I går skrev jeg om de konservatives lettere ikke-konservative tilgang til den førte narkotikapolitik, hvor man argumenterede for at staten skal frelse borgerne fra dem selv.
De konservatives ordfører, Mette Abildgaard, argumenterede således med, at mennesket er ufornuftigt, hvorfor det er statens opgave at sikre borgerne ikke træffer ufornuftige valg.
Og Ikke nok med at de konservative mener at mennesker først og fremmest er ufornuftigte, de mener også at den førte politik rent faktisk virker langt hen af vejen.
Direkte adspurgt af Enhedslistens ordfører, Pernille Skipper, om hvorvidt det hjælper at kriminalisere brugerne, svarer Mette Abildgaard:
Eksempelvis kan jeg henvise til den ph.d afhandling, som er lavet af en lektor fra Ålborg Universitet som hedder Kim Møller, som peger på at en afkriminalisering vil betyde et markant øget forbrug.
Jeg har læst den ph.d. afhandling af Kim Møller, som Mette Abildgaard taler om. Der er tale om en tværfaglig analyse af kontrollen med gademarkedet for småsalg af cannabis i København 2000-2009. Afhandlingen handler altså kun om et hjørne af narkotikamarkedet. Det er så hvad det er. Værre er (for Mette Abildgaard), at der ikke er belæg for hendes udtalelser i Kim Møllers afhandling. Snarere tværtimod.
Fra side 77 tll side 93 behandler Kim Møller forskellige kontrolregimer indenfor narkotikapolitikken og balancen mellem borgernes velbefindende og selvbestemmelse.
Indtil 2000 var den førte politik i forhold til cannabis relativt mild, og brugen af advarsler var en udbredt sanktion, ligesom politiets indstilling i store perioder groft sagt kunne beskrives som “at man blot skulle lade være med at ryge lige for næsen af dem”. Dertil kan jeg tilføje, at det kunne man så alligevel i 1970erne. Mens jeg gik på gymnasiet, havde politi i civilt været til stede ved en gymnasiefest, hvor der blev røget rimeligt åbenlyst. Ja faktisk foregik der hvad der i dag vel ville blive opfattet som handel i det ene hjørne af kantinen, hvor festen blev holdt.
Eneste reaktion var, at rektor ved den efterfølgende morgensamling fortalte om politiets besøg og observationer, og anmodede om at det ikke foregik på skolens område. Den var nok ikke gået i dag.
Efter 2000 er håndhævelsen og sanktionerne skærpet betydeligt i flere omgange, således at der i dag uddeles betydelige bøder ved beslaglæggelse af selv små mængder, uden det dog har haft den store betydning for det samlede forbrug i Danmark.
Og i modsætning til den udlægning, som Mette Abildgaard fremførte på folketingets talerstol, skriver Kim Møller (på side 91) eksplicit, at
Problemet med det målrationelle perspektivs kompromisforslag er ,at de ofte er aldeles uspiselige for retspolitikerne. For de fleste politikere vil forslag om at mindske straffen og retshåndhævelsen med henblik på at reducere kriminaliteten måske nok lyde som en god ide. Det går hurtigt over, når det kommer frem, at prisen formentlig er en stigning i forbruget. Formentlig en lille stigning, der slet ikke gør den samme samfundsmæssige skade som kriminaliteten udgående fra det sorte marked, jovist, men en uspiselig pille ikke desto mindre.
Problemet med afkriminalisering er altså ikke primært at forbruget stiger, men at de samfundsmæssige skadevirkninger er af sekundær betydning for en del partier. Tilbage står altså alene symbolpolitik.
Det er her værd at understrege at debatten mellem de politiske partier IKKE er mellem hvorvidt brug af illegale rusmidler er noget skidt – det er partierne enige om. Debatten handler om, hvilken politik som er mest effektiv. Problemet er bare, at man dybest set også er uenighed i forhold til hvad.
Ifølge Mette Abildgaard er vi mennesker “ufornuftige” og derfor skal man slå hårdt ned på brugen af narkotika. Så betyder det mindre at den førte narkotikapolitik tilsyneladende ikke har evnet at mindske de problemer der følger med misbrug af narkotika, men tværtimod har haft enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.
Det kom frem under en debat i andledning af FN’s kommende specialsession/møde om narkotika under FN’s Generalforsamling, UNGASS 2016.
I den anledning havde Folketinget den 18. december en forespørgselsdebat, Hvor sundheds- og ældreministeren blev bedt om at redegøre for regeringens holdning.
I den forbindelse stillede EL, ALT, LA og SF forslag om at:
Folketinget noterer, at regeringen under forberedelserne af FN’s Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har fokuseret på, bl.a. at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og at narkotikaefterspørgslen bør begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. Folketinget bakker op om dette.
Folketinget konstaterer desuden, at årtiers »krig mod narkotika« med ensidig og overdreven brug af forbud og sanktioner mod brugerne har vist sig både ineffektivt og direkte skadelig for brugerne og det omgivende samfund, som også Clobal Commission On Drug Policy konkluderede i 2014. Folketinget pålægger regeringen på vegne af Danmark i forhandlingerne at fokusere på brugernes ret til sundhed, samt at bakke op om arbejdet for at give lande mulighed for at forsøge afkriminalisering af brugerne.
Folketinget bakker desuden op om WHO’s anbefaling til Danmark om at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer dele af narkotikaområdet, og dermed reducerer brugen af indespærring.
Carolina Magdalene Maier
Hele forespørgselsdebatten kan ses på Folketingets hjemmesider – se med fra 11:41:00. Ikke mindst skal her fremhæves Carolina Magdalene Maier fra Alternativet, som på (overraskende) fornem vis begrunder behovet for en helt anden tilgang, hvor man fravælger kriminalisering og efterlyser evidensbaseret lovgivning. Man fristes til at sige, at hvis dog bare Alternativet – samt SF og Enhedslisten – stillede samme krav til den økonomiske politik 🙂
Men lidt har naturligvis også ret. Her på Punditokraterne har vi jo i årevis argumenteret for minimum afkriminalisering – og helst legalisering – af illegale rusmidler. På linje med bl.a. The Economist, Milton Friedman, Thomas Sowell, tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George M. Schultz, m. fl. En holdning som heldigvis nyder stigende opbakning i disse år, ikke mindst repræsenteret ved “The Global Commision on drug Policy” og dets arbejde.
Se Carolina Magdalena Maier’s flotte indlæg her (fra 12:17:15)
“Mennesket er grundlæggende ufornuftigt”
Ikke alle er dog interesseret i en evidensbaseret narkotikapolitik. Det interesserer f. eks. ikke det konservative folkeparti det mindste. Som ordfører på området, Mette Abildgaard (se fra 12:32:00), påpeger:
Når vi konservative ser på det her [afkriminalisering], baserer vi konservative vores politik på værdier og principper. Narkotika er ekstremt skadeligt og derfor synes vi det sender et forkert signal at snakke om at afkriminalisere det.
Hun forholder sig på intet tidspunkt til de enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, som – ikke stofferne i sig selv – men “krigen mod narkotika har medført.
Derimod fastholder hun at forbuddet mod bestemte rusmidler skal fastholdes fordi det har store konsekvenser for mennesker at tage narkotika. og slår fast, at de konservative åbenbart anser et forbud i sig selv som afgørende i bestræbelserne på at begrænse (mis)brug af rusmidler. Det handler om “ikke at sende de forkerte signaler”, som Abildgaard udtrykker det.
Forbudspolitikken er nødvendig, fordi mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Eller som hun udtrykker det, når hun formulerer de konservatives modstand mod en evidensbaseret narkotikapolitik.
Vi ser mennesket som ufornuftigt og det betyder også at mennesket kan træffe ufornuftige valg og ufornuftige valg er eksempelvis at tage stoffer.
Og derfor mener vi det er legitimt at staten går ind og så at sige beskytter mod at træffe ufornuftige valg.
Mette Abildgaard
Hermed er Mette Abildgaard på linje med de liberale reformatorer og (protestantiske) kristne bevægelser, som stod bag afholdsbevægelsen i det 19. århundredes England og USA. Men i modstrid med bl.a. datidens konservative regering i England. Bevægelsen toppede i sin indflydelse ved indførelse af alkoholforbuddet i 20ernes USA. Det forbud endte som bekendt med at være en dundrende fiasko. De væsentligste resultater var at kriminalitet og omfanget af alkoholskader steg, mens fundamentet for den amerikanske mafia blev lagt.
Effekten af den efterfølgende globale “krig mod narko”, har været præcist den samme. Blot er de menneskelige og økonomiske omkostninger mangedoblet.
Og hvis Mette Abildgaard og det Konservative Folkeparti var bare det mindste konsekvent ville man naturligvis også foreslå et forbud mod alkohol, som er et relativt kraftigt rusmiddel, med store skadevirkninger ved misbrug, der i yderste konsekvens fører til døden.
Men det er måske bare et spørgsmål om tid?
Abildgaard kan meget vel have ret i at vi mennesker ofte opfører sig “ufornuftigt”, men når hun henviser til det som en grundegenskab, er det noget sludder.
