Er Temu virkelig et problem for forbrugerne?

Af Jonas Herby, den 19. december 2024. 1 svar

Er Temu virkelig et problem for forbrugerne? Det er spørgsmålet i min seneste klumme i Finans. Både politikere, erhvervsliv og organisationer, der angiveligt varetager forbrugernes interesse, har ytret ønske om at stramme reglerne. Forbrugerrådet TÆNK er gået så langt, at de har foreslået, at myndighederne overvejer at lukke for danskernes adgang til TEMU.

Ingen stiller det i mine øjne ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor kaster danske forbrugere deres kærlighed på platforme, der omgår de regler, der angiveligt er indført for forbrugernes skyld?

Et muligt svar, som vi ikke kan affeje uden videre, er, at reglerne ikke gavner forbrugerne. Man kan komme på mange situationer, hvor danskere med en stram økonomi kan have gavn af at købe et produkt til en tiendedel af prisen, selvom de så mister garantien for, at produktet lever op til de mange regler. Halloween-kostumet skal måske kun bruges én gang og uden på overtøjet. Og så kan en enlig mor måske finde bedre ting at bruge prisforskellen på 200 kr. til?

Et modargument er, at mennesker ikke er 100% rationelle. Og det er muligvis rigtigt. Men det gælder jo så også (især) de politikere og embedsmænd, der indfører reglerne.

Læs resten →

Draghi-rapporten og en politikers logik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. december 2024. Skriv et svar

I den uforlignelige TV-serie “Yes, Minister” gengiver departementschef Sir Humphrey en politikers logik: “Noget må gøres. Dette er noget. Derfor må det gøres”.

Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Læs resten →

Tak til AE – I har ret

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2024. Skriv et svar

Det er ikke tit, at vi er enige med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og endnu sjældnere, at der er grund til at rose dem. Men det er der faktisk idag, hvor AE’s direktør Lars Andersen skriver i Berlingske, at “Høj produktivitet sikrer høj velstand.” I en ny analyse viser hans medarbejdere, at af den 125 procent store tilvækst i bruttofaktorindkomsten (et mål meget tæt på BNP) siden 1980, er de 100 procent kommet fra øget produktivitet, mens den resterende femtedel kan skyldes arbejdsudbudseffekter. Som vi også har skrevet om flere gange her på stedet – se f.eks. vores “Produktivitet er (næsten) alt” fra i sommers – trumfer produktivitetsfremskridt alt andet på langt sigt.

Det er godt at se, at AE nu er med på den faglige vogn, og ikke mindst at de noterer det præcist samme, som vi her på stedet har beklaget: At “Produktivitet fylder ikke meget på Christiansborg”, som Andersen pointerer. Man kan være uenig i hans vurdering af, hvor vigtige investeringer i uddannelse er, ligesom AE nok også overvurderer betydningen af almindelige erhvervsinvesteringer. Men Andersen og hans hold skal have tak for ikke blot at pointere, at produktivitet er den altoverskyggende kilde til langsigtet velstand, men også at de slutter sig til stemmer som vores på den anden politisk fløj, i at forsøge at råbe Christiansborg op. Hvordan man så opnår permanent hurtigere produktivitetsvækst kan vi så have en informeret, faglig debat om bagefter.

Mere om Hayek

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2024. Skriv et svar

I tirsdags var det 50-årsdagen for Friedrich Hayeks Nobelpris i økonomi. I den anledning har to organisationer hver lavet en kort præsentation af manden og hans tanker. Den ene er fra Jonathan Fortier og hans kolleger hos Libertarianism.org og the Cato Institute, som bruger 21 minutter med Donald Boudreaxu, Bruce Caldwell og Deirdre McCloskey på at forklare den historiske baggrund og Hayeks tanker. Den anden er en 12-minutter lang slags Q&A om Hayek med Kristian Niemitz fra the Institute of Economic Affairs i London. Begge er varmt anbefalede for alle, der har appetit på at lære mere om en af de vigtigste økonomer i det 20. århundrede,

Hayeks Nobelpris 50 år efter

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2024. Skriv et svar

Idag er dagen hvor Nobelpriserne officielt uddeles. Det er således ogå præcist 50 år siden, at F.A. Hayek fik sin Nobelpris, som han delte med svenskeren Gunnar Myrdal for “for their pioneering work in the theory of money and economic fluctuations and for their penetrating analysis of the interdependence of economic, social and institutional phenomena.” Det er dermed også 50 år siden, at adskillige forskere klagede over Hayeks pris, og argumenterede for at den var politisk motiveret. Eftertiden har vist, hvor forkert det var.

Idag bør man alligevel fejre Hayeks Nobelpris og undre sig over klagerne. I 2011 kårede toptidsskriftet American Economic Review for eksempel de 20 mest indflydelsesrige artikler, det havde publiceret i dets første 100 år. Hayeks 1945-artikel The Use of Knowledge in Society var helt ukontroversielt blandt de 20. Det samme er reflekteret på Google Scholar, der pt. finder 23895 citationer af artiklen, 14795 citationer af Law, Legislation and Liberty, og cirka lige så mange af The Constitution of Liberty. Hayeks Use of Knowledge artikel er citeret langt over 4000 gange de sidste fem år alene, mens alt Gunnar Myrdal skrev, er citeret omtrent 35 gange. Myrdal er næsten totalt glemt idag, og hans arbejde er svært at tage særligt alvorligt som forskning idag. Hayek, derimod, er stadig ekstremt relevant i så forskellige felter som monopol- og konkurrencelovgivning, iværksætterstudier, og vores forståelse af vækst. og innovationsprocesser.

