Det tog mig et stykke tid at få styr på, hvad juristerne mente, når de talte om “objektivt set” og “subjektivt set”. Har du endnu ikke fået styr på det, giver Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU, en glimrende forklaring i sin ligeledes glimrende kronik om minksagen og evt. rigsretssag mod Mette Frederiksen i Berlingske forleden.

Svarene kræver først et lille og lidt forenklet lynkursus i strafferet: Et strafansvar forudsætter grundlæggende, at to betingelser er opfyldt: den objektive og subjektive. Hvis en person – vi kunne kalde ham Mogens – i bil kører et andet menneske ihjel, har Mogens objektivt begået et drab. Om Mogens kan straffes herfor, beror på den subjektive vurdering. Såfremt Mogens kørte fodgængeren ned for at slå ham ihjel, kan Mogens straffes for manddrab efter straffelovens § 237. Mogens har handlet med det, vi jurister betegner som »forsæt«. Hvis Mogens derimod »kun« kørte for stærkt, mens han i øvrigt sad og fumlede med radioen, har han ikke kørt fodgængeren ned med vilje, men han burde have kørt mere forsigtigt og med øjnene rettet mod vejen. Mogens kan derfor straffes for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Hvis Mogens derimod kørte efter reglerne, men fodgængeren i et uopmærksomt øjeblik trådte lige ud foran Mogens’ bil, kan Mogens slet ikke straffes. Nok har han objektivt set dræbt et andet menneske, men han har subjektivt set ingen skyld deri.

I kronikken peger Lasse Lund Madsen på et centralt dilemma. Der er ingen retspraksis, så derfor er det svært at vurdere, om der er grundlag for en sag. Og det argument bider sig selv i halen.

Skal statsministeren så for en rigsret? Tja, bum, bum! For taler sagens alvorlige substans og statsministerens kritisable adfærd, der umiddelbart forekommer at være groft uagtsom. Imod taler, at det er vanskeligt at sige med en så tilstrækkelig høj grad af sikkerhed, som Rigsrettens omkostningstunge apparat tilsiger.

Problemet er, at grov uagtsomhed er en skønspræget størrelse, hvis grænser kun kan fastlægges gennem retspraksis, der kun kan dannes ved at føre sager for Rigsretten. Dermed bider vurderingen af, om der skal føres en rigsretssag, sig selv i halen.

Kronikken førte i øvrigt til et interview, hvor Lasse Lund Madsen konkluderer, at “sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse”

Bemærk i øvrigt, at universitetsjuristerne langt fra er enige. Her fra en tredje artikel på baggrund af kronikken.

»Havde det været en almindelig borger, der havde ageret som statsministeren, kunne det godt være, at det var blevet opfattet som groft uagtsomt. Men jeg tror, at han overser, at der er andre regler i statsretten,« siger Jørgen Albæk Jensen.

I øvrigt synes jeg, det er interessant, at ingen af juristerne synes at interesserer sig synderligt for, at regeringen fortsatte med aflivningerne, efter det var alment kendt, at ordren var ulovlig. Noget Rasmus Jarlov har skrevet om utallige gange.

Tager Jarlov (og min tidligere kollega, mads Korsholm) fejl, eller hvad er årsagen til, at det fylder så lidt?

Som følge af GDPR forsvandt 1/3 af alle apps fra Google Play og antallet af nye apps blev halvveret. Resultatet er fra Janßen et al. (2022). Her er abstract (mine fremhævninger):

“Using data on 4.1 million apps at the Google Play Store from 2016 to 2019, we document that GDPR induced the exit of about a third of available apps; and in the quarters following implementation, entry of new apps fell by half. We estimate a structural model of demand and entry in the app market. Comparing long-run equilibria with and without GDPR, we find that GDPR reduces consumer surplus and aggregate app usage by about a third. Whatever the privacy benefits of GDPR, they come at substantial costs in foregone innovation.“

De samlede omkostninger som følge af GDPR må være gigantiske (jeg har personligt brugt tid på at diskutere og forholde mig til GDPR både på arbejde i Incentive og CEPOS og i frivilligt bestyrelsesarbejde).

Det virker iøvrigt lidt skizofrent, at man indfører GDPR, samtidig med at man fortsætter ulovlig logning (som du kan høre mere om i Regelstatens podcast):

Vi bør holde op med at anvende begrebet ”social retfærdighed”. Det er et begreb, som går fuldstændig på tværs af ægte retfærdighed. Det er ikke andet end et politisk slagord, som kan bruges til at trumfe, hvad vi ellers ser som retfærdigt.

