindelige ph.d’ere. Dem har vi masser af i dag, men de kommer ikke videre op ad karrierestigen. Derfor må der stilles nogle krav til forskerverdenen. Jeg bryder mig ikke om at fastsætte en kvote. Men vi kunne sikre udviklingen ved at sige, at andelen af kvinder skal stige et par procent om året”.

I forlængelse heraf mener Kamma Langberg, at målet om en bedre kønsfordeling skal indarbejdes i universitetsledelsernes nye resultatkontrakter.

Når man møder sådanne udmeldinger, og det sker jo fra tid til anden, så er det altid værd at indkredse det bagvedliggende lighedsideal. For ligheden har to ansigter. Lighed for loven – den vestlige civilisations måske største historiske præstation – fører kun til lige muligheder. Den fører ikke til lige resultater. Tværtimod. Det samme udgangspunkt leder nødvendigvis til forskellige endestationer, fordi ikke to mennesker er ens, når det kommer til indsats, evner og ønsker. Anderledes kan det ikke være.

Eller kan det? De ulige resultater – de lige muligheder for at blive ulige – har gennem tiden fået mange røster til at afvise de lige muligheder i lighedens navn. Og afvise dem må man, hvis målet er den sammen endestation for alle. For kun ved at genindføre privilegier, denne gang af hensyn til ligheden og ikke forskelligheden, som tilfældet var i standssamfundene, kan man sikre sig, at resultater bliver gjort uafhængige af indsats, evner og ønsker. Den italienske politolog Giovanni Sartori har beskrevet det rammende:

“When ‘equal’ means ‘same’, then liberty constitutes, at a minimum, a disturbance. If we seek Gleichschaltung, likeness or uniformity, we must dislike diversity; and if we dislike diversity, we cannot appreciate freedom – except by being flagrantly inconsistent. Conversely, the freedom seeker will perceive equality as an expansion of his principle and, more precisely, as embodying rights of freedom. His formula is not ‘unequal opportunities to become equal’. To the freedom seeker there is as much injustice in enforcing sameness on what is different as there is in accepting hereditary inequalities. To equalize all in all is to create a situation as rife with privilege as the one that accepts inequality in all. His criterion is that unjustified equalities must be opposed as much, and for exactly the same reason, as unjustified inequalities”.

Det er værd at bemærke, at Kamma Langberg efterlyser lige resultater – med den dertil hørende affirmative action. En sådan genindførsel af juridiske privilegier bør få alarmklokkerne til at ringe. Det kan sagtens være, at der rent faktisk er et ligestillingsproblem, når det kommer til den tekniske forskning. Det er ganske rigtigt slående, at Danmark kommer sidst i den nævnte EU-rapport. Men hvor lige resultater bliver gjort til målestokken for retfærdighed (for det er vel ret beset det, ligestilling handler om), der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. Og i en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Lige muligheder er det bedste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at være virkeligheden tro.

Ugens citat: Lars Løkke Rasmussen om debatkultur

Af Redaktionen, den 16. juni 2006. 2 svar

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, der som næstformand for partiet Venstre står med ansvaret for fornyelse af partiets program i retning af en af ham benævnt “velfærdsliberalisme”, har i Politiken følgende at sige om, at Søren Pind, Peter Christensen m.fl. har følt sig tvunget til at trække deres i forvejen udvandede teseforslag fra diskussion på partiets landsmøde:

»Det er jo deres egen beslutning at trække forslaget, og det er ærligt talt lidt tomt at kritisere debatkulturen, hvis man trækker sit indlæg på forhånd«.

Det er jo på sin vis sandt.  Det forhold, at man de senere år har set Venstres partiledelse slå hårdt og offentligt ned på enhver form for tilløb til markering af liberale holdninger blandt medlemmerne, kan da bestemt ikke ses som undertrykkende for en debat.  På samme måde som det jo kunne opfattes som lidt “tomt” at kritisere ytringsfrihedens vilkår i Sovjet og Nazi-Tyskland, hvis man selv havde rømmet landet–man kunne jo bare blive og forfægte ytringsfriheden! Uden sammenligning iøvrigt.