Det gjaldt ikke mindst i 2020-22, da nedlukningerne i den vestlig verden i høj grad hvilede på det, Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte “The Pretence of Knowledge”. Hayeks penetrerende analyse af, hvad der sker når man gør som om man har viden og forståelse af komplekse fænomener, er absolut værd at mindes om igen. Hele den korte forelæsning kan læses her, og er meget varmt anbefalet. Der er mange værre måder at bruge 20 minutter på en decemberaften!

Opdatering: The Institute of Economic Affairs i London har udgivet et lille jubilæumsskrift med Hayeks Nobelforelæsning og nyskrevne betragtninger fra Peter Boettke, Donald Boudreaux, og Bruce Caldwell. Hele publikationen kan hentes gratis her.

Nationalisering af Kastrup er en tåbelig idé

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2024. 2 svar

Forleden dag kom det frem, at regeringen har besluttet at nationalisere Københavns Lufthavn i Kastrup. Beslutningen kom som en tyv i natten, og materialet blev sendt ud til Finansudvalget klokken 17.50 dagen før udvalget skulle stemme klokken 13. Udvalgets medlemmer havde således reelt ingen tid til at sætte sig ind i substansen af et forslag, som en lille inderkreds havde forberedt i en uges tid. Den danske stat ejer nu 98,6 % af aktierne i lufthavnen, der dermed er fuldt nationaliseret. Statsministeren har omtalt nationaliseringen som en “stærk værdimæssig beslutning“, med begrundelsen at mange danskere arbejder der. Udover at hendes rationale er dybt mærkværdigt, er det en på alle måder tåbelig beslutning, som kun handler om ideologi og magt.

Mens jeg skriver mere om det i løbet af ugen, er her to analyser af effekter af privatisering af lufthavne. Begge er derfor informative omkring, hvad de sandsynlige konsekvenser er af regerings nationalisering af Kastrup.

I marts sidste år udkom en revideret version af working paper 30544 fra det renomerede National Bureau of Economic Research, der handler om emnet. Sabrina T. Howell, Yeejin Jang, Hyeik Kim og Michael S. Weisbach viser under titlen All Clear for Takeoff, hvordan privatiserede lufthavne bliver mere veldrevne: De investerer typisk i mere kapacitet, forhandler mere effektivt med luftfartsselskaber – særligt de såkaldt nationale ‘flag carriers’ – og sælger mere i deres butikker. I gennemsnit fyrer de ikke folk, men er ganske enkelt bedre til at drive en forretning. Det gælder i særlig grad for dem, der ejes af investeringsfonde, men også hvor det lokale styre ikke er korrupt.

Nogle år tidligere udgav Cato Institute en analyse af Robert Poole og Chris Edwards med titlen Privatizing Airports. Her fokuserer forfatterne på USA, men også hvad landets næsten totalt statslige luftfartsinfrastruktur kan lære af privatisering rundt omkring i verden. De peger på international evidens for højere servicekvalitet, bedre infrastrukturinvesteringer, og muligvis også færre forsinkelser i de privatdrevne lufthavne i Europa.

Regeringen har ikke præsenteret rigtige argumenter for at nationalisere Københavns Lufthavn, heller ikke for Finansudvalget. Man får fornemmelsen, at det er sket af rent ideologiske grunde, for at hjælpe et nødlidende SAS – som den danske stat også ejer cirka 26 % af – og måske, som en kollega foreslog, for at bruge nogle af alle milliarderne i det offentlige overskud. Alt tyder på, at det er en elendig beslutning for lufthavnen såvel som for danskerne. Og ovenfor er en del af evidensen for det.

Hvad er et ‘autogolpe’?

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2024. 2 svar

Igår begyndte der at rulle en meget mærkelig historie ind fra Sydkorea: Præsident Yoon Suk-yeol havde meddelt i TV, at han erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea. Alle politiske aktiviteter ville dermed blive forbudt, og borgernees ytringsfrihed, inklusive mediernes, ville blive underlagt statslig kontrol. Præsident Yoons officielle forklaring var at “sikre det frie demokrati og beskytte folkets sikkerhed mod statsfjendtlige kræfter”. Mange danskere har nok siddet med morgenkaffen og tænkt, hvad der i alverden foregår.

For en public choice-økonom med særlig interesse i statskup og nødretstilstande – dvs. undertegnede og flere af mine nære kolleger – er situationen dog langt fra mærkelig. Den er derimod underligt genkendelig fra en lang række begivenheder, som man med et spansk låneord kalder ‘autogolpe’: Situationen hvor en siddende præsident eller premierminister forsøger at tage magten for sig selv. Det er præcist det, Yoon har forsøgt.

Begivenhederne i Sydkorea har udspillet sig lige efter bogen. Det hele starter med en stærkt upopulær præsident, der næppe har store muligheder udenfor politik. Yoon har væreet plaget af skandaler, inklusive hans kone der har modtaget ulovlige gaver, og selv gentagne påstande om at han selv er korruption. Han har også gjort sig stærkt upopulær i store dele af befolkningen og pressekorpset ved at presse flere love igennem, der forbyder såkaldt misinformation og fake news. De fleste har set lovene for det de er – angreb på ytringsfriheden og den frie debat. Mens Yoon har leveret på sine løfter om en klar udenrigspolitisk kurs, har hans indenrigspolitik været famlende og inkompetent, og er mødt med strejker og en styrtdykkende popularitet.