Stort set alle er uanset politisk overbevisning enige om, at det er en absolut kerneopgave for staten at beskytte den private ejendomsret. Ingen må bare tage fra andre, hvad disse har erhvervet retmæssigt. At lade en tyv beholde sine koster vil være uretfærdigt. Alligevel mener fortalerne for ”social retfærdighed”, at staten selv ikke bare må, men skal gøre, hvad den forhindrer alle andre i: At tage folks ejendom og omfordele den. Og at ”social retfærdighed” trumfer retten til at beholde retfærdig erhvervet ejendom.

Som F.A. Hayek påpegede, giver begrebet social retfærdighed ingen mening i et frit markedssamfund. Det er et fatamorgana. Det kan måske henføres til nedarvede instinkter fra dengang, mennesker jagede i grupper. Her var en norm om at dele byttet lige en fornuftig norm, hvis det var tilfældigt, hvem der nedlagde byttedyret. Men i et avanceret markedssamfund er indkomstfordelingen et resultat af et stort antal parvise bytter, som stiller begge parter bedre. Som Robert Nozick fremhævede, vil en efterfølgende omfordeling kunne forhindre den gensidigt fordelagtige bytteproces, som går forud. Når folk gerne vil se en baseballstjerne spille og frivilligt (gennem køb af billetten) betaler ham, stiger både den gensidige nytte for alle og uligheden. Markedets bytteprocesser frembringer således et ikke på forhånd bestemt indkomstfordelingsmønster. Hvis der via ”social retfærdighed” tvinges et bestemt fordelingsmønster ned over samfundet, opstår der en fundamental modstrid mellem det frie samfunds spontane mønster og det politisk ønskede.

Hayek har givetvis ret i, at der kan eksistere en norm om lige fordeling fra nedarvet jæger- og samlertiden. Og i mange tilfælde kan en ligelig fordeling faktisk være en naturlig norm at følge. Jeg har nogle gange forsøgt mig med et tankeeksperiment, når jeg har holdt forelæsninger. Hvis der pludselig kom en mand ind ad døren og tilbød salen f.eks. 100.000 kr., såfremt alle kunne enes om en fordeling, så er det højst sandsynligt, at enigheden ville ende på at dele beløbet lige. Ingen ville have et overbevisende argument for, at netop de skulle have mere end andre. Kun en lige fordeling stopper en udsigtsløs diskussion om, hvem der skal have mest. Så langt er folk næsten altid enige. Men jeg har derefter tilbudt deltagerne, at vi gennemførte et faktisk eksperiment: At alle afleverede de værdier, de havde på sig (penge, mobiltelefoner osv.), og at vi derefter fordelte dem lige. Det har der aldrig været stemning for. Jo, dem der tilfældigvis ikke havde særlig mange værdier på sig, ville gerne prøve, men de andre ville ikke. Og ingen har nogensinde hævdet, at det var uretfærdigt, at eksperimentet ikke blev gennemført og den ulige initialfordeling opretholdt.

Hvad er forskellen på de to eksperimenter? Den er netop, at puljen i det første tilfælde er helt tilfældig, mens de personlige ejendele i det andet har et historisk betinget mønster. De 100.000 kr. ”er der bare”. De personlige værdier afspejler foregående transaktioner og indsats. På samme måde som markedets fordeling af indkomst helt generelt har en historie bag sig af transaktioner og indsats.

Det er dog ikke ualmindeligt, at fortalere for ”social retfærdighed” har en tendens til at betragte velstanden som dels helt tilfældigt fordelt, dels samfundets aktivitet som et nulsumsspil. Altså en situation der minder om manden med de 100.000 kr. Men det er en fejltagelse. Levestandarden er markant højere i dag, fordi markedsøkonomien har skabt en meget højere velstand. Det er ikke et nulsumsspil. Jeg har en gang beregnet, at de 40 pct. laveste indkomster ville have haft en velstandsfremgang på blot 10 pct. af den faktiske de sidste 100 år, hvis der ikke havde været økonomisk vækst. Til trods for at vi i perioden er gået fra et skattetryk på ca. 10 pct. til en velfærdsstat med omfattende omfordeling. Økonomien er i den grad ikke et nulsumsspil. Og det er omfordeling i øvrigt heller ikke. Omfordeling har en nettoomkostning, som samlet medfører lavere velstand (se f.eks. Martin Ågerups ”Den retfærdige ulighed”).