Mchangama om de borgerlige, frihed & terrorpakken

Af Redaktionen, den 16. juni 2006. 4 svar

Punditokrat Mchangama folder sig i dag ud i en kronik i internetmagasinet Ræson, og emnet er velkendt for læserne af denne blog:

“De få borgerlige politikere, der har haft mod til at forsvare frihedsrettighederne, er blevet udsat for hårde angreb fra andre borgerlige, som når Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti beskylder Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech for “liberalist-flip”, og når De konservatives gruppeformand, Helge Adam Møller, beder Statsministeren om at irettesætte samme. Man må få den mistanke, at forsvaret for frihedsrettighederne for visse borgerlige politikere og debattører i høj grad afhænger af, hvorvidt et sådant forsvar er opportunt for henholdsvis mandatplejen og egne ideologiske kæpheste. …  Den danske befolkning er betydelig mere stringent, når det gælder respekten for frihedsrettigheder, end de borgerlige politikere og meningsdannere: 61 pct. af danskerne støtter, at anti-terrorpakken gøres tidsbegrænset.”

Venstre(selv)sving

Af Dr.Mephisto, den 16. juni 2006. 3 svar

Beskyldningerne fyger i Venstre. Ballet blev åbnet af partiets "strateg" Claus Hjort Frederiksen. På en ret ustrategisk måde beskylde han i Jyllands-Posten de to unge liberale folketingsmedlemmer Peter Christensen og Søren Pind for at "destabilisere regeringen". Bare fordi de to folketingsmedlemmer ville deltage i debatten om Venstres ny principprogram.

Claus Hjort Frederiksens reaktion var fuldstændig overdrevet. Hvis der skal så lidt til at destabilisere regeringen, kan den sandelig ikke være særlig stabil!

Peter Christensen og Søren Pind ville fremsætte en lille håndfuld ændringsforslag til Venstres nye principprogram. Der skulle blandt andet noget med om maksimalt 50 procent i skat, og om at den offentlige sektor skulle fylde relativt mindre i samfundsøkonomien. Hvad er egentlig det kontroversielle? Med mindre man da altså er socialist eller lider af forfølgelsesvanvid?

Hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig mener, at den slags holdninger i Venstres principprogram kan destabilisere regeringen, skulle han tage at læse formuleringerne i det gældende program: "Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor."

Det står der sort på hvidt: "Lavere offentlige udgifter". De gældende formuleringer i principprogrammet er faktisk mere vidtgående end de småbitte ændringsforslag, som Peter Christensen og Søren Pind ville stille!

Hvis man endelig skulle svinge sig op til kritik af den dynamiske duo, kunne man måske spørge sig selv, om ikke de er for fredsommelige. Christensen og Pinds forslag om, at den offentlige sektor skal fylde relativt mindre i samfundsøkonomien, er faktisk præcis den politik, som regeringen fører i dag. Man satser på, at den private sektor vokser hurtigere end den offentlige. Skulle det virkelig være destabiliserende?

Nu har både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen slået fast, at Venstrefolk kan stille de ændringsforslag, de vil. Alt er til debat, siger de. Men det er svært at tro, med mindre Venstres ledelse giver en ordentlig opsang til de kræfter i partiet, der prøver at kujonere folk på plads. Hvis ikke man gør det, lader man mismodet sprede sig. Så gøder man jorden for "anonyme kilder" og andre kritikere, der ikke har mod til at stå åbent frem.

Og når man hindrer, at partifolkene kan få luft gennem åben politisk debat, kanaliserer man eventuelle frustrationer over i fnidder om poster og placeringer. Senest har medierne bragt en – forståelig – historie om utilfredshed med Venstres gruppeformand Svend Erik Hovmand, og en – temmelig uforståelig – historie om, at der findes en "klub" politikere og spindoktorer, der hader chefspindoktor Michel Ulveman i Statsministeriet. Hadeklubben kendes bl.a. ved, at de har små statuer af Maneken Pis stående på deres kontorer.