Yoon har, også efter bogen, derefter fundet på en krise, som kun kan løses ved at han selv tager magten uden parlamentarisk fnidder. Hans frit opfundne krise er, at der findes pro-nordkoreanske kræfter i landet, som truer den forfatningsmæssige orden. I Yoons erklæring var det klart, at disse kræfter åbenbart skulle findes blandt den politiske opposition, som han logisk nok derfor ville blive fri for. Det politiske svar for Yoon var at erklære militær undtagelsestilstand. Det eneste han manglede var at undgå, at parlamentet satte sig imod ham.

Sydkoreas forfatning giver parlamentet mulighed for at afvise en erklæring om undtagelsestilstand, men kræver at mindst 150 medlemmer er tilstede i parlamentet til afstemningen. Det var således helt efter bogen, at Yoon – sandsynligvis i samarbejde med forsvarsministeren – fik bevæbnet politik og paramilitære styrker til at blokere adgangen til parlamentet. Logikken i handlingen er ganske enkelt, at hvis parlamentsmedlemmer ikke kan komme ind, kan de heller ikke stemme, og således heller ikke gøre en fortsat undtagelsestilstand forfatningsstridig. Alligevel lykkedes det cirka 190 medlemmer at tvinge sig vej ind i parlamentet, og enstemmigt at afvise præsidentens erklæring. Da det skete, var Yoons muligheder for at få sine handlinger til at se lovlige ud helt udtømte.

For mange ældre sydkoreanere må forsøgt på at indføre nødret føles som deja vu. Landet har haft militær nødret to gange tidligere, og begge gange blev den erklæret i forbindelse med et kup. I forbindelse med Sydkoreas to tidligere statskup i 1961 og 1979 erklærede det nye styre militær undtagelsestilstand, og brugte den til at slå hårdt og brutalt ned på enhver modstand. Hvad Yoon har haft i tankerne, er der ingen der ved endnu, men sporene fra landets egen historie, og fra mange andre eksempler på autogolpe, skræmmer. Stefan Voigt og jeg dækker denne type situation i kapitel 7 i State of Emergency , hvor vi også dokumenterer, at nødret helt generelt fører til en underminering af retsstaten.

Alt peger i øjeblikket på, at Yoons forsøg er mislykkedes. Begivenhederne har udspillet sig meget ligesom de gjorde for næsten præcist to år siden, da Perus præsident Castillo forsøgte at opløse kongressen, erklære undtagelsestilstand, og undertrykke folks civile rettigheder. Dengang blev Castillo anholdt afsine egne sikkerhedsstyrker, mens det i Sydkorea er parlamentet og massive demonstrationer, der har forpurret en præsidents autokratiske planer. Er klarere parallel er derfor måske Jorge Serrano Elías forsøg i Guatemala i 1993. Under alle omstændigheder er det ganske rystende, at det sker i et ellers stabilt og velfungerende demokrati som Sydkorea. Men Yoons forsøg på at tage magten er en påmindelse om to forhold: For det første, at statskup stadig er noget, der kan ske i ellers rige, vestlige samfund; og for det andet at ‘tidsånden’ i meget politik for tiden (inklusive i Danmark) er præget af et autokratisk mindset. Demokrati er stadig noget, der skal næres og beskyttes hver dag.

Studier af nedlukningen, fire år senere

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2024. Skriv et svar

I marts 2020 begyndte den vestlige verdens regeringer at lukke deres samfund ned som reaktion mod den da nye coronavirus. Totale nedlukninger af hele samfund var en ny type politik, som langt de fleste epidemiologer indtil da havde advaret imod. Konsensus før 2020 var, at de var ineffektive og havde enorme, negative økonomiske og sociale konsekvenser. Men hvad der havde været konsensus nogle få måneder før, blev pludseligt et kontroversielt synspunkt.

Det skete på trods af, at de første empiriske studier i 2020 faktisk bekræftede, at nedlukning ikke var et effektivt respons – selv når de fuldstændigt så bort fra andre konsekvenser end dødelighed. Anledningen til denne post er netop, at jeg for et par dage siden så på Google Scholar, at mit studie fra august 2020 nu er citeret 100 gange. De tre andre kritiske studier fra dengang – Chaudhry et al., de Larochelambert et al., og Atkeson, Kopecky og Zha – er ligeledes ret pænt citerede. Chaudhry et al. er citeret hele 543 gange, de Larochelambert 103, og Atkeson 80 gange. Jonas Herbys metaanalyse, skrevet sammen med Lars Jonung og Steve Hanke, er citeret hele 276 gange per december 2024.

Mit eget studie, som jeg lagde på SSRN som working paper i august 2020, pegede på at nedlukningerne i Europa i foråret havde været totalt ineffektive. Den publicerede version, der udkom i CESIfo Economic Studies året efter, var præget af to bedømmeres kommentarer, der sigtede efter at finde effekter – i en grad, så en af dem skrev, at “vi jo ved” at tidlige nedlukninger virker. Men konsekvensen af at følge bedømmernes forslag til ekstra tests – der var med det klare formål at finde positive effekter – var, at de målte effekter faktisk viste sig a være negative for aldersgruppen 60-79.