Hvad med tilfældigheden? Ultimativt kan man selvfølgelig påstå, at alting kan føres tilbage til tilfældet – i den forstand, at ingen af os er vorherre og har skabt os selv og alt omkring os. Hvis ikke der havde været en beboelig planet, og hvis ikke der havde været grundstoffer til vores kroppe, ville vi ikke kunne nyde godt af velstanden. Hvis ikke der havde været kunder til Microsofts produkter, var Bill Gates ikke blevet rig (i hvert fald ikke på IT). Men derfra kan man ikke slutte, at velstanden som slutresultat bare er tilfældig. Og det følger slet ikke, at staten dermed har et krav på i princippet al velstand, eller at et flertal har et retfærdigt krav på dem. Det følger jo heller ikke, at man har ret til at stjæle sin nabos lotterigevinst, selv om den skyldes held.

Det er i virkeligheden en ekstremt vidtgående præmis, at dem, der kontrollerer staten, har ret til alle ressourcer, hvis de vil. Det gør mennesket til et redskab. Det gør al værdiskabelse og alle frivillige transaktioner provisoriske og genstand for at blive trumfet af staten.

Hvorfor – spurgte Nozick – i øvrigt begrænse sig til at omfordele indkomst? Hvorfor ikke tvangsomfordele en nyre fra raske med to til syge uden velfungerende nyrer? At være født med enten en nyresygdom eller to gode nyrer er da om noget tilfældigt.

Mennesker er sociale væsener og langt størstedelen af vores velstand baserer sig på arbejdsdeling og loven om de komparative fordele. Ingen af os ville tilnærmelsesvist kunne opnå den velstand alene, som vi kan i kraft af specialisering og frivillige transaktioner. Det er imidlertid svært at se det som et argument for at tilsidesætte resultatet af frivillige transaktioner. Det er om noget et argument for at understøtte snarere end tilsidesætte systemet af frivillige transaktioner. De komparative fordele er udtryk for et plussumsspil.

Retfærdighed kan godt tilsige, at mennesker behandles lige – i den forstand at de er lige for loven. Denne lighedsopfattelse kan godt snige sig ind i den fordelingsmæssige diskussion, så også lighed i indkomst bliver betragtet som en del af ligebehandlingen. Men det ville kun være tilfældet, hvis loven og kun loven skabte indkomsterne. I et frit samfund skaber loven derimod rammerne for fri udfoldelse, og udfoldelsen skaber indkomsterne. Derfor er der en fundamental modsætning mellem lighed for loven og lighed i indkomst. Lighed i indkomst kan kun realiseres ved at behandle mennesker forskelligt – tage fra nogle og give til andre.

Man kan altså ikke begrunde en statslig bestemt indkomstfordeling med blot at henvise til ”social retfærdighed”. Men faktisk er begrebet begyndt at blive brugt i alle mulige betydninger af ”social justice warriors”, som blot stempler deres præferencer eller moralske normer som ”social retfærdige”. Identitetspolitikken har også indtaget den scene.

Det klart mest ambitiøse forsøg på at begrunde fordelingspolitik med social retfærdighed kommer fra John Rawls. Pudsigt nok er Rawls ved at falde i unåde blandt identitetspolitikerne.

