Forfatterarkiv: Niels Westy

Om Niels Westy

Cand.polit. Niels Westy

Moraes vs. Musk: Ytringsfrihed Under Angreb i Brasilien

Af Niels Westy, den 18. september 2024. 1 svar

30. august udstedte en af Brasiliens højesteretsdommere, Alexandre de Moraes, en ordre om at blokere adgangen til Elon Musks X (tidligere Twitter) i Brasilien. Yderligere kunne brugere (der er ca. 22 mio. i Brasilien) nu risikere en bøde på op til 50.000 real (hvilket svarer til ca. 60.000 kr. i dagens kurser) per dag, hvis man alligevel tilgik X via en VPN-forbindelse.

Det kan ses som den foreløbige kulmination for Alexandre de Moraes og den brasilianske højesterets årelange bekæmpelse af ”online fake news, hadtale og antidemokratiske ytringer og brug af sociale medier”.

Lukning af adgangen til X kom efter Elon Musk og X i første omgang nægtede at følge krav fra Moraes – ofte uden begrundelse – om at lukke en lang række specifikke konti på X, bl.a. tilhørende folkevalgte medlemmer af Brasiliens underhus.

Afvisningen fra X medførte at selskabet blev pålagt dagbøder, som de også nægtede at betale, hvorefter de nedlagde deres lokale repræsentation (hvilket er et krav ifølge brasiliansk lovgivning). Men det stoppede ikke her. Som følge af at X nægtede at betale dagbøderne og følge Alexandre de Moraes påbud om at censurere dets brugere og lukke specifikke brugerkonti, blev de brasilianske bankkonti hos satellitfirmaet Starlink indefrosset. Efterfølgende er de næsten 19 mio. real i bøder, blevet trukket fra Starlinks konti i Brasilien og overført til den Brasilianske stat. Herefter er Starlinks konti blevet åbnet igen.

Problemet er bare, at Starlink er en global satellitbaseret internetudbyder, som har ca. 200.000 brugere i Brasilien, ikke mindst i Amazonas-regionen. Den er er ejet af SpaceX, som nok er startet af Elon Musk, men ellers har en anden ejerkreds end X Holdings Corp, som ejer X.

Brasiliens højesteret og dets dommere har en helt anden – og langt mere aktivistisk rolle – end vi kender det både fra USA og herhjemme. Og ifølge Brasiliens temmelig strenge lovgivning om regulering af sociale medier, er det indenfor lovens rammer at én højesteretsdommer kan lukke et socialt medie, som ikke efterkommer højesterets krav. Men det er dog ikke hele historien. Det handler også om Moraes’ personlige tilbøjelighed til at søge højtprofilerede sager og iscenesætte sig selv, noget som ikke er usædvanligt – heller ikke for dommere – i Brasilien.

Venstrefløjen jubler og højrefløjen raser

Ifølge en meningsmåling udført af AtlasIntel mener ca. 57 pct. af de adspurgte brasilianere, at Moraes beslutning er politisk motiveret, mens næsten 2 ud af 3 mener, at det var forkert at blokere Starlinks konti. Til gengæld er befolkningen stort set delt i to lige store blokke, når det kommer til, hvorvidt det var i orden at blokere X.

Det afspejler formentlig den kraftige polarisering, som længe har præget Brasilien. Er du venstreorienteret, vil du være tilbøjelig til at støtte forbuddet, men er du højreorienteret, er du imod. Ikke mindst hvis du tilhører den mere yderliggående del af højrefløjen, associeret med tidligere præsident Jair Bolsonaro. Frihed og ytringsfrihed er altså godt, når det gælder én selv og dem man er enige med, men ikke så godt, når det handler om ”de andre”.  

Det hjælper nok heller ikke, at Elon Musk er sprunget ud som en aktiv Trump-støtte. Men som Jacob Mchangama skrev på X efter Moraes og højesterets beslutning i Brasilien:

”If your instincts are that Moraes = good, because Musk = bad, consider that Moraes’ war on “fake news” started in 2019 long before Musk acquired Twitter”. Hvorefter han i en af en række kommentarer til den oprindelige post argumenter, bl. a. påpeger, at ”You can’t have free and immediate online speech without accepting that “disinformation” will be part of the ecosystem of information and ideas. Fortunately there’s lots of evidence to suggest that the problem of disinformation is frequently exaggerated and poses less of an existential threat” than the doomsday prophecies would have you believe”.

Det skal understreges at der bestemt ikke er grund til at gøre Musk til en “helt”, som på vegne af ytringsfriheden holder fanen højt. I andre situationer, bl. a. i Tyrkiet, har man frivilligt og uden de store protester efterlevet myndighedernes krav om at lukke konti hos kritikere af Erdogan.

Moraes blev udnævnt til højesteretsdommer under den centrum-højreorienterede og konservative præsident Michel Temer (præsident efter Dilma Rousseff måtte gå af i 2016). Og han blev rost i Brasilien, da han under Jair Bolsonaros tid som præsident gik mod ham og hans mildt sagt til tider temmelig autoritære politik, bl.a. når Bolsonaro før valget i 2022 offentligt satte spørgsmålstegn ved selve optællingen af stemmerne. En fortælling der fortsatte efter han havde tabt valget. Bolsonaro er sidenhen blevet udelukket fra at stille op til valg i otte år på grund af sine løgne omkring de stemmemaskiner, man bruger i Brasilien.

Moraes’ ”korstog” synes også at handle om mere end opretholdelse af brasiliansk lov. Som The Economist påpeger i artiklen The all-powerful judge taking on Elon Musk , er Moraes en mand, som ”kan lide og forstår magt” og har omfattende kontakter i politi, militær og efterretningstjenester. Og mens det er normen i vestlige demokratier, at undersøgelser indledes af anklagemyndigheden eller politiet, har Moraes i flere sager givet sig selv beføjelser til både at indlede undersøgelser, agere anklager og dommer på én gang. Med en manglende juridisk definition på, hvad misinformation (fake news) egentlig er, og ved at kræve konti lukket uden begrundelse, bliver det mildt sagt problematisk. Moraes var f. eks. manden bag, at ikke-krypterede private samtaler og løs snak om, hvorvidt et kup var at foretrække frem for Brasilien igen fik en demokratisk venstreorienteret præsident, førte til at de pågældendes hjem blev ransaget, bankkonti indefrosset og sociale medie-konti suspenderet. Uanset at man kan mene – hvilket gælder undertegnede – at demokrati naturligvis altid er at foretrække – også når de der vinder er nogen, man ikke er enig med, er det jo en temmelig voldsom reaktion.

Lad os endelig kunne læse hvor vanvittige ideer folk har om verden vi lever i

Om så de mere eller mere drakoniske tiltag, man ser rundt om i verden – også i lande der betragter sig selv som frie og demokratiske – der indskrænker ytringsfriheden, så overhovedet afhjælper problemerne med fake news, had tale osv., er en anden sag. Vanvittige forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen, løgne og bedrag, har der alle dage været masser af  – også før de sociale medier kom til – og mon ikke der altid vil være det?

Og hvor meget værre er det egentlig i forhold til tidligere? Måske er den væsentligste forskel, at vi nu kan se og reagere på det? Ja, måske er det ligefrem en fordel, at det nu foregår i det åbne i stedet for i det skjulte, og at sociale medier som X giver mulighed for at man kan reagere på det?

Musk og Tucker Carlson

Et godt eksempel på dette er måske reaktionen, da Elon Musk tidligere på måneden delte et interview, som den kontroversielle journalist Tucker Carlson havde med en vis Darryl Cooper, af Carlson betegnet som ”den måske bedste og mest ærlige populærhistoriker i USA”. Musk knyttede dertil ordene: ”meget interessant, værd at se”.

Musk havde dog tydeligvis ikke selv set interviewet, for Darryl Cooper kan nok bedst betegnes som tæt på at være naziapologet og mængden af desinformation og absurditeter i interviewet – eller hvad vi nu skal kalde det – var mildt sagt overvældende.

Efterfølgende har Musk da også slettet det oprindelige opslag med en forkølet undskyldning om, at han kun havde set dele af det, hvilket sådan set også siger en del om Musks troværdighed eller mangel på samme, uanset om man er enig eller uenig i hans holdninger.

Men skal Tucker Carlson, som med rette er en temmelig omstridt journalist, nægtes adgang til de sociale medier? Altså hvis vi ser på reaktionen hos en række ”rigtige” historikere, ville det være en skam. For naziapologeter som Darryl Cooper findes – sociale medier og internettet eller ej – og Tucker Carlson findes jo også.  

Hvad der er sket efterfølgende er, at især Coopers udtalelser om 2. Verdenskrig og Winston Churchill vs. Adolf Hitler har udløst en sand kaskade af reaktioner og artikler, som ”debunker” Darryl Cooper. Noget som kun var muligt, netop fordi også Tucker Carlson har adgang til de sociale medier.

Også relevant herhjemme

Også herhjemme ser vi samme kamp om ytringsfriheden. Når fx, en ikke ubetydelig nationalkonservativ stemme i den danske debat, som jævnligt skriver i Berlingske, reagerede på at Tivoli smed en gæst ud, fordi vedkommende havde en T-shirt på, hvor der stod ”boykot Israel”, ved at skrive på X, at ”TAK, Tivoli. Fascismen kan pakke sig”, må man jo naturligvis forvente at det er helt ok med hende, hvis det er hende der nægtes adgang næste gang på grund af et eller andet ved hendes beklædning fx.

Og nej, selv om flere på venstrefløjen gjorde det til et spørgsmål om ytringsfrihed at en gæst blev nægtet ophold i Tivoli på grund af en T-shirt, er det naturligvis noget vrøvl. Der er tale om en privat virksomhed, og for mit vedkommende må Tivoli stille lige præcis de krav til gæsternes påklædning, de har lyst til. Men ligefrem af hylde Tivolis tiltag, som ikke rigtigt virker gennemtænkte er dog et stykke vej? (og håndhævelsen kan aldrig blive andet end mildt sagt temmelig arbitrær). Kravet om politisk neutral påklædning, som åbenbart er det Tivoli henviser til, Hvad betyder det egentlig?

Og så er der selvfølgelig sagen med det mangeårige medlem af Enhedslisten, Jan Kjærgaard Hansen, som er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv. Her har Politiet åbenbart ifølge medierne rejst en sag om terrorbilligelse ( straffelovens §136, efter hvilket den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år) på baggrund af et interview i BT ( Enhedslisten-medlemmer vil genoptage pengestrøm til organisation, der deltog i terrorangreb), fordi Jan Kjærgaard Hansen mener at man bør genoptage samarbejdet med PFLP, selv om de formentlig deltog i terrorangrebet den 7. Oktober – hvilket han vist ikke helt tror på – fordi han anser dem for at være frihedskæmpere på ligne med danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig.

Man kan sagtens mene – hvilket jeg selv gør – at mandens synspunkter er fuldkommen absurde. Men skal han potentielt dømmes til op mod 3 års fængsel for billigelse af terror, fordi han i et interview siger hvad han mener? PFLP er (korrekt efter min mening) på listen over terrorbevægelser og som sådan er det jo i orden at retsforfølge borgere, som yder aktiv støtte til dem – som det skete med Fighters and Lovers i 2008 Men et er dog at give udtryk for en overbevisning eller holdning, som de fleste af os andre finder absurd, og så aktivt yde støtte til mennesker og organisationer der aktivt deltager i terror. Og så kan det godt være, at et andet medlem af Enhedslisten, nemlig folketingsmedlem, gruppeformand og udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, som for øvrigt mente, at dommen over medlemmerne af Fighters and Lovers i 2008, da disse blev dømt for økonomisk at støtte FARC og PFLP i 2008 var forkert, her i 2024 mener at ”kort og godt, så synes jeg, at det [Jan Kjærgaard Hansens o.a. forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP] er fuldstændig langt ude,” som hun skriver i et svar til BT. I 2008 lød det lidt anderledes, når det handlede om Fighter+Lovers støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP:

Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.

Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold.  Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark.
-Trine Pertou Mach (2008)

Det ændrer bare ikke ved at vi her har tale om en sigtelse (i 2024), som ret beset er baseret på at et menneske giver udtryk for sin overbevisning. For hvad bliver det næste? Hvad nu hvis det du tror på kriminaliseres?

Og her har vi så ved problemets kerne. Heldigvis er vores politiske tradition og kultur væsensforskellig fra den brasilianske, og ikke mindst er vores retssystem helt anderledes indrettet. Men på det personlige plan er vi måske ikke så forskellige fra brasilianerne. Ytringsfriheden og frihed i det hele taget er vist desværre noget som primært gælder, når det er synspunkter og holdninger, man selv deler.

Sommerserie #8: Først blev vi for mange, så bliver vi for få – og hvorfor tales der så lidt om produktivitet?

Af Niels Westy, den 8. august 2024. Skriv et svar

Otto havde for et par uger siden et fremragende indlæg her på punditokraterne i vores sommerserie, om hvorvidt liberalisme var skyld i den faldende fertilitet, som er blevet voldsomt problematiseret i den offentlige debat det seneste år – ikke mindst Berlingske Tidende – har faciliteret denne debat på det seneste (se også links nederst). Ak ja, som tingene kan blive vendt på hovedet.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Læs resten →

Med Trump følger øget protektionisme

Af Niels Westy, den 18. juli 2024. Skriv et svar

Punditokraternes sommerserie i 2018 handlede om frihandel. En af årsagerne var den stigende protektionisme, ikke mindst i USA, under Trumps første periode som præsident, hvilket er fortsat under Biden administrationen.

Trump og hans rådgiveres argumenter for øget protektionisme og hvorfor øget handel med andre lande skadede USA var (og er) deciderede absurde. Således mener man at import skader BNP, fordi man trækker import fra eksport. Selvfølgelig gør man det. Den indgår jo allerede i forbrug og investeringer.

Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).

Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.

Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.

I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.

Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.

Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.

Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:

“They are all a bunch of socialists”

BNP og velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet

Af Niels Westy, den 16. juli 2024. 1 svar

Denne sommers tema her på punditokraterne er “Hvad driver økonomisk vækst”. Mens mine kollegaer på bloggen skriver om det, handler dette indlæg dog om noget lidt andet, nemlig hvordan vi måler det, hvad det er vi faktisk måler og hvad der egentlig er pointen med vækst.

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Læs resten →

Om borgerlighed, politikfejl og utilsigtede konsekvenser, en ikke-anmeldelse

Af Niels Westy, den 16. februar 2024. Skriv et svar

Tidligere direktør for Cepos og nu direktør i Popoulos Analytics, Martin Ågerup har skrevet en meget velresearchet og stringent bog af den slags, som skrives alt for sjældent på dansk, “hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen“.

Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).


Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.




Que pasa Argentina?

Af Niels Westy, den 10. februar 2024. 1 svar

Forrige fredag (2. februar) så det ud som om præsident Milei og hans regering ville få deres store lovpakke (hvad der var tilbage af den) på næsten 400 love (oprindeligt mere end 600) vedtaget i det argentinske Deputeretkammer. Tirsdag (6 februar) faldt det hele sammen og regeringen endte med at trække lovpakken tilbage.

Efterfølgende har det (selvfølgelig) været magtpåliggende for regeringen at forsøge at fremstille det som alt andet end et nederlag. Ja, man er gået så langt som til nærmest at fremstille det som det modsatte (hvorfor så fremsætte den?) og seneste melding er at der slet ikke er brug for den! Om det rent faktisk forholder sig således, ved jeg ikke. Men når det drejer sig om at begrænse de offentlige udgifter, kan regeringen faktisk gøre en del uden at det kræver vedtagelse i kongressens kamre, da udgifterne i forvejen er reguleret af dekreter. et par dage før man introducerede den lovpakke, som nu ikke ser ud til at blive til noget, offentliggjorde man også flere hundrede dekreter og ophævede andre. Selv om nogle af dekreterne sidenhen er blevet afvist ved domstolene (gælder bl. a. en række dekreter om arbejdsmarkedet), er en lang række andre trådt i kraft, herunder ophævelse af prisregulering og regulering af hvad der kan importeres og eksporteres, ligesom offentlige investeringer er sat i bero, mens kontraktansatte ikke får fornyet deres kontrakter mv.

Ikke desto mindre skrev præsident Milei en besked via præsidentens officielle konto på X, hvor han oplister alle de der opfattes som loyale og alle de han mener er “forrædere”.

Der bliver i den grad gået til makronerne og Milei har ikke mindst skældt ud på delstaternes guvernører, ligesom man efterfølgende har reduceret overførslerne kraftigt fra staten til disse (bl. a. de midler som går til subsidiering af den kollektive trafik).

Hvis nogen undrer sig over hvorfor delstaterne trækkes ind i hvad der startede som et slagsmål i deputeret kammeret skyldes det, at en række partier er regionale og/eller meget tæt knyttede til guvernørerne i de enkelte delstater.

Jeg lagde for nogle uger siden Milei’s tale på det årlige World Economic Forum møde i Davos op her på bloggen og sidenhen har Berlingske Tidende fået oversat samme til dansk. Omend den er lidt ubehjælpsomt oversat, skal avisen have tak for det. For det er en interessant tale med dens referencer og ikke mindst med Milei’s – korrekte – konstatering, at kun markedskapitalisme har været i stand til at sikre tålelige levevilkår for folk flest. mens socialisme kun har medført ufrihed og fattigdom. Danmark er her et fremragende eksempel.

Jeg er klar over at der i store dele af det “politiske landskab” (især men ikke kun på venstrefløjen) dyrkes en forestilling om at vores velfærdsstat (og dermed høje skattetryk) er en forudsætning for vores velstand. Det er noget vrøvl, som mangler faglig basis. At en land som Danmark (og de øvrige nordiske lande) både har en høj velstand og et højt skattetryk , skyldes primært at vi har “råd til” at have et højt skattetryk fordi vi har velfungerende markedsøkonomier og ydermere, hvilket ikke er mindst vigtigt, at vi allerede var blandt verdens mest velstående lande før vi for alvor etablerede den nuværende velfærdsstat i sidste halvdel af det 20. århundrede (til forskel fra lande som fx. Argentina og Uruguay), som allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede – med lidet held i øvrigt – søgte at opbygge en velfærdsstat, hvor borgerne blev tildels et hav af positive rettigheder (dvs. rettigheder som andre skal betale for).

Data er entydige. Lande med en høj grad af økonomisk frihed (det som den yderste venstrefløj kalder vredt kalder “neoliberalisme”) er også de lande hvor levestandarden er højest – og som det fremgår af nedenstående fra Fraser Institute, ligger Danmark helt i top, mens Argentina er blandt de lande i verden med den laveste grad af økonomisk frihed. Sådan har det dog ikke altid været.

Argentinas “Belle Epoque”

Når det overhovedet lykkes en outsider som Javier Milei at blive valgt til præsident i Argentina er det naturligvis udtryk for den dybe økonomiske deroute, som landet har været på i årtier – ja, hvis man spørger ikke kun Javier Milei, men også f. eks. Domingo Carvallo, Argentinas finansminister (1991-1996 og igen fra marts 2021 til december 2021), starter Argentinas nedtur med den første folkevalgte præsident, Hipólito Yrigoye, i 1916. Et valg som på trods af at Argentina fortsat opnåede en fornuftig vækst i nogle årtier frem, markerer afslutningen af Argentinas “Belle Epoque”, som både Cavallo og Milei (Milei har udtrykt sin beundring for Cavallo, hvilket ikke er ukontroversielt i Argentina) m. fl. daterer tilbage til vedtagelsen af forfatningen i 1852, hvorefter Argentina formentlig havde verdens højeste vækstrater frem til 1. verdenskrig (Ifølge Domingo Cavallo voksede BNP pr. indbygger i gennemsnit mere end 3 pct. om året). Som det fremgår nedenfor er der da også tale om en bemærkelsesværdig udvikling, både i befolkningstal og BNP pr. indbygger (kilde: Maddison 2020)

Mens befolkningen firedobles fra 1870 til 1913, mere end fordobles BNP pr. indbygger og målt på BNP pr. indbygger er Danmark, som også oplever hastig vækst i denne periode, og Argentina nogenlunde lige velstående målt på BNP pr. indbygger i 1913. I Argentina fremstod for mange som fremtidens land. Dens økonomi var vokset hurtigere end USA’s i løbet af de foregående fire årtier og BNP pr. indbygger var højere end i Tyskland, Frankrig eller Italien.

Buenos Aires blev i denne periode en af verdens absolutte metropoler, hvilket måske ganske godt illustreres med at da Harrods besluttede at oprette sit første oversøiske emporium, valgte man at etablere sig i Buenos Aires. Det er ikke for meget at sige, at Argentina for mange fremstod som fremtidens land ved 1. verdenskrigs udbrud.

Men hvor både Danmark og Argentina var blandt verdens rigeste lande i begyndelsen af det 20. århundrede, er kun Danmark det fortsat 100 år efter.

Efter et betydeligt fald i BNP under 1. verdenskrig, forbedres økonomien herefter frem til slutningen af 1920erne, men så er det stort set også slut. På trods af den relativt høje vækst efter 1918 (BNP pr. indbygger vokser lidt hurtigere end dansk BNP pr. indbygger frem mod 1930), er den relative nedgang, målt på BNP pr. indbygger i forhold til de mest velstående OECD-lande, herunder Danmark begyndt.

Men da havde Argentina da også for længst mistet sin tiltrækningskraft på europæiske udvandrere. Den massive indvandring, som ligger bag den meget høje befolkningstilvækst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede slutter således reelt med udbruddet af 1. verdenskrig.

Næsten seks millioner europæere – hovedsageligt italienere og spaniere – ankom til Buenos Aires mellem 1870 og 1914, og over tre millioner af disse blev i landet for altid. Især mellem 1905 og 1914 var indvandringen meget stor. I løbet af disse ti år ankom næsten tre millioner immigranter til Buenos Aires alene. Det er naturligvis også i disse år at byen fremkom som en af verdens metropoler, hvis bygningsværker fortsat kan ses som et symbol på fortidens rigdom. Argentina var på det tidspunkt et verdens mest urbaniserede lande, mens ca. 70 pct. af befolkningen i beskæftigelse i Buenos Aires og 80 pct. af dens virksomhedsejere var indvandrere.

Kimen til senere protektionisme og statslig regulering lagdes tidligt

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, som ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske investeringer. Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med Argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

YPF, Argentinas statsejede olieselskab, blev således etableret allerede i 1922. Jernbanenettet, som etableredes med privat kapital i fra 2. halvdel af det 19. århundrede op til 1. verdenskrig og spillede en afgørende rolle for landets økonomiske udvikling og ekspanderende eksport (det var Latinamerikas største), nationaliseredes allerede gradvist fra 1930erne – omend de væsentligste nationaliseringer først fandt sted under Juan Peron i hans første regeringsperiode i 1948. Importregulering baseret på et “Argentinsk først” princip introduceredes også tidligt.

Det kan forekomme som lidt af et paradoks, at den erklærede liberalist (anarkokapitalist) Javier Milei ønsker at beskatte både import og eksport indtil videre. Forklaringen er dog den, at der her er tale om beskatning som ikke skal deles med delstaterne, hvilket dog naturligvis ikke gør markedsforvridningerne mindre.

Som Mauricio Rojas påpeger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, Carmensitas sorg, medvirkede ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence og kontrol over nye markedssegmenter tidligt til dannelsen af industrisammenslutninger. Den væsentligste, Unión Industrial Argentina, etableredes allerede i 1887, hvorefter importtolden gradvist (altså allerede før 1. verdenskrig) steg. For udvalgte brancher indenfor bl. a. forarbejde fødevarer ganske betragtelig til stor irritation for eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt at modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den Argentinske told. En af årsagerne for de stigende toldsatser var statens behov for penge, men en anden årsag var uden tvivl beskyttelse af indenlandske producenter, ofte fremmet af en alt mere dominerende nationalistisk retorik.