Mit held var, at redaktøren på CESIfo Economic Studies har faglig integritet og accepterede, at min undersøgelse – med en masse ekstra tests – modsat hans personlige forventning viste nul effektivitet. Det var ikke tilfældet for mange af mine kolleger, der nåede til samme konklusion i lignende, ordentligt udførte empiriske studier. De fleste af os oplevede at folk decideret råbte ad os i online debatter, at bedømmere og redaktører afviste studierne med absurde begrundelser, og mange – ikke mig, da jeg ikke findes på sociale medier – blev beskyldt for at være ligeglade med folks liv og klar til at aflive deres medborgere.

Men som Herby et al., der er på vej ud i Public Choice, med al ønskelig tydelighed viser, viser massen af empiriske studier, at nedlukningerne ikke virkede. Det samme gælder også et nyt og meget avanceret studie af Phil Magness og Michael Makovi, der desværre stadig ikke er online. På samme tid er en række studier begyndt at udkomme, der dokumenterer alvorlige bivirkninger ved coronapolitikken; se f.eks. McCannon og Wilsons studie af mundbindspåbud.

Som man kan se både på studierne, og på hvor meget de centrale empiriske undersøgelser nu citeres, har konsensus i forskningen bevæget sig tilbage til, at nedlukninger ikke er effektive – men uden at nogen har sagt det særligt højt! Indtrykket man får – og husk, at det er mit eget personlige indtryk, og en række af mine kollegers – er at der fra politisk hold, og fra mange epidemiologer, ikke er nogen særlig interesse i overhovedet at tale om, hvad man gjorde ved millioner af mennesker i 2020 og 2021. Studierne af nedlukninger fra de sidste fire år er tydelige, og bliver ved med at blive både citeret og bekræftet af nyere forskning. Nu mangler vi mere forskning i, hvor voldsomme konsekvenserne af nedlukningerne var for økonomien, for folks mentale helbred, og for den langsigtede udvikling, hvis der da er nogen, der overhovedet er interesserede i en periode, som mange åbenbart helst vil gemme og glemme.

COP-møder på vildspor 

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. november 2024. 3 svar

Så er endnu et COP-møde overstået. Det 29. i rækken, denne gang i Baku. 

COP-møderne kaldes klimatopmøder, men har ofte handlet det om alt mulig andet end klima. Også denne gang hvor hovedspørgsmålet endnu en gang var, om og hvor meget ”de rige” lande skal betale i klimabistand til ”de fattige”. Man blev enige om at hæve beløbet til 300 mia. USD (godt 2.000 mia. kroner), hvilket er en tredobling af det hidtidige beløb. Men det er fortsat et godt spørgsmål, hvor mange af pengene der vil blive overført, når det kommer til stykket. 

Spørgsmålet er dog helt grundlæggende, om der er en god grund til at overføre midler til regeringerne i den tredje verden på grund af klimaforandringer. Umiddelbart kunne det måske godt se sådan ud.  

Læs resten →

Intet argument i svensk studie for statslig skolemad til alle

Af Jonas Herby, den 26. november 2024. Skriv et svar

Debatten om skolemad kører igen efter at Folketinget har afsat 850 mio. kr. til en forsøgsordning med skolemad på Finansloven. I debatten bliver et svensk studie af effekterne af statslig skolemad tit fremhævet som bevis for, at tiltaget er en god idé. Men det siger studiet faktisk ikke noget om.

Det skyldes (i bulletform som uddybes nedenfor), at:

  • Studiet finder ikke nogen positive effekter for børnene fra den halvdel af befolkningen med højst indkomst.
  • Studiet siger ikke noget om, at staten skal stå for skolemaden. Det er blot statslige data, der er har været tilgængelige for forskerne. Dermed holder de normale argumenter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet stadig.
  • Studiet er fra en tid, hvor forældrenes viden om sund kost (ifølge forskerne bag studiet) var mangelfuld, og kan derfor ikke nødvendigvis overføres til i dag (60 år senere).

Lad os se lidt nærmere på de tre forklaringer.

Læs resten →

Hvad er værst: Ingen stat eller en elendig stat?

Af Christian Bjørnskov, den 25. november 2024. 5 svar

Jeg har de sidste dage haft fornøjelsen af at deltage i dette års konference i the Southern Economic Association, der i år afholdes i Washington DC. Det har været let at finde virkeligt interessante præsentationer af ny forskning, såvel som virkeligt interessante forskere blandt de næsten 2400 deltagere. Alligevel var et af højdepunkterne denne morgens session, som jeg selv havde været med til at organisere. Overskriften var “Coups and Revolutions”, og hver af de fire præsentationer fra Joshua Ammons (Wabash College), Jerg Gutmann (Hamborg), Vincent Geloso (GMU) og Kevin Grier (Texas Tech) fik os alle til at tænke.

Måske den mest tankevækkende præsentation kom fra Vincent Geloso (på billedet), der sammen med Kevin Grier stillede det provokerende spørgsmål, om det er bedre slet ingen stat at have end at have en elendig stat. Deres eksempel er Somalia, hvor den nationale stat ganske enkelt brød sammen i en massiv borgerkrig i starten af 1990erne.

Vincent og Kevin bruger den syntetiske kontrolmetode (se f.eks. her) for at vurdere, hvordan det sandsynligvis var gået Somalia uden sammenbruddet. Somaliske indkomstdata er naturligvis meget upræcise, både før men i særlig grad efter sammenbruddet, så det canadisk-amerikanske par bruger tre forskellige serier uden at finde de helt store forskelle.