Men selv ikke Rawls formåede at opstille en holdbar begrundelse for social retfærdighed og fordelingspolitik. Rawls argumenterede for, at alle uden undtagelse ville vælge en høj grad af omfordeling (konkret ved at maksimere nytten for den dårligst stillede), hvis de var placeret bag et slør af komplet uvidenhed om deres konkrete omstændigheder i samfundet. Argumentet er i sidste ende et forsikringsargument: Lige som man i uvidenhed om, hvorvidt ens hus brænder ned, foretrækker et lille sikkert tab i form af en forsikringspræmie frem for en lille risiko for et stort tab, hvis huset brænder, vil man bag uvidenhedens slør gardere sig imod at blive den værst stillede, hævdede Rawls. Der er imidlertid flere problemer med Rawls teori. For det første er det ikke nødvendigvis korrekt, at vi placeret bag uvidenhedens slør ville vælge at maksimere nytten for den dårligst stillede. Det har både teorien og empirien imod sig. Mens vi ofte vil vælge at forsikre os – dvs. være mere optaget skæbnen som tabere end som vindere – vælger ingen at forsikre sig imod alle risici eller beskytte sig maksimalt mod selv vitale trusler. For det andet indebærer Rawls tankeeksperiment ikke, at andre end den, der selv foretager eksperimentet, kan blive forpligtet af det. Rawls kalder den viden om personlige forhold og omstændigheder, der gemmes bag sløret, for ”moralsk irrelevant”. Her trækker han på Kants moralfilosofiske tænkning: At se moral som realiseringen af en pligtfølelse uden hensyn til nytte. Men denne pligt kan højeste forpligte den enkelte til at opføre sig på en bestemt måde, ikke andre. Hos Rawls bliver fordelingspolitik dog interessant nok ikke til en individuel pligt – at den enkelte skal maksimere nytten for de dårligst stillede omkring sig – men et politisk anliggende. For Kant er implikationen af moralske pligter, at de politiske institutioner bør tillade maksimal frihed til at forfølge individuelle mål. Det er Rawls for så vidt enig i, men han ser fuldstændig bort fra, at friheden også omfatter økonomisk betonede handlinger. Ja, reelt er det umuligt at adskille økonomisk betonede og andre handlinger, men Rawls ignorerer ikke desto mindre fuldstændig, at indkomst er et resultat af individuelle handlinger (bortset fra at han accepterer behovet for økonomiske incitamenter, hvis den dårligst stilledes velfærd skal maksimeres).  Rawls introducerer samtidig en ny definition på retfærdighed, nemlig ”fairness”, og at fordelingen skal opleves fair. Endelig indfører han begrebet ”reflektiv ligevægt”, som i sidste ende blot fuldender den måde at regne baglæns på, som hans filosofi bygger på. Rawls vil således vise, at bl.a. den eksisterende fordelingspolitik ville ende med at blive resultatet af eksperimentet med sløret. Og hvis det ikke ender som konklusionen, kan den ”reflektive ligevægt” korrigere, så den alligevel gør det. Dermed kommer han tæt på den etiske intuitionisme, han ellers prøver at bekæmpe. At noget er rigtigt, fordi det intuitivt føles sådan.

Om ikke andet viser Rawls aktivering af et stort analytisk begrebsapparat, at økonomisk lighed ikke er selvindlysende. At kalde det for ”social retfærdighed” er bare at klistre et fancy navn på i stedet. Det ville være dejligt at være fri for.

Dette kunne være en kort bog til den nette pris af 150 kr. Men det er udgivet som arbejdspapir og kan hentes gratis her.

Folk economics is the intuitive economics of untrained persons. It is concerned with distribution, and does not allow for or understand incentives. Folk economic notions evolved in our ancestors in circumstances where there was little in the way of specialization, division of labor, capital investment, or economic growth. It can explain the beliefs of naive individuals regarding matters such as international trade, labor economics, law and economics, and industrial organization. It is important that voters understand economic principles. Economists would do a better job of persuading others and of teaching if we paid explicit attention to folk economics. Because untrained individuals do not fully understand gains from trade, training in economics is likely to improve welfare by increasing the number of trading opportunities. There is evidence that this is in fact true.

Er det ikke i bund og grund den basale forklaring på, at økonomer er nødt til at skrive tweets a’la dette?

Vældigt interessant indlæg i The Spectator forleden.

Punkt 1: Er nedlukninger kommet for at blive? I UK talte de åbenbart om en form for nedlukning i forbindelse med hedebølgen forleden.

There was something more alarming than the temperature: how quickly the authorities started to close down society – and showed that the lockdown instinct is still very much alive.

The Met Office, a body that has turned from fairly comical to slightly sinister in recent times, started advising everyone to stay at home. The unions asked for schools, offices and transport systems to be closed down. There were no trains north out of King’s Cross or Euston, and Luton airport closed completely. Sadiq Khan lost no time in asking people not to have barbecues. We didn’t quite get to the stage where the police were handing out on-the-spot fines to anyone more than five miles from their home, but it may only be a matter of time.

At der også i Danmark er risiko for, at nedlukninger forbliver et redskab i myndighedernes værktøjskasse mindede Jens Lundgren os om i slutningen af juni, hvor han anså nedlukninger for at være en mulighed, hvis ikke tilpas mange børn bliver vaccineret mod influenza.