I 1920erne var toldsatser på bl. a. beklædning, læskedrikke og raffineret sukker mv. på mellem ca. 40 til mere end 60 pct.

Jeg skal lige understrege at man ikke “bare” kan sætte lighedstegn mellem øgede handelsbarrierer og den økonomiske deroute, som Argentina oplevede sidenhen. Flere forhold spiller ind. Blandt andet er der blevet peget på, at nok var Argentina et rigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Man var velstående, men det var primært på grund af rigdommen på råvarer, mens den industrielle base kun langsomt blev udviklet. Samtidig var uddannelsesniveauet lavt og forblev det i mange år, ligesom kronisk lavt indenlandsk opsparing indebar at en meget stor del af investeringer i perioden var finansieret med udenlandsk kapital. Det er angivet at være medvirkende til vanskelighederne med at tilpasse sig eksterne chok. Det kan der muligvis være en pointe i, desværre for Argentina og andre Latinamerikanske lande kan man blot konstatere at den måde man reagerede på denne “tingenes tilstand” hverken mindskede “sårbarheden” overfor eksterne choks eller var i stand til at sikre varig (høj) økonomisk vækst. Importsubstitutions strategierne efter 2. verdenskrig – ikke mindst koblet med statslig ejerskab – har generelt været en katastrofe – nogle større end andre – for de lande som valgte denne kurs. Konsekvenserne kæmper man fortsat med. Andre lande, hvis økonomi i høj grad var baseret på eksport af primær produkter i første halvdel af forrige århundrede valgte anderledes – bl. a. Danmark.

Endelig er der natuligvis også grund til at pege på et fælles kendetegn ved Latinamerika. Igen i større eller mindre grad; Manglede nødvendige robuste institutioner til at sikre en succesfuld udvikling. Desværre – det ville ellers være vidunderligt – er det ikke lige sådan at sikre fx. et robust og uafhængigt retssystem, en ukorrupt embedsstand, et velfungerende politisk system mv.

Man kan lave nok så mange flotte forfatninger og “smukke” love, men så er der alt det der ikke står nogen steder og som måske er det vigtigste (og mest skrøbelige?).

Et opgør med mere end 100 års tankegang

Når Javier Milei – og andre med ham, bl. a. Carlos Menems først udenrigsminister og senere finansminister, Domingo Cavallo, taler om et opgør med mere end 100 års tankegang i Argentina, så skal det tages helt bogstaveligt. Nok er Peronismens arv, som har gennemsyret Argentina siden 2. halvdel af 1940erne og frem til i dag, den umiddelbare “fjende” for de der ønsker et mere åbent og markedsorienteret Argentina.

Men det går altså længere tilbage end det. Argentina som en laizzes-faire orienteret markedskapitalistisk økonomi var en parentes (omend en meget succesfuld en af slagsen) i Argentinas historie, som startede i midten af det 19. århundrede og varede frem til 1916.

Når jeg slutter med gennemgangen af den økonomiske udvikling – hvor overfladisk og mangelfuld den så i øvrigt er – det er trods alt “blot” et blogindlæg i 1930erne og før Peronismens indtog – skyldes det naturligvis krisen i 1930erne. Jeg skal nok komme tilbage til den videre udviklingsenere.

Milei sætter skæringsdatoen for “tabet af det “markedsliberale paradis” ved valget af Juan Hipólito Yrigoyen som præsident i 1916. Her er det nok værd at bemærke (og en selvstændig pointe), at Yrigoyens parti, Unión Cívica Radical, forkortet UCR, i dag er en del af hvad der betegnes som den “uafhængige/venligsindede opposition”. UCR har siden midten af 90erne været medlem af socialistisk internationale (i lighed med socialdemokratiet herhjemme).

Ovenstående i modsætning til den “rigtige” opposition, som først og fremmest består af Unión por la Patria, forkorte U og er den peronistiske koalition som stod bag taberen af præsidentvalgets 2. runde, tidligere finasminister Massa.

Når Milei skriver om forrædere på X er det ikke “den rigtige” opposition som optræder på listen, men de fra den “uafhængige/venligsindede opposition” som valgte lovpakken fra til sidst.

Og her er vi så tilbage til et afgørende problem for Argentina (og andre Latinamerikanske lande) – hvordan håndterer man uenighed og hvordan sikrer man varige reformer? Det er jo ikke fordi man ikke har prøvet at vende udviklingen før. I første halvdel af 1990erne gennemførtes betydelige markedsreformer og privatiseringer, som i første omgang førte til høje vækstrater og lav inflation. Men det holdt ikke og som bekendt brød økonomien sammen i begyndelsen af dette årtusinde, som også betød afslutningen – og i stort omfang – tilbagerulningen af de tidligere reformer og privatisering. Det statslige olieselskab var blevet privatiseret i 1999, men nationaliseredes f. eks. igen i 2007.

Dette i skarp modsætning til hvad der skete i – trods de seneste årtiers noget afdæmpede vækst – Latinamerikas mest succesfulde eksempel på markedskonforme reformer, Chile. Men her er man nok også (desværre) nød til at medtage, at sammenbruddet i Chile i 1982 i forbindelse med den internationale gældskrise, skete mens Pinochet var diktator. Ikke fordi militærdiktaturer har været mere markedsorienterede end civile og demokratisk valgte regeringer, det forholder sig omvendt , men fordi der denne ene gang åbenbart var tale om en diktator og et diktatur, som var parat til at give reformerne en chance til. Havde Chile været et demokrati, var det næppe sket. Man kunne selvfølgelig også pege på Uruguay, hvor der faktisk synes at have dannet sig en koncensus om en relativt markedsorienteret økonomisk model – uanset om man har borgerlige eller socialistiske regeringer. Ud over man kan pege på at reformerne har været for få og små og at den økonomiske vækst de seneste 10-15 år har været relativt ringe, kan det også være at selve det faktum at Uruguay blot har ca. 3,5 mio. indbyggere har betydning. At Uruguay også er regionens mindst korrupte land ifølge Transparency International er heller næppe uden betydning. På den anden side må vi (igen desværre) konstatere at Peru, hvis politiske virkelighed kan forekomme komplet absurd – alle nulevende tidligere præsidenter er enten i fængsel, landflygtighed og/eller anklaget for korruption og/eller magtmisbrug, mens fortsatte nødvendige reformer tilsyneladende er umulige at gennemføre. Det som fortsat driver værket er markedsreformerne i 1990erne, efter daværende præsident Fujimori sendte parlamentet hjem og tiltog sig enevældig magt, hvorefter han gennemførte de reformer som hans modkandidat ved det tidligere præsidentvalg, forfatteren og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa, havde tabt valget på at foreslå.

Det hjælper næppe heller på Argentinas muligheder, at Milei og regeringen nu går “hårdt mod hårdt” mod både kongressens to kamre og delstaterne. Men det får vi jo at se i de kommende år. Et er sikkert. Her på bloggen vil vi følge udviklingen i Argentina tæt. Er det virkeligt muligt at ændre retning mod mere marked og mindre stat og regulering i Argentina? Kan det lade sig gøre i et demokrati? Og hvis ja, hvilke forhold bliver så afgørende? Det virker i hvert fald temmelig usandsynligt at forestille sig, at man kan få samme “politiske klasse”, som Miley (med rette, men kan det være anderledes?) beskylder alene at være interesseret i at opretholde egne privilegier og berige sig på bekostning af den almene befolkning til at afskaffe egne fordele..

Selv om Milei vandt 2. valgrunde overbevisende (største valgsejr siden genindførelse af demokratiet i Argentina), så stemte 45 pct. altså på den udgående regerings kandidat, Sergio Massa,mens Peronisterne fortsat er den største gruppe i kongressens to kamre, og også havde været det, selv hvis man havde haft et valgsystem som vores, hvor alle parlementets medlemmer er på valg samtidig (I Argentina er halvdelen af medlemmerne i Deputeret Kammeret og en trediedel af Senatets medlemmer på valg hvert 2. år).

Om ikke andet bliver det spændene at følge.

Hvis du forøvrigt ønsker mere information om Argentina og Milei, har jeg samlet lidt links til et par fremragende bøger og en række videoer og interviews om Argentina og Milei herunder:

Christian Bjørnskovs blogindlæg fra sidste år:
Argentina – engang var det rigt – Punditokraterne

Mauricio Rojas (tidligere direktør for Tænketanken Timbro, tidligere medlem af det svenske storting mv) : Carmensitas Sorg (kan hentes her på engelsk)

Domingo Cavallo: Argentina’s Economic Reforms of the 1990s in Contemporary and Historical Perspective

Tucker Carlsons (ja dén Tucker Carlson) interview med Javier Milei

Wall Street Journal:

John Stossel (samme stil som Tucker Carlson, men fra et libertariansk ståsted) :

Reason TV:

The Economist:

Interview af Milei med Patricia Janiot (spansk) :

Sidstnævnte interview har medført en større diplomatisk krise mellem Argentina og Colombia, idet Milei omtaler Colombias præsident, Petro, som en “morderisk kommunist” (se slutningen af interviewet).

Kaptajn Ancab og WEF

Af Niels Westy, den 25. januar 2024. 1 svar

I sidste uge skrev jeg om Oxfams årlige ulighedsrapport, som de altid udsender i anledning af det årlige møde i World Economic Forum (WEF) i Davos. I dag har jeg talt med Astrid Johanne Høg i “Blåt Bælte” om Argentinas nyvalgte præsident Javier Milei’s tale samme sted. Du kan høre indslaget her.

Vi har tidligere skrevet om WEF – se f. eks. her – som ikke just er vores kop te, med dens forestillinger om at en udvalgt elite af politiske magthavere sammen med private virksomheder, kan “redde verden”. Den slags elitære forestillinger bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Medmindre man altså tror på at “hvis bare de rigtige mennesker kommer til, så skal det nok blive godt alt sammen”. Det bliver det så ikke.

I år skete der så det helt specielle, at Argentinas nyvalgte præsident og selverklærede anarkokapitalist, Javier Milei talte – og der blev i den grad talt dunder – ikke mindst mod stort set alt hvad WEF står for.

For de som ikke har set talen endnu, kan det ses overfor i en AI-udgave, hvor Milei taler engelsk med sin egen accent – og jo, den er god nok, der er tale om hans tale, som blev holdt på spansk – og nu kan ses på engelsk. Ja, det er fagre nye verden.

Læs resten →

De rige bliver rigere, mens resten står i stampe, eller..?

Af Niels Westy, den 18. januar 2024. 1 svar

Så blev det den tid på året, hvor Oxfam udsender deres årlige “ulighedsrapport” – som altid – så det passer med det årlige World Economic Forum møde i Davos. I år er naturligvis ingen undtagelse, og i lighed med tidligere år – og det er en del efterhånden – ser det sort ud, hvis man altså skal tro Oxfam. Men det skal man nu heller ikke…….

Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Læs resten →

Arven fra Allende og Pinochet

Af Niels Westy, den 11. september 2023. 1 svar

I dag (11. september 2023) er det 50 år siden at Salvador Allende blev væltet ved et militærkup (og begik selvmord). Dermed endte en for Latinamerika usædvanlig lang periode med demokrati og et 17 år langt militærdiktatur begyndte.

Begivenhederne for 50 år siden sætter fortsat dybe spor i det chilenske samfund. Især i årene lige efter militærkuppet var meget blodige, og regimet stod bag flere tusinde drab, mens 10.000vis blev arresteret og tortureret, og omkring en kvart milllion endte i landflygtighed.

Nu skulle man måske tro, at med 50 år gået siden kuppet og 33 år siden Chile igen blev demokratisk, ville Allende og Pinochet være et fjerne historiske minder. Sådan forholder det sig ikke. Chiles unge præsident, Gabriel Boric, som blev valgt i 2020 (og tiltrådte i 2021), hylder åbenlyst Allende og ærede ham ved en tale foran statuen af samme på dagen for sin indsættelse. Taberen af præsidentvalget, José Antonio Kast, har derimod ved flere lejligheder forsvaret militærregimet under Pinochet.

