Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Selvimodsigende politik – Trump version

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2025. Skriv et svar

Onsdag aften lancerede USAs præsident Donald Trump sin nye handelspolitik. Som jeg selv og en lang række af mine kolleger har udtalt til forskellige medier idag, er både politikken og Trump-administrationen officielle ‘mål’ for handelsbarrierer det rene nonsens. Og der er ikke meningen, at udtrykket blot skal være nedsættende – beregningerne er bogstaveligt talt økonomisk meningsløse. Men selvom man ser bort fra det totalt absurde i politikken, er der et ekstra inkompetent element i Trumps handelspolitik: At formålene med politikken er indbyrdes selvimodsigende.

Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.

Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.

Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.

Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.

Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.

Sjov med statistik: Heavy gør dig happy!

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2025. Skriv et svar

Min gode ven og kollega Niclas Berggren sendte mig forleden et link til en X-post med et meget sjovt budskab: Lande med mange heavy metal bands er typisk lykkeligere end lande med færre bands. Steve Stewart-Williams bragte således for et stykke nedenstående graf, der meget klart viser sammenhængen mellem tilfredshed med livet og antallet af aktive heavy metal bands per million indbyggere. Selve sammenhængen er ret klar og svær at argumentere imod – men hvad i alverden foregår der? Er folk lykkeligere, når de er omgivet af musik fra bands med navne som Metallica, Iron Maiden, eller Crowned in Blood?

Virkeligheden er nok, at antallet af heavy metal bands er en god ‘proxy’ for et eller flere andre forhold, der gør folk lykkeligere. Ser man nedover landene, er det for eksempel relativt klart, at lande med mange heavy-bands har stærkere tillidskulturer og mere aktive civilsamfund, er rigere, og muligvis også har bedre retsvæsener og mere klar beskyttelse af ytringsfrihed. Min kollega Andreas Freytag og jeg er igang med forskning, hvor vi foreløbig finder at demokratisering og stærkere ytringsfrihed er forbundet med at markant flere heavy-bands dannes.

Det er derfor en rimelig forklaring, at antallet af heavy metal bands på en eller anden måde både er en konsekvens af en række faktorer, og reflekterer nogle af dem, der også gør folk markant mere tilfredse med deres liv. Måske er det slet ikke overraskende at se en klar sammenhæng mellem to faktorer, der rent umiddelbart ikke burde have ret meget med hinanden at gøre? Men det påfaldende er dog, hvor tydelig sammenhængen er. Så måske er det værd at tænke lidt videre over, hvad det er vi har i figuren ovenfor?

Milei og Argentina II – Den store nedtur del 3 – Manden fra La Rioja

Af Niels Westy, den 25. marts 2025. 1 svar

“Kun en krise – faktisk eller opfattet – fremkalder reel forandring. Når denne krise indtræffer, afhænger de handlinger, der træffes, af de idéer, der ligger klar. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til eksisterende politikker, holde dem i live og tilgængelige indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.”

– Milton Freedman 1982

Ovenstående citat fra Milton Friedman finder man i forordet til 1982 udgaven af “Capitalism and Freedom”, og er skrevet på baggrund af den reformproces der fandt sted i England og USA på daværende tidspunkt. Den indikerer med andre ord, at man egentlig ikke kan meget andet end at have de “rigtige” løsninger klar til den dag, hvor den politiske virkelighed og en økonomiske krise (reel eller opfattet) medfører at magthaverne er nød til at reagere.

Det havde også været tilfældet i Chile efter kuppet i 1973, hvor man fra 1975 gennemførte meget grundlæggende markedsøkonomiske reformer. Senere skulle det samme ske i Peru og Argentina, hvor sidstnævnte desværre også viste hvordan det går, når politiske hensyn trumfer erkendelsen af grundlæggende økonomiske sammenhænge.

Før jeg går videre, vil jeg endnu en gang understrege vigtigheden, ikke mindst når man er dansker, af at erkende at verden som udgangspunkt ikke er skruet sammen som vores egen økonomi. Rigtigt meget, som vi tager for givet, herunder relativt begrænset offentligt ejerskab ud over få sektorer og relativt begrænset regulering (i forhold til andre lande), en åben økonomi, uafhængigt retssystem osv. osv. og en – på trods af det sammen med landbruget vel er den mest regulerede sektor i økonomien – velfungerende finansiel sektor.