Punkt 2: Brandene i London blav af bl.a. Information (selvfølgelig) sammenkoblet med klimaforandringerne. Men rent faktisk er der langt færre brande i London end tidligere.

There will be fires now and again – they go along with heatwaves – but statistically, fires have never been rarer. There will be alarmists like Sadiq Khan claiming that it was ‘the busiest day for the fire service in London since the second world war’. But he won’t admit that fires in London have fallen two-thirds since the 1980s (let alone the 1940s) or that there were just 6,600 secondary (i.e. grass) fires last year, a record low and some 83 per cent below the 2003 peak. As for increased wildfires across the UK, satellite studies show no such trend in recent years. So why the panic?

Rigsrevisionen i UK er meget kritisk overfor regeringens brug af penge på rejserestriktioner, som der ikke er nogen evidens for virker (snarere tværtimod – der er evidens for, at de ikke virker).

På deres hjemmeside skriver de:

Huge costs and disruption but Government “doesn’t know” whether Covid travel traffic light system, hotel quarantine or home isolation actually worked

Public Accounts Committee

Og de uddyber med denne udtalelse fra formanden:

We can be clear on one thing – the cost to the taxpayer in subsidising expensive quarantine hotels, and more millions of taxpayers’ money blown on measures with no apparent plan or reasoning and precious few checks or proof that it was working to protect public health.

[…]

[Government] is not learning lessons fast enough from the pandemic.

Dame Meg Hillier MP, Chair of the Public Accounts Committee

Det sidste gælder i høj grad også i Danmark. Regeringen og dens støtter har igen og igen forsvaret den danske COVID-19 politik, selvom det burde stå klart for alle, at de mange nedlukninger – måske særligt skolelukningerne – var en eklatant politikfejl, hvis størrelsesorden vel overstiger alt hvad vi har set i hvert fald i min levetid.

Der er brug for, at beslutningstagerne og rådgiverne under COVID-19 tager den nye evidens til sig og lærer af den. Men man kan frygte, at det kræver en ny generation, før det for alvor sker. I så fald må vi håbe, at næste pandemi venter længe nok…

BBC omtaler historien her.

Det kommer ikke til at ske, men baseret på argumenterne i denne glimrende klumme fra John Tierney, ville valget være oplagt. Ingen anden har de seneste par år nærmest ene mand sikret friheden for så mange mennesker.

The Nobel jurors in Norway should be honoring the pandemic’s true heroes, starting with an obvious candidate across their border: Anders Tegnell, the state epidemiologist of Sweden. While the WHO and the rest of the world panicked, he kept calm. While leaders elsewhere crippled their societies, he kept Sweden free and open. While public-health officials ignored their own pre-Covid plans for a pandemic—and the reams of reports warning that lockdowns, school closures, and masks would accomplish little or nothing—Tegnell actually stuck to the plan and heeded the scientific evidence.

Og havde det ikke været for Tegnell (og enkelte ligesindede), ville verden ikke have haft en kontrolgruppe at vurdere eksperimenterne med nedlukninger op imod. Det giver uvurderlig viden og erfaring for fremtidige generationer.

If it hadn’t been for Tegnell and a few other heretics in places like Florida, we would not have clear evidence to prevent a similar catastrophe when the next virus arrives. Politicians and officials at the WHO and the Centers for Disease Control are still promoting useless mask mandates and defending their lockdowns with scientific sleight of hand: cherry-picked data and computer models purporting to show that the measures worked. Those claims have been rebutted in hundreds of studies, but journalists and politicians have mostly ignored that research, preferring to parrot the claims of the WHO and CDC officials who wave away the inconvenient findings.

Og så skal vi ikke glemme børnene

Politicians in Sweden were ready to close schools, too, but Tegnell and Giesecke insisted on weighing costs and benefits, as Tegnell had done in a 2009 article reviewing studies of school closures during pandemics. The article had warned that the closures might have little or no effect on viral spread and would cause enormous economic damage, disproportionately harm students and workers in low-income families, and create staff shortages in the health-care system by forcing parents to stay home with young children. Given all those dangers, plus early Covid data showing that schoolchildren were not dangerously spreading the virus, Tegnell and Giesecke successfully fought to keep elementary schools and junior high schools open—without masks, plastic partitions, social distancing, or regular Covid tests for students.

