John Maynard Keynes became famous with The Economic Consequences of the Peace published in 1919, a harsh critique of the Versailles peace treaty. As a consequence, Keynes was nominated for the Nobel Peace Prize in 1922, 1923, and 1924, and evaluated in advisory reports for the Nobel Committee of the Norwegian parliament. This paper summarizes these appreciative reports. The appraiser even informed Keynes that he was “one of the foremost candidates proposed for the Nobel Peace Prize”. Still, the Prize was not awarded to him. This paper ends with a speculative answer to why the Prize was not given to Keynes.
It is clear from the list of laureates after the Great War that Keynes did not fit into the general pattern of laureates. He was not a political actor who promoted the League of Nations, nor was he active as an official working for international cooperation and peace. He did not even hold an official position. He was an independent voice outside the establishment trying to foster peace using economic analysis. […]
Keynes was a controversial choice for many reasons. He emerged as a voice not just outside of the establishment, but critical of it, with the publication of The Economic Consequences of the Peace. There, he clearly showed how an international agreement such as the Treaty of Versailles could turn into a threat to a peaceful world. […]
To give the Prize to Keynes in 1923 or 1924 might be viewed as a criticism of Wilson, and thus of his Prize, and indirectly of the establishment of the League of Nations, an outcome of the Treaty of Versailles.
Og mere politik:
Another reason might be the political views held by members of the Nobel Prize Committee. A rift could be sufficient for the Prize not being awarded (see Abrams, 2001, p. 23). As the Committee consisted of politicians from the Conservative Party, the Liberal Party, and the Labour Party – the latter party was openly revolutionary in its outlook in the 1920s – it is easy to imagine that political differences could give rise to a deadlock in the Committee.
Vinay Prasad (som er værd at følge på Twitter og Youtube) forsøger – indtil videre desværre lidt forgæves – at bekæmpe den nærmest religiøse tilgang til masker i USA med viden.
No, they don't. The gold standard in medicine for transmission is cluster randomization. The reason we didn't recommend it prepandemic was the evidence is weak. It's still just as weak, but now is a religion too. Here's the data 👇👇https://t.co/7Dy5LBjRnKhttps://t.co/lD3eisKu9k
I arbejdspapiret, som Vinay Prasad henviser til, ser de bl.a. på det meget omtalte Bangladesh-studie, som – selv hvis man tager det overordnede resultat for pålydende (se bl.a. her og her, hvorfor man måske ikke bør gøre det) – fandt en relativt beskeden effekt af masker (9,5% færre med symptomer og positiv test, svarende til at der under anden bølge i Danmark ville have været knap 200 flere døde uden maskepåbuddet).
The use of cloth facemasks in community settings has become an accepted public policy response to decrease disease transmission during the COVID-19 pandemic. Yet evidence of facemask efficacy is based primarily on observational studies that are subject to confounding and on mechanistic studies that rely on surrogate endpoints (such as droplet dispersion) as proxies for disease transmission. The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent-to-treat populations. Of sixteen quantitative metaanalyses, eight were equivocal or critical as to whether evidence supports a public recommendation of masks, and the remaining eight supported a public mask intervention on limited evidence primarily on the basis of the precautionary principle. Although weak evidence should not preclude precautionary actions in the face of unprecedented events such as the COVID-19 pandemic, ethical principles require that the strength of the evidence and best estimates of amount of benefit be truthfully communicated to the public.
Lettere ironisk er masker faktisk den eneste intervention, der i vores meta-studie ser ud til at have nogen nævneværdig effekt på COVID-19 dødstallene. Ud fra et forsigtighedsprincip i forhold til borgernes individuelle rettigheder (og jeg er pedantisk her), bør man altså afstå fra at indføre maskepåbud.
Om man – baseret på et mere fornuftigt proportionalitetsprincip – bør anvende maskepåbud i særlige situationer, er sværere at svare på, da der – så vidt jeg ved – ikke er lavet nogen gode samfundsøkonomiske analyser af det endnu. Bruger man Finansministeriets tal og antager, at de døde kunne have levet 5 år mere, svarer 200 dødsfald i en samfundsøkonomisk beregning til ca. 1,5 mia. kr. Men hvad er omkostningerne ved et maskepåbud? Det har jeg ikke set nogen gode vurderinger af. Bryan Caplan har i den henseende nogle gode betragtninger her – bl.a.:
Personally, I only find masks marginally uncomfortable. But I hate wearing them, and I dislike being around people who wear them. Why? Because a big part of being human is showing other people our faces – and seeing their faces in return.
Hvis du er stødt på gode ananlyser af omkostningerne ved maskepåbud (som inddrager og undersøger Caplans pointer), så smid gerne et link i kommentarsporet.
Jeg anmelder normalt ikke bøger. Og det er næppe noget, jeg kommer til at gøre ofte i tiden fremover. Men jeg vil – bl.a. (lidt) på opfordring fra Lars Igum Rasmussen – gøre et (kort) forsøg med bogen ”Vild virus”.