Muligvis hentyder hun til bl.a. Hume, Burke og andres antagelse om at mennesket først og fremmest ledes af sine følelser og kun i anden række af fornuften – det rationelle. Men det er ikke det samme, som at mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Tager man den fulde og logiske konsekvens af den udtalelse, har hun jo også logisk revet tæppet væk under den anden del af hendes argument. Nemlig at det indebærer at lovgiverne og staten ikke kun har ret, men også pligt til at forhindre folk i at gøre ufornuftige ting.
Så er vi så langt fra klassisk konservatisme som vi kan komme. Som konservativ eller liberalist i klassisk forstand, ligger intet mere fjernt end at tro at man kan ændre på menneskets natur. Den form for utopisk (og dødsensfarlig) politik skal derimod bekæmpes med næb og kløer, da det uvægerligt fører til et totalitært samfund, uanset intentionen er, at det er til den enkeltes bedste.
Som Von Mises skrev i 1927 (her i engelsk oversættelse) :
Why should not what is valid for these poisons (alkohol, morfin og kokain) be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?
Hvis vi ser bort fra frihedsaspektet i diskussionen om rusmidler – omend jeg og andre liberale finder at dette aspekt vigtigt – og alene fokuserer på konsekvenserne af den førte politik, er der heller ikke belæg for Mette Abildgaard og de konservatives påstand om et forbud har væsentlig betydning for forbruget.
De fleste mennesker er faktisk både forsigtige og fornuftige, når det kommer til rusmidler
Dels er det værd at understrege, at FNs singlekonvention og dermed det globale forbud blev vedtaget i 1961, altså før forbruget af en række rusmidler som bl.a. cannabis, heroin og kokain, for alvor eksploderede, dels er der aldrig fundet evidens for, at afkriminalisering eller i yderste konsekvens legalisering signifikant har øget forbruget af rusmidler.
Det er er erfaringen fra alkoholforbuddet i USA i 1920erne, hvor forbruget (ikke mindst af stærk spiritus) umiddelbart faldt samtidig med ophævelsen af det federale forbud mod alkohol. Og det er erfaringen fra Portugal, hvor man afkriminaliserede for 15 år siden, uden at der kan påvises et stigende forbrug af den grund.
I det hele taget findes der ikke meget opbakning til ideen om at lovgivningsmæssige forbud har signifikant betydning for forbruget af rusmidler over tid. Og da slet ikke blandt unge. En undersøgelse for nogle år siden pegede da også på, at det kun var 3 procent som angiver, at de undlod at tage illegale rusmidler fordi det var ulovligt.
Den største gruppe angiver at der er tale om en risikobetragtning. Det tyder trods alt på en vis eftertænksomhed, i modsætning til Mette Aboldgaard og de konservatives forestillinger om menneskets adfærd.
“Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.
Ligeledes peger undersøgelser hos unge i EU-landene også på, at en af de væsentligste faktorer til forklaring af forskellene i forbruget af illegale rusmidler blandt ugen i EU, ikke ligger i lovgivning, men skyldes andre faktorer, ikke mindst opfattelsen af risikoen ved at indtage de forskellige rusmidler.
Som jeg tidligere har påpeget har unge i Sverige og Portugal – som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik – stort set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland.
Der er med andre ord grundlæggende hverken substans eller logik i de konservatives argumenter, ud over muligvis at pleje et image for lov og orden. I så tilfælde et image til skade for både mennesker og økonomi.
Nu venter vi så bare på at de konservative stiller forslag om at forbyde alkohol og tobak og indfører rationering af usund mad. Ja, hvorfor ikke gå hele vejen og lade staten dikterer hvad vi skal spise og hvornår vi skal sove og hvor meget. Vi ved jo at for lidt søvn udgør en helbredsrisiko og at mange har svært ved at administrere deres sengetid.
Men måske sov Mette Abildgaard og hendes kollegaer mens man gennemgik Hume og Burke og fundamentet for konservatisme. Noget kunne tyde på det.
Udenrigsminister Kristian Jensen har sammen med en række kollegaer, bl.a. Spaniens handelsminister Jaime García-Legaz, sendt et fælles rev til handelskommissær, Cecilia Malmström, hvori man opfordrer til at sætte skub i forhandlingerne med Mercosur om en frihandelsaftale.
Som ministre og regeringsrepræsentanter fra 7 EU-lande skriver, er tidspunktet kommet til at sætte tryk på forhandlingerne.
Efter 15 års forhandlinger uden resultat, primært på grund af Brasilien og ikke mindst Argentina, står man nu med en historisk mulighed for at gennemføre en aftale.
Internt i Mercosur har samarbejdet gennem årene knirket gevaldigt. Både Paraguay og ikke mindst Uruguay, har ved flere lejligheder luftet deres utilfredshed og truet med at forlade samarbejdet. Deres problem er at de er små økonomier og afhængige af handel med de to store naboer.
Især Argentina har i lange perioder ført en meget protektionistisk handelspolitik, hvor man har set stort på allerede indgåede aftaler Mercosur-landene imellem.
Med valget af den markedsvenlige Mauricio Macri som præsident i november, forventes en langt mere liberal handelspolitik. Også Brasilien, som er i dyb økonomisk krise, ønsker øget samhandel med omverden. Noget som er svært at opnå uden handelsaftaler med omverden.
Som Kristian Jensen og hans kollegaer skriver i deres brev:
As already shown at the EU-CELAC Summit in June 2015, and the Trade Ministerial held on that occasion, Mercosur is now ready to seriously engage with the EU in the direction of an ambitious, comprehensive and balanced Agreement. This is good news, as Mercosur constitutes one of the potentially most advantageous Agreements under negotiation, and by far the one offering the most potential from among those with emerging economies. There is a political momentum we need to grasp. Among the Mercosur countries there is a realization that trade reforms need to be part of the road ahead for regained economic growth.
Og senere:
Our assessment, based also on our contacts with Mercosur governments, is that the conditions are now met for a continuation of negotiations including an exchange of tariff offers.
De senere års ringe økonomiske udvikling koblet med en stigende frygt for, ikke mindst i Brasilien, at blive isoleret fra den internationale handel, har gjort sit.
Valget af Mauricio Macri som ny præsident i Argentina – brevet til handelskommissær Cecilia Malmström er dateret den 25. november, kun to dage efter Macri’s valgsejr – har kun understreget Latinamerikas bevægelse væk fra de seneste 10-15 års venstrepopulisme og tilbage mod en mere markedsorienteret økonomisk politik.
Her kan Macri’s valgsejr blive helt afgørende. I lighed med EU er det nemlig ikke muligt for Mercosurs medlemslande at indgå separate frihandelsaftaler (i modsætning til medlemmerne af NAFTA og Alianca del Pacifico). Resultatet er at Mercosur ingen aftaler har med andre lande og regioner af betydning. En aftale med EU vil således være den første aftale af betydning der indgås, og det giver europæisk erhvervsliv en række fordele.
Intern uenighed i både EU og Mercosur
Både EU og Mercosur har dog problemer med egne medlemmer i forhold til at få sat turbo på forhandlingerne og indgået en aftale.
Mens Danmark, Spanien, Portugal, England m . fl. står bag opfordringen om at få sat turbo på forhandlingerne, er Frankrig (man fristes til at sige naturligvis) mindre begejstrerede.
Ifølge Paraguay’s udenrigsminister og leder af Mercosurs forhandlingsdelegation, Rigoberto Gauto, har “EU bolden”. Mercosur er parat til fortsætte forhandlingerne og udveksle forslag til hvor omfattende frihandelsaftalen skal være.
Spaniens handelsminister, Jaime García-Legaz, som er medunderskriver af brevet til handelskommissæren, pointerer dog, at Frankrig ikke er interesseret i at gå videre med udveksling af forslag på nuværende tidspunkt, fordi man i Paris opfatter Mercosurs forslag som uden ambitioner og alt for konservative. Hvilket muligvis ikke er helt forkert på nuværende tidspunkt. Men det burde ikke holde EU tilbage. Som der står i brevet til handelskommissæren:
Such exchange of tariff offers would therefore take place in the understanding – and this should be the common understanding as we move ahead – that Mercosur would then move towards a more ambitious offer on tariffs and the wider deal. We should be able to show leadership in this negotiation – as we do in many others – and, most importantly, ensure that we do not put the continuation of the negotiating process at risk. We should use the momentum and deliver, too. In line with the recent Commission’s Communication “Trade for All”, we must “continue negotiations for an ambitious, balanced and comprehensive FTA with Mercosur that takes into account the economic realities in the region”.
Mens uenigheden internt i EU-landene trods alt er relativ fredelig, forholder det sig anderledes dramatisk i Mercosur.
Venezuela blev medlem for få år siden under stor dramatik (og kun fordi Paraguay i en periode var udelukket), vælger søndag ny Nationalforsamling. Samtidig gennemlever landet sin værste krise i mange årtier, både økonomisk og politisk.
Det var først og fremmest efter ønske fra Brasilien og Argentina at Venezuela kom med. Men noget kunne tyde på at den nyvalgte præsident Macri ikke deler sin forgængers varme følelser over for styret i Caracas. Macri har ved flere lejligheder luften tanken om at udelukke Venezuela på grund af regimets manglende respekt for demokrati og overtrædelser af menneskerettighederne.
Den 21. december er der topmøde for Mercosurs statsledere og her deltager Macri for første gang. Det kan meget vel indvarsle helt nye tider i Mercosur.
