Martin Vinæs Larsen følger i Politiken op på Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om, at man højst må bygge fem etager, med et genialt forslag, der kan øge mængden af boliger i København betragteligt.
Men her kommer mit så mit forslag til den måske kommende overborgmester: Hvis vi virkelig mener det med at bygge københavnsk, så skal vi også tillade det i resten af byen. For i store dele af København er det i dag direkte forbudt at bygge femetagers karréer. I Vanløse, Valby og på Amager dikterer lokalplanerne, at der kun må bygges parcelhuse og rækkehuse. Altså: Den byform, som Pernille nu vil gøre til model, er lige nu ulovlig i det meste af København. Så lad os tage hende på ordet og gøre det muligt at bygge københavnsk i hele København.
Som jeg tidligere har påpeget på X, så er størstedelen af Amager fladt som en pandekage. Hvor mange ekstra (stor)københavnere kunne der blive plads til, hvis der i stedet var 5-etagers karréer, som Vinæs foreslår?
DER MANGLER IKKE PLADS, MEN VILJE! Der er begrænset plads i København, og før eller siden når vi måske et punkt, hvor der ikke er plads til flere boliger. Men der er vi langt fra endnu. Hvis vi ville, kunne vi skabe boliger til 100.000-vis af nye københavnere og samtidig få styr… pic.twitter.com/ZeibecvilN
Hvorfor helt til Kastrup. Alt det her (sådan ca.) er jo fladt som en pandekage. Det er skørt. Der kunne bo 2-300.000 flere i Kbh, hvis vi byggede lige så tæt som Frederiksberg. Og det er jo ikke engang rigtig tæt. pic.twitter.com/JPq9oVAl4g
En del af baggrunden for artiklen, og for hvorfor spørgsmålet vi stiller er vigtigt, er at den akademiske frihed er under angreb for tiden. Trump har angrebet nogle af verdens fineste universiteter og forsøgt at fjerne både noget af deres funding og deres udenlandske studerende, i Holland er regeringen begyndt at stille krav til hvordan man underviser og der er politiske idéer om at begynde at styre visse forskningsvalg, og i lande som Ungarn og Tyrkiet er den akademiske frihed ganske enkelt væk.
Men før vi begynder at synes for godt om os selv, bliver vi nødt til at stille et basalt spørgsmål. Og det er også et spørgsmål, vi stiller til alle Punditokraternes læsere. Hvilke nye spørgsmål om akademisk frihed – og måske borgernes frihed i bredere forstand – mangler forskningen at stille? Er den negative indflydelse på akademisk frihed måske et mere generelt fænomen, hvor borgernes frihed undermineres? Er det i virkeligheden populister – ikke mindst folk som Donald Trump, Victor Órban og Peter Hummelgaard – der er truslen mod frihed? Bidrager akademikere selv til at underminere deres frihed ved at foretrække ufri politik? Der er masser af spørgsmål, og vi håber at læserne kan bidrage med mange flere!
Som de fleste læsere ved, trådte Danmarks første Grundlov i kraft idag for 176 år siden. Grundloven cementerede og udbyggede den spæde transition til demokrati, som var startet med Stænderforsamlingerne i 1834, og etablerede en række rettigheder for borgere og andre i Danmark. Mens man kan diskutere mange forhold, har grundlovene siden da – og ikke mindst den omhyggelige håndhævelse af dem og den generelle respekt, der har stået om dem – været både socialt og økonomisk vigtige for danskerne. Det er dét, vi fejrer idag.
Fejringen sker på baggrund af en generel svækkelse af status for demokrati og forfatningsbeskyttelse i verden. Ifølge V-Dem-projektets vurdering af ‘executive respect for the constitution’ er det gået tilbage i alle regioner af verden, og ikke mindst (og statistisk signifikant) i Nordamerika og Latinamerika. I Europa er både Tyrkiet og Ungarn holdt op med at være rigtige demokratier, og i lande som Albanien og Serbien er demokratiet klart svækket. Ude i verden gælder det samme i lande som Indien, Sri Lanka og Filippinerne demokratisk udfordrede, men eksempelvis Sydafrika er til en vis grad på rette spor.
De to forhold er naturligt forbundne. Bruger vi igen V-Dems indikator scorer autokratier scorer i gennemsnit 1,5 point på en fire-punktsskala for respekt for forfatningen, mens demokratier scorer 2,8. Der er også en sammenhæng med økonomisk udvikling, da lande med lav respekt (mellem 0 og 2) i gennemsnit har en nationalindkomst per indbygger på cirka 11.500 dollars, lande med middelmådig respekt har et gennemsnit på cirka 21.700 dollars, mens lande med høj respekt (over 3) er de rige lande med et gennemsnit på 54.500 dollars (alle forskelle p<0,01).
Selvom man også godt kan forestille sig, at rige lande skriver anderledes forfatninger og bedre har råd til at håndhæve dem, viser de to polske økonomer Anna Lewczuk og Katarzyna Metelska-Szaniawska i en ny artikel, at forfatningsrespekt skaber ekstra økonomisk vækst. Det er derfor heller ikke uden konsekvenser, at der er så store forskellige i forfatningsrespekt på tværs af verden (se kortet nedenfor).