Swedish children kept going to school and did not suffer the learning loss so common elsewhere. 

Det ville være et godt og modigt valg af Den Norske Nobelkomite. Men det kommer næppe til at ske. Jeg kan godt leve med andre kandidater, men jeg er enig med John Tierney i, at det vil være en skandale, hvis WHO får prisen.

Hele klummen kan læses her.

De seneste uger bragt en debat mellem på den ene side Christian Kanstrup Holm og Morten Petersen, som kort fortalt mener, at nedlukningerne var en fejl, for ”selvom coronavirus fik lov til at spredes forholdsvis uhindret i Sverige sammenlignet med andre europæiske lande, var der ingen overdødelighed i befolkningsgruppen under 75 år” og på den anden side Lone Simonsen, Viggo Andreasen m.fl., som forsvarer nedlukningerne, fordi ”ideen om, at man bare kunne lade epidemien køre, mens vi beskytter de ældre, er nærmest absurd”.

Begge parter undervurderer vigtigheden af borgernes egen pandemihåndtering. For ligesom vi tilpasser vores kørsel, når vejene er sneglatte, tilpasser vi vores adfærd, når en pandemi raserer landet. Vores tilpasning af vores adfærd til verden omkring os, kan forklare, hvorfor vi ikke alle kører galt med 100 km/t i snevejr. Og hvorfor pandemien – når først vi er blevet opmærksomme på pandemien – ikke kan ”spredes uhindret”, uanset om politikerne lukker ned eller ej.

Adfærdsændringerne kan forklare, hvorfor antallet af google-søgninger på ”håndsprit” steg eksplosivt allerede før statsministeren lukkede landet ned d. 11. marts. De forklarer også, hvorfor influenza forsvandt nøjagtigt samtidig i Danmark og Sverige i marts 2020, og de forklarer, hvorfor alle nordiske lande – hvor befolkningerne bl.a. er veluddannede, har høj tillid til myndigheder og hinanden samt er så rige, at de har mulighed for at passe på sig selv – generelt har klaret sig godt under pandemien.

Endelig forklarer frivillige adfærdsændringer, hvorfor Sverige havde en meget kraftig 1. bølge sammenlignet med Danmark, mens 2.-bølgerne var lidt mere ens. Svenskerne blev nemlig relativt sent opmærksom på, at der var udbredt smitte i dele af landet – og ændrede derfor relativt sent adfærd. Det havde dog intet med nedlukninger at gøre, men skyldes ifølge to forskellige studier det uheldige faktum, at 1/3 af svenskerne havde vinterferie i uge 9, hvor der var et stort uopdaget udbrud i alperne, som svenske skiturister bragte med tilbage til bl.a. Stockholm, hvor de – uden at vide det – spredte smitten til deres omgangskreds. Et nyt studie viser, at der var en betydelig overdødelighed i de regioner, der havde vinterferie i uge 9, mens overdødeligheden i resten af Sverige svarede til overdødeligheden i Danmark, Norge og Finland.

Generelt forekommer visse epidemiologers idé om, at staten kan styre pandemien ved at lukke forskellige aktiviteter i samfundet, ureflekteret. Langt de fleste smittetilfælde sker i nære relationer mellem familiemedlemmer, kollegaer, venner osv., hvor staten har meget begrænset mulighed for at regulere smitten. Og selv hvis det virker fx at lukke restauranter, vil danskerne reagere på de lavere smittetal ved at passe mindre på. Præcis som vi øger farten, når saltsprederen har været ude efter et snefald.

Danskerne har – frivilligt – passet på, når det var nødvendigt. Vi så det igen i december 2020, hvor kontakttallet var under 1 før regeringen lukkede landet ned. Danskerne reagerede på den stigende smitte. Det var danskerne, der sørgede for, at pandemien ikke blev sluppet løs. Det var danskerne der – med en smule held og relativ god kommunikation fra myndighederne – sørgede for, at Danmark klarede sig bedre end de fleste. Der er ikke evidens for, at nedlukningerne har spillet nogen væsentlig rolle.

PS: Jeg bruger “epidemiologer” meget bredt her. Så vidt jeg ved, er Christian Kanstrup Holm r virolog og immunolog, Morten Petersen er biolog, Lone Simonsen er epidemiolog og Viggo Andreasen er matematiker.