Denne historiske mulighed bør EU bakke op om. Det sker bedst ved at sætte turbo på forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem Mercosur og EU.
Det er glædeligt at vores udenrigsminister sammen med en række kollegaer har forstået dette.
Af Niels Westy, den 24. november 2015. Skriv et svar
For 100 år siden var Argentina et af verdens absolut rigeste lande og en magnet for migranter fra Europa. Kun USA modtog flere. I dag er landet mest kendt for den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002, skyhøj korruption, svage institutioner, høj inflation og populistisk venstreorienteret økonomisk politik, hvor alle kneb gælder. Det indebærer også kronisk svindel med officielle tal for bl.a. inflation og fattigdom.
Med valget af den centrum-højre orienterede Mauricio Macri som præsident i søndagens valg, er der måske håb for reel forandring i Argentina til det bedre. Macri har således ført valgkamp på at gennemføre markedsreformer, få genetableret landets internationale kreditværdighed og få gjort op med Peronisternes greb om det Argentinske samfund.
Det bliver ikke nogen let opgave, og givet at begge de de to seneste præsidenter, der ikke kom ud af den peronistiske bevægelse, begge måtte gå af før tid, er der nok grund til at slå koldt vand i blodet.
Som OECD skrev i sin seneste rapport om Argentina i juni 2014 under overskriften “A normalization of macroeconomic policies is required to recover stability and boost growth”:
Investors’ confidence is recovering thanks to recent legal changes that have improved the investment climate for international oil companies, expanding the possibility of exploiting the large energy potential of the country. This provides an opportunity to improve the business climate and facilitate investment, thus contributing to stronger medium-term growth.
A resolution of debt legal challenges would also help Argentina return to sustainable growth. This would make it possible to regain access to international capital markets and help to reestablish normal financial conditions. After normalizing relations with creditors, Argentina could dismantle existing restrictions on capital flows, thus eliminating the gap between the official and informal foreign exchange market. Although the recent issuance of 10-year government bonds denominated in foreign currency shows an initial improvement in relations with financial markets, solving the debt legal challenges remains necessary to obtain external financing at lower rates.
To improve growth prospects and social outcomes, it will be necessary to increase productivity growth. Reducing the barriers to international trade would contribute to stronger productivity because competition with foreign supplies would encourage firms to become more efficient. The reduction of product market regulations would also go in this direction, by lowering barriers to market entry and enhancing domestic competition over time. Finally, there is a strong need to improve the quality of education to boost the skills of the labour force.
Kodeordet er nok “normalisering” og normal kan man ikke just kalde Argentina de seneste mange år. Nemt bliver det ikke, og om Macri har evnerne til at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentina bliver spændende at følge. Vi krydser fingre.
Ps. Pilen peger mod et mere blåt Latinamerika i de kommende år. Brasilien er i sin største krise i årtier, Venezuela er ren kaos og væksten er generelt lav i regionen, og klart ringest i de lande med den mest venstreorienterede økonomiske politik. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt, både her og på Americas.
Nedenfor ses forøvrigt udviklingen i investeringer og forventninger (tal fra OECDs rapport i sommer) – Lykkes det at få styr på de fortsatte udenståender fra statsbankerotten i 2002 og sikre indenlandske og udenlandske investorers tiltro til Argentina, kan valget faktisk indvarsle et historisk vendepunkt i Argentinsk økonomisk og politisk historie.
I forbudstidens USA i 1920erne talte man om fænomenet “Bang for the Buck”. Forbuddet medførte en kraftig forøgelse i forbruget af skarp spiritus på bekostning af mindre alkoholiske drikke.
Samtidig gik folk til yderlighederne for at indtage alkohol på den mest “rus-effektive” måde. For eksempel at injicere alkohol på samme måde som man i dag injicerer heroin (og kokain) for at få maksimal effekt.
Så snart forbuddet ophævedes, vendte forbrugssammensætningen tilbage til en mere normal sammensætning.
Forklaringen er naturligvis at indtagelsen af alkohol under forbuddet primært blev drevet af ønsket om at blive fuld. Set fra udbyders side var det naturligvis også en fordel med stærk spiritus, da den hermed fyldte mindre.
Hash er 3 gange stærkere end for 20 år siden, eller er det?
I dagens medier, bl.a., Berlingske Tidende, er der så en historie om at hash er blevet 3 gange stærkere de seneste 20 år. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens årlige rapport, hvor man også kan læse at forbruget af illegale rusmidler er faldende, ikke mindst blandt de helt unge.
Under overskriften “Overraskende højt indhold af THC i hash”, skriver man bl. a. at
En særlig gennemgang af hashanalyser i Danmark gennem 2014 viser, at THC-indholdet i gennemsnit er 28 %, hvilket er betydeligt højere end år tilbage. Som med andre stoftyper ses store variationer i kvaliteten af hash med et spænd i THC-indholdet fra 13 % til 48 %. Det er usikkert, hvad den stigende koncentration af THC betyder, men det må antages, at risikoen for psykiske skadevirkninger stiger.
At det skulle være udtryk for at hash er blevet væsentligt stærkere, er dog forkert. Århus Universitet, som har stået for analysen af HTC indholdet, skriver således, at
Forklaringen på den forhøjede kvalitet skal sandsynligvis findes i nye forædlede cannabisplanter dyrket under nye former. Traditionelt er cannabisplanter dyrket og høstet under åben himmel i eksempelvis Marokko og Libanon. De udendørs vækstbetingelser betyder, at kvaliteten af planterne er lav og den salgsklare hash ikke så potent. I dag er cannabisproduktionen i højere grad flyttet til de europæiske lande, heriblandt Danmark, og foregår i de såkaldte skunk-væksthuse. Her bliver forædlede cannabisplanter (også kaldt skunkplanter) produceret med kunstigt tilført lys, varme og gødning. Den accelererede vækstproces resulterer efter få måneder i ekstra store og THC-holdige planter. Udover det forhøjede THC niveau, indeholder de forædlede cannabissorter også en anden sammensætning af de psykoaktive stoffer. Denne ændring er mistænkt at forøge risikoen for skadelige virkninger ved hashrygning.
Med andre ord fortrænger stærkere cannabis produkter mindre stærke. Fuldkommen som det skete med alkohol i forbudstidens USA. Der burde have været hovedhistorien i dagens medieomtale, i stedet for den faktuelt forkerte påstand om at hash er blevet stærkere.
På et legalt marked ville man naturligvis få oplysning om hvor stærkt den hash, pot eller skunk man køber er, hvorved de psykiske skadevirkninger, som sundhedsstyrelsen forestiller sig der kan opstå, alt andet ville mindskes.
Man kan så stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt et problem det er, givet at det jo er en kendt sag, at skunk generelt er væsentligt stærkere end hash.
Credit Suisse har netop udsendt deres årlige rapport om verdens (private) nettoformuer. Sidste år brugte engelske Oxfam og danske Ibis Credit Suisse datamateriale til en gennemringe og manipulerende rapport. Den udmærkede sig først og fremmest ved at vise, at de enten ikke forstod – eller ikke ønsker at forstå – hvad nettoformuer siger noget om – og måske endnu vigtigere IKKE siger noget om.
Således er det et relativt ringe mål for menneskers levevilkår, hvilket ikke hindrede Oxfam og Ibis i at turnere rundt med deres misvisende propaganda. Det skrev vi om tidligere på året, se bl.a. her.
Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-lande med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.
Fordelingen fremgår af nedenstående figur. Om udviklingen i 2015 skriver Credit Suisse selv:
Global wealth reached 250 trillion US dollars in 2015, slightly less than a year earlier, due to adverse exchange rate movements. The underlying wealth trends do, however, generally remain positive, according to the Credit Suisse Research Institute’s annual “Global Wealth Report.” The rise in household wealth was particularly strong in the US and China between mid-2014 to mid-2015. “Wealth is (nevertheless) still predominantly concentrated in Europe and the United States. However, the growth of wealth in emerging markets has been most impressive, including a fivefold rise in China since the beginning of the century,”
Den langsigtede trend er at nettovelstanden stiger relativt hurtigere i Kina og Indien (hvor ca. 40 procent af jordens befolkning lever) og er mere afdæmpet i I-landene.
Og mens det sikkert vil blive gentaget igen og igen af bl.a. IBIS, at verdens 1 procent rigeste nu ejer mere end de 99 procent tilsammen, er det måske mere usikkert at der vil blive talt så meget om, at der nu er flere medlemmer af middelklassen i Kina end i USA 🙂
Foreign aid, especially when there is a lot of it, affects how institutions function and how they change. Politics has often choked off economic growth, and even in the world before aid, there were good and bad political systems. But large inflows of foreign aid change local politics for the worse and undercut the institutions needed to foster long-run growth. Aid also undermines democracy and civic participation, a direct loss over and above the losses that come from undermining economic development. These harms of aid need to be balanced against the good that aid does, whether educating children who would not otherwise have gone to school or saving the lives of those who would otherwise have died.
Econtalk har også interviewet Deaton, hvilket kan høres her.
Når Ulandsbistand skader de man ønsker at hjælpe
Lige som en del andre økonomer er Angus Deaton meget skeptisk overfor hvorledes vi yder ulandsbistand og hvorvidt den rent faktisk yder et positivt bidrag til forbedring af levevilkårene for verdens fattige. Således er en stor del af “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality” reserveret dette.