Som regeringsparti er Venstre automatisk udsat for en vis nedslidningsproces. Tænk bare på, hvad der overgik de konservative i 80'erne. Danmarks største borgerlige parti var en skygge af sig selv efter regeringsårene. Derfor er det vigtigere end nogensinde at holde gejsten oppe og den sunde partikultur i live. Med al ære og respekt for Anders Fogh er det ikke gjort ved hans one-man-shows i skjorteærmer ved Venstres landsmøder. Det ser godt ud, indrømmet. Men når man lytter efter er der ikke mange holdninger i al talen om globaliseringsparathed og flexicurity. Det lyder som en velformuleret udgave af Poul Nyrup Rasmussen.

Det er ikke sådan man videreudvikler sit partis politik. Derfor er der brug for plads i Venstre til at debattere, hvor man gerne vil være henne på lidt længere sigt. Også selvom det skulle betyde – uha uha – at Venstre får som mål, at folk maksimalt skal betale 50 procent af sidst tjente krone i skat.

Haditha

Af admin, den 15. juni 2006. 3 svar

Det er med en vis tøven, at jeg skriver om den påståede massakre i Haditha, for hvis påstanden er sand, bør de involverede soldater straffes. Det er endvidere vigtigt, at sagen forfølges og ikke søges kvalt med undskyldninger om, at der sker så meget i krigens hede.

Men i de seneste dage har der været et stigende antal historier i de amerikanske medier, inkl. blogs, der betvivler, at der overhovedet var en massakre.

Da vi ikke kan stole på, at danske MSM giver os begge sider af sagen, bringer vi her et lille uddrag af de seneste indlæg, der så vidt muligt er repræsentative for kritikken af påstanden om en massakre.

Her er dagens leder fra New York Post (ikke at forveksle med NY Times):

Now is the time to start asking whether the “massacre” at Haditha is another Jenin. Readers might remember the “Jenin massacre” from April 2002, when Israeli soldiers were accused by the Palestinian Authority of killing of thousands of innocent civilians, only for the world to learn later that the casualties were lower by orders of magnitude and that the soldiers besmirched by the press actually took extraordinary risks to clear a West Bank suicide bomb factory and avoid the kind of mass killings of which they were accused. (mere)

Her er en artikel fra Washington Post 11/6, hvor de involverede soldater fastholder deres uskyld:

A sergeant who led a squad of Marines during the incident in Haditha, Iraq, that left as many as 24 civilians dead said his unit did not intentionally target any civilians, followed military rules of engagement and never tried to cover up the shootings, his attorney said. (mere).

Blandt de blogs, der har beskæftiget sig med denne vinkel er American Thinker. Her er et indlæg fra Clarice Feldman fra den 13/6:

I have no inside knowledge of what happened in Haditha, of course, but I can examine media stories for sourcing and quality of reporting. When the reports in Time Magazine and others are subjected to close scrutiny, there is much less solid evidence than one would expect a major media enterprise would require before making sensational charges against our military in wartime. All the more reason to presume the Marines’ innocence until proven guilty, and to read with suspicion reports that condemn Kilo Company’s actions in Haditha. (mere)

Og fra samme blogger en opsamling dateret 9/6:

Evidence accumulates of a hoax in Haditha. The weblog Sweetness & Light has done an estimable service gathering together the articles which cast substantial doubt on the charge of a massacre of civilians at Haditha . Because the blog is too busy gathering and fisking the news, I offered and the publisher accepted my offer to put what he has uncovered in a narrative form.

Vi må se, hvordan sagen udvikler sig. Skulle det vise sig at være en massakre, skal vi nok få det at vide af MSM og godt det samme. Skulle det vise sig at være fup, er det godt, at vi har blogs.