Og det er heller ikke uden konsekvenser, at den nuværende danske regering så åbenlyst mangler respekt for den Grundlov, vi fejrer idag. Minksagen i 2020 afslørede hvor ligeglad statsministeren er med Grundlovens krav om, at der ikke må gennemføres noget, der ikke er hjemlet i lov – i det mindste så længe hun og hendes departementschef kunne slette deres spor. På samme måde har justitsministeren presset den infamøse Koranlov igennem, og vi venter stadig på at se, om domstolene ikke i sidste ende konkluderer, at den er i strid med Grundlovens beskyttelse af borgernes ytringsfrihed. Og sidst, men ikke mindst, presser regeringen på for at give efterretningstjenesterne de facto ubegrænsede muligheder for at overvåge folk i Danmark. Den grundlovssikrede ret til privatliv kaldte ministeren forleden ‘teoretisk’ i et interview med DR.
Der er grund til at fejre 176 års grundlovssikring af borgere i Danmark, og måske særligt i år og under denne regering. Som Tom Jensen skrev i Berlingske: “Det er 176 år siden, den første Junigrundlov blev vedtaget. Men sjældent har Grundloven været mere relevant at forholde sig til end nu.”
Hvis det skulle være fløjet under vores læseres radar, har Folketinget netop givet sig selv højere løn. DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten står udenfor aftalen, der indebærer at medlemmer af Folketinget i fremtiden mister deres tjenestemandspension – en særdeles lukrativ ordning, der stort set er forsvundet fra resten af samfundet. Som modydelse stiger et alment folketingsmedlems samlede årsindkomst fra hvervet fra 948.000 til 1.080.000 kroner – en stigning på 13,9 %. Ministres lønninger stiger fra 1.702.000 til 2.016.000 kroner, en stigning på hele 18,4 %. Som Berlingskes Bent Winther understreger, er situation at “nu står det mere tydeligt end tidligere, hvor langt politikernes løn ligger fra almindelige lønmodtageres.” Hvor meget er pointen idag.
Et startpunkt for sammenligninger må være, at gennemsnitsindkomsten i 2024 var 395.500 kroner per person, mens den gennemsnitlige børnefamilie tjente 696.400 kroner før skat. I forhold til gennemsnitsdanskeren tjente Folketingsmedlemmer således 2,7 gange så meget. Bruger man Danmarks Statistiks sammenligningsredskab til at vurdere det – og antager ganske simpelt, at medlemmet bor sammen med en typisk partner, har et hjemmeboende barn og bor i København – har de 2,2 gange så høj indkomst som den typiske københavner. Og det er vel at mærke når man ikke regner nogen anden indkomst med.
Efter lønstigningen vil Folketingsmedlemmer med andre ord tjene lige omkring det samme som en afdelingschef i ministerierne. Lønnen på 1,08 millioner vil, selv når man ignorerer at langt de fleste politikere har andre indtægter ved siden af, placere dem blandt de tre (3) procent rigeste danskere. Det rejser to fundamentale spørgsmål.
Det første spørgsmål er, om mennesker der tjener så meget, og iøvrigt lever et meget anderledes liv end resten af befolkningen og får en række ting betalt, er tilstrækkeligt i stand til at forstå almindelige menneskers situation. Det er ikke mindst et problem, fordi mange politikere idag er kommet direkte fra ungdomspolitik og har levet hele deres voksne liv i politik, omgivet af politikere, og med andre politikere som deres primære netværk. Både den sociale og den økonomiske isolering er potentielle problemer.
Det andet spørgsmål er, hvorfor Folketingsmedlemmer skal betales over en million kroner for et job, som de fleste af dem er så åbenlyst inkompetente i. Som en af mine kolleger en gang lidt provokerende foreslog, burde de måske være på en slags resultatløn: Hvis almindelige danskeres forbrugsmuligheder og liv blev forbedret, kunne de få en bonus, og hvis ikke burde de tage til takke med en meget lav løn. Direktører i private virksomheder uden vækst får vel heller ikke ret meget ud af det.
Men situationen er nu engang, at Folketinget vælger sin egen løn, vurderer sin egen arbejdsindsats, og regulerer sin egen arbejdsplads. Og så er de iøvrigt gået på tre månederes sommerferie, hvor de kan overveje, hvordan de i efteråret vil bruge vi andres midler.
“Before Covid, I was all about getting the kids into school. Education was a major thing. After Covid, I’m not going to lie to you, my take on attendance now is like I don’t really care anymore. Life’s too short.”
Citatet er ikke løsrevet fra virkeligheden. COVID-19 var ufarligt for børn og mestendels deres forældre. Alligevel valgte politikerne at lukke skolerne. Det sendte et meget uheldigt signal.
Vi ved i dag med sikkerhed (så sikker, som forskning nu gengang tillader, vi kan blive), at skolelukningerne ingen markant effekt havde på pandemien. Til gengæld har den haft store konsekvenser for børnene, hvilket bl.a. illustreres af nedenstående figur. Figuren Figur viser for hver kommune andelen af elever i grundskolen, der har mere end 10% fravær. Den blå del af hver søjle viser fraværet i 2018/19 (før skolelukningerne), mens den røde del viser ændringen fra 2018/19 til 2023/24. Næsten alle kommuner har oplevet markante stigninger i fraværet efter pandemien.