Konklusion: Læs bogen – den er god
Min helt overordnede konklusion er, at ”Vild virus” er en rigtig god bog. Der er masser af info om virus, tests, politik, Lundgren osv., og det er fortalt på en rigtig god og let tilgængelig måde. At der – jf. nedenfor – rodes lidt rundt i nedlukningernes effekt, spiller så lille en rolle, at det på ingen måde ødelægger oplevelsen. Heller ikke for en nedlukningsnørd som mig.
Virusinfektioner er Jens Lundgrens hjemmebane
Jeg læste primært bogen for at se, om Jens Lundgren har nogle betragtninger ift. nedlukningerne. Der går dog relativt lang tid, inden man når til coronapandemien og nedlukningerne, for den første tredjedel af bogen handler primært om Jens Lundgrens karriere. Og det er faktisk rigtig spændende. Her får man indblik i, hvorfor det absolut ikke er tilfældigt, at Jens Lundgren er en af verdens førende infektionsmedicinere. Ikke blot har Jens Lundgren knoklet, når lejligheden bød sig. Han har også knoklet, når lejligheden ikke rigtig bød sig.
I bogen er der bl.a. en beskrivelse af, hvordan hele familien Lundgren bruger dele af deres bilferier i Europa på at besøge internationale kollegaer, i hans forsøg på at opbygge et europæisk netværk. Vi tænker tit på samfundet som bestående af individer, men i virkeligheden er det jo i højere grad familierne, der er centrale i samfundet. Og Jens Lundgren havde ikke været den topforsker, han er, hvis ikke familien havde bidraget. Vi kender Jens Lundgren fra fjernsynet osv., men jeg vil tro, han er enig i, at han står på skuldrene af sin familie (dette kunne i øvrigt anspore et helt indlæg om det rimelige i topskatten, som Jens Lundgren med garanti betaler, men det bliver ikke her).
Vi får i denne del af bogen baggrunden for, hvorfor det var Jens Lundgren, der endte med at tone frem på TV igen og igen (og bl.a. deltage i et CEPOS-arrangement), når danskerne skulle forstå smitte, varianter, vacciner osv. Her er Jens Lundgren – qua sin imponerende karriere – i dén grad på hjemmebane.
Det er også interessant at læse om Jens Lundgrens rolle i – og beskrivelse af – den helt tidlige del af pandemien, hvor man indrettede hospitaler osv. Der er en række spændende detaljer ift., hvordan hospitaler udnytter kapaciteten bedst muligt og indrettes effektivt samtidig med, at smittespredning undgås, som jeg ikke kendte til. Også denne del af bogen er rigtig god.
Det er først i slutningen af bogen, at jeg synes den bliver lidt langtrukken. Det tager lidt for lang tid at få lukket ned for pandemien, når man tænker på, at den for de fleste læsere reelt var overstået i slutningen af marts 2021 (selvom det langt fra er uinteressant at høre om, hvordan evolutionens gudinde tilsmilede os, da den tillod Omikron-varianten at oversvømme landet).
Ovenstående er meget kort beskrevet og fortjener egentlig en grundigere gennemgang. For det er det, der fylder klart mest i bogen, og det ér rigtig godt.
Men…
Nedlukninger er udebanen – og svær at blive klog på
…jeg læste som skrevet bogen for at se, hvad der står om nedlukningerne. Og der er da en smule, men egentlig overraskende lidt, når man tænker på, hvor meget det har fyldt politisk (eller også er jeg biased, fordi det har fyldt enormt meget i mit arbejdsliv).
Men der er lidt om nedlukninger. De dele af bogen er dog – i modsætning til resten af bogen –relativt ureflekterede. Det er som sådan ikke så overraskende, at detaljerne i nedlukningerne ikke fylder alverdens for en infektionsmediciner. Men jeg havde nok håbet, at bogen helt ville springe over emnet, eller også gav emnet lidt mere vægt og dybde. For der mangler en rød tråd.
Helt overordnet er det lidt svært at blive klog på, hvad Jens Lundgren egentlig mener om nedlukninger. Flere steder siger Lundgren nærmest, hvad jeg selv kunne have sagt:
Årsagen [til de få dødsfald] er jo den simple, at vi fik afbrudt smittekæder, fordi danskerne lyttede til myndighedernes og regeringens anbefalinger, holdt afstand, ryddede kalenderne og så færre mennesker. Selvom vi aldrig fik udgangsforbud som i andre, særligt sydeuropæiske, lande, var Danmark jo nærmest hermetisk lukket ned.
Men andre steder siger Lundgren så pludselig det modsatte:
Vores to første smittebølger blev lagt ned af nedlukninger i foråret 2020 og fra ultimo december 2020 og ind i 2021.
Og
Samtidig har test været brugt til at ’styre’ genåbningerne, ligesom man har kunnet nedlukke et område eller sogn igen, hvis smittetallet steg ’for meget’.