Forsøg fra Gabriel Borics regering på at omskrive Chiles forfatning, som til dels stammer fra Pinochet, blev afvist af hele 62 % af vælgerne sidste år, mens en meningsmåling viste, at kun 42 % af de adspurgte nu mener, at kuppet ødelagde demokratiet og 36 %, at det befriede Chile fra marxismen. Det er en voldsom ændring i forhold til 2006, hvor 68 pct. mente at kuppet ødelagde demokratiet og kun 19 pct. mente at Pinochets regime “redede” landet fra kommunisme.

Fra kaos til militærdiktatur – 1970-1973

At Allende overhovedet endte med at blive Chiles præsident i 1970 skyldes formentlig, at man dengang ikke valgte præsidenten over to valgrunder, men at kongressen afgjorde hvem som skulle være den næste præsident, i tilfælde af at ingen fik mere end 50 pct. Kutymen var at man valgte den som havde fået flest stemmer – og det havde Allende med ca. 36 pct, Det skete dog ikke uden sværdslag, givet Allendes fortid som kommunist. Til sidst blev et flertal dog enige om at godkende ham. Med andre ord blev Allende valgt med et svagt mandat. At han overhovedet “vandt” skyldes at højrefløjen ikke kunne blive enige om at stille med en enkelt kandidat. Og ud over kun at få lidt mere end 1/3 af stemmerne, fik Allende under 40.000 flere end den nærmeste konservative kandidat.

Hvor svagt et mandat Allende reelt sad på, kan man ikke just sige fik nogen større betydning for Allendes regeringsførelse. Allende kaldte selv sin politik for “den chilenske vej til socialisme” – et forsøg på at gennemføre en revolution med fredelige parlamentariske midler.

Men koalitionen bag ham, UP (Unidad Popular) havde ikke flertal i kongressen. I stedet for at samarbejde med flertallet, polariserede hans regering Chile og kastede landet ud i kaos.

En vanvittig økonomiske politik, nationaliseringer, forfatningsstridige tiltag, en landbrugsreform som smadrede fødevareproduktionen og manglende evne/lyst til at tøjle dele af Allendes mere radikale bagland var væsentlige faktorer til forklaring af hvorfor det gik så galt.

Oppositionen søgte flere gange at stille ham for en forfatningsdomstol, men kunne ikke opnå det krævede 2/3 flertal i parlamentet. Ja, kongressen og dens formand havde rent faktisk tidligere på året (sommeren 1973) ligefrem opfordret militæret til at vælte Allende.

Det skal understreges, at der politisk var tale om en blandet landhandel. Nationaliseringen af kobberminerne var således en fortsættelse af den foregående regerings politik og blev gennemført sammen med oppositionen. Sådan forholdt det sig ikke med statens overtagelse af mere end 150 store virksomheder. Hen af vejen tabte Allendes regering fuldkommen kontrollen over denne proces, og ulovlige besættelser af virksomheder og gårde mv. blev efterhånden dagens orden. Det hele endte i en fuldkommen nedsmeltning af økonomien og inflation på mange hundrede procent.

Mange chilenere og et flertal af politikere hilste derfor kuppet velkommen og forestillede sig, at hæren ville genoprette orden og udskrive et nyt valg. Det skete som bekendt ikke. I stedet blev kuppet starten på et 17 år langt militærdiktatur, der som sagt var ganske brutalt i perioder – især de første år.

Militærdiktaturet og undtagelsen fra reglen

Som trofaste læsere af denne blog ved, anser vi Chile for langt hen af vejen at være et forbillede, når det kommer til (markeds)økonomiske reformer. Det er ikke kontroversielt, når økonomer taler om det – heller ikke selv om man kan være uenig om hvor meget de forskellige reformer har betydet, eller hvorvidt man køber hele pakken af markedsreformer eller ej.

Ikke alle reformer som fulgte fra 1975 og frem var lige fornuftige. Her er måske det første forhold, mange ikke er klar over. Kuppet blev IKKE gennemført for at “bane vejen for neoliberale reformer”, det er ganske enkelt en faktuelt forkert påstand. Det økonomiske kaos og den skyhøje inflation fortsatte således efter militæret havde taget magten og der var hele tiden en intern kamp for og imod liberaliseringer. Så skal man sige noget pænt om Pinochet (og der er ved gud ikke meget), er en af tingene at han erkendte at militæret ikke havde forstand på økonomi. En erkendelse som er undtagelsen der bekræfter reglen. Det banede vejen for “The Chicago Boys”.

Indførelsen af et fastkursregime koblet med et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne var garanteret at lønnen minimum steg lige så meget som den historiske inflation, overfor amerikanske dollar var en afgørende fejl, som kom til at koste dyrt i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Man kan også pege på uddannelsessystemet. Her tænker jeg ikke så meget på indførslen af betydelig egenbetaling på de videregående uddannelser, men derimod folkeskole og ungdomsuddannelser, hvor finasieringen for de der ikke selv har råd til at betale for deres børns skolegang burde være statslig, men i høj grad er lokal. Det har indebåret, at mens Chiles gennemsnitlige score i Pisa tests er regionens højeste, har man også den største spredning. Ligeledes kunne man pege på privatiseringen af pensionssystemet, hvor den obligatoriske opsparing med 10 pct. blev sat for lavt, mens utilstrækkelige arbejdsmarkedsreformer yderligere forstærker problemet. Mange chilenere finder således arbejde i den uformelle sektor i en større eller mindre del af deres arbejdsliv. Et problem, fordi pensionsopsparingen er knyttet til den formelle sektor.

Især fastkurspolitikken var en katastrofal fejl og var den direkte årsag til at også Chile blev ramt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, og her kunne reformprocessen sådan set været endt, og ville formentlig være endt, hvis Chile havde været et demokrati. Kombinationen af manglende demokrati og det andet positive forhold, man kan sige om Pinochet (bare rolig der er kun et tilbage), var at han og hans autoritære regime sikrede, at man i stedet for at opgive reformerne tilpassede disse og fortsatte med at transformere Chile om til en moderne markedsøkonomi.

Den 3. og sidste positive ting man kan sige om Pinochet er, at han ikke modsatte sig genindførelsen af demokrati, efter han tabte en folkeafstemning om at gøre ham til præsident (alt tyder på at han selv troede på han kunne vinde).

Ingen af de tre nævnte positive forhold kan naturligvis bruges i en eller anden pervers relativisering af de forbrydelser som Pinochet og regimet var skyld i.

Men overordnet set må vi konstatere, at Chile er et af de bedste eksempler vi kender på betydningen af at privatisere og liberalisere en økonomi samt åbne for international handel. Tallene taler ganske enkelt for sig selv. Heldigvis ændrede man ikke på disse grundlæggende forhold, da Chile igen blev demokratisk, hvorfor Chile gik fra at have et BNP per indbygger under gennemsnittet i Sydamerika i 1970erne til at være det mest velstående land i regionen – se også nedenstående figur.

Figur 1.

Kilde: IMF Outlook april 2023

Som det fremgår overhaler Chile Brasilien i begyndelsen af 1990erne, Venezuela i begyndelsen af dette årtusinde og Argentina i forrige årti. Også når det kommer til reduktion af fattigdom, oplever Chile en markant positiv udvikling, som det fremgår af figur 2 og 3, der viser dels udviklingen i andelen af befolkningen, som lever i det man normalt betegner som absolut fattigdom og målt på andelen der lever under den Verdensbankens højeste fattigdomsmål. Man skal være opmærksom på to forhold, når man aflæser figur 2 og 3. Dels er Venezuela ikke medtaget de senere år, da der ikke er data og dels er kun medtaget år hvor der findes tal for alle lande (efter 2006 kun Argentina, Brasilien og Chile).

Figur 2.

Kilde: Verdensbanken (2023)

I en sidebemærkning skal også medtages at dels hænger det store fald i andelen som levede under den absolutte fattigdomsgrænse i Brasilien i 2020 sammen med Corona epidemien, hvor man i Brasilien udbetalte ekstra beløb til de med de laveste indkomster. Dels vil nogen måske undre sig over den lave andel af fattige i Argentina, med tanke på den information vi får fra medierne. Det skyldes at figur 2 og 3 er baseret på Verdensbankens defintion. Det står i modsætning til nationale mål for fattigdom som ikke kan sammenlignes og ofte indebærer betydeligt højere andel.

Figur 3.

Kilde: Verdensbanken (2023)

Den Chilenske model i krise

Som det fremgår af figur 1 afsluttes perioden med høj vækst omkring 2010 og efterfølgende har man oplevet markant lavere vækstrater. Læg også mærke til at BNP falder før corona epidemien i 2020 – et resultat af de voldsomme uroligheder i 2019 og den medfølgende usikkerhed om hvor Chile er på vej hen.

Men hvad skete der egentlig?

Efter genindførelsen af demokratiet i Chile havde en koalition af Allendes gamle parti Socialisterne og Kristendemokraterne (som var i opposition til Allende) regeringsmagten (under navnet Concertación) i årene frem til 2021 – hvis man ser bort fra to valgperioder.

Det var en stor succes i de første årtier. Alliancen var baseret på at man grundlæggende erkendte det fornuftige i de (markeds)økonomiske reformer, som var gennemført under Pinochet regimet, samtidig med at man ændrede de mest udemokratiske dele af Pinochets forfatning (vedtaget ved en “folkeafsteming” i1980).

Fra flere sider har man påpeget, at Concertación blev offer for sin egen succes og de forventninger det skabte – ikke mindst hos middelklassen. Det er ikke noget tilfælde at protester fra 2011 og frem, der kulminerede i efteråret 2019, i høj grad var drevet af kritik mod egenbetalingen ved at tage en videregående uddannelse.

Jovist talte man meget om den skæve indkomstfordeling, og sammenligner vi med vores del af verden, så er den markant mere ulige, hvilket også fremgår af figur 4. Men faktisk er uligheden faldet kraftigt mål på Gini kvocient og sammenlignet med andre Latinamerikanske lande er uligheden i Chile faktisk lavere end gennemsnittet.

Der er dog også blevet peget på at uligheden i Chile (og andre steder i Latinamerika) også skal måles på andre parametre, ligesom et er at man som jeg gør her kan vise et fald i en “ren” økonomisk ulighed, men noget andet er den oplevede ulighed. Og når man så gennemlever en periode med lavere vækst og mindre velstands fremgang end tidligere, så er det formenlig også en væsentlig del af forklaringen på de senere års udvikling.

Figur 4.

Kilde: Verdensbanken (2023)

Som det fremgår er Venezuela er ikke medtaget, da der ikke findes data for Gini de pågældende år hos Verdensbanken.

Ikke mindst under Bachelets 2. præsidentperiode, 2014-2018 blev retorik og den førte politik markant mere venstreorienteret, mens man inddrog kommunisterne i koalitionen bag regeringen. Efter at centrum-højre under ledelse af Sebastián Piñera (igen) kom til magten i 2018, kogte utilfredsheden over i 2019 og kulminerede i urolighederne samme år. Regeringens svar var at der skulle udarbejdes en ny forfatning til afløsning af Pinochets fra 1980.

Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2021 vandt Frente Amplio og Gabriel Boric over José Antonio Kast, mens de traditionelle regeringsbærende partier led nederlag. Inden da var der blevet nedsat en grundlovsgivende forsamling ved en folkeafstemning, hvor den yderste venstrefløj fik flertal.

Deres udkast til en ny forfatning blev (heldigvis) forkastet eftertrykkeligt ved en folkeafsteming i 2022. Sidenhen er en ny forfatningsgivende forsamling blev valgt, denne gang domineret af de dele af højrefløjen, som grundlæggende ikke ønsker at ændre den nuværende forfatning. Og næste gang der skal vælges præsident? Ja så må José Antonio Kast og hans “republikanske parti” i den grad være favorit til at vinde, sådan som situationen ser ud i dag i Chile. Inden da skal chilenerne dog igen stemme om en ny forfatning til december.