Vi har før skrevet om hvorledes ulandsbistand, i lighed med rigelige naturressourcer, kan lede til “Dutch disease“. Vi ved også fra internationale studier at lande med rigelige naturressourcer, alt andet lige, synes at være præget af mere korruption og ringere regeringsførelse.
En af Angus Deatons pointer er, i lighed med William Easterly, at jo mere ulandsbistanden udgør af en given økonomi/offentlige budgetter, jo mindre betyder det for regeringer at stå på god fod med befolkningen.
Deatons udgangspunkt er, at uden evnen til at opkræve skat, vil staten ikke sikre sine borgere den grundlæggende beskyttelse, som vi f. eks. tager for givet i vores del af verden.
Borgerne vil måske ikke være beskyttet af loven, fordi domstolene ikke virker eller er korrupte. Politiet chikanerer eller udnytter fattige mennesker i stedet for at beskytte dem. At starte eller drive virksomheder besværliggøres, fordi gæld ikke betales, kontrakter ikke kan håndhæves eller embedsmænd kræver bestikkelse.
I stedet for “rule of law” og institutioner som virker, lever man måske i angst for voldelige bander, krigsherrer eller staten (som i Zimbabwe). Der mangler rent vand eller bare minimale sanitære faciliteter, adgang til elektricitet, velfungerende skoler, eller til et anstændigt sundhedsvæsen.
Ovenstående er alt sammen konsekvenser af manglen på en duelig og kapabel stat. Og bruges ofte som argument før MERE ulandsbistand, hvor det i en række tilfælde måske mere burde bruges som argument for MINDRE bistandshjælp. Paradokset er, at ønsket om at øge statens kapacitet via støtte, kan føre til det modsatte. Det gør det, når staten i høj grad finansieres af ulandsbistand (eller afkast på eksport af olie, gas, jern, kobber mv.). Med andre ord kan en stor ulandsbistand (målt som andel af BNP eller BNI) skade befolkningens levevilkår, i stedet for at gavne den.
Pointen er, at mens Kina, Indien eller Sydafrika, hvor ODA (offentlig bistandshjælp) i de seneste år har været mindre end 0,5 procent af nationalindkomsten, og kun nogle gange mere end 1 procent af de samlede offentlige udgifter, er støtten ikke vigtig nok til at påvirke regeringen eller udviklingen af institutioner.
Helt anderledes ser det ud i de fleste af de 36 lande i Afrika syd for Sahara, hvor bistandshjælp udgør mindst 10 procent af nationalindkomsten. For lande som bl.a. Benin, Burkina Faso, DR Congo, Etiopien, Madagaskar, Mali, Niger, Sierra Leone, Togo, og Uganda har støtten i længere perioder overskredet 75 procent af de offentlige udgifter.
I Kenya og Zambia, udgør bistandshjælpen henholdsvis en fjerdedel og halvdelen af de offentlige udgifter. Ifølge Deaton har det afgørende betydning for modtagerlandenes ageren. Både donorer og modtagere er fundamentalt påvirket af eksistensen og størrelsen af disse bistandsstrømme.
Ikke mindst betyder det noget, at man ikke er afhængig af sin egen befolknings samtykke, analog med økonomier baseret på eksport af råvarer. For flere af disse lande er man begge dele.
Dette er bestemt ikke en nyere foreteelse. Et berømt eksempel er Egypten og bomuld i midten af det nittende århundrede. De to vigtigste leverandører var dengang de amerikanske sydstater og Egypten. Bomuld var Egyptens uden sammenligning vigtigste eksportvare. Landets hersker, Muhammad Ali Pasha, der ofte beskrives som grundlæggeren af det moderne Egypten, købte bomulden til kun en brøkdel af verdensmarkedsprisen af de lokale producenter, og solgte det videre med stor fortjeneste.
Under den amerikanske borgerkrig tredobledes verdensmarkedsprisen på kun tre år. Resultatet blev, hvad en britisk rapport beskrev, som en “fantastisk ekstravagance” under Alis efterfølger Isma’il Pasha. Enorme summer blev brugt på offentlige projekter, af tvivlsom karakter, herunder Suez-kanalen. Udgifterne var så store, at man var nødt til at låne på de internationale kapitalmarkeder, på trods af de rekordhøje bomuldspriser. Da prisen på bomuld kollapsede efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig, udløste det store optøjer i Ægypten og endte med væbnet intervention, og i sidste ende at Storbritannien besatte landet.
Som Angus Deaton påpeger, skulle man have troet, at de udenlandske långivere – hvis ikke Isma’il selv – ville have forstået det problemer, der lå forude. Men dengang som nu, reduceredes långivernes risiko ved , at der var andre til at sikre tilbagebetalingen af gælden, da den Ægyptiske regering ikke længere kunne betale af på deres gæld (England). Men ok, man fik jo Suez-kanalen – trods alt. Prisen var bare meget høj.
Der er mange paralleller mellem boom i råvarepriser og ulandsbistand. Herunder at det stimulerer offentlige udgifter af – ofte – tvivlsom karakter og på andre måder ringe regeringsførelse og institutioner. Med statsejede miner, olieforekomster, høje verdensmarkedspriser, ubegrænset forsyning af fattige arbejdere, eller en godt finansieret hær, kan magthaverne endda bevare magten uden samtykke fra befolkningen.
NGOernes misforståede skattejagt
Vi har som bekendt ved flere lejligheder skrevet om bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og IBIS (meget problematiske) klapjagt på multinationale selskaber. Deres grundlæggende argument er at de ikke betaler deres “fair” andel af skat i de lande hvor de tjener deres penge. Ifølge disse organisationer er de multinationale selskaber ansvarlig for at der ikke er et ordentligt sundhedsvæsen, skoler mv. i fattige lande. I sig selv en opsigtsvækkende kritik, givet at mange udviklingslande får en relativt stor andel af sine skatteindtægter via netop selskabsskatter for virksomheder i formelle sektor – ikke mindst multinationale selskaber.
Men følger vi Angus Deatons (og William Easterly o. a.) kritik af ulandsbistand, er NGO’ernes fokusering på multinationale selskaber helt forfejlet. Hvis de pågældende organisationer faktisk ønskede, at de pågældende stater udvikler institutioner, som rent faktisk er til gavn for borgerne, burde de derimod arbejde for, at de pågældende stater i højere grad fik deres omkostninger via beskatning af indenlandske skatteydere og i mindre grad af multinationale selskaber.
En måske lidt overraskende pointe, der muligvis ikke skal trækkes for langt, og så alligevel. Vi har jo set hvorledes dagsorden har forandret sig i mellemindkomstlande som f. eks. Brasilien de senere år. De store demonstrationer og den stigende utilfredshed med både regering og det politiske system generelt i Brasilien, er ikke mindst drevet af at man er sig bevidst om at man faktisk betaler skat og derfor forventer at få noget til gengæld.
Sådan er det ikke, når andre finansierer statens aktiviteter.
Jeg har i dag et læserbrev i Weekendavisen, hvor jeg forsvarer en række danske borgerlig-liberale debattørers forsvar for de reformer, som gennemførtes i Chile under General Pinochets regeringstid.
Baggrunden er en bog af Morten Lassen, Kuppet i Chile, som trods gode anslag, desværre forfalder til gentagelsen af en række venstreorienterede myter, og viser en manglende økonomisk og idehistorisk forståelse, når det kommer til de succesfulde reformer fra midten af 1970erne og frem.
Indlægget er det første i en række indlæg, hvor jeg vil beskrive udviklingen i Chile fra socialistisk fallitbo til Sydamerikas mest velstående og moderne økonomi, med et stabilt demokrati og lav grad af fattigdom i forhold til resten af Latinamerika.
Af Niels Westy, den 19. september 2015. Skriv et svar
I første halvår af 2015 søgte 398.550 mennesker om asyl i et EU land, ifølge den seneste opgørelse fra Eurostat. Sammenligner vi 2. kvartal af 2015 med samme kvartal sidste år er der tale en fordobling i antallet af ansøgninger, og som bekendt er presset øget siden da.
Selv om medierne primært beskæftiger sig med syriske asylsøgere, er det dog kun hver femte asylansøger som kom derfra i 2. kvartal. Mere end hver tiende stammer fra Afghanistan, mens den 3. største gruppe er albanere (som primært vil til Tyskland).
Ikke just det indtryk som man efterlades med, hvis man alene følger med i de daglige medier.
Af tallene fremgår også at det land som uden sammenligning modtager flest asylansøgninger, set i forhold til befolkningens størrelse er Ungarn. Således modtager man 3 gange så mange som Tyskland og dobbelt så mange som i Sverige.
Som det fremgår nedenfor er presset på Ungarn markant i forhold til andre lande. Man har således modtaget mere end 7 gange så mange asylansøgninger som gennemsnittet i EU.
Det vil klæde pressen både herhjemme og i udlandet, hvis man medtager denne ikke uvæsentlige oplysning. I stedet for stort set alene at forholde sig til Victor Orban og de dramatiske billeder ved Ungarns grænse, mens man prøver at drage (dårlige) historiske paralleler til landets nære fortid under kommunismens åg.
Et pigtrådshegn for at holde mennesker ude er ikke det samme, som et hegn for at holde sin egen befolkning inde.