Konsekvensen ser man måske i en netop udgivet analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at andelen, der ikke består dansk og matematik i Folkeskolen, er steget markant efter pandemien, jf. nedenstående figur.
Jeg har tidligere argumenteret for, at skolelukningerne var en større skandale end minkskandalen. Det er ikke en holdning, jeg umiddelbart ser argumenter for at ændre…
Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2025. Skriv et svar
I min klumme i Børsen i torsdags stillede jeg et simpelt spørgsmål: Hvad skal statens opsparing bruges til? Baggrunden for klummen var, at det offentlige sidste år realiserede et overskud på 133 milliarder kroner – hele 9,7 % af budgettet. Som jeg skriver: “Bundlinjen er i stedet, at borgerne betaler langt højere skatter, end de behøver for blot at finansiere det nuværende offentlige forbrug.” Uanset hvordan man ser på det, giver de stadige overskud på det offentlige budget ingen økonomisk mening. Det er ikke meningen, at det skal gå i nul hvert år, men på langt sigt bør et offentligt budget balancere – ikke skabe overskud. Det offentlige er ikke en privat virksomhed som skal udbetale dividende eller skabe aktiegevinster. Hvad der foregår politisk er lidt et mysterium.
I stedet for at overveje hvad der foregår – jeg giver tre korte bud i klummen – vil jeg i stedet for dokumentere omfanget af problemet. Figuren nedenfor illustrerer det meget lange sigt ved at plotte to kurver. Den røde er den private del af BNP – dvs. det totale BNP minus de offentlige udgifter, mens den blå kurve er den private del af BNP plus det offentlige overskud. Den blå kurve er således en fiktiv repræsentation af situation, hvis regeringen hvert år havde balanceret budgettet og hverken indkrævet for lidt eller for meget skat, givet udgiftstrykket.
Starter man i 1975 var situationen faktisk, at det offentlige regnskab var relativt tæt på at balancere: I 1977 var underskuddet 1,5 % af udgifterne, hvilket på det tidspunkt var ganske rimeligt sammenlignet med andre europæiske lande. Men under Anker Jørgensens regeringer eskalerede det helt udaf kontrol. I 1982 – året hvor Jørgensen i oktober opgav regeringsmagten og uden et valg lod fire borgerlige partier overtage under ledelse af Poul Schlüter – nåede underskuddet 16 % (9 % af BNP). Schlüter-regeringerne gennemførte store reformer, der rettede op på problemerne, gav overskud på omkring 2,5 % af budgettet i 1986 og 1987 og cirka balance i 1988. Ændringerne var ikke mindst pinligt nødvendige fordi den statslige udlandsgæld var eksploderet i løbet af 1970erne.
Det særlige idag er, at det offentlige har haft overskud hvert år siden 2016, og overskud større end -1 % af BNP siden 2013. I perioden 2016-2024 har overskuddet i gennemsnit været 5,3 % af budgettet og 2,4 % af BNP. Som jeg påpegede i Børsen sidste uge, indkræver den danske stat derfor helt konsistent og år efter år for mange skatter og afgifter fra danskerne, men helt uden at have en væsentlig gældsbyrde at betale. Der er således ingen umiddelbar grund til overskuddene. Og de er dyre for danskerne!
Forestiller man sig, at de danske regeringer siden 2016 have balanceret budgettet hvert år ved at give skattelettelser til danskerne i stedet for overskuddene, var den private del at BNP ikke vokset 2,5 % om året – den var vokset 3,2 %! I runde tal er danske borgere blevet snydt for en vækst på over en procent om året. Hvad værre er, er det endda en periode hvor det private forbrug kun er vokset 1,1 % i gennemsnit fordi resten af den private del omfatter investeringer og nettoeksporten, der er vokset noget mere end resten.
Bare i 2024 ville en balancering af budgettet have forøget den private del af BNP med 8 %, og det endda uden at regne på dynamiske effekter af de skattelettelser, der ville have karakteriseret dansk økonomi med et balanceret budget. Den tænkte politik ville i gennemsnit have givet hver dansker 11.000 kroner større økonomiske muligheder hvert år de sidste ni år. Hvorfor regeringen ikke bare fortsætter politikken, men nærmest praler af den, er helt uforståelig fra en nationaløkonomisk vinkel.
Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2025. Skriv et svar
Udover at skabe store økonomiske tab, diskuterer man ofte om økonomisk og politisk usikkerhed ændrer på folks adfærd. Det gælder for eksempel fortællingen om hvordan nazisterne kom til magten som reaktion på en alvorlig økonomisk krise, der gødede jorden for et latent had mod jøder (og mange andre). Det gælder også nutidige diskussioner i USA, hvor det politiske kaos nogle gange krediteres for at drive amerikanerne væk fra hinanden, skabe polarisering, og dermed gøre folk markant mindre tolerante. Men er det korrekt, som en generel påstand, at mene at kriser gør folk mindre tolerante? Det ser ny svensk forskning nu på.
Mine fremragende kolleger fra IFN i Stockholm Niclas Berggren, Andreas Bergh og Therese Nilsson undersøger i Periods of Uncertainty are Linked to Greater Acceptance of Minoritieshvad der sker med folks tolerance af minoriteter under episoder med stor økonomisk eller politisk usikkerhed. I artiklen, der er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, kombinerer de tre data fra the World Uncertainty Index med tolerancemål fra 227.000 respondenter i the World Values Survey/European Values Study. Helt specifikt ser Niclas, Andreas og Therese på, i hvilken grad folk er villige til at acceptere jøder eller muslimer som naboer.