Hermed vil cirklen være sluttet, da det vil indebære at Chile får sin første præsident siden 1990, som ikke ubetinget tager afstand til Pinochet. Chile er således mere splittet end man måske har været på noget tidspunkt de seneste 30 år – og både arven fra Allende og Pinochet lever (desværre) i bedste velgående.

Anbefalinger til mere viden om Chiles historie, reformerne under militærdikaturet, den økonomiske politik i årtierne efter og hvorfor Chile i dag er mere polariseret end længe:

A History of Chile 1808-2002, Simon Collier & William F. Sater

The Economic Transformation of Chile, Hernán Büchi

The Chile Project: The Story of the Chicago Boys and the Downfall of Neoliberalism, Sebastian Edwards

Noget om kokain og utilsigtede konsekvenser

Af Niels Westy, den 21. august 2023. Skriv et svar

Some get a kick from cocaine
I’m sure that
if I took even one sniff
That would bore me terrifIcally, too
Yet, I get a kick out of you

Cole Porter (1934)

Kokains rolle som et populært rusmiddel i visse kredse har en lang historie, hvilket citatet fra Cole Porter sangen ”I get a kick out of you”, skrevet til en populær Broadway Musical, vidner om. En popularitet, som fortsatte også efter man forbød det i 1914. Der findes i lighed med ikke mindst cannabis, talrige referencer indenfor blues og datidens populære jazz-numre. Med andre ord er brugen af kokain, ligesom en række andre populære, men ulovlige rusmidler, noget man har kendt til længe.

Det skal dog medtages at kokain og andre illegale rusmidlers “popularitet” er langt mindre end tilfældet med cannabis, som er langt, langt det mest udbredte (fortsat) illegale rusmiddel.

Fra lægemiddel til fest-stof

Kokain stammer fra coca-planten, og blev første gang udvundet af den tyske kemiker Albert Niemann i 1859, hvilket foregik ved at behandle coca-bladene med svovlsyre og kaliumhydroxid. Det aktive stof, som han isolerede, kaldte han kokain. Det var fuldt legalt frem til begyndelsen af det 20. århundrede. I Danmark forbød man det i 1915 med vedtagelsen af Narkotikaloven samme år, som forbød produktion, besiddelse, salg og import af kokain og andre narkotiske stoffer. Lovændringen kom året efter man i 1914 forbød kokain og andre narkotiske stoffer (men ikke cannabis, som først blev forbudt i USA i 1937 og i Danmark i 1961) – i USA i forbindelse med vedtagelsen af vedtagelsen af Harrison Narcotics Tax Act. Senere opdaterede og skærpede man loven ved vedtagelsen af Controlled Substances Act i 1970, hvor kokain blev klassificeret som et såkaldt “Schedule II” stof, som gælder for stoffer med højt misbrugspotentiale, men anerkendt medicinsk anvendelse.

Oprindeligt blev kokain anvendt som lægemiddel mod bl. a. depression, træthed og smerter, men allerede i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte man også at bruge det “i festlig lag”, hvilket også er den mest udbredte anvendelse i dag.
I visse lande bruges det dog fortsat ved bl. a. lokalbedøvelser.

Under 1. verdenskrig anvendtes kokain på begge sider af fronten og kom typisk fra Holland, der en årgang dominerede fremstilling og handel med kokain. Også blandt blandt andet havnearbejdere og søfolk i USA fandt det tidligt anvendelse.

I den mere fiktive verden var det som bekendt Sherlock Holmes foretrukne rusmiddel og i den ”virkelige verden” er en af de tidlige mest kendte (mis)brugere af kokain nok Sigmund Freud, som havde et årelangt (mis)brug.

Virkningen af kokain kan i nogen grad sammenlignes med amfetamin, dog med den væsentlige forskel at amfetamin, som er et 100 pct. syntetisk stof, har en kraftigere virkning i meget længere tid (mange timer i modsætning til kokains virkning som kan tælles i minutter, alt efter indtagelsesmetode). Amfetamin blev først opdaget nogle årtier efter kokains tilblivelse ( af den japanske kemiker Nagai Nagayoshi), og blev første gang blev syntetiseret af den tyske kemiker Arthur Eichengrün i 1893.

Amfetamin udkonkurrerede i nogen grad kokain i det 20. århundrede, når vi taler om den mere praktisk orienterede anvendelse (altså ikke som rusmiddel). Blandt andet blev det brugt på begge sider af fronten under 2. verdenskrig, var en vigtig ingrediens i ferietabletter og slankepræparater, og blev brugt mod bl. a. ADHD og søvnløshed. hvor kokain var blevet forbudt i mange lande i begyndelsen af det 20. århundrede, var det først i 1970, man forbød amfetamin i USA, mens det allerede var blevet forbudt i Danmark i 1961.

Kokain fik for alvor et “comeback” i slutningen af 60erne og begyndelsen af 1970erne – nu med Peru som den største producent og eksportør. Senere hen har Colombia overtaget denne rolle og står i dag for ca. 2/3 af dyrkning af coca og produktion af kokain.

Herhjemme har brugen af af kokain de senere årtier overtaget pladsen som det 2. mest udbredt illegale rusmiddel efter cannabis. Ca. 15 -16 pct. af unge mellem 16-24 år havde i 2021, følge Sundhedsstyrelsen, brugt cannabis indenfor det seneste år, mens små 3 pct. havde anvendt kokain og ca. 1 pct. havde brugt amfetamin. Set over hele perioden 2000-2021 dækker det over et betydeligt fald i brugen af amfetamin, mens andelen som angav at have anvendt kokain i 2021 var den samme som i 2000. Brugen af cannabis i denne aldersgruppe er faldet set over hele perioden (fra ca. hver femte i 2000 til omkring 15-16 pct. i 2021 ).*

Hvor farlig er kokain egentlig?

Både kokain, amfetamin og det endnu mere potente metamfetamin har en række bivirkninger, ud over at være afhængighedsskabende, Der er en betydelig øget risiko for at få en blodprop i enten hjernen eller hjertet, fordi pulsen og blodtrykket øges mens blodkarrene trækker sig sammen ved indtagelse af stoffet, risiko for psykoser m.v. – se også links nedfor.

Det skal dog medtages, at langt hovedparten som har brugt eller bruger de pågældende stoffer (typisk, men især for kokain ikke kun, unge mennesker i 20erne), hverken bliver afhængige eller får varige skader. Denne egenskab gælder for øvrigt i varierende grad langt de fleste illegale, såvel som legale, rusmidler.

En række forsøg på at kortlægge i hvor høj grad de der bruger kokain udvikler et egentlig misbrug viser forøvrigt meget forskellige resultater. Se også denne oversigt i Wikipedia.

Nedenfor er links til sundhedsstyrelsens sider om de pågældende stoffer, samt alkohol, hvor der også er anbefalinger om hvor mange genstande man maksimalt bør indtage om ugen bl. a. – til forskel fra de illegale rusmidler.

Kokain og crack – Patienthåndbogen på sundhed.dk

Amfetamin – Patienthåndbogen – sundhed.dk

Metamfetamin – Patienthåndbogen på sundhed.dk

Udmeldinger om alkohol – Sundhedsstyrelsen

Når det kommer til registrerede dødsfald, så er det primært personer med misbrugsproblemer, ikke mindst blandingsmisbrug, som står for langt de fleste dødsfald, ligesom umiddelbar forgiftning er langt den væsentligste dødsårsag. Det fremgår således af sundhedsstyrelsens rapport, at “der er tale om et udbredt blandingsbrug blandt dem der dør. Mellem 4 til 5 stoffer påvises i gennemsnit i samtlige
forgiftningsdødsfald, og både stoffer i dødelig dosis og andre stoffer/alkohol påvises i
blodet hos de afdøde”*

Igennem de senere år har man oplevet en stigning i antal tilfælde af indlæggelser grundet ”overdosis/forgiftning” ved brug af kokain. Ikke mindst overraskende ”ren kokain” er årsag til dette. Ifølge sundhedsstyrelsen steg “renheden” i den kokain der sælges på gadeplan (detailledet) fra ca. 20 pct. i 2011 til næsten 70 pct. i 2021 og samtidig er der en stor varians, hvor en stigende del af den kokain der sælges har samme renhed, som ved udskibning i Sydamerika. Eller som Sundhedsstyrelsen bemærker: “Renheden i en del af de analyserede kokainprøver de senere år er på niveau med renheden i den kokain der importeres i kokainblokke fra Sydamerika, og viser at en stor del af den kokain der ender hos slutbrugerne er ufortyndet“*

Og som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen peger på, forholder det sig jo således, at ”Illegale stoffer har ingen indholdsdeklaration, og når stofferne bliver stærkere, og der er så stor variation i styrken i de stoffer der indtages, øger det risikoen for overdosering. Det er et uforudsigeligt stofmarked derude, og risikoen for at blive forgiftet eller i værste fald dø af stofferne, er tilstede”*

Den stigende renhed er sket samtidig med at priserne har været faldende. Hvor kokain i slutnigen af 90erne typisk kostede 1.500 – 2.000 kr. per gram er prisen nu “kun” ca. 600 – 1.000 kr. per gram. Der har dog været store fluktuationer i den mellemliggende periode og ser vi alene på prisudviklingen siden midten af nullerne, er den overordnede trend de seneste årtier, at prisen har været nogenlunde konstant, mens renheden er steget (hvilket dog også dækker over stor variation, både over tid og på det der sælges nu og her).

Hvad vil det egentlig sige at et rusmiddel er “farligt”?

For nogle år tilbage blev en artikel i The Lancet, “Drug harms in the UK: A Multicriteria Decision Analysis“, genstand for en del debat. Ikke mindst fordi man i artiklen kom frem til at alkohol, som jo er lovligt, samlet set var det største problem (se nedenstående figur som er ”sakset fra artiklen”), når man lagde “skadevirkninger for den enkelte og “andre” sammen”.

Det gav en række ganske sensationelle overskrifter, mens man i en vis udstrækning overså, hvordan man egentlig kom frem til rangordningen af illegale og legale rusmidler.

Men tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvor skadelige de enkelte stoffer er for den enkelte og samfundet. At alkohol udnævnes som det “farligste” rusmiddel, er ikke mindst en konsekvens af dets udbredelse. Men som det fremgår (måske nemmest at se ved nedenstående figur) er der tale om en lang række parametre som vægtes til en samlet “score”. Ser man alene på skadesvirkninger for den enkelte, vurderes heroin, crack-kokain og metamfetamin da også til at være mere “skadelige” for brugeren, mens kokain og amfetamin fortsat anses for mindre skadelige.

Man kan måske til nøds tale om at den giver et fingerpeg om den potentielle risiko for den enkelte og ”skadevirkninger” på makroplan. Det skal dog understreges at der grundlæggende er tale om en rangordning, som i væsentlig grad er baseret på en række (subjektive/normative) vurderinger, hvis betydning derefter er vægtet til et samlet index, se også nedenstående diagram.

Dernæst er naturligvis spørgsmålet om, hvad der er årsagen til skade/risikoen for den enkelte og for samfundet som helhed. Er det f.eks. de enkelte rusmidler i sig selv, gældende lovgivning, eller en kombination af disse?

Illustrationen til dette indlæg stammer fra et toilet i Sverige (tak til Otto). Her giver man altså den enkelte forbruger ansvaret for de problemer, som forbruget af illegale rusmidler medfører. Med andre ord opfordres den enkelte bruger til at holde op med det “pjat”, ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til de problemer som produktion og handel med illegale rusmidler medfører. Og det er jo korrekt, at produktion og handel med fx. kokain har store omkostninger, primært i producent- og transitlande i Latinamerika og de senere år også Vestafrika. Men omvendt kunne man jo sige, at det jo sådan set ikke er selve forbruget, som er skyld i dette, men derimod at rusmidlerne er illegale, med mindre altså en betydelig del af forbrugerne tager budskabet til sig.