Resultatet kan ses på fotoet ovenfor, hvor den lodrette linje markerer sammenbruddet af den somaliske stat, den fuldt optrukne linje viser hvordan det er gået med nationalindkomsten, og den stiplede viser den syntetiske kontrol – det bedste bud på, hvordan det var gået uden et totalt sammenbrud. Det er her vigtigt at understrege, at metoden ender med at vise, hvordan det sandsynligvis var gået med statslige institutioner af en kvalitet nogenlunde som i Chad, Mali eller Mozambique. Sammenligningen er med andre ord ikke ligefrem med en demokratisk retsstat. Alligevel ender Vincent og Kevin med at konkludere, at det ville være gået langt, langt bedre hvis Somalia have beholdt en elendig stat i stedet for at få en periode på 15 år uden en national stat.

Og hvorfor er det så vigtigt og interessant? Resultatet peger på – i modsætning til det, der måske virker intuitivt for mange af os – at selv dybt korrupte, elendige statsinstitutioner stadig er bedre end ikke at have nogen. Det indebærer ikke, at det altid gælder: Som Vincent noterede med et glimt i øjet, ville han hellere bo i middelalderens anarkistiske Island end i middelalderens stabile statsdannelse i Byzantium. Men måske har vi undervurderet den økonomiske værdi af, at der er en vis koordinerende institution – uanset hvor korrupt, nepotistisk og illegitim den er?

Om at måle korruption

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2024. 2 svar

Igår havde jeg fornøjelsen at undervise en lille, men opmærksom gruppe studerende i korruption. Formålet var naturligvis ikke at vise, hvordan man bestikker nogen, men hvad vi ved om, hvorfor bestikkelse sker, hvor det sker, og også hvad konsekvenserne typisk er. En væsentlig del af vores diskussion handlede om det svære spørgsmål_ Hvordan måler man, hvor meget korruption der er i en region eller et land?

Problemet er ikke begrænset til korruption: Mange forhold som omfanget af korruption, størrelsen af den sorte økonomi, og graden af skatteunddragelse er alle kompliceret af det faktum, at det er ting som folk har en stærk interesse i at holde hemmelige. Hvor stort et problem det er, illustrerer vi nedenfor.

På tværs af USA har man mulighed for at bruge et af to mål, der regulært publiceres. Det ene er antallet af korruptionssigtelser og korruptionsdømte per stat. Fordelen ved at bruge det mål er, at det er FBI der står for alle korruptionssager i USA. Hvor mange der bliver dømt og om sagen føres, afhænger således ikke af hvordan statens egne institutioner virker. Den anden mulighed er at bruge de vurderinger, som de store mediers journalister leverer. Fordelen ved den metode er allerførst, at de journalister der dækker den type sager i USA er specialiserede og godt inde i emnet. For det andet løser metoden et problem ved FBI-tallene: Hvis en stat er meget korrupt, vil det typisk betyde at politiet også er det. Derfor er det mindre sandsynligt, at der overhovedet startes en efterforskning af korruption i meget korrupte stater.

Figuren nedenfor viser med al ønskelig tydelighed, hvor stort vores målproblem er. På x-aksen er statens ranking når man bruger antallet af korruptionsdømte per indbygger – dvs. FBI-tallene. På y-aksen er rankingen i journalistkorpsets vurdering. Mens korrelationen mellem de to er 0,33, viser figuren hvor mange amerikanske stater der vurderes helt forskelligt af de to metoder. De største outliers er North og South Dakota, der har relativt mange korruptionsdømte, men vurderes som meget lidt korrupt af journalistkorpset.

Hvad kan man lære af det amerikanske eksempel? Først og fremmest er læren, at der er meget vigtige forhold i samfundsforskningen, som er ekstremt svære at måle med nogen ønskelig præcision. Det gælder i særlig grad korruption, men også – som nævnt ovenfor – størrelsen af den sorte økonomi. Og de to forhold er klart forbundne: Mere korrupte lande har også større sorte økonomier. Det giver et ekstra problem, nemlig at nationalregnskabets vurdering af BNP, og dermed vores viden om hvor rige eller fattige lande er, er mere skæv, jo mere korruption der er. I sidste ende er læren, at man altid og overalt skal tage hensyn til, at de data vi bruger som forskere, investeringsrådgivere, ansvarlige for outsourcingstrategier osv., osv., er misvisende i store dele af den tredje verden, og måske endda i de mest korrupte dele af USA og Europa.

Har Lars Sandahl tabt sutten?

Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2024. 3 svar

Igår bragte Berlingske et interview med Lars Sandahl Sørensen, som fik alarmklokkerne til at ringe i punditokraternes base i Bispegade. Sandahl, der er administrerende direktør i DI og derfor, med Berlingskes ord “industriens førstemand”, argumenterer i indlægget for fælleseuropæisk statsstøtte og industripolitik. Det er svært at være mere uenig i det, der synes at være DIs nye synspunkt.