Svaret er ganske tydeligt: Jo større den økonomisk-politiske usikkerhed er, jo mere villige er folk til at have minoriteter som naboer. Der er således i gennemsnit ikke nogen støtte til, for eksempel, Jan Delhey og hans kollegers ‘coming apart’ teori, som de formulerede som forklaring på, hvordan Covid-pandemien og nedlukningerne førte til markant lavere institutionel tillid. Som mine svenske kolleger pointerer, deres langt mere generelle undersøgelse peger mere på et fænomen, der kalder ‘coming together’.
Overordnet peger den nye svenske forskning således på, at folk finder sammen og bruger hinanden mere som hjælp, når usikkerheden er stor, og at det sandsynligvis er det, der gør dem mere tolerante. Hvis man skal tillade sig at tænke udenfor artiklens rammer, peger det måske også på, at en af de almindelige forklaringer på at Danmark er så tolerant og tillidsfuldt et samfund – at Danmark også er et meget stabilt samfund uden dybe kriser og markant usikkerhed – ikke er særligt konsistent med det generelle billede.
Det samme gælder nok den voldsomme usikkerhed i Ukraine, hvor jeg sammen med mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas fra Universidad de Navarra i Pamplona i forskning, vi er ved at færdiggøre, faktisk finder at krigen har skabt større social tillid blandt ukrainerne. Den svenske forskning går dog et stort skridt videre og dokumenterer, at økonomisk-politisk usikkerhed helt generelt gør folk mere tolerante. Og så er usikkerheden måske ikke helt så kritisk, som vi troede?
Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2025. Skriv et svar
Et af de mest højt profilerede områder i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været adfærdsøkonomi. Området, som Daniel Kahnemann og Vernon Smith fik deres nobelpriser for i 2002, studerer (primært økonomisk) adfærd, der ikke umiddelbart kan forklares med standardantagelserne om rationel adfærd og fuld brug af information, som vi normalt gør i økonomi. Meget af entusiasmen for adfærdsøkonomi har oftet virket til at være drevet af ønsket om at finde politik, der kan hjælpe folk med at tage bedre beslutninger. Til tider har det også virket som om noget af interessen har været drevet af forsøg på at finde nye måder at retfærdiggøre gamle politiske forslag.
Derfor er et helt område, som kaldes Behavioural Public Policy også dukket op, hvor man netop studerer de politiske konsekvenser af adfærdsøkonomisk forskning og adfærdsøkonomiske påstande. En af de absolut mest centrale og skeptiske forskere i feltet er Mario Rizzo fra New York University, som nu hyldes med et særnummer af Behavioural Public Policy i hans ære. Redaktørerne Malte Dold, David Harper, Shruti Rajagopalan og Glen Whitman kalder deres introduktion til nummeret for Process, Rationality and Human Wellbeing. Det er en fin introduktion til hele nummeret, der har bidrag af bl.a. Gerd Gigerenzer, Richard Epstein, Shaun Hargreaves Heap og Peter Boettke. Det hele er ekstremt interessant, og giver masser af stof til eftertanke – specielt i en tid, hvor stadig mere politik sigter imod at ændre på borgernes private adfærd!
Hele abstractet er her, men hele særnummeret er varmt anbefalet:
This special issue explores foundational questions in behavioral economics and behavioral public policy, drawing on the work of Mario Rizzo, a critical voice in the debate on behavioral paternalism. Behavioral economics has offered significant insights into decision-making, often challenging traditional economic models. However, it has also introduced normative frameworks into policy analysis, such as preference purification, that critics argue oversimplify human decision-making and risk imposing external values. Contributions to this issue examine themes including the tension between standard rationality and inclusive rationality, the epistemological limitations of paternalistic interventions, and the role of tacit knowledge and dynamic learning in policymaking. By engaging perspectives from economics, psychology, philosophy, and law, the issue discusses process-based approaches to policy analysis that respect individual agency and accommodate uncertainty. It also highlights the political economy dimensions of behavioral public policy, emphasizing the need for institutional reforms that enable learning and systematic change rather than narrowly focusing on individual cognitive biases. This issue serves as both a tribute to Mario Rizzo’s intellectual contributions and a call for a deeper reflection on the methodological and normative foundations of behavioral public policy.
Som nogle læsere ved, er jeg jævnligt ude at holde foredrag om moderne lykkeforskning. Det er et emne, som langt de fleste kan relatere til, og det er altid interessant at se folk gå fra skepsis til forståelse for, hvorfor Danmark er et af verdens mest lykkelige eller tilfredse samfund. Men hvis der er ét forhold, som mange mennesker synes at have svært ved er det, at penge faktisk er vigtige for folks lykke. Det skorter heller ikke på forsøg på at vise, at det ikke rigtigt er sandt – se blot Richard Easterlins meget tidlige forskning, der nu omtales som Easterlins Paradoks og hele debatten efter Stevenson og Wolfers omhyggelige afvisning.