Som så igen følges op af (mine fremhævninger):
Jeg lærte virkelig meget af Michael Bang [Petersen][1]. Hans pointer om tillid og vigtigheden af befolkningens opbakning flugtede fuldkommen med den tilgang til epidemihåndtering, som jeg eksempelvis havde lært under ebola-udbruddet. […] Han påpegede […] at det hverken var regeringen eller os eksperter, der kunne håndtere eller kontrollere en smitsom sygdom under en pandemi, men alene borgernes adfærd. At vi alle skulle stå sammen, fordi epidemihåndtering handlede om at hjælpe hinanden, at handle solidarisk.
Samt
Befolkningen har løbende forstået budskaberne fra myndigheder, regering og eksperter som Jens Lundgren og gjort, som der blev opfordret til, så smitten blev dæmpet. Danmark undgik de altødelæggende smittebølger, andre lande har sloges med. Borgerne har stået sammen mod virus, oplevet afsavn, tab, uenigheder og usikkerhed, men klaret den.
Så på den ene side var det folks (frivillige) handlinger, der var afgørende. På den anden side var det nedlukningerne, der ”lagde smittebølgerne ned” og ”styrede smittetallet”.
De divergerende udsagn betyder, at det er svært at blive klog på, hvor Jens Lundgren står ift. nedlukninger. Og man ender med at sidde med en fornemmelse af, at det skyldes, at han ikke selv ved det. At han ikke har samlet og organiseret de mange input i en overordnet betragtning, som både passer med det, han kunne se med sit blotte øje (at smitten faldt efter nedlukningerne) og det, han lærte af Michael Bang Petersen mv. For så ville teksten (måske) have været drejet mere over i retning af hvor vigtig god information er for at vi får de (frivillige) adfærdsændringer, der sikrer god pandemihåndtering. En mulig forklaring er, at Lundgren ikke sondrer mellem kilden til nedlukning – altså om den er frivillig eller tvungen. I så fald vil han ikke være den første til blande tingene sammen.
Helt underligt blev det for mig, da jeg læste ekstramaterialet ”Dele der aldrig kom med” på vildvirus.dk. Her fortæller Lundgren om hans indtryk af Sveriges corona-politik, og det slipper han ikke så godt fra. Fx passer nedenstående afsnit relativt dårligt med, at dødstallene i Sverige toppede tidligere end i England.
Det var nedlukningen i Danmark, der var årsagen til, at vores smittekurven knækkede, allerede omkring 1. april 2020, to uger før forventet. Svenskerne gik enegang, selv England og Boris Johnson valgte efter nogle uger at vende på en tallerken, da det begyndte at gå galt, og smitten kom ud af kontrol. UK lukkede også ned, selvom Boris Johnson havde afvist det, men ikke svenskerne. Det må man sige, Anders Tegnell og hans kolleger de holdt fast, og det er alligevel ret imponerende: Negativt ment.
Det er tydeligt, at Jens Lundgren ikke er specielt begejstret for Anders Tegnell, som han bl.a. kalder Rasmus Modsat, fordi han ikke følger samme strategi som alle andre lande. Men disse bemærkninger stemmer relativt dårligt overens med Jens Lundgrens store (og helt rigtige) fokus på randomiserede forsøg tidligt i bogen, hvor han bl.a. skriver:[2]
Dette alvorlige udbrud med en dødelig virus havde nærmest intet videnskabeligt fremskridt medført. Efter kaosset under ebola-epidemien i Vestafrika havde rapporten fra National Academy of Sciences i 2016 konkluderet, at solide kliniske lægemiddelafprøvninger under alvorlige udbrud og pandemier var påkrævet for hurtigst muligt at skaffe solid viden om mulige effektive behandlinger, men det krævede, at fagfolk samarbejdede om afprøvningerne – ikke modarbejdede hinanden. Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve lægemidler i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt læge tilfældigt forsøgte sig frem med det, der lå i medicinskabet.
Bemærk sidste del, som jeg har omskrevet nedenfor.
Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve nedlukninger i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt regering tilfældigt forsøgte sig frem med det, man kunne komme på.
Hvorfor står Lundgrens holdninger til nedlukninger (non-pharmaceutical interventions) i skærende kontrast til hans holdninger til medicin (pharmaceutical interventions)?
Min fornemmelse er, at Jens Lundgren endnu ikke har samlet og organiseret sine indtryk fra nedlukningerne. Og for at være helt ærlig: Det har jeg det helt fint med. Jens Lundgren er en af verdens bedste infektionsmedicinere. Andre – og gerne folk med den relevante baggrund, som fx økonomer – må tage sig af at forstå den ikke-medicinske del af pandemien.
Fem ud af fem stjerner herfra.
PS: Lundgren kommer også med et par politiske svirp. Fx denne
Det var virkelig, virkelig besynderligt. Særligt når det var sundhedsministeren, der kørte hårdest på. Det var næsten Komiske Ali, ren populisme. Han talte mere til folks følelser end om det, der var realiteterne i den virkelige verden. Det ser man en gang imellem i politik. Men i de kaotiske uger i marts og april 2020 havde vi slet ikke brug for at skabe en konflikt mellem sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen på den ene side og så regeringen på den anden i det offentlige rum.