Danmark modtog i 1. halvår 4.000 asylansøgninger. Hvis vi havde haft samme ansøgningsrate som Ungarn, ville tallet have været 30.000!
Hvordan havde de danske politikere reageret, hvis det var tilfældet? (ikke mindst med tanke på at vi var i et valgår). Jeg gætter på at reaktionen havde været ret voldsom.
Selv om jeg bestemt ikke er noget fan af Ungarns Victor Orban, under hvem Ungarn har bevæget sig i en stadig mere autoritær og mindre liberal retning, så er det måske ikke så underligt at man har valgt at tage drastisk metoder i brug i forhold til at mindske til- og gennemstrømningen af flygtninge og immigranter (hvoraf den sidste gruppe udgør flertallet af de mennesker som bevæger sig op gennem Europa i disse dage og måneder).
Mit bedste bud er for øvrigt, at hvis strømmen af mennesker fortsætter, vil Ungarns håndtering være nomen, og ikke undtagelsen, i løbet af ganske kort tid.
At det så i sig selv ikke er en løsning på sigt er en anden sag.
Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal. – Milton Friedman
I den kommende tid vil vi her på punditokraterne komme med en række indlæg der på forskellige måder tager udgangspunkt i den debat, som har raset i årevis om tilstrømningen af udlændinge. Karsten Skjalm har allerede leveret den første.
Der vil være tale om meget forskelligartede indslag, der dog vil have det til fælles, at de vil være baseret på et samfundsvidenskabeligt grundlæg.
Vi står naturligvis kun inde for egne indlæg, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil være endog stor uenighed mellem skribenterne. Men forhåbentlig bliver vi alle klogere. Og det har vi brug for.
Min første post handler (ikke overraskende) om økonomer og økonomi – og lidt om blinde punkter.
Det økonomiske argument for immigration
At arbejdskraftens fri bevægelighed, i lighed med varer og kapital, indebærer en stigning i globalt BNP, bør ikke i sig selv være kontroversielt. Ifølge Prichets, “Let their People come“, lavet for tænketanken “Center for Global Development” vil et konservativt skøn være en stigning på 20-50 procent, mens nogle beregninger viser op til 100 procent stigning ved fuld liberalisering af arbejdsmarkedet.
Man kan også tolke ovenstående som, at hvis arbejdskraften frit kunne og faktisk søgte mod højere lønninger, ville globalt BNPstige voldsomt.
Beregningerne hviler dog ofte på en række måske ikke helt realistiske forudsætninger, ikke mindst kræver det fravær af interessegrupper, som f. eks. fagforeninger, minimumslønninger mv.
De estimerede effektivitetsgevinster er sammenlignet med effekterne fra afskaffelse af resterende begrænsninger af handels- eller kapitalstrømme, unægtelig enorme, hvis beregningerne er korrekte.
Hvor effektivitetsgevinsterne ved afskaffelse af alle resterende handelshindringer er skønnet til lige under 3% af bl.a. Verdensbanken, og fuld liberalisering af kapitalbevægelserne er estimeret til under 2 procent af globalt BNP (begge er fortsat af et omfang som er betydeligt), er gevinsten ved fri bevægelighed for arbejdskraft meget voldsom. Gevinsterne er estimeret til at være på mellem 122% og 147 %.
Men men men. Den samlede gevinst dækker naturligvis over at ikke alle grupper opnår lige stor gevinster. Både tabere og vindere er relativt nemme at identificere.
De to grupper som står til den største gevinst er kapitalejerne og migranterne. Herefter følger den relativt veluddannede del af befolkningen. De potentielle tabere (i hvert fald relativt) er ufaglært arbejdskraft i modtagerlandene, hvilket sagtens kan være (tidligere) indvandret arbejdskraft.
Nedenstående figur (fra England) viser også ganske klart at det har stor betydning for ens holdning, hvorvidt man tilhører en gruppe som står til at vinde eller tabe på den øgede mobilitet.
Økonomers blinde punkt, eller hvad rager globalt BNP mig?
Det er muligvis vanskeligt at forstå for visse økonomer, men nej, et højere globalt BNP er ikke nødvendigvis et uimodståelig argument. Sådan fungerer mennesker og samfund ikke. Heller ikke hvis vi ser bort fra kulturelle indsigelser ( i forhold til økonomiske). Det er ikke nødvendigvis en erkendelse som kommer let (slet ikke til mig).
Men det er jo lidt vanskeligt at komme ud over det faktum, at der både eksisterer fagforeninger, passiv forsørgelse og politikere der jo lever af at stemmemaksimere, jævnfør også det indledende berømte citat fra Milton Friedman
I modsætning til emigranterne har (lavtuddannet) arbejdskraft i destinations-landet jo stemmeret.
Man kunne heroverfor med rette anføre, at med stigende indkomstforskelle øges incitamentet til at søge anden beskæftigelse, der kræver flere kvalifikationer. Det er bare lidt vanskeligt at forklare folk, mildt sagt.
Og så er der det med kulturen
Økonomiske fordele ufortalt er der ét punkt man med rette kan påtale at en del økonomer har svært ved at forholde sig til, nemlig kultur.
En måde at formulere det er, at ideen om en national distinkt kultur og veneration for denne muligvis er den væsentligste bremseklods for et frit globalt arbejdsmarked.
Alternativt formuleret: faktiske kulturelle forskelle og gensidig mistro mindsker mulig udnyttelse af de økonomiske gevinster (set ud fra en utilitaristisk forestilling om at maksimere globalt BNP og velstand).
En opinionsmåling i Storbritannien i 2012 viste, at 3 ud af 4 ønsker man bremser den fortsatte indvandring, mens ca. hver anden anfører at indvandringen underminerer Storbritanniens kultur. Ifølge Anna Mayda, “Who is against Immigration“, er der en sammenhæng mellem homogenitet og afstandstagen fra arbejdskraftsindvandring.
In general, education, work skills, linguistic ability and, most importantly, commitment to a country’s way of life are seen as important, whereas wealth, religion and race are less so.
Et slående træk er i øvrigt forskellene i holdning til fortsat indvandring. Mens Sverige sammen med Schweiz generelt er positiv overfor immigration, er lande som bl.a. Luxembourg, Finland, Grækenland og Ungarn negativt indstillede. Som det fremgår ligger Danmark nogenlunde “midt i feltet” sammen med bl.a. Frankrig, England og Spanien.
Afrunding
Et fællestræk ved de anvendte kilder til dette blogindlæg er, at de i udgangspunktet er fortalere for arbejdskraftens fri bevægelighed, og “besværlighederne” med kultur og kulturelle forskelle i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed anses for beklagelige.
Men uanset om man opfatter modstanden/frygten mod emigranter som udtryk for en reel og forstålig frygt eller “falsk bevisthed”, er det et forhold man bør tage alvorligt. Historien har før vist hvad vi er i stand til at gøre, hvis vi mener, at vi selv og vores nære er truede. I den forstand er det underordnet om modstanden er baseret på fakta eller ej.
Egmont Publishing har besluttet at outsource en række layoutopgaver til Vietnam,. Fremover vil det danskejede Minh Graphic løse opgaverne. Beslutningen indebærer at der nedllæges 13 stillinger i Danmark.
Minh Graphic fik i perioden 2005 – 2010 3,5 mio. kroner i statsstøtte via Udenrigsministeriet. Det har fået både Dansk Folkeparti (selvfølgelig), som vist mener at pengene burde betales tilbage og Dansk Journalistforbund op af stolen. Som journalistforbundets næstformand, Tine Johansen, udtaler til Journalisten.dk, at:
“Det er simpelthen statsstøttet nedlæggelse af danske arbejdspladser”
Man har næsten lyst til at svare hende med et “ja, og?”. For hvis ulandsbistand virker (og det sætter vi jo her på punditokraterne stort spørgsmålstegn ved), så er den naturlige konsekvens selvfølgelig at udviklingslandene deltager i det globle marked og dermed konkurrerer med danske producenter til gavn for forbrugerne og til gavn for levestandarden både i udviklingslandene og her.
Men det er åbenbart en udbredt tro i “ulandsbranchen”, at man kan yde udviklingsbistand uden at det vil have konsekvenser for den internationale konkurrence.
Knud Vilby, som er konsulent og journalist, og altid er på barrikaderne, når nogen kritiserer “ulandsbranchen”, mener også at det er et problem, at dansk ulandshjælp har støttet outsourcing fra Danmark.
Hvis man fastholder at ulandshjælp ikke må fremme deltagelse i den globale økonomi, så har det selvfølgelig klare implikationer for arten af hjælp – mottoet må være, at “den for gud skyld ikke må virke”.
Spørgsmålet er om journalistforbundet kan se det?
Det er nok ikke noget de tænker over. De er ude i et rent protektionistisk ærinde. Og mon ikke vi vil høre den gamle sang om at det synd for de fattige, når man i forbindelse med den kommende finanslov skærer ned på ulandsbistanden?
Men det er selvfølgelig allermest synd for journalistforbundet, må vi forstå.
Det er et voldsomt ansvar som fortalerne for fortsat kriminalisering må tage på sig, både samfundsøkonomisk og ikke mindst menneskeligt.