Her støder vi dog ind i et andet problem, nemlig at det jo helst skal være nogle som rent faktisk bruger betydelige mængder af f. eks. kokain, som stopper deres forbrug. I lighed med andre rusmidler, legale såvel som illegale, er det en mindre del af de samlede forbrugere, som står for langt hovedparten af det samlede forbrug, jævnfør også til føromtalte wikipedia opslag, som der er linket til ovenfor.

Som det fremgår af ovenstående figur fra UNODC’s seneste rapport om kokain, er der siden 2014 sket en stigning i den globale produktion af kokain (en stigning som er fortsat også efter 2020). Denne stigning er både en konsekvens af fortsat stigende udbytte pr. hektar, forbedrede produktionsmetoder og en kraftig stigning i det dyrkede areal de senere år.*

Der har dog ifølge UNODC været en endnu kraftigere stigning i beslaglæggelse, hvilket i nogen grad har modvirket stigningen i det endelige udbud “på gadeplan”.

Ønskede og ikke-ønskede konsekvenser

Her til sidst skal vi så se på konsekvenserne af de forskellige tiltag:

For det første må vi konstatere at der trods myndighedernes indsats, ikke mindst i producent og transitlandene, hvor langt det meste kokain (enten færdigproduceret eller på tidligere stadier i fremstillingsprocessen) beslaglægges, se nedenstående figur*, er markedet for kokain præget af rigelige mængder i forhold til efterspørgslen.

Det dyrkede areal i Columbia er således næsten fordoblet, mens det er steget med cirka 70 procent i Peru og 25 procent i Bolivia. Samtidig er udbyttet per hektar også steget og selve forædlingsprocessen effektiviseret*.

Sammenholdt med at produktionsleddets evne til at sætte priserne er mindsket som følge af en fragmentering/svækkelse af de lokale karteller, mens konkurrerende kriminelle organisationer i transit og aftagerlandene i stigende grad selv står for transporten til primært USA og Europa, er prisen på coca faldet voldsomt, som konsekvens af en stor øgning af udbuddet i forhold til efterspørgslen (også selv om denne er øget).

Set fra de der dyrker coca-bladene, har udviklingen altså indebåret, at “bunden er gået ud af priserne” (den pris coca-bønderne får per enhed er ca. halveret). Endnu værre ville det være gået, hvis myndighederne havde beslaglagt en mindre andel af den samlede produktion. Det er vel ikke lige det der var formålet? Altså hvis man ønsker at de der i dag dyrker coca-blade i stedet skal dyrke noget andet (hvilket de dog sjældent kan, da de bor i områder med meget mangelfuld infrastruktur).

Omvendt kan man naturligvis mene at jo større del som beslaglægges, jo højere er produktions- og distributionsomkostningerne, hvilket alt andet lige vil holde priserne oppe og øge incitamentet til at fortynde kokainen. Men hvis det er korrekt, indebærer det jo også at et faldende forbrug, hvilket må være formålet med opfordringen til at man lader værre med at bruge kokain, umiddelbart presser prisen og øger renheden. Og som det fremgik af Sundhedsstyrelsens udmeldinger er en væsentlig grund til antal øgede forgiftninger ved indtagelse af kokain den stigende renhed de senere år, som også dækker over meget stor varians. Og i modsætning til alkohol, hvor man som forbruger kan aflæse hvor meget alkohol der er i det man indtager, er der ingen varedeklaration på det kokain den enkelte køber og indtager.

Ja, det er ikke nemt det her. For er det så forbrugerne eller lovgivningen som er ansvarlig for de skadelige følgevirkninger af kokains popularitet blandt især nordamerikanere og europæere, men også i stigende grad sydamerikanere? Eller er det måske lovgivningen som har spillet fallit?

Her tager jeg ikke stilling til det helt grundlæggende spørgsmål om statens ret til at bestemme hvilke rusmidler vi bruger. Det er jo en problemstilling i sig selv. Men det er i hvert fald ikke konsistent, at det på den ene side er lovligt at drikke alkohol og i yderste konsekvens drikke sig ihjel, mens det på den anden side er ulovligt at bruge andre former for rusmidler, uanset disse også kan have livstruende konsekvenser.

Det er jo som også Sundhedsstyrelsen påpeger, ikke det at indtage kokain i sig selv som nødvendigvis udgør den store fare (for det store flertal), heller ikke at den kokain der sælges er rekord ren for tiden, men at forbrugerne ikke kender styrken af det de indtager.

Men det er måske også ideen med den førte politik, at øge risikoen ved indtagelse af forskellige rusmidler, med det håb at det afholder en del fra at prøve dem? Det er muligt, men man kan jo så overveje, hvem det egentlig afskrækker fra at prøve de pågældende rusmidler. Formentlig primært de der aldrig vil komme bare i nærheden af et helbreds- og livstruende forbrug.

I anledningen af Danmarks befrielse for 78 år siden

Af Niels Westy, den 4. maj 2023. 2 svar

I aften fejrer vi det er 78 år siden Danmark atter blev frit. Vi sætter lys i vinduerne og mindes de danske, som satte livet til under de ”5 forbandede år”. De var godt nok ikke mange, men de var der. Og for mange af dem, som nok slap med livet i behold, måtte de resten af livet leve med eftervirkningerne af deres oplevelser under krigen. Jovist var der modige danske mænd og kvinder som kæmpede for at Danmark atter blev frit (og kun alt for sjældent fik den respekt og anerkendelse af det officielle Danmark efterfølgende, som de burde have haft), men vi jo godt, at vores frihed først og fremmest blev vundet på grund af de ofre, som andre bar. Det være sig ikke mindst de ofre, som de allierede styrker gjorde. Og hvor var vi egentlig heldige. For nok forblødte Hitlers hære på østfronten, men det var dog englænderne og amerikanerne som sikrede, at vi endte på den ”rigtige” side af jerntæppet, hvor frihed, demokrati og markedskapitalismen herskede og fortsat hersker.

Sådan gik det desværre ikke de områder, som blev ”befriet” af de sovjetiske styrker (bortset fra Bornholm), inkl. Polen. Det sidste måske særligt ironisk, idet Nazitysklands overfald 1. september 1939 på Polen fulgt op af Sovjets ditto 3 uger senere, markerer starten på 2. verdenskrig i Europa, da England og Frankrig erklærede Tyskland krig, med mindre de straks stoppede deres invasion. For de og andre Østeuropæere måtte vente næsten 40 år til, før de atter var herrer i eget hus.

Jovist, når alt kommer til alt, var vi vist mere end almindeligt heldige her til lands.

Nu er der atter krig i Europa, og vi oplever for første gang siden 2. verdenskrig at et land prøver at undertvinge sig et andet helt eller delvist via rå militærmagt. Ikke at der ikke har været krige i Europa siden 1945. Det har der, som fx. den blodige borgerkrig i Grækenland i slutningen af 40erne, som fortsat trækker spor den dag i dag og naturligvis krigen i det tidligere Jugoslavien, da det faldt fra hinanden i 1990erne, ligesom Sovjets sammenbrud udløste – og fortsat udløser blodige kampe fra tid til anden i Kaukasus regionen. Og så er der naturligvis krigene i Tjetjenien ej at forglemme, selv om de netop ofte bliver det, altså glemt. Men mere om det nedenfor.

Den nationalkonservative fredsbevægelse og dens stråmænd

Krigen i Ukraine har nu varet i mere end 1 år og i al den tid har der været flere argumenter, som er gået igen i kritikken af vores og resten af EU’s og NATO’s engagement på Ukrainsk side. De er bl. a.:

At nok angreb Rusland den 24. februar 2022 Ukraine, men ansvaret for ”krigsudbruddet” er i bund og grund Vestens. Det er bl. a. et synspunkt som tidligere folketingsmedlem for DF, Maria Krarup, har fremført. Det er NATO og EU’s ekspansion, som har fremprovokeret Russernes invasion af Ukraine, må man forstå. Unægtelig et interessant argument med tanke på at medlemskab af både EU og NATO er noget man ansøger om. Hermed indebærer argumentet også at både NATO og EU altså på forhånd skulle udelukke evt. medlemskab, ellers er der tale om en ekspansion.

Man kan naturligvis sagtens argumentere for at Vesten har et slags ansvar for russernes invasion, men i så fald er det af den slags, som også gjorde sig gældende ved den tyske invasion af Polen i 1939, Argentinas forsøg på at besætte Falklandsøerne i 1982 og Saddam Husseins annektering af Kuwait i 1990. Nemlig at man tror, man kan slippe afsted med det. I alle de nævnte eksempler forventede Hitler, den argentinske militærjunta og Saddam Hussein at deres handlinger ikke ville få synderlige konsekvenser. Hitler og Nazityskland var jo sluppet afsted med at annektere Tjekkoslovakiet i 1938-39, England reagerede ikke på argentinske provokationer i årene før invasionen af Falklandsøerne og bl. a. amerikanske diplomater udsendte forud for invasionen af Kuwait signaler, som i hvert fald af Saddam Hussein regimet tolkedes som at man ikke havde tænkt sig at gå i krig for Kuwaits eksistens.

På samme måde kan man jo argumentere for, med tanke på de manglende reaktioner på tidligere aggression fra Russisk side, at det tolkedes af regimet i Kreml, som at Vestens reaktion nok også denne gang ville være behersket. Måske ikke uden grund, når vi ser tilbage i tiden. Helt kontrafaktisk kan jo overveje hvorledes det ville være gået hvis Europa og USA havde reageret med styrke allerede tilbage i forbindelse med Ruslands blodige og bestialske krige i Tjetjenien. Eller i det mindste havde reageret helt anderledes voldsomt senest ved Ruslands annektering af Krim i 2014.

Og når fx. Kasper Strøvring, nationalkonservativ debattør og selvudnævnt realist (når det drejer sig om udenrigspolitik), kritiserer Vesten for ikke at have en realistisk tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens han i samme åndedrag anfører at Ukraine jo ikke kan vinde krigen og vestlig støtte bare trækker det hele i langdrag med unødige menneskelige ofre som konsekvens. Ja, så glemmer han behændigt at medtage at hans udgave af ”realistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik” måske i virkeligheden bærer det største ansvar for at Putins regime mente at de kunne invadere og vinde en krig mod Ukraine.

Men at man ønsker fred og fordragelighed, fremgang og velstand er vel næppe tilstrækkeligt til at pådrage sig ansvaret for alverdens ulykker. Og er den førte politik ikke primært et resultat af indenrigspolitiske forhold i de Vestlige lande?

Historien har jo tydeligt vist, at borgerne i demokratier ikke er meget for at bruge ressourcer på krudt og kugler eller ”udenlandske eventyr”. Det være sig krig, kolonisme, enten i dens oprindelige form eller i form af ”nation building”, som vi så det i Afghanistan.

Når vi derfor er så optagede af krigen i Ukraine og er parate til at yde økonomisk og militær støtte i en størrelsesorden som de fleste indtil invasionen i februar sidste år nok anså for helt urealistisk, er det naturligvis fordi det ikke primært handler om ukrainernes ret til at være herre i eget hus.

Jo det handler det også om, men det er bare ikke tilstrækkeligt. Og her fejler de selverklærede realister fuldkommen. For vores engagement er netop styret af vores egne behov. Og derfor er det egentlig også uvæsentlig om Ukrainerne i sidste ende kan vinde krigen (om end det vil være et positivt udfald). Det er naturligvis af samme grund, at reaktionen og engagementet er så forskellig globalt. Sådan har det altid været. En del har vist glemt at det først var efter angrebet på Pearl Harbour (og tysk krigserklæring), at USA gik aktivt ind i 2. verdenskrig. Ligesom Brasiliens deltagelse på allieret side (brasilianske tropper kæmpede i Italien) bestemt ikke var uproblematisk indenrigspolitisk, og grundlæggende var drevet af nationale interesser og forholdet til USA på daværende tidspunkt.