Og så gennemhuller han – ligesom bl.a. Kasper Planeta Kepp har gjort på Twitter – Mette Frederiksens argument om, at det var den rigtige beslutning at aflive alle mink.
Regeringen gik jo fuldkommen i selvsving og traf på alt for kort tid en virkelig radikal beslutning. Risikovurderingen var overgjort og malede for sort et billede. Som minimum skulle risikovurderingen og de data, jeg først fik om aftenen den 5. november, have været offentliggjort, da pressemødet startede. […] Når beslutningen blev at slå alle mink ihjel, forstår jeg ikke rigtigt det skøn.
Fra den 4. til den 6. november delte Statens Serum Institut selv oplysningerne i forskellige databaser, men de kom først på hjemmesiden den 7. november, og så gik nørdeklubben igen i omdrejninger. Allerede den 7.-8. november var der international, faglig konsensus om, at bekymringen var helt overkørt. Casen faldt sammen, det faglige grundlag blev revet fra hinanden.
[2] Han skriver også ”Den store forskel var bare, at vores patienter bidrog til, at vi én gang for alle kunne afklare, om stoffet virkede. Man bliver nødt til at acceptere bivirkninger i et studie, så længe der er formodning om, at stoffet muligvis hjælper. Og patienterne bidrager aktivt til, at vi kommer frem til den afklaring. Men bare at give medicinen på en formodning, som franskmændene gjorde, uden at vide om det virkede, er problematisk.” Og ”På den måde skulle INSIGHT kunne hjælpe med at afprøve og afklare, om medicin A mod en ny virus er bedre end medicin B. […] Både Cliff og Fauci var enige i, at der under et kommende udbrud skulle laves ordentlige lodtrækningsstudier. De ville for alt i verden ikke gentage ebola-fejltagelsen.”
Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2022. Skriv et svar
A couple of months ago, my friend and colleague Martin Rode (University of Navarra) and I put up a new version of our database. The data are an update and expansion of the much-used DD dataset, compiled by Cheibub, Gandhi and Vreeland; the data are available here. It, for example, includes three different indicators of democracy – all based on a highly minimalist conception of democracy – additional details of countries’ political institutions, and information of 542 coup attempts. The data are available on a yearly basis for 208 countries between 1950 and 2022.
One of several questions that one can use the database to answer is if the political institutions implemented by colonial powers continue to shape modern political institutions after the countries became independent. Martin and I decided to have a closer look at that exact question, which resulted in a paper that I presented at the 2019 Australasian Public Choice Conference in Brisbane, and also presented at an online seminar for Economic Research South Africa; the entire seminar can be viewed here. The paper was published this summer in the Journal of Institutional Economics.
In the paper “Late colonial antecedents of modern democracy”, we use one of the features unique to our database that Cheibub et al. did not offer: We have information on the structure of the political institutions of about 90 countries that were colonies in 1950. These institutions varied substantially: While Djibouti had a Representative Council in 1950, consisting of 10 nominated members, 10 elected from the first (White) college, and 10 from second (African) college, Rhodesia had a fully elected Legislative Assembly of 30 elected members. In the French colony of Djibouti, the representative institutions were biased directly by design while those of Rhodesia did not formally descriminate against Africans. However, Rhodesian democracy was unfair as a literacy restriction on voting effectively excluded about 85 percent of Black Rhodesians.
Our results can be subsumed in the simple table below, where we plot how many countries were non-democratic / democratic in the years immediately before independence against how many are now democratic or not. We find that if the colonial authorities implemented actual democracy prior to independence – and kept their fingers off the elections – it is highly likely that the country is a democracy today. Of the 39 countries in our sample that were democratic before independence, 30 of them are democratic today. Only 7 are democratic today without having had democratic political institutions during the colonial period.
Colonial autocracy
Colonial democracy
Modern autocracy
29 (18)
9 (6)
Modern democracy
7 (6)
30 (27)
Figure 1 from the paper
In recent years, there has been a vigorous debate about the effects of colonialism and whether colonialism was all bad or good. Our findings indicate that in some cases, colonialism left a lasting, positive legacy in the shape of a viable democracy. One of the interesting details that are obvious in our database is that the British and Dutch colonial authorities were far more likely to implement actual democracy than the French, Portuguese or Belgian. In particular, we find that although the French introduced la Loi Cadre in 1956 that required the introduction of democratic institutions in all colonies, they rigged or otherwise managed the elections in almost all colonies; Dahomey (modern-day Benin) appears to have been the only exception.
That said, it didn’t always work out well for the British: Democracy proved short-lived in Sudan and the budding democracy in Rhodesia – which would have become a full democracy in due time because the vast majority of Black children went to school in the 1950s – was dismantled by Ian Smith’s appartheid government. The association is not perfect, but colonial democracy has turned out to be surprisingly long-lasting
Af Otto Brøns-Petersen, den 9. november 2022. 3 svar
I CEPOS podcast Bag Om Nyhederne fredag diskuterede vi valgresultatet og bl.a. de udfordringer, Venstre står over for. Den strategi, som mere eller mindre har været fulgt de sidste 25 år, virker ikke længere. Og spørgsmålet er, om den har været tilstrækkelig succesfuld.