En af dagens historier i Politiken er, at Human Rights Watch ønsker at legalisere alle rusmidler til eget forbrug, da forbuddet er i strid med menneskerettighederne. Og ud fra en grundlæggende (rettigheds)liberal tilgang er det jo også helt korrekt.
stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige
Det første har hun helt ret i og kan passende bruges til at advare om at omgås dem med forsigtighed. Men at der skulle være tale om “at sende et forkert signal om at “stofferne er ufarlige”, er til gengæld en forvrøvlet symbolpolitisk tilgang.
Vi har ofte skrevet om den globale kamp mod narko, både ud fra rettighedsbetragtninger, men også ud fra en rationel økonomisk tilgang, hvor målet med enhver lovgivning vel trods alt må være ikke at gøre problemerne større.
Sådan forholder det sig ikke med den førte narkotikalovgivning. De menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er enorme. Langt de fleste narko-relaterede dødsfald i forbindelse med illegale rusmidler er således resultatet af den førte forbudspolitik og ikke selve rusmidlet.
Hertil kommer volden og berigelses kriminaliteten som også primært er resultatet af kriminaliseringen. Det burde ikke være nogen overraskelse, for sådan var det også under forbudstiden i 20ernes USA.
Dynamikken ved den globale kamp mod illegale rusmidler er naturligvis fuldstændig den samme som dynamikken under forbudstiden. Og svaret bør være det samme, nemlig legalisering.
Hvis du ønsker at læse mere, er her links til en række af de mange indlæg vi har skrevet gennem årene. Og ellers må vi glæde os over at opbakningen til den helt igennem tåbelige globale narkotikapolitik langsomt med sikkert ser ud til at smuldre.
Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.
Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :
Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.
Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.
Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.
income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.
Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.
Dovne journalister og eksperter uden indsigt
Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.
Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at
“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”
Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.
Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a. opmærksom på, at når man på programhjemmesiden skriver, at
”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”
er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer
Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.
Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).
Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.
Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.
Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.
På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.
Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.
Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.
Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2. At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.
Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :
Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.
Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.
Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.
Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?
Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.
Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).
Afsluttende bemærkninger
Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.
At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.
En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.
Jeg tror vi har et andet og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..
Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.
Underskuddet på betalingsbalancen er imidlertid så stort, at det vil kræve flere års målbevidst indsats at få det elimineret. Denne indsats er nødvendig, hvis vi skal undgå pludselig at blive konfronteret med krav udefra om en så hurtig forbedring, at der bliver væsentlig risiko for en betydelig stigning i ledigheden. I denne periode må det være klart, at den pengepolitiske bevægelsesfrihed er yderst begrænset. Det vil ikke være muligt at foretage væsentlige lempelser i pengepolitikken, og det vil være nødvendigt at opretholde et renteniveau, der er mærkbart højere end i de fleste andre industrilande.
Ordene er daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers , og citatet er fra de “glade 60ere”, nærmere bestemt 1969.
Det forhindrede dog ikke, at den førte politik fortsatte med at forværre de eksterne balancer op gennem 1970erne, hvilket i efteråret 1979 fik daværende finansminister, Knud Heinesen, udtalte de berømte ord om at vi var på vej mod afgrunden. Eller som citatet lyder helt korrekt:
Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den
Udlandsgælden steg alene fra 1972 til 1982 således fra 17 milliarder til 142 milliarder kroner, mens arbejdsløsheden, alene fra 1972 til 1976, steg fra fra 30.000 til 134.000 personer.
Der skete godt nok en stramning på statens budgetter efter 1976, hvor Hoffmeyer havde truet med at lukke for private lån i banker og sparekasser, hvis ikke regeringen øgede skatterne kraftigt. Stramningerne hjalp dog ikke meget. Arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og renteniveauet forsatte med at stige, uanset at der blev foretaget en række devalueringer af kronen. Ret beset var det først med kartoffelkuren fra 1987 og frem at vi endelig fik styr på de eksterne balanceproblemer. En tilpasning som kostede en del husejere deres bolig, mens arbejdsløsheden steg og økonomien stod i stampe. Men det lykkedes til gengæld at forbedre de eksterne balancer tilstrækkeligt til, at udlandsgælden begyndte at falde.
Jeg kom til at tænke på dette i forbindelse med de seneste ugers dramatiske begivenheder omkring Grækenland, som Karsten Skjalm på fornemmeste vis redegjorde for i et par indlæg her på bloggen for et par uger siden, se også her og her.
For skulle man tro mange kommentarer, ikke mindst på de sociale medier, så lå grækerne som de have redt. Helt galt gik det, da den danske regering sagde ja til at stille med en mia. kroner Danmark garanterer for ca. 1 mia. kroner ud af et lån på 52 mia. kroner fra EU’s hjælpefond, EFSM.
Ikke fordi jeg mener, at vi, eller andre ikke-euro lande burde deltage i redningsforsøget af Grækenland. Som Liberal Alliances Europaordfører, Christina Egelund, påpegede:
Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og sager i EU skal løses af EU-medlemslandene, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland og Sambla.
De danske vælgere sagde nej til at deltage i Euroen i 2000, og den beslutning bør respekteres. Det bliver den ikke, når man tilbyder at deltage i redningsforsøget af Grækenland. På den anden side ligger det fint i forlængelse af skiftende regeringers politik, hvor man har gjort hvad man kunne for at glemme danskernes nej, og på mange måder opfører sig som var vi medlemmer. Altså blot uden at være det.
Men der er langt fra det og så til at afvise at “låne ud til grækernes forbrugsfest”, som en konservativ kandidat til det seneste folketingsvalg udtrykte det.
Det har jeg skrevet et indlæg til Raeson om (kræver abbonement)
Heri skriver jeg bl.a. at
Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang [1987] blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales”, mens de forlod huset som var endt på tvangsaktion og var på vej ned til arbejdsformidlingen for at finde et nyt job. Sådan fungerer det jo ikke. Den enkelte dansker følte ikke noget ansvar for gældsproblemerne. Det gør den enkelte græker naturligvis heller ikke.
Sammenligningen mellem Danmark og Grækenland holder naturligvis kun et stykke af vejen. Vi kom aldrig ud i så store problemer som Grækerne nu befinder sig i.
På den anden side er det også et spørgsmål om hvor meget løsning der var i tilpasningen af dansk økonomi. Jovist fik vi styr på de eksterne balancer. Primært gennem undertrykkelse af indenlandsk privat forbrug og investering. Men løsningen indebar hverken store reformer eller en afgørende tilbagerulning af den socialstat som man opbyggede i 1970erne. Hvilket har haft betydning i form af en meget afdæmpet udvikling i BNP og privatforbrug, sammenlignet med andre lande.
Forskellene mellem dansk og græsk økonomi er naturligvis også til at tage og føle på. I Grækenland udgør den sorte økonomi ca. 25 procent af BNP – i Danmark ca. det halve.. Skatteopkrævningen er ekstrem ineffektiv. Udestående skattegæld udgør ca. 90 procent af de årlige skatteindtægter. Suverænt EU’s højeste. Danmark har en af EUs laveste.
Offentlige institutioner er præget af ineffektivitet og korruption osv. osv. Alligevel kan dette ikke i sig selv forklare dybden i den nuværende græske krise. Den må i vid udstrækning tilskrives Grækenlands medlemsskab af euroen (givet indretningen af det græske samfund, dets historie og kultur).
Hvis man vil læse mere om sammenhængen mellem euroen og Grækenlands – og Finlands – problemer, anbefaler jeg at man følger Lars Christensens (LC) blog, The Market Monetarist. Vi har gjort opmærksom på den før, men det kan ikke ske for tit. Lars er en af de mest spænende økonomer man kan følge for øjeblikket. Og hans blog er med rette anerkendt internationalt for sin høje standard, Lige som han selv er.
…had the euro not be introduced and had we instead had freely floating exchange rates then “European taxpayers would (not) have had to pour billions of euros into bailing out Southern European and Eastern European government”. Said in another way had we not had the euro then there would not have been a European “debt crisis” or at least it would have been significantly smaller.
Vi er rigtigt glade for at byde Karsten Skjalm velkommen som ny bidragsyder på punditokraterne.
Karsten har en Phd. med speciale i international økonomi og politik. Har en mangeårig forskningskarriere ved bl.a. Århus Universitet, Royal Institute of international Affairs (Chatham House) og DUPO/DIIS bag sig.
Har tidligere været tilknyttet som ekstern lektor ved bl.a. Økonomisk Institut, Københavns Universitet og Danmarks Journalisthøjskole (Århus), samt Queensland University of Technology (advanced international journalism) og European Journalism Centre, Maastricht.
For et par uger siden skrev jeg et indlæg om venstrefløjens jagt på de multinationale og myten om alle de mange fantasilioner, som staterne går glip af på grund af de fæle multinationale selskaber.
Notatet, “Ryd ud i 3.000 europæiske skatteregler og halver selskabsskatten” tager nemlig udgangspunkt i “beregninger” af hvor meget de europæiske lande går glip af i skatteindtægter, “Closing the European Tax Gap“, som den engelske økonom, Richard Murphy, på oplæg fra den socialistiske gruppe i Europaparlamentet, lavede for nogle år siden. Beregninger som jeg påviste i mit tidligere indlæg er det rene nonsens.
Ikke desto mindre konkluderer tænketanken Europa i sit notat, bl.a. at
Europa-kommissionen vurderer, at der sker skatteunddragelse for 1.000 milliarder euro i EU. En væsentlig årsag er utilsigtet lav beskatning af selskaber.