Baggrunden for at skrive om det igen her på stedet er, at jeg tirsdag var i Slagelse, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag helt specifik om sammenhængen mellem penge og lykke. I den anledning så jeg endnu en gang på, hvad dataene kan fortælle os. Det nedenstående er derfor baseret på analyse af svar fra cirka 136.000 europæere i perioden 2014-2018 (dvs. før nedlukningskrisen).
Komplikationen kommer af Easterlins Paradoks, som bygger på idéen om at penge kun betyder noget for folks lykke i en relativ forstand: Du er lykkeligere end Per, så længe du er rigere end ham. Og hvis I begge bliver dobbelt så rige, er der ingen af jer, der bliver lykkeligere, fordi sammenligningen stadig er intakt. Implikationen af paradokset – hvis det er sandt – er at politik der hæver vækstraten, faktisk ikke vil gøre folk lykkeligere eller mere tilfredse med ders liv. Og så skal man lade være, fordi mange af dem der holder fast i paradokset, også holder fast i idéen om, at vækst er miljøskadelig.
Her kommer så det store Men. Tager man dataene fra the European Social Survey, estimerer hvad alder og relativ indkomst (folks placering i et indkomstdecil i deres land), og bakker de nationale ‘fixed effects’ ud, kan man se hvad samfundets samlede økonomiske udvikling betyder. Landenes fixed effects er basalt set, hvor lykkelige folk er i et land, når vi allerede har taget effekterne af deres personlige indkomst ud af sammenligningen. Figuren nedenfor viser sammenhængene mellem indkomst og lykke / livstilfredshed.
Den stiplede linje illustrerer først, hvad personlige indkomst generelt betyder for folks lykke. Jeg har helt konkret beregnet kurven baseret på franske indkomsttal, hvilket betyder at sammenligningskategorien – den laveste indkomstdecil – sjovt nok har næsten præcist samme gennemsnitsindkomst som gennemsnittet i Albanien, der er den nationale sammenligningskategori. Går man fra den laveste til den højeste indkomstdecil, stiger lykken med omtrent to point på en ti-pointsskala.
Det særlige er, at sammenhængen på tværs af lande, når vi har taget alle effekter af personlig indkomst ud, er næsten identisk. Som man kan se, følger den sorte linje – sammenhængen på tværs af lande – den stiplede linje relativt præcist. Implikationen er, at selv nær man tager hensyn til de nationale sammenligninger af relativ indkomst, er det vigtigt hvor rigt hele samfundet er. Fordobler man for eksempel sin nationalindkomst fra et lettisk eller montenegrinsk niveau til dansk eller svensk indkomst, stiger lykken med cirka 1,3 point. Pengene er vigtige på begge fronter!
Det er derfor tankevækkende, at mange sociologer og filosoffer stadig er ekstremt skeptiske overfor velstandens virkninger på lykken. Nogle går endda til tider så langt, at de ikke kun desavouerer pengene som sådan, men også de markeder og institutioner, der skaber velstanden. Påstande som at markeder gør folk syge og mere kriminelle, eller at sex var bedre under socialismen, florerer stadig. De får dog meget lidt forsknigsopbakgning. I briefing paperet Marknad Skapar Lycka fra tænketanken Timbro i Stockholm sidste år, viste Rutger Brattström for eksempel, at filosoffernes bekymring ikke ligefrem er reflekteret i den moderne forskning: Frie markeder er forbundet med mere lykke og tilfredshed. Spørgsmålet, der virkelig står tilbage, er ikke om velstand skaver lykke, men hvorfor så mange indædt nægter at acceptere en ekstremt veldokumenteret sammenhæng?
Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2025. Skriv et svar
Donald Trump påstår en hel masse, og de fleste påstande – ikke mindst hans påstande og idéer om international handel – er forkerte. Der er dog én påstand, som han deler med en række folk på både den populistiske amerikanske højrefløj og folk på begge populistiske fløje i mange europæiske lande: Påstanden om, at almindelig fremstillingsindustri (manufacturing) er ved at dø, og globaliseringen er skyld i problemet. Spørgsmålet idag er, om der er nogen som helst sandhed i påstanden.
Den første figur giver et peg om, hvorfor nogen kan forledes til at tro, at fremstillingsindustrien har problemet. Figuren viser andelen af beskæftigede, der arbejder i industrien mellem 1991 og 2023 (de sidste tilgængelige tal). I USA (den sorte linje) arbejdede cirka hver fjerde omkring 1990 i fremstilling, mens det idag er lige omkring 19 procent. Færre og færre arbejder med at ‘lave ting’, som præsidenten har udtrykt det! Men som figuren også viser, er det på ingen måde et fænomen, der er begrænset til USA. I alle de andre eksempler på figuren sker det samme, inklusive i de to lande med den største fremstillingsindustri i Europa – Italien og Tyskland. Det er endda en proces, der er gået væsentligt hurtigere i Storbritannien end i USA.