Når jeg skal pege på (udelukkende) skadelig regulering, bruger jeg tit godskørselsloven fra 2018 som eksempel. Loven er god som eksempel, fordi der er tale om
overimplementering af EU-regulering
en lov uden nogen positive konsekvenser. Overhovedet.
en tilladelsesordning, hvor man ikke blot skal overholde loven, men også søge om tilladelse.
Ikke desto mindre blev loven vedtaget af et flertal udenom den daværende VLAK-regering. Her er hvad jeg skrev om loven i 2021:
Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2022. 3 svar
Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.
Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!
Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.
Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.
Af Otto Brøns-Petersen, den 7. november 2022. 1 svar
I weekenden døde Ed Prescott, 81 år gammel. Han var en helt central bidragyder til moderne makroøkonomi og også til økonomisk politik. Han fik Nobelprisen i 2004 sammen med Finn Kydland, som han skrev nogle af sine mest centrale artikler sammen med.
I disse dage er der diskussion om den danske fastkurspolitik (som jeg vender tilbage til på bloggen snarligt). Men der er ikke diskussion om, at centralbanker bør være uafhængige af regeringen. De bør bindes af et mandat, som den danske Nationalbank i øjeblikket er det med fastkurspolitikken. Ideen om uafhængige centralbanker skyldes om noget Prescott og Kydlands arbejde om “regler frem for diskretion”. De viste, at i nogle situation kan det være en ulempe at have diskretionære beføjelser, fordi det kan være utroværdigt ikke at bruge dem. Derfor kan det være en fordel helt at undvære dem. Inden fastkurspolitikken var Danmark fanget i en inflations-devalueringsspiral, som var svær at bryde. Hver gang konkurrenceevnen blev for dårlig, og lønstigningerne havde været for høje, var der et pres på regeringen for at devaluere, som arbejdsmarkedets parter indkalkulerede i deres aftaler.
Makroøkonomisk grundlagde Prescott og Kydland Real Business Cycle-teorien. Hvor hidtidig makroteori især havde fokus på ændringer i efterspørgslen som drivkraft for konjunkturbevægelser, viste deres banebrydende empiriske arbejder, at mange chok kom fra udbudssiden i form af stød til produktiviteten. Disse chok er svære både at forudse og påvirke med aktiv økonomisk politik. Vi var nogle, som pegede på, at faldet i aktiviteten under pandemien i 2020 netop havde karakter af en udbudskrise, der i øvrigt måtte forventes at blive kortvarig. Desværre blev den økonomiske politik lempet voldsomt, og resultaterne kender vi nu i form af inflation (og gæld).
Prescott fortjener at blive husket på linje med de allerstørste makroøkonomer.
Jeg bryder mig ikke særlig meget om at lave mad. Jeg er ikke god til det, og jeg er langsom til det. Så hver gang jeg laver mad, ender jeg med at stå og drømme lidt om en hverdag, hvor madlavningen er nemmere.
Det gode er, at den hverdag efter al sandsynlighed kommer før eller siden. For vi bruger kortere og kortere tid i køkkenet.
Den gennemsnitlige tid udelukkende brugt på madlavning i Storbritannien er faldet betydeligt i løbet af de seneste årtier: Fra 100 minutter i 1960 til 27 minutter i 2016.
Der er flere forklaringer på, at madlavning fylder mindre og mindre.
“I et velfærdssamfund vil vi også gerne have mere fritid. Det får os til at efterspørge mere forarbejdet mad, mere udespisning, take-away med mere. Teknologien har også bidraget til mindre tid i køkkenet. Også internettet, onlinebestillinger, udvikling af food service, catering med mere har bidraget til nemmere og hurtigere løsninger, som har reduceret tiden i køkkenet. Endelig har også lavere omkostninger ved masseproduktion i fødevaresektoren, automatisering, store indkøb, udvikling af infrastruktur med mere bidraget til billige alternativer til madlavning i sit eget køkken.”
Mit bud er, at madlavning engang i fremtiden kun vil være noget, vi gør for sjov. Præcis som vi ikke er tvunget til at fiske, jage, ride osv. i dag, men kun gør det for sjov.
Valget er overstået, og hvis man skal tro de mange løfter i løbet af valgkampen (det skal du ikke, men jeg krydser fingre), så er politikerne endelig klar til at gøre noget ved regeljunglen.
Desværre er der lidt for meget fokus på den offentlige sektor og lidt for lidt på den private. I mit indlæg i Børsen forleden skrev jeg bl.a.:
Lidt forsimplet er den danske økonomi delt op i to sektorer. Den offentlige sektors planøkonomi og private sektors markedsøkonomi. I den offentlige sektor styrer politikerne produktionen ved blandt andet at lave regler for, hvordan produktet skal laves (f.eks. hvor mange engelsktimer eleverne i folkeskole skal have).