I sin kronik, “Er børn ligegyldige i dansk politik?”, pegede Bjørnskov på en række studier, der viste, at skolelukningerne var gået ud over børnenes læring.

Nu har svenske forskere undersøgt effekten af corona på læseevnerne for børn i 1.-3. klasse. De finder ingen negative effekter af corona (hvilket for mig faktisk var lidt uventet, for svenske forældre har faktisk holdt børnene hjemme i perioder, og der er også sket mange andre ting under corona, som kunne have påvirket elevernes læring).

Her er abstract (min fremhævning):

In this study, reading assessment data from 97,073 Swedish primary school students (grades 1-3) were analysed to investigate potential learning loss. Results showed that word decoding and reading comprehension scores were not lower during the pandemic compared to before the pandemic, that students from low socio-economic backgrounds were not especially affected, and that the proportion of students with weak decoding skills did not increase during the pandemic. Study limitations are discussed. We conclude that open schools benefitted Swedish primary school students.

Er der lavet lignende undersøgelser i Danmark endnu?

Ukraine er en af verdens største eksportører af hvede. Men Ukraine producerer “kun” 2,6% af verdens korn, jf. nedenstående figur. Ifølge TV2 ligger 25 millioner tons på lager i Ukraine. Det svarer til under 1% af verdens produktion.

I starten af krigen steg priserne hastigt, jf. nedenstående figur. Men siden er priserne faldet igen, så de nu er i nærheden af de priser, vi så før krigen startede (ca. 20% højere).

Bemærk i øvrigt. at prisstigningerne startede længe før krigen startede. Allerede i slutningen af 2021, var hvedeprisen omkring 50% højere end før corona, jf. ovenstående.

Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en rigtig god kommentar i Berlingske om den borgerlige krise, og hvad den skyldes.

Der findes som politiker i et demokrati essentielt to og kun to veje at opnå politisk magt på: Man kan overbevise et flertal af vælgerne om, at ens politik er den rette, eller man kan tilpasse sin politik til, hvad man regner med, at et flertal ønsker.

Ser man på venstrefløjen over 150 år, har den næsten altid valgt den første vej – og med betydelig succes: Stort set hver gang man har haft den politiske magt, er samfundet blevet mere venstreorienteret: Mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret. Vælgernes holdninger er samtidig gradvis flyttet med samme vej.

Ser man derimod på de borgerlige, har de næsten altid valgt den anden vej: At tilpasse egne holdninger til vælgernes. Som sådan har de borgerliges langsigtede problem været det fundamentale, at der ikke findes noget, man er modstandere af i dag, som man ikke vil være villige til at forfægte i morgen. Man har i størstedelen af det forgangne århundrede affundet sig med i bedste fald at være en bremse på tendenser igangsat af andre. I værste fald har man i perioder gået foran.

Det er svært at være uenig, når man ser borgerlige politikere omfavne Arne-pensionén og overbyde i klimapolitikken.

Imens vi håber på noget bedre, kan du læse hele kommentaren kan læses her (desværre bag betalingsmur).

19. december 2021 – efter at regeringen havde meddelt, at skolerne endnu engang skulle lukkes – skrev Christian Bjørnskov en fremragende kronik i Jyllands-Posten under ovenstående titel og med underrubruikken “Man må spørge sig selv, om det er moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende i et forsøg på at redde nogle mennesker, der typisk er over deres forventede levealder.”

Forleden henviste jeg igen til kronikken, og jeg synes egentlig, at den fortjener at komme frem i lyset. Så her er de væsentligste (primært empiriske) pointer fra kronikken.

God fornøjelse!

Mange politikere, inklusive statsministeren, har betonet, at nedlukningerne naturligvis ikke burde gå ud over børnenes skolegang eller andet. Danske politikeres afslørede præferencer viser dog noget andet: at børn reelt er ligegyldige for den førte politik. Deres velbefindende og fremtid indgår ikke i de faktiske politiske overvejelser.

Evidensen for de skader, politikere verden over har pådraget børn og unge, er ellers ganske overvældende. Svenske og hollandske erfaringer har meget tydeligt vist, hvordan nedlukninger og virtuel undervisning ikke blot skader børn og unges indlæring, men også skaber alvorlig ulighed i indlæringen, man ikke ville se under normale omstændigheder.