Problemet – hvis vi skal tillade os at gætte – ser ud til at være, at Sandahl og DI ikke kun har accepteret Draghi-rapportens diagnose af EUs økonomiske problemer, men også den kur, dens italienske forfatter foreslår. Draghi dokumenterer i rapporten, hvordan EUs økonomiske vækst, og ikke mindst den europæiske produktivitetsudvikling, er sakket bagud for bl.a. USA i meget lang tid. Det er ikke en ny indsigt, men det er befriende at se det så åbent og offentligt illustreret i EU. Dybden af problemerne er heller ikke hemmelig: Tager man et gennemsnit af væksten i timeproduktivitet i de store vesteuropæiske lande, steg den hurtigere i 70erne og ind i 80erne i Europa end i USA. Selv i 80erne var USAs produktivitetsvækst kun 1,6 % mod Europas og Danmarks 2,9 % om året. Men fra starten af 90erne og frem har billedet været det modsatte. I 90erne havde USA og Danmark stort set samme produktivitetsvækst (2,1 mod 2,2 %), men i 00erne faldt Danmarks til 1 % og EUs til 0,8 % på samme tid som USAs fortsatte på 2,4 % om året. Resultatet har været, at mens de store lande i EU i gennemsnit havde samme timeproduktivitet som USA i 1990, var de umiddelbart før nedlukningsperioden 15 % bagud. Problemet bliver ikke mindre af, at de asiatiske tigre er ved at indhente Europa. i 00erne voksede deres timeproduktivitet hele 5,3 % om året, og selv i de elendige 10ere holdt de en vækst på 2,5 %. De er så tæt på Sydeuropa, at de kan læse regionens nummerplade.

Sandahls misforståelse ligger således ikke i diagnosen af et alvorligt økonomisk problem, men derimod i hans implicitte støtte til Draghi og EUs forestillinger om en kur. Han sagde således til Berlingske, at; “Hvis vi i Europa i forvejen er bagud på konkurrenceevne og statsstøtte og nu også står overfor toldmure, så er det meget alvorligt.” Sandahls løsning er at argumentere for politisk lederskab på EU-niveau, sådan at “Europa skal pulje midlerne sammen, og vi kan gøre meget” – underforstået, med statsstøtte…

Udtalelsen afslører DIs og mange andres helt fundamentale misforståelse: Troen på, at statsstøtte ‘virker’. Hvordan kan man ellers tro, at amerikansk og kinesisk statsstøtte har bidraget til EUs langsigtede konkurrenceevne- og produktivitetsproblem? Det samme gælder Sandahls forslag om at samle statsstøtten og koordinere den på europæisk plan i det, der ofte kaldes ‘missionsorienteret’ politik. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor økonomisk tåbelig idéen er, kan man med fordel læse Magnus Henrekson, Christian Sandström og Mikael Stenkulas Moonshots and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy fra tidligere i år. For de travle findes der også en væsentligt kortere oversigtsartikel i Economic Affairs fra juni.

Bundlinjen er, at Sandahl og DI har ladt sig narre af politiske proklamationer om, hvor godt det bliver når staten støtter og beskytter industrien, og har ladet sig overbevise om, at intentionen bag en politik også bliver konsekvensen af den. Men statsstøtte er af det onde, og ikke kun fordi den er dyr for borgerne. Politikere og embedsværk ved stort set intet om, hvad der er fremtidens mest produktive sektorer eller erhverv, og kan derfor meget nemt overtales til, at uproduktive særinteresser kun liiiige mangler det lille skub fra staten til at blive verdens næste Apple, Zara eller Mærsk. Man håber på at blive det næste væksteventyr, men ender med stor sikkerhed som det næste Bolivia.

Dansk/Baltisk Public Choice Workshop 2025

Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2024. Skriv et svar

Når semesteret er slut og vi kommer til den sidste fredag i januar er traditionen, at vi afholder den årlige danske public choice workshop. Workshoppen omfatter altid en lang række forskellige emner indenfor public choice og politisk økonomi, og tiltrækker hvert år forskere fra både de skandinaviske lande og naboer som Tyskland og Polen. Det gælder også næste år, med en enkelt, vigtig forskel: Den danske public choice workshop hedder ‘Baltic’ fordi den afholdes i Malmø.

Public choice workshoppen i 2025 finder sted fredag den 31. januar og lørdag den 1. februar. Per tradition begynder vi klokken 11 om fredagen, og som noget nyt lægger vi en enkelt session lørdag formiddag. Programmet omfatter en konferencemiddag fredag aften klokken 19, og en enkelt hotelovernatning, der gavmildt betales af Arne Rydes Stiftelse. Der er, som sidste år, et begrænset budget til støtte for PhD-studerende.

Som altid er hele workshoppen åben for alle interesserede – frokost, middag og overnatning er kun for dem, der præsenterer – og vi håber naturligvis at se både kolleger, journalister og almindelige, interessede borgere. Er man interesseret i at præsentere forskning, er deadline som altid den 24. december; det kræver at man sender en titel og et abstract til enten undertegnede (Christian Bjørnskov) eller Andreas Bergh (Lund Universitet).

En gang til: Rigdom skaber lykke

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2024. 4 svar

Taler man med almindelige danskere om lykke – og det har jeg gjort i forbindelse med omkring 100 foredrag om lykkeforskning – er der et helt gennemgående træk: De fleste føler ikke, at velstand burde være ret vigtigt for folks lykke og tilfredshed. Den præference var også kraftigt på spil forleden, da Moderaternes civilsamfundsordfører Karin Liltorp plæderede for et nationalt lykkemål i Berlingske Tidende. Liltorp ønsker at gøre som Bhutan, hvor staten har defineret et mål for lykke – et aggregat af forhold, den mener burde gøre bhutanerne lykkelige – og navigere politisk efter det. Både baggrundsidéen at velstand ikke er vigtigt, og selve det mere praktiske forslag er dybt misforståede, som jeg diskuterede i et modindlæg i søndags. Debatten endte også på Radio IIII igår, så måske er det tid til at minde læserne om, hvor tæt velstand og lykke følge hinanden på langt sigt?