Er politikerne utilfredse med produktet, kan de lave flere regler for, hvordan produktet skal laves (folkeskoleloven er næsten tre gange længere i dag end for 30 år siden). I den private sektor styrer forbrugerne produktionen ved at give deres penge til de virksomheder, der leverer det bedst mulige produkt.
Og for nylig mindede en kollega mig om denne video. Den er stadig god (hvis jeg selv skal sige det). Som minimum er den sand.
Flere partier har i valgkampen talt om regelstop og byrdestop. En idé jeg bakker meget kraftigt op om, og som faktisk ER groet i min baghave.
Et af de steder, man har haft succes med et regelstop, er i provinsen British Columbia i Canada. Her definerer man en regel som “et regulatorisk krav”, dvs. krav regeringen stiller overfor borgere og virksomheder. Skal du udfylde dit navn på en blanket, tælles det som et regulatorisk krav.
Men hvordan ser sådan en optælling ud i praksis? Det er emnet for dette blogindlæg, og i tager udgangspunkt i velfærdsstaten.
I 2019 og 2020 hjalp jeg en gruppe forskere med data til en ny bog, Når embedsmænd lovgiver, af bl.a. Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, som skulle analysere brugen af bemyndigelseslovgivning. Bogen giver et systematisk overblik over væksten i brugen af bekendtgørelser fra 1990 og frem.
Bogen visser, at omfanget af bemyndigelser i danske love har været stærkt stigende de seneste 30 år, jf. nedenstående tabel fra bogen. Folketinget giver altså i større og større udstrækning ministrene mulighed for (/bemyndigelse til) at indføre nye regler uden at spørge Folketinget først.
Bogen behandler også fordele og ulemper ved den stigende brug af bemyndigelser. Men baggrunden for dette blogindlæg er et lidt andet.
Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2022. 7 svar
Vi har her på stedet været stærkt kritiske overfor de sidste to års nedlukninger, og har blandt andet skrevet om selve nedlukningerne og de mange påstande om hvor effektive statslige interventioner var. Det har endda ført til ren forskning fra punditokraterne – læs her, her og her – der har vist, at nedlukningerne generelt ikke havde nogen positiv virkning. Men en afsløring først på ugen, der ikke har været bragt i de danske medier, rykker kritikken et skridt videre.
I en høring i Europaparlamentets Special Committee on the COVID-19 Pandemic mandag den 10. oktober spurgte den hollandske parlamentariker Rob Roos direkte, om Pfizer havde testet, om firmaets nyudviklede vaccine forhindrede smitte. Pfizers CEO, Albert Bourla, skulle egentlig have repræsenteret firmaet, men trak sig ud noglge dage før. Det blev derfor firmaets direktør for internationale markeder, Janine Small, der svarede på spørgsmålet. Og Smalls svar var et nej!
Man må være fair og understrege, at Pfizer faktisk ikke har påstået, at deres vaccine påvirkede smitterisikoen. De holdt ganske enkelt mund med det faktum, at de slet ikke havde testet det, og endda ikke havde sat deres vaccinetrials op til at kunne teste det. Pfizer (eller andre vaccineproducenter) gjorde heller ikke nogen indsigelser, da politikere udover den vestlige verden begyndte at påstå, at vaccinerne stoppede smitten, og derfor indførte vaccinekrav.
Skandalen i afsløringen – udover at Moderna ikke har svaret på spørgsmålet og Pfizers repræsentant efter det simple nej taler sort i halvandet minut – er at regeringer i hele verden brugte en påstand om vaccinerne, som de intet belæg havde for – til at tvinge folk til at tage en vaccine. Tvangen var et brud på folks menneskerettigheder, og efterfølgende forskning har vist, at vaccinerne overhovedet ikke påvirker smitterisikoen. Der er dermed intet ‘public good’-aspekt af vaccination – det er er rent privat valg med rent private konsekvenser – og derfor heller ingen som helst valid grund til offentlig indblanding. Men det påstod man, ligesom man påstod at masker virkede og at børn da lærte det samme hjemme foran en skærm som i skolen. Medierne hjalp godt til med påstandene, så hvornår de begynder at skrive om skandalen i ugens nye afsløringer, er et åbent spørgsmål.
Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2022. Skriv et svar
Hvordan vurderer man, hvor god eller dårlig en statsminister var? Selvom mange interesserede, inklusive adskillige historikere, har deres egne bud, er der ingen klar og objektiv måde at gøre det på. Derfor forsøger Punditokraterne idag at illustrere, hvordan netop dét måske kan gøres fra en økonomisk vinkel.
Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.
Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.
Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.
Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.
Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.
Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.
Her er en forkert påstand: Hvis en privat institution har overskud (det, Pelle Dragsted kalder profit), er det penge, der i stedet ville gå til velfærd, hvis institutionen var offentlig.