Men en sådan vurdering har Europa-kommisionen bare aldrig foretaget. På deres hjemmeside står alene at “der findes estimater på op til 1.000 mia. Euro i tabte skatteindtægter”.
Via Twitter kom det efter flere omgange også frem, at kilden ikke er kommisionen, men førnævnte dubiøse notat af Richard Murphy.
Herefter endte samtalen. Notatet ligger dog stadig på tænketankens hjemmeside. Herefter kan man forestille sig at der bliver henvist til dette notat, når vandrehistorien om de 1.000 mia. euro kan fortsætte sin sejrsgang.
I en kronik i Børsen (kræver abb.) hævdede jeg, at venstrefløjen jagter “fantasilioner”, når man går efter verdens multinationale selskaber.
Baggrunden er naturligvis klapjagten i medier og på venstrefløjen af multinationale selskaber, hvor sprogbruget og mistænkeliggørelsen til tider mest af alt minder om ren hetz.
Om det er den socialdemokratiske folketingskandidat, Peter Hummelgaard, som raser over skattely og kalder det den “største trussel mod velfærdsstaten”. SF der mistænkliggør multinationale virksomheder, (se ill. til højre). De grundløse anklager mod 3 for nogle uger siden fra en Politiken, DR samt en lang række venstrefløjpolitikere. Eller organisationer som Ibis, som “bekymrer” sig for stigende investeringer i “eksotiske skattely“, men selvfølgelig undlader at fortælle at ca. 80 procent af investeringerne er gået til Hong Kong og Singapore, hvoraf 20 procent er i form af koncernlån, hvilket udløser skattepligtige renteindtægter i Danmark, er der et klart fællestræk.
Ynglingskurken er nu en gang de multinationale selskaber. De “snyder åbenbart fællesskabet” for en masse penge. Åbenbart så mange, at der ikke er behov for at tale om vores, private borgeres egen skattetænkning, for slet ikke at tale om skattesnyd.
Skift multinationale selskaber ud med indvandrer eller muslim, og “tonen” er nogenlunde den som venstrefløjen typisk anklager borgerlige politikere for i indvandrerdebatten.
Det er også symptomatisk, at man i debatten sjældent skelner mellem egentlig skattesnyd og så at organisere sig, således at man bl.a. maksimerer overskud efter skat inden for lovens rammer.
Kald det bare spekulation. En aktivitet, som ganske mange mennesker bruger en del tid på her i landet. Nogle gange som konsekvens af politiske beslutninger og ligningsmæssige fradrag, der har til formål at tilskynde os til en bestemt adfærd i kraft af nedslag i skattebetalingen. Andre gange resultatet af forhold, hvor en bestemt adfærd indebærer en økonomisk gevinst for den enkelte, primært i kraft af sparede skatter og afgifter. Det er f. eks. tilfældet, når vi handler syd for grænsen. Jeg har endnu til gode at høre socialdemokrater, folkesocialister og enhedslistefolk skælde deres egne vælgere ud for at handle i Tyskland (eller Sverige), fordi der dermed “ikke bidrager til fællesskabet”.
Hvorfor virksomheder skulle agere anderledes, går over min forstand. Men det er dybest set hvad der ofte forlanges af de, som dæmoniserer multinationale selskaber, når disse bestræber sig på at optimere deres skattebetaling.
Man blander pærer og bananer
Groft sagt synes vejen fra at tale om skatteundragelse til at buldre mod skattely og multinationale selskaber, at være bemærkelsesværdig kort. Ofte baseret på tal og analyser, som ikke, eller kun i begrænset omfang, reelt beskæftiger sig med dette.
En yndet påstand er, at staterne i EU går glip af 1.000 mia euro årligt på grund af skatteunddragelse. Bl.a. refereres der til dette på EU-kommisionens hjemmesider. De 1.000 mia euro stammer fra en rapport udarbejdet af den engelske økonom Richard Murphy, “Closing the European Tax Gap”. Rapporten er bestilt af den socialistiske gruppe i EU-parlamentet.
Der er to væsentlige problemer ved rapporten. Før det første er beregningerne metodisk volapyk. For det andet tages der ofte afsæt i rapportens tal, når man taler om skattely og multinationale selskaber. Problemet er bare, at multinationale selskabers evne til at flytte overskud rundt, slet ikke, eller kun yderst marginalt kan udledes af de anvendte data.
1. Metodisk problem.
“Closing the European Tax Gap” anvender en bemærkelsesværdig metodik og er fuldkommen baseret på et arbejdspapir, hvor økonomer fra Verdenbankens forsøger at estimere den “sorte” eller paralle økonomis (shadow economy) størrelse i forhold til officielt BNP.
“Shadow Economies all over the world er anbefalelsesværdig og interessant læsning. Og læser man arbejdspapiret går det hurtigt op for en, at den anvendte model til estimering af landenes skyggeøkonomi ikke kan bruges til derefter at uddrage mistet skatteprovenu og slet ikke tabt provenu ved multinationale selskabers tiltag til at minimere deres skattebetalinger, lovligt, såvel som ulovligt.
Ifølge Verdensbankens arbejdspapir udgør den sorte økonomi i Danmark ca. 18 procent af officielt BNP.
Det er bestemt ikke nogen nem opgave at bestemme størrelsen på noget, som netop er karakteriseret ved ikke at være registreret. Ligesom hvad der forstås ved en skyggeøkonomiikke altid er helt klart. Hvad skal medregnes, og hvad skal ikke medregnes?
Afgrænsning og definition fremgår af nedenstående:
Som det fremgår udelukker man “klassiske” kriminelle aktiviteter, ligesom man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller egentlig skatteundragelse.
Richard Murphy har tilsyneladende ikke kæret sig meget om de mange problemer i forbindelse med med både afgrænsning, betydningen af skattesammensætningen i de enkelte lande eller i hvilken udstrækning der allerede delvist faktisk er betalt diverse skatter og afgifter, Måske er det derfor han ikke finder det væsentligt at medtage, at Verdensbanken ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller omfanget af skatteunddragelse.
Det fremgår af “Murhy’s” gengivelse af Verdensbankens definition og afgrænsning:
Væk er understregningen af, at man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler og skatteundragelse. Og profit-shifting o.a. i multinationale selskaber – som netop er karakteriseret ved at være en del af den formelle økonomi – indgår slet ikke.
Det afholder dog ikke Murphy fra at være meget optaget af både multinationale virksomheder og hele skattelysproblematikken i “Closing the Tax Gab”.
Murphy’s arbejdsindsats og beregninger er derimod s primitive, at man næste nikke tror sine egne øjne. I alt sin pragt består analysen i at gange BNP med skyggeøkonomien, som estimeret af Verdensbanken, for herefter at gange med det enkelte land skattetryk.
Bruger man Verdensbankens estimat udgør den sorte økonomi i Danmark (2009 tal) således ca. 41,5 mia. euro, hvilket med et skattetryk på 48,1, får Murphy til at konkludere, at den samlede skatteundragelse det år var på 19,9 mia euro, eller ca. 150 mia. kroner!
Han har endda den frækhed at skrive på side 10 i rapporten, at
It is stressed that much of the data used to prepare these calculations, whether it be GDP , population data and overall tax rates, is estimated: that is the nature of macroeconomic information. The resulting research findings are also, therefore, by definition estimates. However, it is suggested that they are likely to be the best possible estimates and as such provide valuable insights into the scale of tax evasion and its likely impact on a country‐by‐country basis throughout the European Union.
At postulere, at der skulle være tale om “det bedst mulige estimat” af omfanget af skatteindtægter, som går staternes næse forbi, er mildt sagt noget af en tilsnigelse.
For det første kan man, som allerede nævnt, pege på, at netop den for form for skatteundragelse, som profit-shifting (som dog muligvis har en netto positiv effekt i Danmark) og udnyttelse af inkonsistente skatteregler mellem landende medfører, slet ikke indgår i skyggeøkonomien. Med mindre der er tale om at flytte overskud uden for EU, vil det ene lands tab jo i en hvis udstrækning opvejes af et andet lands gevinst.
Men derudover kan man naturligvis slet ikke bruge landenes skattetryk til at udlede det tabte skatteprovenu. Var det så nemt, ville man nok have gjort det i Verdensbankens oprindelige arbejdspapir. Der er trods alt tale om beregninger der kan foretages på under en time.
Når man i det oprindelige arbejdspapir undlader at gå ind i debatten om skatteundragelse, dets omfang og konsekvenser. Skyldes det naturligvis, at det er ganske vanskeligt. Forfatterne til Verdensbankens arbejdspapir har i anden sammenhæng beskæftiget sig med netop skatteunddragelse, se bl.a. Buehn og Schneider: “Size and Development of Tax Evasion in 38 OECD countries: What do we (not) know?”
I Rockwool Fondens “Danskerne og det sorte arbejde” (2010), en af de mest grundige – også i international sammenhæng – studier i emnet, konkluderer man at sort arbejde udgør mellem 1,2 og 2,8 procent af BNP, alt efter anvendt metode. Rockwool Fonden kommer frem til at det tabte provenu formentlig er under 8 mia. kroner om året (s. 208).
Hvor meget af det tabte skatteprovenu der ender i et “eksotisk skattely” kan jeg naturligvis ikke vide, men meget er det næppe.