Det andet problem med påstanden kan ses i den anden figur nedenfor. Figuren viser hvor meget værdi, hver anset i fremstillingsindustrien producerer per år (udtrykt i logaritmer, så vækst er lettere at se). Læser man tallene omhyggeligt viser de, at arbejdsproduktiviteten i amerikansk fremstilling er steget 46 procent siden 1991. Selvom sektorbeskæftigelsen er faldet, indebærer det at outputtet i USAs fremstillingsindustri er steget 25 procent i perioden. Der er med andre ord ingen krise, ligesom figuren også viser at der heller ikke er nogen væsentlig krise i de andre lande – med Italien som en væsentlig undtagelse. Storbritanniens fremstillingsindustri er godt nok skrumpet knap fem procent siden 1991, men der sker på en baggrund af at dens produktivitet er steget lige så meget som USAs. Italiens problem, derimod, er at produktivitetsvæksten set over alle 32 år har været halvdelen af USAs, og tæt på nul de sidste 20 år, mens folk har forladt sektoren. Fremstillingsoutputtet i Italien er derfor idag lige omkring tre procent lavere end i 1991. Omvendt viser figuren, hvordan Danmarks virkelige styrke måske er industrifremstilling?
Pointen med eksemplerne er naturligvis at illustrere, hvordan en relativt simpel sammenhæng – at beskæftigelsen i én bestemt, politisk synlig sektor falder – kan forlede folk til at tro, at der er et alvorligt problem, på samme tid som sektoren bliver stadig mere konkurrencedygtig. Skruppelløse populister og økonomisk analfabetiske politikere kan således narre folk til at tro på, at der er et problem, og at deres løsning er den rigtige. At det er lykkedes Trump, Oren Cass, og mange andre i USA at få nok vælgere til at falde for bedraget, ser vi de yderste konsekvenser af for tiden.
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. april 2025. Skriv et svar
Anders Fogh Rasmussen udgiver en ny erindringsbog og har i den forbindelse ladet sig interviewe i flere aviser. I et par af interviewene langer han kraftigt ud efter det nye vurderingssystem og beklager, at skattestoppet på boliger er blevet afskaffet, bl.a. i Børsen.
En del af kritikken er ikke svær at være enig i. Vurderingssystemet er en langstrakt skandale, som langt fra er afsluttet endnu, og der venter borgerne ubehagelige overraskelser. Fogh forudser ligefrem et oprør.
Alligevel rammer Foghs kritik noget uden for skiven. Han oversælger sit skattestop.
Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2025. 2 svar
I går morges døde den katolske pave Frans, 88 år gammel. Han nåede at være pave, og dermed det nominelle religiøse overhoved for 1,4 milliarder mennesker, i 12 år. Den argentinsk-fødte mand med det verdslige navn Jorge Mario Bergoglio overtog et embede med enorme problemer i form af omfattende, og ofte systematisk pædofili og korruption i kirken. Hvor meget han har formået at gøre ved problemerne er en af mange ting, der bliver diskuteret de kommende dage, omend det ikke er grunden til at vi skriver om ham idag.
Grunden til at skrive om pave Frans er, at han om nogen var et lysende eksempel på en person, der tydeligt havde hjertet på rette sted, men hjernen og forståelsen et meget andet sted. Som TV2 fremhævede i en tekst, der igår kørte under deres dækning: ‘Pave Frans var der for de fattige.’ Verdens fattige var pavens hovedfokus, og hans væsentligste bekymring. Men som mange andre religiøse, der var inspirerede af latinamerikansk revolutionsteologi, havde Frans et helt forkvaklet billede af, hvad der kan løfte fattige mennesker ud af fattigdom. Skulle nogen være i tvivl om mandens had til markeder og økonomisk frihed, kan man med fordel læse pavens Evangelii Gaudium, som Vatikanet udgav i 2013 og overveje, hvorfor manden var så ekstremt statsvenlig og markedsfjendtlig:
“While the earnings of a minority are growing exponentially, so too is the gap separating the majority from the prosperity enjoyed by those happy few. This imbalance is the result of ideologies which defend the absolute autonomy of the marketplace and financial speculation. Consequently, they reject the right of states, charged with vigilance for the common good, to exercise any form of control. A new tyranny is thus born, invisible and often virtual, which unilaterally and relentlessly imposes its own laws and rules. Debt and the accumulation of interest also make it difficult for countries to realize the potential of their own economies and keep citizens from enjoying their real purchasing power. To all this we can add widespread corruption and self-serving tax evasion, which have taken on worldwide dimensions. The thirst for power and possessions knows no limits. In this system, which tends to devour everything which stands in the way of increased profits, whatever is fragile, like the environment, is defenseless before the interests of a deified market, which become the only rule.”
I 2014 skrev Niclas Berggren og Therese Nilsson lederen i Ekonomisk Debatt om netop dette problem; vi omtalte den under Pavens Tåbeligheder. Pavens foretrukne løsninger lignede til forveksling noget, Joseph Stiglitz eller Bernie Sanders ville foreslå i deres mest venstredrejede øjeblikke. Som Niclas og Therese skrev dengang, ‘findes der grund til at tvivle på, om paven har rådført sig med de nationaløkonomer, der har studerat just netop hvordan udvikling sker’. Hvis Frans havde haft held til at påvirke verdens ledere til at føre sin foretrukne politik, der omfattede langt større statslig kontrol med markeder, mindre globalisering og større politisk styring af international handel og investeringsaktivitetet, og væsentligt mere ulandsbistand, havde verden haft langt flere fattige idag.
Verden har mistet en uomtvisteligt venlig og velmenende mand med stor moralsk indflydelse, men det rejser også det store spørgsmål: Skal politiske ledere bedømmes på deres intentioner eller konsekvenserne af det de gør?