Kunne det være bedre? Ja, det kunne være meget bedre, men det kunne også nemt være meget værre. Og det er det faktisk i de fleste af verdens lande – herunder hovedparten af/alle lande i Latinamerika, og i høj grad i Argentina.

Læs resten →

PCS 2025 – de etablerede

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2025. Skriv et svar

Forleden skrev vi om højdepunkter fra dette års konference i the Public Choice Society, med fokus på de unge forskere. Det kan væree både spændende og bekræftende at se unge økonomer og statskundskabere, men det er ofte de etablerede, erfarne forskere, der kommer med de mest interessante præsentationer og papirer. Det gjaldt ikke mindst dette års konference.

Konferencen startede torsdag den 6. med et absolut højdepunkt i Mark Penningtons (King’s College London) plenarypræsentation om missionsorienteret politik (se vores omtale og en tidligere præsentation her). Marks analyse er en blanding af public choice-feltets fokus på de perverse politiske incitamenter, der omgiver missionsorienteret politik, og de enorme huller i politikeres og embedsværkets viden om samfundet, som umuliggør gavlig politik med et stort sigte.

Udover Daniel Bennetts (University of Louisville) glimrende plenary om Riding the Populist Wave: Entrepreneurial and Firm Responses to the Changing Political Current bragte fredag også min egen session om morgenen, hvor Henry Moncrieff og Kevin Grier (begge Texas Tech) præsenterede deres nyeste papir om konsekvenser af militærkup. Denne gang var fokus hvad militæret selv får ud af kuppet, som altid vurderet med virkeligt avanceret metode. Dagen sluttede med en stærkt underholdende session med papirer om manipulation i diskussioner om regulering af kamphunde, en præsentation om hvordan formelle regler påvirker uformelle normer med evidens fra ændringer i regler i amerikansk motorsport, og mit eget papir med Andreas Freytag (Universitetet i Jena) om hvordan demokrati og beskyttelsen af borgerrettigheder har påvirket udbredelsen af heavy metal musik.

På konferencens sidste leverede min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren som sædvanlig højdepunkt med ny forskning om sammenhængen mellem usikkerhed i den økonomiske politik og udviklingen af tolerancenormer (fælles med Therese Nilsson fra Lund). Jeg gik dermed glip af Imran Arifs (Appalachian State University) ekstremt interessante The Power of Competition: Can New Firms Spark Innovative Activity? der dokumenterer, at nye firmaer rent faktisk gør økonomien mere produktiv.

Imrans forskning er dermed potentielt vigtig i danske politiske diskussioner, hvor vi netop har meget lidt iværksætteri og dermed er afhængige af innovation i eksisterende virksomheder. På den måde bringer PCS-konferencen næste hvert år ny viden, der nogle gange har direkte værdi i den politiske debat, andre gange øger vores forståelse af vores eget samfund og verden, og nogle gange blot underholder samtidig med at den får os til at tænke os om. Det hele har værdi, og lader forskerne flyve hjem med inspiration til det næste års arbejde.

PCS 2025 – de unge

Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2025. Skriv et svar

Som meget flittige læsere vil vide, tager jeg hvert år i starten af marts til den årlige konference i the Public Choice Society et sted i USA. I år foregik konferencen i Louisville, Kentucky, og var blandt særlig på et personligt plan fordi jeg var præsident for PCS i 2024-25. Konferencen bød på 266 præsentationer fra 233 forskellige forskere, og glimrede ligesom de senere år ved at være en god blanding af unge forskere og mere etablerede lektorer og professorer indenfor traditionen.

Vi dækker idag nogle højdepunkter blandt de unge, der præsenterede deres arbejde i Louisville. Et første – og uventet – højdepunkt var Eliza Hałatek fra universitetet i Warszawa, der endte som en af de fire nominerede til Ostrom-prisen til bedste unge forsker. Eliza præsenterede et papir om effekten af centralbankers kommunikation på folks tillid til dem. Priskommitteen vurderede før konferencen papiret som lidt råt, men lovende, og blev derefter rystet da det viste sig – da vi mødte Eliza – at hun stadig kun er førsteårs kandidatstuderende, som vi havde vurderet på lige fod med PhD-studerende.