Som det er sagt mange gange er udenrigspolitik i sidste ende indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik har altid og handler altid om hvad der er ”bedst for ens egen nation”. Det ville jo også være mærkeligt andet.

Aktivistisk og idealistisk udenrigspolitik er først og fremmest et venstrefløjsfænomen, som nok i sidste ende bunder i forestillinger om at fremme etableringen af et ”socialistisk paradis på jord”. En utopisk forestilling der som bekendt hyppigt er endt i ”helvede på jord” for de stakler som det er gået ud over.

Som en lille nation har vi i Danmark en interesse i at der eksisterer bare et minimum af ”international retsorden” og herunder at man ikke uden konsekvenser bare kan invadere ens naboer. Så uanset om man er oprørt over den russiske aggression og mener at man skal støtte Ukrainerne i deres kamp for friheden eller om man måske mere hælder til at vi skal støtte Ukrainerne fordi det er i vores egen interesse (man kan jo også godt mene begge dele), så vil jeg opfordre til at når vi her på årsdagen for Danmarks befrielse mindes dengang for 78 år siden, hvor Danmark atter blev frit, giver en skærv til “Den Danske Ukraine komité“. Alle pengene går ubeskåret til indkøb af krudt og kugler.  

Om man mener det ender med ukrainsk sejr eller et nederlag og/barsk fredsaftale er ikke et argument for ikke at støtte Ukrainerne i deres kamp. Det er nemlig i vores interesse at denne krig bliver så dyr som absolut mulig set med russiske øjne. Det er den eneste måde man kan stoppe fremtid russisk aggression.

Og lad så håbe at vi i Vesten denne gang erkender, at der kun er os til at kæmpe for vestlige værdier og interesser. At vi erkender det har en pris vi må være parate til at betale. Skrevet uden på nogen måde at relativere hvem der betaler den højeste pris for Putin-regimets brutale overfald på en fredelig nabo. Det gør naturligvis ukrainerne – soldater såvel som civile – og de russiske soldater der falder i absurd stort antal som konsekvens af den russiske krigsførelse, hvor respekt for menneskeliv aldrig har haft nogen større betydning. Her adskiller Putins Rusland sig ikke fra kommunisternes Sovjetunionen eller Zarens Rusland for den sags skyld.  

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Af Niels Westy, den 21. januar 2023. Skriv et svar

I forrige uge kom Brasilien igen for en stund på verdens forsider. Denne gang fordi en flok af den tidligere præsident Jair “Messias” Bolsonaro’s tilhængere stormede og vandaliserede kongresbygningen, højesteret og præsidentpaladset i Brasilia.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Læs resten →

Afkriminalisering – et skridt på vejen til legalisering?

Af Niels Westy, den 1. december 2022. 2 svar

Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.

Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).

Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,«  og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«

legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme

Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.

Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”

At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.

Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.

Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.

Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.


Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem

To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere

Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.

Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.

Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .

Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.

Chile – tilbage til start

Af Niels Westy, den 6. september 2022. Skriv et svar

“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.” – fra Milton Friedmans forord til 1982 udgaven af Capitalism & Freedom

Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.

Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.

Chile – Constitution Proposal – ENGLISHDownload

Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.

Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)

Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).

Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.

Det skrev jeg lidt om i en kronik i sidste uge i Ræson, og vi kan lige så godt tage dens to pointer først som sidst:

1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.

2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.

Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.

Kilde IMF

Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.

Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.

Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.

Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.

Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.

Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.

En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.

Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?

Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven

Af Niels Westy, den 27. januar 2022. 1 svar

Sidste uge udkom Oxfam-Ibis årlige ”rapport” – under overskriften “Inequality Kills“. Som tranditionen byder lige op til den årlige DAVOS sammenkomst, som også i år vil være en virtuel begivenhed (noget godt har covid-19 alligevel gjort). Som de tidligere år er temaet “hvor skrækkelig det står til i denne ulige verden” vi jo lever i.

Vi har gennem de seneste mange år lige så troligt her på bloggen skrevet om hvor ringe fagligt – ofte decideret uvederhæftige og manipulerende – disse rapporter fra Oxfam-Ibis er. Det gælder også dette års rapport. Link til indlæg fra tidligere år finder du forøvrigt nederst i dette indlæg.

Det vil være synd at sige at man i Oxfam-Ibis har taget tidligere års kritik af metode, og ikke mindst anvendelse af en af de tilbagevendende hovedkilder, nemlig Credit–Suisse årlige “Global Wealth Report“, til sig (kritikken kommer fra en lang række nationaløkonomer).

Jeg vil ikke her gentage al kritikken igen, der går fra at nettoformuefordeling er et endog meget ringe mål på reel velstand til at man metodemæssigt (bevidst?) er groft manipulerende.

Overskriften på Oxfam-Ibis hjemmesider er “uligheden eksploderer” – så er tonen lagt an – men gør den nu også det (kraftigt)? Med stigende priser på bolig og ikke mindst aktier i en række lande, samt udviklingen i valutakurser kombineret med store fald i den økonomiske aktivitet i mange lande i kølvandet på politiktiltag for at dæmme op for spredningen af Covid-19 i 2020, var det forventet at der ville ske en øget koncentration af formuerne, ligesom faldet i antallet, som lever i fattigdom, midlertidigt er afløst af en stigning.

Men når Oxfam-Ibis prøver at give udtryk for at der ligefrem er sket en eksplosion i uligheden” og direkte henviser til udviklingen i formuerne under pandemien, er det en temmelig voldsom overdrivelse. Ja, den globale formuekoncentration steg i 2020/21 (Credit Suisse rapporter, som typisk udkommer om efteråret, ser på udviklingen fra juli til juli, i dette tilfælde altså juli 2020 til juli 2021), men det ændrer ikke ved at den langsigtede tendens er at koncentrationen er faldende, et faktum Oxfam-Ibis alle årene har slået knuder på sig selv for at give indtryk af, ikke er tilfældet. Se også nedenstående figur hentet fra årets rapport fra Credit-Suisse.

Læs resten →

Legalize it – all of it.

Af Niels Westy, den 12. januar 2022. Skriv et svar

“If at first you don’t succeed, try, try, again – and then give up. Don’t be a damn fool about it”. Med dette citat af W. C. Fields indleder Thomas Sowell et indlæg I Boston Globe i 1984, altså for snart 40 år siden, hvor han under overskriften Remember painful Prohibition lesson” hælder den amerikanske forbudspolitik ned af brættet.

Sowells pointer gælder fortsat og han var bestemt ikke den eneste som på et tidligt tidspunkt advarede mod forbuddet mod en lang række rusmidler og henviste til erfaringerne fra 20ernes forbud mod alkohol i USA..

I lyset af den seneste tids skyderier og drab i det danske bandemijø, har jeg en kommentar på Ræsons hjemmesider i denne uge. Der er egentlig ikke noget nyt i hvad jeg skriver, og det er måske det mest sørgeligt, nemlig at dette indlæg kan skrives igen og igen uden at miste aktualitet. Jo, vi ved godt hvad der vil være det mest effektive tiltag til at komme bandekriminaliteten til livs, det vil være legalisering af i dag illegale rusmidler.

Nej, bandekriminaliteten vil ikke forsvinde som ved et magisk trylleslag, men det vil på sigt mindske problemet gevaldigt. Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen kriminel aktivitet med så stort afkast (profit) og så relativ lav risiko – hvis vi altså ser bort fra risikoen for at blive likvideret af medlemmer fra en rivaliserende bande, som handlen med illegale rusmidler.

Desværre er der nok for store interesserer investeret i at bibeholde en forbudspolitik i form af øgede bevillinger, jobs, politisk profit (tough on crime) mv. Jeg kan formentlig skrive samme indlæg igen i 2023, 2024, 2025…….. Måske på et tidspunkt uden cannabis falder ind under kategorien illegale rusmidler. Det vil være et fremskridt (udviklingen i Tyskland kan her blive helt afgørende), men fortsat efterlade et endog meget meget profitabelt marked af andre illegale rusmidler til de der er parate til at udvise den fornødne brutalitet.

Mordrate i USA 1900-1998

Kilde: Jefffrey A. Miron “Violence and the US Prohibitions of Drugs and Alcohol, NBER Working Paper (1999).

Ovenstående figur viser udviklingen i mordraten i USA, og nok kan jeg ikke spå om fremtiden og nok er der forskel på korrelation og kausalitet – Det kan jo være at mordraten var faldet drastisk efter ophævelsen af alkoholforbuddet i 1933 alligevel og ligeledes steget drastisk igen sidenhen, men det kunne jo også tænkes at der trods alt er en hvis forbindelse når vi ser på hyppigheden af hvem der bliver slået ihjel (og af hvem). Når vi taler om “svenske tilstande”, når vi taler om skyderier og drabte (Sverige har voldsomt flere som dræbes med skydevåben end i Danmark), så dækker det over at de samlede mordrater i Sverige og Danmark ikke er væsentligt forskellige, omend Sverige ligger noget højere med 1,2 pr. 100.000, mens Danmark havde en mordrate på 0,8, svarende til gennemnittet i Vesteuropa i 2017. Til sammenligning var den globale mordrate 5,3 pr. 100.000 det pågældende år.

Tid til at droppe fastkurspolitikken?

Af Niels Westy, den 21. december 2021. 2 svar

Der har på det seneste igen været opmærksomhed på fastkurspolitikken, både direkte og mere indirekte. Således har Otto skrevet et indlæg her på bloggen om fastkurspolitikken, her snart 40 efter den blev indført i anledning af et par indlæg i Børsen og Berlingske, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hvorvidt vi fortsat skal binde danske kroner til Euroen (eller rettere til D-mark, som fortsat findes et eller andet sted inde i Euroen).

Senest advarer Thomas Bernt Henriksen i en leder i Berlingske mod den stigende inflation, og skriver under overskriften ” Pas på, Wammen og Rohde – nu er det umuligt at ignorere inflationen” at ”Danmarks økonomiske skæbne er låst til udviklingen i euroområdet via fastkurspolitikken, og vi kan allerede se den krybende inflation i tallene”. 

Problemet er naturligvis at vi for længst har opgivet at kunne føre en selvstændig pengepolitik, og derfor ikke kan bruge denne til at dæmpe udefrakommende inflation (sådan er det jo når man fører fastkurs politik).

Som jævnlige læsere af denne blog ved, er vi et par stykker som aldrig har haft meget fidus til euroen, og foretrækker (reelt) flydende kurser.

Det ændrer ikke ved at vi er enige om at det politisk var yderst fornuftigt (man kan endda mene lidt af en genistreg) af den første Schlütter-regering, da man i 1982 i stedet for at foretage endnu en devaluering, i stedet meddelte at kronen nu fulgte D-mark – senere euroen.

Omlægningen af valutakursregimet fandt sted på et tidspunkt hvor Danmark havde store inden- og udenlandske balanceproblemer og høj inflation. For at gøre en lang historie kort medførte fastkurspolitikken (og efterfølgende kraftig forbedring af de offentlige balancer) at man relativt hurtig fik inflationen under kontrol. Det skulle dog vare nogle år (og bl. a. en ”kartoffelkur” i 1987), før man fik helt styr på de eksterne balancer.

Sidenhen har fastkurspolitikken (som er politisk bestemt) nærmest blevet hellig her i landet, men spørgsmålet er om ikke omkostningerne i dag overstiger gevinsterne?

Hvad der i sin tid var fornuftigt i forhold til at disciplinere den førte økonomiske politik (med henvisning til behovet for at fastholde kronekursen), synes i stigende grad at være en hæmsko. I løbet af de 4 årtier er Danmark gået fra at være ”på vej mod afgrunden” til at have robuste offentlige finanser, mens eksterne underskud er udskiftet med en af EU’s (og verdens) største overskud på den løbende betalingsbalance (det forventede overskud forventes at lande på ca. 7,5 pct. af BNP i indeværende år).