Figuren nedenfor illustrerer, hvor klar sammenhængen mellem velstand og lykke er på tværs af lande, og hvordan det gælder for langt de fleste typer lande. I figuren er de blå markører demokratiske lande, de sorte er militærdiktaturer, og de røde er civile autokratier. Som de tre trendlinjer indikerer, er der meget lidt forskel på, hvor vigtig velstand er. Om noget er sammenhængen lidt stærkere i demokratier, hvilket også bekræftes af lidt simpel regressionsanalyse. I de to typer diktatur er et log-point større nationalindkomst i gennemsnit forbundet med 0,65 point mere tilfredshed, mens den samme stigning giver 0,84 point i demokratier.

Det samme grundlæggende billede får man, når man bare sammenligner danskere med forskellig indkomst, som vi gør i dagens anden figur. Figuren viser gennemsnitslykken for danskere i hver af de ti indkomstdeciler, dvs. fra de 10 procent fattigste til de 10 procent rigeste. Som figuren illustrerer, vil et ryk fra første decil – de 10 procent fattigste – til tiende decil indebære en stigning i tilfredshed med et helt point på en 1-10-skala.

Helt overordnet er velstand faktisk ret vigtig for folks lykke og tilfredshed, også selvom de fleste synes, at den ikke burde være det. Den er ikke det vigtigste – forhold som social tillid og ikke mindst civilstatus er mindst ligeså vigtige – men at bilde sig ind, og i særlig grad beslutte at føre politik, som om velstand ikke er særlig vigtig for borgerne, er decideret tåbeligt.

10 ting, økonomer ved som en videnskab, men som ikke er åbenlyse for alle

Af Jonas Herby, den 9. november 2024. Skriv et svar
  1. En pris er et signal pakket ind i et incitament. Høje priser er hverken godt eller skidt.
  2. Efterspørgselskurver hælder nedad. Kunsten er at forstå, hvad den relevante pris er.
  3. Undervurder aldrig udbudselasticiteten.
  4. Gode intentioner ophæver ikke økonomiske love.
  5. De nationale regnskaber, betalingsbalance osv. går op.
  6. Vækst og innovation løsner restriktioner, hvilket gør valg og fravalg mindre smertefulde.
  7. De fleste problemer er sværere at løse, end de ser ud. Der ligger sjældent penge på gaden.
  8. Markeder er ikke perfekte, men de fremhæver problemer; undertrykkelse af markedssignaler slår ofte fejl.
  9. Konkurrence handler om at lade de bedste virksomheder vinde kunderne – ikke om antallet af virksomheder.
  10. Det synlige er nemt at identificere, men det er usandsynligt, at det er hele effekten. Husk det usynlige.

Via Brian Albrecht.

Trump, Harris – eller Reagan.

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. november 2024. 1 svar

I disse dage er det 40 år siden, jeg besøgte USA første gang. Også dengang var der præsidentvalg, og det var faktisk i anledning af valget, at jeg var blevet inviteret over (af the US Youth Council).

Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.

Læs resten →

Tilfredshed i Centraleuropa

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2024. 2 svar

Forleden dag skrev vi om, hvor stor en succes Polen og en række andre tidligere socialistiske lande i Europa er. Vi dokumenterede, hvor langt landene er kommet økonomisk, både i privatforbrug og produktivitet. Men jeg møder jævnligt folk, der indvender, at det ikke er vigtigt. Kritikken har ofte form af lange indvendinger, der starter med “Jamen, hvis almindelige mennesker ikke har fået det bedre…” I dagens korte post ser vi derfor på netop det, ved at bruge EuroBarometerets spørgsmål om, hvor tilfredse folk er med deres liv.

I 2005 – det første år centraleuropæiske lande var med i undersøgelsen, var de tydeligt mindre tilfredse end Vesteuropa: Gennemsnittet på tværs af de 11 lande var 2,63 mod 3,10 i vest (p<0,01). I foråret 2024 var de samme tal 3,02 og 3,03 (p<0,94). Med andre ord har de også, når folk subjektivt vurderer deres egne liv, indhentet Vesteuropa.

Det er også meget tydeligt i figuren ovenfor, hvor de blå markører – Vesteuropa – alle ligger på linjen, der markerer ingen ændring, eller lidt over. Den eneste store forskel er Tyrkiet, hvilket måske ikke er så overraskende når man tænker på, at landet i perioden er gået fra velfungerende demokrati til et i stigende grad religiøst civilt autokrati. De røde markører – Centraleuropa – er derimod steget i gennemsnit 0,36 point på en 4-point skala (en 14-procent stigning). Så hvis nogen en dag skulle komme med indvendingen, at nok er transitionen væk fra socialisme endt i markant større rigdom, meeeeen…, er her rigelig dokumentation for, hvor vigtig transitionen har været for almindelige mennesker!

Produktivitet i Centraleuropa

Af Christian Bjørnskov, den 29. oktober 2024. 4 svar

I sidste uge besøgte jeg universitetet i Warszawa for at holde et seminar og besøge gode kolleger. En del af diskussionen over en hyggelig, polsk middag den ene dag, var hvor enorm den økonomiske og sociale udvikling har været i Polen. Mine kolleger kunne fortælle om et land, der på blot 30 år er kommet fra omfattende, grå levn fra kommunismen og politi, der stoppede en på vejen for at få bestikkelse, til en moderne, velstående retsstat. På vej hjem – med 3½ times forsinkelse og derfor god tid til at arbejde – tog jeg et kig på, hvor stor fremgangen faktisk har været.

Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.

Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.

Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.

“Congratulations on your forthcoming article in Public Choice”

Af Jonas Herby, den 21. oktober 2024. 8 svar

Yup! Den er god nok! Vores metastudie af effekterne af nedlukningerne, der skabte en mindre mediestorm i starten af 2022, fordi det viste, at effekten var yderst begrænset, er blevet accepteret i tidsskriftet Public Choice.

Det har været en meget lang proces med visse (i mine øjne lidt underlige[1]) bump på vejen, men resultatet er blevet rigtig godt, og selvom resultaterne er fuldstændigt uændrede ift. vores peer reviewed bog, som blev udgivet af Institute of Economic Affairs i London, har vi fået behandlet nogle vigtige kritikpunkter i den endelige (stærkt forkortede) version.

Og at det så ovenikøbet endte i godt tidsskrift som Public Choice, hvor ikke mindre end 10 nobelprismodtagere i økonomi[2] har publiceret artikler, gør mig ikke mindre stolt.

Jeg kommer til at skrive mere om det senere, men jeg vil gerne allerede nu kort adressere fire oplagte spørgsmål.

Hvorfor finder I markant lavere effekter end mange litteraturstudier?

Det skyldes primært:

  1. Flaxman-fejlen: Vi medtager kun studier, der har en kontrolgruppe. De studier, der finder meget store effekter, har ofte ikke nogen kontrolgruppe. Men vi ville aldrig konkludere, at Red Bull helbreder influenza, hvis et studie viste, at 100 børn blev raske efter at have fået Red Bull. Der skal være en kontrolgruppe. I juni 2020 skrev Videnskab.dk, at ”Nedlukninger i Europa forhindrede over tre millioner dødsfald” på baggrund af Flaxman et al. (2020), som netop ikke har nogen kontrolgruppe. Jeg er derfor begyndt at kalde denne ”svipser” for Flaxman-fejlen.
  2. Statistisk signifikant ≠ politisk signifikant: Flere studier finder statistiske signifikante resultater, som viser sig at være meget små (og derfor politisk insignifikante). Fx konkluderer Ashraf (2020), at nedlukningerne “var med til at mindske antallet af tilfælde og dødsfald”, men deres estimat svarer til 2,4% færre døde. Statistisk signifikant ≠ politisk insignifikant.

Hvad forklarer, at nedlukningerne ikke virkede?

Det undersøger vi ikke specifikt, men mit bud er, at det primært skyldes:

  1. Vi reagerede selv helt frivilligt: Det er nærmest logik for burhøns. Når en farlig pandemi rammer landet (og man bliver opmærksom på dette), begynder borgerne naturligvis at passe på. Det er Peltzman-effekten om igen, og ift. COVID-19 er effekten dokumenteret i adskillige studier. Eller som professor Niels Johannesen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet forklarede det i Deadline: ”når man står midt i en galopperende krise, så trækker forbrugerne i bremsen. Uanset om restauranterne er lukket ned eller ej”.
  2. Staten regulerede beskeden del af de smittefarlige kontakter: Smitten skete primært i hjemmet, på arbejde og i sundheds- og plejesektoren. Og hvad kendetegner de sektorer? At de i overvejende grad var uregulerede under hele pandemien. De fleste virksomheder måtte gerne holde åbent (men mange valgte at lukke jf. 1). Ved de aktiviteter, der blev lukket ned, var der kun begrænset smittespredning og (måske netop derfor) ikke rigtig nogen effekt på smitten, som bl.a. SSI har vist.

Hvordan forklarer du, at Sverige klarede sig så dårligt under første bølge?

Hvordan forklarer du, at Belgien klarede sig så dårligt, når de lukkede ned stort set samtidig med Danmark?

Min seneste forskning peger på, at en væsentlig del af forklaringen sandsynligvis skal findes i, at udbredelsen af pandemien var langt højere i Sverige (og Belgien) end i Danmark, før man blev opmærksom på, at smitten havde spredt sig nordpå fra Sydeuropa.

Hvorfor fik jeres studie så meget kritik, da det først udkom i 2022?

Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål. Personligt undrer det mig, at der var så mange ikke-fagfæller, der kritiserede studiet. Hvorfor kritiserer en postdoc i biokompleksitet relateret til SSI offentligt et studie udført af økonomer? Hvilke kompetencer har han i at evaluere effekten af en given politik? Hvorfor spurgte Science Media Center primært forskere, vi kritiserede i vores studie (bl.a. ovenfornævnte Flaxman)? Hvorfor refererede såkaldte faktatjekkere kun kritiske ikke-fagfæller og ikke positive fagfæller?

Hvad tror du?

[1] Vi blev fx afvist i ét tidsskrift fordi en reviewer nægtede at se på vores artikel, fordi han/hun mente, at der bl.a. var for mange fodnoter, og vi blev afvist af et tidsskrift, fordi de ”kun” kunne skaffe tre reviewers. Hvis det er normalt, er jeg glad for, jeg ikke har gjort karriere i at få peer reviewed min forskning.

[2] James M. Buchanan, Elinor Ostrom, Douglass C. North, Amartya Sen, Finn E. Kydland, George J. Stigler, John C. Harsanyi, Kenneth J. Arrow, Lloyd Shapley og Oliver E. Williamson.