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. april 2025. Skriv et svar
I min faste klumme i Børsen skriver jeg i denne uge om, at der kan være to nye kriser på vej oven i de to, som Trump allerede har udløst: Den sikkerhedspolitiske og den handelspolitiske krise (se her eller her for en ungated version).
De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.
Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2025. Skriv et svar
Told er skadelig, og frihandel er den bedste politik. Selvom det kan lyde ekstremt – og folk har ofte bias mod det, man kalder ‘hjørneløsninger’ eller ekstrem politik – er der meget bred enighed blandt økonomer af forskellige politiske holdninger om det. Problemet, som Nobelprismodtageren Paul Samuelson påpegede, er at det er svært at forklare, hvorfor told er så skadelig, fordi mange menneskers intuition er modsat forklaringen. Hvis man har svært ved at se det, eller mangler en pædagogisk illustration til sine elever, er der nu hjælp fra en uventet kant.
Mentour Now er en YouTube-kanal, der drives af den svenske pilot Petter Hörnfeldt, og normalt kun er for flynørder. Men forleden ramte Hörnfeldt virkelig plet på de praktiske konsekvenser af told. Han fortæller her historien om, i hvor grad virksomheders suppy chains er globaliserede idag, og hvor store konsekvenserne kan være når de bliver ‘disrupted’ af et enkelt land. Og han gør det med udgangspunkt i bare en virksomhed: Boeing. Både som undervisning, som en måde at blive klogere på, eller simpelthen en måde at få et mere hådgribeligt indtryk af hvordan international handel og handelspolitik virker, er den korte film varmt anbefalet!
“Jeg går ind for økonomisk frihed, men jeg er ikke konservativ” – Mario Vargas Llosa
Den peruvianske forfatter og nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, døde i søndags 89 år gammel.
Som mange andre i sin generation af intellektuelle, var Mario Vargas Llosa som helt ung marxist og stor tilhænger af fidel Castros Cuba. Det ændrede sig dog radikalt fra slutningen af 1960erne og frem, og i stedet han blev en af de væsentligste intellektuelle stemmer for frie markeder og demokrati som vejen frem for Peru og resten af Latinamerika.
Det blev også Mario Vargas Llosa’s skæbne måske at blive en af de tabende kandidater i en præsidentvalgkamp, som endte med at få mest af sin politik gennemført.
I 1990 stillede han nemlig op og tabte til Alberto Fujimori, på et valgprogram, som krævede gennemgribende markedsreformer i Peru, hvis økonomi på daværende tidspunkt var brudt fuldstændig sammen. Alberto Fujimori, som var gået til valg på groft sagt ikke at gennemføre de markedsreformer, som Vargas Llosa foreslog, gennemførte herefter en række reformer, som mindede ganske meget om det Vargas Llosa havde foreslået, og som må tilskrives æren for Peru’s høje vækstrater i årtierne efter.
Det indebar dog ikke at Vargas Llosa så med milde øjne på Fujimori, som reelt satte det peruvianske demokrati ud af kraft i 1992.
I den brede offentlighed vil han muligvis primært blive husket som nobelprismodtager i litteratur, hvor mange af hans værker afspejlede hans dybe interesse og overbevisning om individets kamp mod magt og undertrykkelse. Men han vil også huskes for sin kamp for frie markeder og individets grundlæggende negative frihedsrettigheder – altså klassiske liberale dyder.
Vargas Llosa lagde aldrig fingrene imellem, når han kritiserede magten (højre- eller venstreorienteret) og blandede sig i den offentlige debat, og han var bestemt ikke bange for at indtage hvad nogle ville anse for at være kontroversielle synspunkter. Se også nedenstående link til Wikipedia.
Ud over sine bøger skrev Vargas Llosa et utal af klummer og kommentarer og var i 33 år tilknyttet den spanske centrum-venstre orienterede og fremragende avis El Pais.
Bare for at opsummere, hvad der er sket de seneste par uger:
De har skabt hele dette projekt på baggrund af en grundlæggende misforståelse af den globale økonomi. De tror, at produktionsjob vender tilbage (det gør de ikke). De tror, at frihandel har gjort os fattige, selvom det i virkeligheden har gjort os rige. De ser betalingsbalanceunderskuddet som et problem, selvom det i praksis blot er en afrundingsfejl i vores samlede nettoformue – og endda bidrager positivt til den. De tror, at det er en ulempe at have verdens reservevaluta, selvom det i virkeligheden er et tegn på, at hele verden vil handle med os. Og de mener, at fattige udlændinge har udnyttet os, selvom vi er den rigeste økonomi i verdenshistorien.
Og for at “løse” alle disse “problemer” valgte de den ene politik, som stort set alle økonomer er enige om er en dårlig idé.
Da de så skulle implementere den, misforstod de matematikken bag argumentet og kom op med nogle fuldstændig urealistiske tal. Det måtte de så trække lidt i land på.
Da obligationsrenterne steg en smule, gik de i panik og “løste” det hele ved at justere tallene en smule ned – men uden at regne efter igen, for tallene er stadig langt større, end nogen økonom ville anbefale. Alligevel klappede de sig selv på skulderen, fordi aktiemarkedet steg midt på dagen – mens en økonomisk orkan stadig er på vej imod os, fordi de i bund og grund ikke aner, hvad de laver.