I en økonomi med solide off. finanser (underskuddet på de off. Finansier forventes at ende på sølle 0,3 pct. i 2021), rekordlav arbejdsløshed (med begyndende flaskehalsproblemer) og stigende inflation, ville man jo – i den grad man tror på effekten af konjunkturpolitik – foreslå at hæve renten. Men det kan vi så ikke på grund af fastkurspolitikken, hvor renteniveauet er bestemt af ønsket om at fastholde valutakursen overfor euroen. En højere kronekurs overfor euroen ville ellers på en og samme gang sænke importeret inflation, øge reallønnen og dæmpe overophedningen på arbejdsmarkedet.  

Desværre udvises der fortsat et overdrevent hensyn her i landet til eksportsektoren, som om et handelsbalanceoverskud i sig selv er et gode for dansk økonomi. Argument bygger på en grundlæggende, men desværre udbredt misforståelse af udenrigshandlens betydning for en økonomi. Naturligvis er det korrekt at en betydelig del af dansk beskæftigelse er bundet op på dansk eksport – op mod 800.000 job – men det betyder ikke, at dansk eksport er afgørende for vores velstand. For nationaløkonomer er det nemlig velkendt at øget eksport ikke medfører øget nettobeskæftigelse.

Over tid bestemmer udbuddet af arbejdskraft den samlede beskæftigelse. Der ER naturligvis en gevinst ved at indgå i den internationale arbejdsdeling (hvis den sker på markedsvilkår), via højere realindkomster – og fuld udnyttelse af denne effekt forudsætter fri handel (både eksport og import). Men øget eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ”blot” at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked.  Og hvis beskæftigelsen i eksporterhvervene er betinget af en konstant indkomstoverførsel fra resten af økonomien, indebærer det ikke øget produktivitet og dermed realindkomst, men en generelt lavere produktivitet og dermed indkomster.

Merkantilismen lever i bedste velgående

Man skulle ikke tro at det var 250 år siden Adam Smith påviste at den dengang (og desværre åbenbart fortsat) herskende merkantilisme var til skade for den almene velstandsskabelse. I merkantilismen er eksport godt og import skidt. Smith påviste at at den primære gevinst ved at være en åben økonomi, ligger i importen. Eksport er – lidt karikeret sagt – et nødvendigt onde, som finansierer importen. Det har alt for få ud over nationaløkonomer desværre fortsat meget svært ved at forstå.

Deltagelse i den internationale arbejdsdeling, og dermed eksport, er med til at sikre højere realindkomster, hvis den vel at mærke ikke er drevet af subsidiering. Men den væsentligste velfærdseffekt ved frihandel stammer fra at være åben for import. Ikke mindst fordi det medfører øget konkurrence og dermed lavere priser og højere kvalitet, til gavn for forbrugerne (og forbrugere er vi i vores del af verden alle sammen) og øger økonomiens generelle produktivitet og dermed velstand. Det følger også heraf, at når et land subsidierer sin eksport, er det til skade for landets borgere og til gavn for forbrugerne i de importerende lande.

De manglende forudsætningerne for Euroen og Mundell’s forudsætning for et optimalt valutaområde.

Selv om jeg har mødt mange gennem tiden som er af den opfattelse, at der blandt økonomer skulle eksistere en konsensus om det fornuftige i indførelsen af euroen blandt økonomer, er det langt fra tilfældet. Fra start af blev der sat spørgsmålstegn ved, om landene ville være i stand til at overholde de grundlæggende krav til en succesfuld monetær union, som Nobelprismodtageren i økonomi, Robert Mundell, udlagde for mere end 50 år siden.

Mundell formulerede fire basale krav, som skulle være opfyldt, hvis man ønskede at etablere en egentlig monetær union som euroen. Selv om vores viden og forståelse senere er udvidet gennem andre økonomers arbejde, har det ikke rokket ved de fire grundforudsætninger, som ethvert monetært samarbejde skal overholde. De er, at: 

1. Arbejdskraften er mobil inden for valutaunionen

2. Landene har en diversificeret produktionsstruktur, hvorved de makroøkonomiske effekter af enkelte sektorer/industrier er begrænset

3. Landene har en høj grad af pris- og lønfleksibilitet i fraværet af valutafleksibilitet.

4. Der eksisterer en overførsels- eller omfordelingsmekanisme mellem landene, således at områder/lande i lavkonjunktur modtager hjælp fra områder/lande i højkonjunktur. 

Vurderet i forhold til disse grundlæggende krav, må vi her 20 år efter den danske afstemning blot konstatere, at forudsætningerne for euroen aldrig har været til stede:

Arbejdskraftens mobilitet var og er begrænset. Jovist har vi vandrende arbejdskraft, men samtidig kan vi jo se at arbejdsløsheden er er meget forskellig mellem de enkelte lande. Mobiliteten er ganske enkelt ikke særlig høj. Medlemslandes produktionsstruktur er ikke karakteriseret ved en høj grad af diversifikation, hvilket for øvrigt ikke nødvendigvis er et problem (i den grad det skyldes deltagelsen i den internationale arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele), men det bliver et problem i en møntunion uden overførselsmekanisme.

Hvis man derimod havde bibeholdt nationale valutaer – og et system med flydende valutakurser – ville dette ikke være et problem. Men i fraværet af valutafleksibilitet bliver kravet om pris- og især lønfleksibilitet til gengæld helt afgørende. Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriseret ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor – på trods af de (utilstrækkelige) reformer, som er gennemført i bl.a. Spanien.

Endelig er der kravet om en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne. Dette har gennem euroens historie været genstand for endog meget ophedede diskussioner i EU og de indbyggede konvergenskrav om inflation, offentlige underskud og hvor stor medlemslandenes gæld måtte være, var netop et forsøg på at komme uden om dette. Problemet er ”bare” at det ikke har virket.

Foruden de fire krav bør man tilføje at lande i samme situation bør føre en nogenlunde ensartet økonomisk politik. Dette er i øjeblikket fuldkommen fraværende, og der er absolut intet som tyder på at det vil ændre sig i fremtiden. Tyskland og Nordeuropa har traditionelt lagt stor vægt på, at pengepolitikken føres af en uafhængig nationalbank og ikke af politikere – og i disse lande tilstræber man balance på de offentlige budgetter.

Historisk har det forholdt sig helt anderledes i Frankrig og resten af Sydeuropa. Her har både finans- og pengepolitik historisk været politisk styret, med en generelt langt kortere tidshorisont. Hermed ignoreres de langsigtede problemer med keynesianske interventioner (aktiv finanspolitik og store underskud).

På 40 år er vi gået fra at være “på vej mod afgrunden” til, at det måske lidt groft sagt snarere er Euroen som er på vej mod afgrunden”. Måske på tide at droppe fastkurspolitikken? Det bliver i hvert fald interessant at følge de kommende mdr. (og år). Tilbage står at en “frigørelse” af den danske krone fra euroen og samtidig rentestigning ville forbedre reallønnen, mindske det inflationære pres og tage noget af toppen af flaskehalsproblemerne på arbejdsmarkedet. “Prisen” ville være et mindre overskud på handels- og betalingsbalancens løbende poster. Til det sidste kan man kun sige, “and so what”?

Marek Piwnicki unsplash

CSR – This is for you, world

Af Niels Westy, den 20. december 2021. Skriv et svar

Mercedes Benz lancerede for nylig deres seneste (luksus) EV under sloganet “This is for You, World”. Med en startpris på lige under en mio. kr må denne punditokrat dog erkende at dette “You” desværre ikke indbefatter undertegnede. Og nej, det er ikke Mercedes seneste EV, som er afbilledet i dette indlæg. Måske snarere hvordan jeg ser virksomhedsledere og andres troværdighed, når de rituelt afviser Milton Friedmans udsagn om at der i et frit samfund eksisterer “et og kun et socialt ansvar for en virksomhed – at bruge ressourcerne og deltage i aktiviteter hvis formål er at øge fortjenesten, så længe man holder sig inden for spillets regler; det vil sige, deltager i åben og fri konkurrence uden bedrag eller svindel“, som Friedman skrev i sit indlæg i New York Times i 1970 (og forøvrigt allerede i “Capitalism and Freedom”, som udkom i 1962).

Når Mercedes lancerer deres seneste EV med sloganet “This is for You, World” lyder det jo nærmest som om man alene laver biler for at glæde forbrugerne, men sådan forholder det sig jo ikke. Mercedes udvikler, producerer og sælger biler primært for at sikre investorernes (kapitalejernes) afkast – eller rettere, det må man da håbe. Og det er netop problemet med Principalen (ejerne) og agenten (De CEO’s, som det hedder på nydansk, som ellers er ansat til at varetage ejernes interesse), som er emnet for Friedmans artikel. En artikel som forøvrigt kan læses på dansk i det kommende nummer af Libertas (klik her for at blive medlem og abonnent).

En central pointe som glemmes er også at den form for CSR Friedman skriver om (og kritiserer), er aktiviteter hvor en ansat direktør reducerer virksomhedens og dermed kapitalejernes afkast for at opnå andre mål. Sådan fungerer CSR sjældent nu om dage, omend virksomhedsledere ofte gerne udlægger det på den måde, hvilket ikke just er befordrende for deres troværdighed, men dem om det.

Hvad der ofte også glemmes er at CSR nok betegner frivillige tiltag, men at have en CSR politik er dog ikke frivilligt. Det fremgår af årsregnskabslovens §99, som forpligter virksomheder i regnskabsklasse C og D til at udarbejde en redegørelsen, som skal indeholde oplysninger om miljøforhold, herunder virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold og forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse, i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten.

På baggrund af en ny artikel- og podcastserie, hvor Berlingske Business ser nærmere på “de forandrede succeskriterier i dansk erhvervsliv”, som man selv beskriver det har Otto Brøns-Petersen og undertegnede en kommentar i dagens Berlingske, hvor vi under overskriften “Virksomhedernes sociale ansvar er at tjene penge” påpeger hvor forfejlet afvisningen af Milton Friedmans oprindelige kritik er. Om denne næsten rituelle afvisning af Friedmans kritik skyldes at de pågældende reelt ikke læst, endsige forstået Friedman, eller at det skyldes behovet for at opretholde en myte om at virksomhedernes arbejde med CSR er noget ganske andet og mere ophøjet end at profitmaksimere kan jeg naturligvis ikke afgøre, men det gør dog ikke problemet mindre, eller troværdigheden større.

Berlingske Business artikel, som Otto og jeg reagerer på, kan læses her.

Indtil da er det måske værd at huske på, at det økonomiske system som har tjent os så godt, nemlig markedskapitalismen ikke bygger på altruisme, men på egennytte, og at din og min fabelagtige levestandard ikke er resultatet af gode intentioner, men en konsekvens af bageren, slagteren og bryggerens ønsker om at tilgodese sig og sine. Som Adam Smith skrev for 250 år siden, og som fortsat gælder:

“Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.”  – Adam Smith (Wealth of Nations)

 

Hvem betaler egentlig selskabskatten?

Af Niels Westy, den 3. oktober 2021. Skriv et svar

Lettere forsinket kom mit indlæg om selskabskatter del II op på Ræsons hjemmesider i forrige uge – dog i en noget forkortet og mere skarpt skåret udgave end hvad jeg oprindelig havde tænkt mig. Man mente vist at dele af indlægget var lidt for “økonom-agtigt”. Så er det jo godt at vi har punditokraterne. Den del som ikke kom med handlede primært om de resultaterne af hvem der egentlig betaler selskabskatten, som en række studier baseret på indenlandske data i Tyskland og USA, hvor man i modsætning til Danmark også har lokale selskabskatter, kommer frem til.

Læs resten →

Global skattereform og kronik i Raeson

Af Niels Westy, den 6. august 2021. Skriv et svar

Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.

De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.

I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.

Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.

Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.

Selskabskat er den ringeste skat der findes

I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.

Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser

En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.

Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.

Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.

Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).

Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.

Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.

Således kommmer Clemens Fuest og Adreas Peichi fra  Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en stigning i selskabskatten. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke Universitet og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” (baseret på amerikanske forhold). Endelig skal også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 fra USA konkluderer at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på amts-niveau (county) med 1 procent, sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)