Påstanden er essensen af dette tweet fra Pelle Dragsted. Men påstanden og tweetet er forkert og baseret på manglende forståelse for, hvordan en virksomhed producerer, og hvordan (og hvorfor) forskellige input i virksomheden aflønnes.
Når højrefløjen taler om frit valg, så handler det som regel om private velfærdsprofitørers frie valg til at få snablen ned i fælleskassen. Vores skattekroner skal gå til velfærd – ikke til profit til velfærdskoncerner og kapitalfonde.
Påstanden er ikke ny. Vi har hørt den igen og igen i forskellige versioner. Fx hævdes det ofte, at det offentlige kan levere en given service billigere, fordi der ikke er nogen, der skal “tjene på det”. Der er ingen, der skal hive penge ud af virksomheden, og derfor vil det offentlige alt andet lige kunne levere billigere end det private.
Bl.a. sagde Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i 2014, at “Det giver jo egentlig sig selv. Private virksomheder skal i modsætning til det offentlige tjene penge til deres aktionærer, og de penge forsvinder ud af velfærden. Det er skatteyderne, der kommer til at betale for aktionærernes profit.”
Hvis argumentet var rigtigt, ville det uden videre kunne overføres til alle andre områder. Vinduespolering, fødevarer, biler. Alt ville det offentlige kunne levere billigere, fordi det offentlige ikke skal “tjene på det”.
Men argumentet er som sagt forkert. Helt forkert.
Borgerne er investorer
For hvad vil det sige, at have “profit”? Hvad betyder det egentlig, når vi siger, at nogen “tjener på det”?
Det betyder, at man kræver et afkast af de ressourcer, man har investeret i form af penge, tid og risici. Kort fortalt: Hvis du sætter 1000 kr. i aktier, regner du med at tjene på det og få mere end 1000 kr. tilbage engang i fremtiden.
Men når vi, gennem skatterne, investerer i det offentlige for at kunne tilbyde plejehjem, renovation mv., er det så urimeligt at kræve et afkast af de investerede midler? For at svare på det spørgsmål, kan det være nyttigt med et eksempel.
Forestil dig, at både det private og det offentlige kan levere en service, og at det kun kræver en bestemt maskine at levere servicen. Den er 10 mio. kr. værd, og både kommunen og de private leverandører har den allerede.
De private leverandører kræver et afkast på 4 pct., da det ellers bedre kunne betale sig at sælge maskinen og investere pengene i aktier og obligationer. Det behøver kommunen ikke, for de skal jo ikke “tjene på det”.
Så mens de private leverandører skal have (mindst) 400.000 kr. om året for at tilbyde servicen (ellers kunne det bedre betale sig at sælge maskinen og få de 4 pct. i afkast), kan kommunen altså levere servicen ganske gratis (vi ser for simpelhedens skyld bort fra drift og vedligehold mv.).
En pris på 0 kr. hos det offentlige og 400.000 kr. hos det private gør valget for politikerne let. Også selvom det offentlige skulle være lidt mindre effektivt end det private. Ikke?
Nej. For det offentlige står i præcis samme situation som den private virksomhed. De forvalter en investering for investorerne (borgerne). Og hvis ikke de kan få den forrentet med mindst 4 pct., kan det bedre betale sig at investere de 10 mio. kr. i aktier og obligationer og i stedet købe servicen af private. De ville
I eksemplet skal kommunen altså kunne levere servicen 400.000 kr. billigere end det private, hvis det skal være en god idé for borgerne. Ellers er det bedre at investere de de 10 mio. kr. i aktier og bruge afkastet på 400.000 kr. til at købe servicen af den private leverandør.
Alle skal have et afkast
Den virkelige verden er selvfølgelig langt mere kompleks end ovenstående eksempel.
Men det ændrer ikke på, at det offentlige også skal “tjene på det” og levere profit (eller tilsvarende lavere priser) til borgerne.
Hvordan man finder de sande omkostninger i det offentlige – og hvorfor incitamenterne i det offentlige trækker i retning af, at det offentlige i ovenstående eksempel ikke kan levere de 400.000 kr. – er en helt anden og meget interessant snak. Men i første omgang skal du som minimum huske på, at det offentlige skal tjene på det.
Stadig forvirret? Så har Jacob Bræstrup fra DI skrevet en glimrende tråd på Twitter om det samme.
@pelledragsted's tweet her er baseret på en økonomisk fejlopfattelse (economic fallacy ville engelsktalende sige), som jeg vil forsøge at forklare nedenfor 👇 Opfattelsen er desværre udbredt i #dkpol. Det kræver først at man forstår, hvad profit er (1/n) https://t.co/sC53YTRIs7
Af Otto Brøns-Petersen, den 11. oktober 2022. Skriv et svar
Årets Nobelpris i økonomi blev annonceret mandag – og Christian har allerede skrevet om den her på bloggen.
Jeg har skrevet et portræt af forskningen og betydningen af årets pris i Berlingske her.
Hvis man har lyst til mere, er jeg sammen med min kollega Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie (på engelsk) om de Nobelpriser i økonomi, der hidtil er uddelt. Vi bevæger os tematisk frem, ikke kronologisk. Foreløbig har vi otte afsnit dækket moderne makroteori, handelsteori og vækststeori.