Det er næsten imponerende.
Ovenstående er den danske version af nedenstående tweet, som jeg synes opsummerer de seneste ugers katastrofale politik fra Trump-lejrens hånd. Man nburde nok tilføje, at de derudover har formået at skubbe alle allierede fra sig — herunder at skubbe Japan og Sydkorea nærmere kineserne.
Gad vide hvordan vi ser tilbage på starten af 2025 (og hele Trumps anden periode) om 25 år?
Just to summarize what’s happened in the last few weeks:
They concocted this whole thing based on a fundamental misunderstanding of the global economy. They think manufacturing jobs will come back (they won’t). They think free trade made us poor, when it actually made us rich.…
Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2025. 1 svar
Vi har af gode grunde skrevet meget her på stedet om Donald Trumps handelspolitiske vanvid, konsekvenserne af det, og den afgrundsdybe misforståelse af handel, der ligger bag. Men hvis nogen af vores læsere eller deres familie eller venner skulle være interesserede i mere, er der nu mulighed. Onsdag den 23. april afholder Københavns Folkeuniversitet et arrangement i serien Viden til Tiden med titlen “Trumps toldkrig og en verdensøkonomi i krise” med undertegnede.
I invitationen lægger vi op til at give svar på “en række grundlæggende spørgsmål om, hvordan vores velstand og velfærd påvirkes af international handel. Hvad betyder Trumps toldmure for Danmark, Europa og USA, og hvordan kan vi imødegå dem? Hvad ønsker Trump at opnå med de historisk høje handelsbarrierer? Hvordan skal vi forstå Kinas offensive reaktion? Og hvordan ser fremtiden ud for verdensøkonomien?”
Hele arrangementet er som sagt den 23. april fra 18.15-19.30 på Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8 i Københavns sydhavn. Det foregår i lokale 23.0.50, bygning 23 i stuen. Tilmelding, hvis man er interesseret, er her og koster 75 kroner.
Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2025. Skriv et svar
USAs præsident Donald Trump lagde 2. april en straftold på resten af verden. Trump har siden sin første præsidentkampagne argumenteret for, at resten af verden snyder amerikanerne, fordi de har et stort underskud på varehandelsbalancen. Han brugte derfor IEEPA – en lov om økonomisk nødret fra 1977 – til at hæve den gennemsnitlige importtold i USA fra cirka 2,5 % til 16,5 %. Trump påstod i sin præsentation, at tolden blot er ‘reciprokal’ – at han lægger den samme told på, som land har mod USA. Men beregningen af andre landes importbeskyttelse var helt absurd – de nye toldsatser beregnes som USAs underskud på varehandelen med de pågældende land delt med landets eksport af varer til USA. Så selve beregningen er nonsens, og Trumps forståelse af international handel ville allerede have været pinligt dum for over 200 år siden. Skulle man være i tvivl, kan man læse min artikel på videnskab.dk om emnet.
Men går man alligevel med på Trumps præmis, at der er tale om en form for gengældelse, burde toldsatserne jo følge den importtold, som lande har overfor USA. Med andre ord burde man kunne se en klar sammenhæng mellem den told, lande lægger på import fra USA, og den nye told, som lægges på deres eksport til USA. Figuren nedenfor illustrerer, om der findes sådan en sammenhæng.
Det burde være klart for alle, at svaret er et stort nej. Figuren viser oveni, at mens diktaturer har højere toldsatser på amerikansk import end demokratier, er der faktisk ingen forskel på Trumptolden på de to grupper. Relativt set indebærer det, at Trumps handelspolitik straffer demokratier hårdere end diktaturer. Og følger man de sorte markører, kan man se at politikken endda rammer USAs kerneallierede i NATO på samme måde som andre demokratier. Der er med andre ord ingen klare geopolitiske overvejelser at spore, der giver ret meget mening.
Uanset hvordan man vender det, er Trumps nye handelspolitik en absurd og næsten latterligt inkompetent begivenhed. Hvis den ikke var så økonomisk ødelæggende, ville det være morsomt. Men en politik, der ikke blot skader resten af verden, men også koster en typisk amerikansk familie mere end 1900 dollars i år alene, er ikke morsom. Den er en tragedie, som præsidenten endda har misbrugt nødretslovgivning til at få igennem. Det er tid til at USAs Congress træder i karakter.
Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2025. Skriv et svar
Onsdag aften lancerede USAs præsident Donald Trump sin nye handelspolitik. Som jeg selv og en lang række af mine kolleger har udtalt til forskellige medier idag, er både politikken og Trump-administrationen officielle ‘mål’ for handelsbarrierer det rene nonsens. Og der er ikke meningen, at udtrykket blot skal være nedsættende – beregningerne er bogstaveligt talt økonomisk meningsløse. Men selvom man ser bort fra det totalt absurde i politikken, er der et ekstra inkompetent element i Trumps handelspolitik: At formålene med politikken er indbyrdes selvimodsigende.
Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.
Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.
Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.
Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.
Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.
Donald Trump har sendt chokbølger gennem verden. Stort set hele dagsordenen er præget af Trump og hans konstante strøm af groteske og destruktive udfald. Næste ombæring bliver efter alt at dømme højere toldsatser.
Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.