2. Og hvad med de multinationale?
Og så er der de multinationale selskaber. Dem som venstrefløjen elsker at hade (og dele af højrefløjen ikke at forglemme). Tjah, vi kan for det første konstatere, at deres aktiviteter (i lighed med de fleste andre virksomheder af en hvis størrelse) i vores de af verden ikke er del af den sorte økonomi.
Det er bemærkelsesværdigt givet ,at Murphy bruger en del kræfter på at skrive om netop multinationale selskaber, transfer-pricing og skattely (Tax Havens). Endda i en sådan grad, at en del måske forledes til at tro, at de er hovedansvarlige for det tabte skatteprovenu.
Der gælder for øvrigt typisk for multinationale selskaber:
De er mere lovlydige end nationale selskaber i det land de opererer
De forurener mindre end nationale selskaber i samme branche (for slet ikke at tale om statslige selskaber)
Arbejdsvilkår og lønninger er bedre end i tilsvarende stillinger i nationale selskaber.
Ikke fordi multinationale selskaber er mere moralske. Men der kan være betydelige kulturelle forskelle.
En væsentlig årsag, ikke mindst i forhold til punkt 1, er at man er “udlænding”. Ja, det er en yndet sport mange steder i verden, at skyde på multinationale selskaber. Og det kan man jo så tænke lidt over.
I min kronik i Børsen påpeger jeg bl.a., at internationale selskabers skatteplanlægning formentlig har langt mindre betydning for skattebetalingerne, end mange tror. Jovist finder der skattetænkning sted, mens huller i forskellige landes skattelovgivning udnyttes. Det ville være mærkeligt andet. Men der er tilsyneladende tale om beskedne beløb i forhold til private borgeres/mindre selvstændige erhvervsdrivende skatteunddragelse, samlede skattebetalinger og økonomiernes størrelse.
Et arbejdspapir udarbejdet af økonomer i OECD (forefindes desværre ikke online), kommer således frem til, at den samlede unddragelse (legal og illegal) indebærer et nettotab på “blot” 100 mia. dollar om året for G20- og OECD-landene, hvilket dækker næsten 90 pct. af verdensøkonomien. Heraf står USA alene for 30 ud af de 100 mia. dollar.
Der er langt op til de 1000 mia. euro eller 7500 mia. kr., som nævnes af bl.a. EU-kommissionen, gældende for EU alene. Men som påpeget slet ikke indeholder den form for skatteundragelse, som multinationale virksomheder foretager.
Den primære faktor er selskabernes evne til at flytte overskud fra lande med relativ høj skat, til lande med relativ lav skat. Provenu tabet anslås at svare til ca. 5 procent af samlede selskabsskatter. 2/3 af tabet opstår ved profit-shifting, og den sidste tredjedel skyldes mismatch mellem landenes skattelovgivning.
En væsentlig effekt af multinationale selskabers evne til at placere overskud i lande med relativt lav skat er, at multinationale selskabers tilsyneladende i gennemsnit betaler op til 5 procent (for mindre selskaber er forskellen under 2 procent) mindre i selskabsskat end tilsvarende selskaber, som kun opererer nationalt.
Det skal også understreges, at de 100 mia. USD. er nettotabet. Ovenfor kan man se gevinst/tab for de enkelte lande. Det fremgår her at hvor lande som f. eks. Japan, Australien, New Zeeland, Norge ov. er de store tabere (målt i forhold til BNP), er lande som Polen, Irland og Singapore “vindere”. Også Danmark har en lille gevinst ved de multinationale selskabers ageren, hvis OECDs beregninger er korrekte.
Hvis vi afskaffede selskabskatten
Det grundlæggende problem er naturligvis forskellene i skattelovgivning og skattesatserne. Var satser og beskatnings-grundlaget ens, ville problemet stort set forsvinde.
I sidste ende vil denne harmonisering formentlig medføre, at selskabsskatterne går mod nul. Og det skal bestemt ikke beklages, tværtimod.
Selskabsskatter er ud fra ønsket om at sikre høj vækst, den mest skadelige form for beskatning. Men det vil jeg som afslutning lade min gode med-punditokrat, Otto Brøns-Pedersen forklare. Og det gør han jo på fortrinlig vis.
Det er næppe gået nogen næse forbi, at ulighedsdebatten har fyldt en del de senere år. Nu har den selvfølgelig altid været fremtrædende herhjemme af politisk-historiske grunde. Og selv om baggrundsstøjen har været høj i Danmark, så fylder debatten også ekstra meget i disse år herhjemme.
Men er der egentlig nogen sammenhæng mellem debatten og den faktisk udvikling?
Det har den amerikanske økonom Greg Mankiw skrevet lidt om på sin sjove og fremragende blog, som man bestemt skal følge med i.
Og svaret er nej. Der er ingen sammenhæng, i hvert fald ikke i USA. Hvilket fremgår tydeligt af nedenstående to figurer over dels udviklingen i de famøse 1 procents indkomstandel og dels omtale af ulighed. Som Mankew gør opmærksom på, skal man tilbage til 1866 før man har en debat om ulighed, der bare nærmer sig en lille bitte smule hvad man har set de senere år i USA. Og den gang handlede den om The Civil Rights Act of 1866.
Omtalen af ulighed er baseret på hvor mange gange ordet “inequality” optræder i New Yourk Times gennem tiderne.
Antal gange ordet “inequality” optræder i New York Times
Som Mankiw skriver:
One thing that commentators sometimes fail to notice is that the big increase in the one percent’s income share came between 1980 and 2000. Since 2000, it has fluctuated but without much of a trend. Why, then, are we all talking about income inequality only now? I am not sure. One hypothesis is that we don’t worry about inequality when everyone is doing well. Another hypothesis is that we now have a president with a political ideology that sees inequality as especially pernicious.
Noget kunne tyde på at Mankiw har mere end en pointe.
Og så skal vi jo ikke glemme, at den globale ulighed har været faldene de seneste 35-40 år, efter at have været stigende de forudgående 200 år.
I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.
IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.
Som jeg påpeger i dagens kronik:
Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.
Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.
Alle med succes er undtagelser
Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.
Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina. Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).
Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.
Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.
Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,
Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.
Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.
Tilbage står, at hver gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.
Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.
For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.
For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.
For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.
Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.
Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.
Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.
Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.
Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.
At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000
Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.
Piketty og neomarxistiske forestillinger.
Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.
Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.
Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.
Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:
Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.
Kilde : Credit Suisse
Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.
Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.
Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.
Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.
Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.
Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.
Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.
Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.
Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.
En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.
Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.
Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.
Vi ved hvad der virker og det er markedet
Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.
IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.
Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.
På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).
Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.
Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.
Som afslutningen på vores lille serie over 2014, set med borgerlig-liberale øjne, slutter vi af med at fremhæve to bøger fra det forgangne år.
Det kreative samfund
Man kommer naturligvis ikke uden om Lars Tvede‘s fremragende gennemgang af hvorfor og hvordan Vesten kom til at dominere og drive verden frem. Tvede’s måske største bedrift med Det kreative samfund, er, at hans bog er skrevet, således at også lægmand kan få udbytte af den.
Bogen fik da også gode anmeldelser vedudgivelsen, og selv Politiken var begejstret. Det er egentlig ikke fordi Tvede bringer ny viden på banen. Men for det første er bogen velskrevet og for det andet må man ikke undervurdere betydningen af at den er på dansk. Tvede har med sin bog gjort det borgerlig-liberale Danmark en stor tjeneste, og det skal han have tak for.
Det mindst ringe
Vi kommer heller ikke uden om forskningschef og forfatter Henrik Christoffersens fremragende bog, Det mindst ringe. Her sættes folkus på udviklingen i det danske demokrati og velfærdsmodellen de seneste 6 årtier. Begejstringen er til at overse, og med overlegen analytisk sans påpeger Henrik Christoffersen den lange række af områder, hvor den danske velfærds- og omfordelingsmodel er ødelæggende for vores velstand og demokrati.
Som der står i omtalen på Cepos hjemmesider, hvor Henrik Christoffersen har sin daglige gang:
“En demokratisk indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på bedre tider var stærk.
I bogen ’Det mindst ringe’ tegner et billede af et demokrati, som blev til i ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch. I dette velfærdssamfundets demokrati skulle demokratiet handle om samtale og søgen efter den fælles forståelse. De nye toneangivende velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end økonomi.
I ’Det mindst ringe’ undersøger bogens forfatter, hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede. Det er blevet til en beskrivelse af et samfund, hvor kamp om fordelingen efterhånden har taget magten over politikken i en grad, så den fælles interesse i en udvikling, som sikrer mere velstand til alle, har en tendens til at fortone sig.
Denne udgivelse har godt nok ikke fået samme store omtale som Tvede’s bog, men det burde den. Den er et “must read” for enhver der kærer sig om om udviklingen og fremtiden i vort land.
Men man kan kan jo starte med at se nedenstående video, mens man venter på bogen.
PS. Som det fremgår er begge videoer optaget på Cepos, hvor den ene af de to bøgers forfatter har sin daglige gang. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For uanset hvor mange årlige lister man laver, så kommer vi ikke uden om, at Cepos, som startede for blot 10 år siden og alene finansieres med private midler, uden tvivl indtager en helt central rolle i bestræbelserne på at fremme et mere velstående og frit samfund.