Et nyt studie udført i Grønland viser, at folk, der “udsættes for markedet” bl.a. er mere ærlige. Nedenfor er, hvad Alex Tabarrok skriver om studiet.
**********************
In a new paper, Gustav Agneman and Esther Chevrot-Bianco test the idea that markets generate more universal behavior. They run their tests in villages in Greenland where some people buy and sell in markets for their primary living while others in the same village still rely for a substantial part of their subsistence on hunting, fishing and personal exchange. They use a dice game in which players report the number of a roll with higher numbers being better for the player. Only the player knows their true roll and there is no way to detect cheaters on an individual basis. In some variants, other people (in-group or out-group) benefit when players report lower numbers. The upshot is that people exposed to market institutions are honest while traditional people cheat. Cheating is only ameliorated in the traditional group when cheating comes at the expense of an in-group (fellow-villager) but not when it comes at the expense of an out-grou member. More generally the authors summarize:
…We conduct rule-breaking experiments in 13 villages across Greenland (N=543), where stark contrasts in market participation within villages allow us to examine the relationship between market participation and moral decision-making holding village-level factors constant. First, we document a robust positive association between market participation and moral behaviour towards anonymous others. Second, market-integrated participants display universalism in moral decision-making, whereas non-market participants make more moral decisions towards co-villagers. A battery of robustness tests confirms that the behavioural differences between market and non-market participants are not driven by socioeconomic variables, childhood background, cultural identities, kinship structure, global connectedness, and exposure to religious and political institutions.
Markets and trade increase trust, cooperation and universal moral action–it is hard to think of a more important finding for the world today.
Danmarks Radio begyndte 1. januar1963 at sende et nyt program, P3, også kaldet Musikradioen, der mindede meget om Radio Mercurs populære og uhøjtidelige stil, dog i begyndelse kun i et begrænset tidsrum på døgnet. En række medarbejdere fra Mercur kunne også høres bag mikrofonerne på den såkaldte Musikradio. Blandt andre hørte P3-lytterne Pedro Biker, Hans Vangkilde, Nete Schreiner, Hannah Rahlff og Anders Dahlerup. P3 blev først mange år senere sendt døgnet rundt.
Én af de nye medarbejdere på P3 var Jørgen de Mylius, som var meget inspireret af Radio Mercurs hitlisteprogrammer.
Ovenstående er fra Wikipedias side om Radio Mercur. Man gik åbenbart meget langt for først at lukke radioen og dernæst kopiere dens programmer på det licensfinansierede DR.
I 1962 blev Radio Mercur tvunget til at lukke, da en lov – den såkaldte “Lex Mercur” – blev vedtaget i Folketinget. Den betød, at al medvirken til udsendelser af danske statsborgere og danske virksomheder var ulovligt. Ved midnat den 31. juli 1962 sendte Radio Mercur da også sin sidste lovlige udsendelser og slukkede så for senderen.
Det er tavler a’la nedenstående, der er tale om. De er interaktive, hvilket – for den jeg ser dagligt nær Christmas Møllers Plads på Amager – betyder, at den enten viser, at man kan undgå trængsel ved at køre en omvej (som på billedet nedenfor), eller en tekst a’la “Pas på hinanden” eller “Hold til højre”.
Fotograf: Troels Heien/Københavns Kommune (bl.a. anvendt i Cykelregnskab 2016)
Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2022. Skriv et svar
Forleden skrev vi om hvordan Verdens økonomiske frihed er under pres. Vi illustrerede da i detaljen hvor meget folks økonomiske frihed blev indskrænket fra 2019 til 2020. Idag ser vi på hele indekset, men på tværs af hele verden. Ændringer i økonomisk frihed for hvert af de 165 lande, der rates, illustrerer vi i kortet nedenfor.
I princippet varierer Fraser Instituttets indeks over økonomisk frihed mellem 0 og 10, men i praksis er variationen mellem 3,3 (Venezuela) og 8,6 (Hong Kong). Et typisk tab på 0,17 (medianen i 2020) er således ikke blot stort i forhold til, hvor meget det som oftest varierer fra år til år. Det betyder også, at store dele af verden på sigt kommer til at opleve væsentlig væksttab de kommende år, hvis ikke situationen snart rettes op.
Hvor store er væksttabene, kan man spørge. I artiklen Does economic freedom boost growth for everyone? som Andreas Bergh og jeg udgav i Kyklos sidste år, finder vi at for hvert point man ændrer på elementer i indekset, ændres den langsigtede, årlige vækstrate med cirka 0,5-0,6 procentpoint. Når man således ser på de sorte og lilla områder på kortet, er de steder, der kommer til at opleve synligt lavere vækst de kommende år. Undtagelsen vil være de lande, der ændrer kurs og indfører liberaliserende reformer ovenpå to af de værste år siden krigen. Og totalt set står verden til at blive mærkbart fattigere.