I et studie fra Holland, der omfattede 350.000 børn, fandt forskerne således, at børnene i gennemsnit næsten intet havde lært i de uger, de havde modtaget virtuel undervisning. Effekten var endda særligt udtalt i dårligere uddannede hjem, hvor de negative effekter for børn med lavt uddannede forældre var 60 procent større end dem fra veluddannede hjem. Som i mange andre tilfælde har nedlukningerne således ikke blot skadet de fleste, men effekten vender den tunge ende nedad.

De hollandske erfaringer svarer meget godt til et tidligere britisk studie, der fandt, at nedlukningerne i Storbritannien i foråret 2020 havde sat seks- og syv-årige elever cirka to måneder bagud i matematik og læsefærdighed. Uanset at de fleste lærere har gjort en stor indsats for at flytte undervisning online og forsøgt at gøre det så godt som muligt, erkender mange, at de har leveret langt ringere undervisning end nogensinde før.

Både lærere og børn blev derfor hurtigt demotiverede i løbet af nedlukningen. Som det britiske Institute of Fiscal Studies har vist, var tilfældet, at jo længere tid børn var sendt hjem, jo mindre tid brugte de på skolen. Ved udgangen af skoleåret brugte den gennemsnitlige elev således kun halvdelen af den tid, hun ville have brugt under normale omstændigheder.

Erfaringerne er ikke meget anderledes i Danmark, hvor en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut fandt, at halvdelen af alle elever mellem 5. og 8. klasse oplevede at få markant mindre ud af undervisningen end tidligere. Instituttet noterer også, at elever fra socialt udsatte hjem har haft særlige faglige og trivselsmæssige problemer med nedlukningen. Det bekræftes af information fra mange steder i verden, hvor børn og unges trivsel er voldsomt svækket. En enkelt amerikanske undersøgelse, der gentages hvert år, fandt, at en fjerdedel af amerikanerne mellem 15 og 24 havde haft selvmordstanker i løbet af 2020.

[…]

Som om elevers og studerendes tab af uddannelse ikke var nok, peger en ny litteraturgennemgang også på, at børns helbred har lidt i det meste af verden. Særligt bekymrende er ny forskning, der viser, at selv helt små børns udvikling har lidt voldsomt under nedlukningerne. Noget af den klareste evidens for problemerne kommer fra Rhode Island, hvor Brown Universitys Resonance-projekt i over ti år har fulgt børns tidligere udvikling. Børns udvikling måles med såkaldte Mullen-skalaer for tidlig læring, der måler deres finmotorik, sprog og visuelle modtagelse, og som regnes som en pendant til intelligensmål for små børn.

Forskningen fra Brown viser, at børns scorer på disse mål er faldet markant mellem 27 til 37 point i forhold til normalen på cirka 100 point før nedlukningerne. Studiet finder også, ligesom adskillige andre undersøgelser, at tabene i tidlig udvikling er væsentligt større blandt fattige og ringe uddannede familier.

Brown-forskerne tilskriver en væsentlig del af problemerne til mundbindstvangen. Forhold som børns tilknytning til voksne afhænger for eksempel af, i hvilken grad de kan aflæse de voksnes ansigter og forstå deres udtryk og følelse. En stor del af denne proces afhænger af, at de faktisk kan se andre menneskers ansigter og ansigtsudtryk, hvilket nærmest umuliggøres af mundbind i det offentlige rum. Set i lyset af, hvor vigtige de tre første år er for børns videre udvikling resten af livet, burde forskningen fra Brown derfor skræmme alle forældre, bedsteforældre, onkler og andre, der har interesse for børns udvikling.

[…]

Selv om både børns tidlige udvikling og unges uddannelse er forhold, der ofte følger en resten af livet, har disse omkostninger ikke en eneste gang været drøftet i Folketinget eller andre steder i det politiske Danmark. De politiske beslutningstageres afslørede præferencer fortæller os derfor med deres larmende tavshed, at børn og unge er ligegyldige for dem.

Mens politikerne lukker øjne og ører, er vi således godt i gang med at skabe en generation, der hele resten af dens liv vil være bagud. Selv om nogle af restriktionerne virkede – hvilket halvandet års empirisk forskning modsiger – må man spørge sig selv, om det nogensinde kan være moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende og fremtid i et forsøg på at redde nogle mennesker, der helt typisk allerede er over deres forventede levealder.

[…]