Et andet højdepunkt var Shishir Shakya (Appalachian State University) og Joshua Ammons (Wabash College), der fortsætter deres afsøgning af konsekvenserne af revolutioner. I Seeding Reform or Reaping Chaos? Liberal Institutional Outcomes of Violent vs. Nonviolent Revolutionary Regime Changes finder det nepalesisk-amerikanske hold, at i den periode mellem 1950 og 2022, hvor de har data fra, havde voldelige revolutioner ingen systematisk påvirkning på, hvor demokratisk samfundet er. Derimod finder Shishir og Josh, at de ikke-voldelige revolutioner meget klart øgede chancerne for at have et liberalt demokrati med en rimelig retsstat, ytringsfrihed, og borgerrettigheder.

Et tredje meget fint papir blev glimrende præsenteret af Tim Baule (universitetet i Bayreuth), der modtog årets Ostrom-pris. I Rationalizing Protests – From Individuals to Networks som Tim har skrevet sammen med sine PhD-kolleger Jonathan Bothner og Maximilian Kähny, udvikler de først en teoretisk model til at forstå, hvordan adfærd i folks netværk påvirker både chancen og motivet for at deltage i protester. Deres pointe er, at deltagelse både kan give positive netværkseffekter – f.eks. social anerkendelse – men også individuelle ‘stand alone benefits’. De tre tyskere bruger de amerikanske valgundersøgelser til at vise, at deres model kan bruges til at forstå hvor store de seneste års demonstrationer blev.

Sidst, men ikke mindst, må man nævne Juliette Sellgren, der stadig er bachelorstuderende på University of Virginia. Juliette præsenterede meget interessant ‘work in progress’ med titlen The Seen and the Unseen: Political Sympathy and Interpersonal Antipathy, hvor hun forsøger at modelere indsigter fra Adam Smith med moderne redskaber. Selvom det måske er lidt snyd – hun er datter af Cato-instituttets Veronique de Rugy, og har dermed fået økonomi ind med modermælken – viste hun klart sine betragtelige kvaliteter i Louisville. Juliette er værd at hold øje med de kommende år, ikke mindst fordi hun også selvstændigt kører den fremragende podcast The Great Antidote.

Overordnet var konfereence i Public Choice Society udtryk for, at der ikke blot er liv i feltet, men også en livlig næste generation til at bringe traditionen videre og udvikle den. Der sker stadig meget i traditionelle felter som korruptionsforskning, valgsystemer og forfatningsøkonomi, men også på nye og nogle gange underholdende felter. Det skriver vi kort om i næste indlæg.

Det gør ondt i øjnene – Trumps handelspolitik

Af Niels Westy, den 8. marts 2025. 1 svar

“Det gør ondt i øjnene” – sådan reagerede min gode kollega her på punditokraterne, Jonas Herby, da Donald Trump annoncerede 25 pct. told på import fra Canada og Mexiko (og yderligere told på import fra Kina).

Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.

Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.

Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.

Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.

I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.

Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/p1-morgen-11802533103

Åbne og lukkede økonomier

Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).

Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……

Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.

Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):

Trumps Handelspolitik (I) – måske ikke så meget nyt under solen
Nulsumspræsidenten og Border Adjustment Tax
Trumps handelspolitik (II) og en “lyserød elefant”
EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden
EU er ingen duks, når det gælder grøn statsstøtte
EU bliver (endnu) mere protektionistisk
Mere told: Dumhed eller særinteresser?
Sommerserien om international handel – et overblik
Hvad gør handel 2: Hecksher og Ohlins indsigt
Hvad gør handel 4: La Douce Commerce
Hvad gør handel 3: Monopoldestruktion
Hvad gør handel 5: De komparative fordele – er der et paradoks?

Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2025. 2 svar

Jeg blev forleden kontaktet af videnskab.dk i anledning af USAs præsident Trumps trusler om høje toldmure overfor resten af verden. Min lille artikel om handelspolitik udkom tirsdag morgen, og kunne ikke være mere aktuel. Trump har netop hævet toldsatserne på import fra blandt andet nabolandene Mexico og Canada, og synes at have en ustillelig appetit for at gøre det overfor resten af verden. Den selvudnævnte ‘tariff man’ er gået igang, men det sker på trods af 250 indsigter fra den økonomiske forskning i handel.

Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”

Vi anbefaler alle interesserede at læse artiklen “Professor: Told ville nok ikke være Trumps yndlingsord, hvis han vidste, hvad vi økonomer ved” hos videnskab.dk. Det tager måske ti minutter, og så er man klogere end præsidenten for verdens største økonomi…

Politik med dobbeltformål

Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2025. Skriv et svar

Forleden skrev jeg i Børsen om regeringens nye flyskat. Det umiddelbare problem med skatten er, at den har ført til ændringer på det økonomer kalder den ‘ekstensive margin’: I stedet for blot at reducere nogle borgeres forbrug og flyrejser – som var det officielle formål med skatten – har den helt fjernet noget af det. Grunden er, at Ryanair har reageret ved at stoppe alle selskabets flyvninger fra Billund og Aalborg. Der er således ikke færre mennesker, der flyver Ryanair fra de to lufthavne, men ingen. Skatten er alene af den grund tåbelig, ikke mindst fordi det uforholdsmæssigt rammer fattigere danskere. Men den er også et glimrende eksempel på et andet problem med dårligt designet politik.

Det typiske problem i den økonomiske politik er, at skatter eller afgifter ofte har to formål. Mange skatter og afgifter har et adfærdsformål – i tilfældet med flyskatten et formål om at sænke forbruget af flyrejser for at sænke verdens emission af drivhusgasser. Det samme gælder afgifter på sprøjtegifte for at minimere forureningen i folks haver og fra landbruget, og en tidligere regerings fejlslagne fedtafgift, der skulle tvinge danskerne til at spise ‘sundere’. Hvis der er tale om klare, negative eksternaliteter som f.eks. forurening, kan den slags afgifter (såkaldte Pigou-skatter) være ikke blot effektive, men også legitime.

I praktisk politik gælder det desværre ofte det samme, som det også er tilfældet med flyskatten: Når man politisk indfører en skat eller afgift, er det meningen at den skal finansiere noget. I tilfældet med flyskatten er regeringens plan, at indtægterne skal finansiere en øget ældrecheck og ‘den grønne omstilling’ – dvs. statsstøtte til udvalgte virksomheder og formål. På samme måde var en del af det faktiske formål med fedtskatten at man kunne sænke andre skatter, fordi fedtskatten ville skaffe indtægter.

Heri ligger en væsentlig kilde til en type regeringsfejl: Fordi dobbeltformålet er både at ændre borgernes adfærd og skaffe indtægter til staten, sætter man afgiften helt forkert. Hvis formålet kun er at ændre adfærd, vil overvejelser om indtægterne gøre, at man sætter afgiften for højt. Og hvis formålet i virkeligheden er at skaffe indtægter, bør man ikke gøre det på en måde, der påvirker folks adfærd (iflg. den såkaldte Ramsey-regel); det er en alt for dyr måde, at skaffe indtægter på.

Ser man på den nye flyskat med public choice-brillerne på, og dermed indser dobbeltformålet, er det derfor slet ikke en overraskelse, at den har medført så dramatiske konsekvenser. Man kan diskutere, om man overhovedet bør have en flyskat – er det ikke en usædvanligt dyr måde at sænke drivhusgasudledninger på? – men det var resultatet af en forhandling med venstrefløjen. Udførslen af skatten blev dog påvirket af løftet om større indtægter til en stat, som politikerne har uendelig appetit for at udvide. Flyskatten blev således sat markant for højt, og endte med at ødelægge forbrugsmuligheder for mindre velstående danskere, og i særlig grad for danskere, der tilfældigvis bor vest for Lillebælt.

Milei og Argentina II – Den store nedtur del 2 – Juan Perón og “de lange skyggers mænd”.

Af Niels Westy, den 25. februar 2025. Skriv et svar

Perioden fra Juan Perón’s valgsejr ved præsidentvalget i 1946 og frem til militærkuppet i 1955, som sendte ham i eksil de efterfølgende 18 år, sættes ofte som startpunktet, når Argentinas ringe økonomiske udvikling frem til i dag skal forklares.

Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Kilde: Maddison 2020
Kilde: Heymann m. fl.,Inflation in Argentina, an eventful experience (2015)


Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Læs resten →

Ny forskning: Arbejdsløse i Brasilien går ind i politik

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2025. Skriv et svar

Jeg havde i denne uge den store fornøjelse at være til PEDD-konference i Münster i Tyskland. PEDD står for the Political Economy of Democracy and Dictatorship og har kørt i otte år. Den er blevet et samlingssted for europæiske forskere i public choice og politisk økonomi, der interesserer sig for særligt forskelle mellem regimetyper, transitioner mellem forskellige regimer, og særforhold i nogle demokratier. I år var ikke anderledes, og bød på præsentationer om så forskellige emner som effekten af institutioner på innovation med evidens fra Italiens samling (Bas Machielsen fra Utrechts universitet), antikrigsdemonstrationer i Rusland – der er langt flere demonstrationer i områder tæt på hvor det engang lå en Gulaglejr – af Nikita Zakharov (Uni Freiburg), og endda om hvordan kup påvirker regimers respekt for forfatningen (Jerg Gutmann fra Hamborg sammen med undertegnede).

Alligevel var et af højdeepunkterne for mig en præsentation af en ung forsker, Laura Barros fra universitetet i Göttingen (på billedet). Personligt var det en fornøjelse at se Laura, der er en af mine tidligere studerende fra Heidelberg. Men selve papiret var også et af højdepunkterne, og både bekymrende og ret sjovt.

Laura viser i papiret, med brug af individ-data fra Brasilien, at folk der bliver arbejdsløse er væsentligt mere tilbøjelige til at melde sig ind i et politisk parti, og efterfølgende at stille op til et lokalvalg. I forhold til situationen uden arbejdsløshed stiger sandsynligheden for at de melder sig ind i et parti med cirka 12 %, og sandsynligheden for at stille op til et valg stiger med 18 %. Politik er med andre ord et beskæftigelsesvalg i Brasilien på linje med at søge andre jobs. En pudsig detalje var, som Laura viste, at dem der vælger politikvejen, er mere uddannede end de fleste. Brasilianerne får dermed rent umiddelbart mere kompetente politikere, men af de helt forkerte grunde. Om der er en parallel situation i skandinaviske lande er et åbent spørgsmål, men et som Lauras forskning også åbner op for.

Omsætning er ikke værdiskabelse – SAS edition

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2025. 1 svar

I den sidste tid har adskillige af mine kolleger været i vælten i den offentlige debat. Baggrunden er naturligvis DRs såkaldte dokumentar om kryolitminen på Grønland, som man påstår har haft en enorm værdi. Min kollega Torben M. Andersen har for DR beregnet, at omsætningen, diskonteret og omregnet til nutidskroner, siden midten af 1800-tallet har været sammenlagt 400 milliarder kroner. Det konkluderer DRs journalister derefter, er beløbet som Danmark har stjålet fra Grønland. Uanset at Torben har lavet en mærkelig brøler i beregningen af den samlede omsætning (ingen af vi andre kan få det til meget mere end nogle og 20 milliarder), er den helt grundlæggende fejltagelse at betragte omsætning som udtryk for den skabte værdi. Netop det advarede Torben også DR om, men organisationen valgte simpelthen at ignorere det, og indforskrive en marxistisk inder til at blåstemple påstanden.

Idag meddelte Berlingske så, at SAS har offentliggjort det første årsregnskab siden selskabet blev afnoteret fra børsen. Og regnskabet er ikke blot endnu et udtryk for, hvor elendigt SAS er. Det er også et glimrende eksempel på, at omsætning og værdiskabelse er to totalt forskellige ting!

SAS har haft en omsætning på 45,9 milliarder svenske kroner efter et år, hvor passagertallet er steget 6,4 procent. Resultatet er et driftsunderskud på 2,1 milliarder svenske kroner. Følger man med andre ord DRs approach, er SAS et fantastisk, økonomisk stærkt selskab – hvem kan argumentere imod 45,9 milliarder på et år? – men tænker man økonomisk er det et bundløst hul af en zombievirksomhed, som man (læs: Den danske stat) nok i virkeligheden burde lade dø med det samme.

Bundlinjen er, at man aldrig burde bruge omsætning til noget som helst, der har med værdi at gøre. Men det er præcist det, DR gør, og i virkeligheden også det samme, danske politikere gør når de taler om, at man da ikke kan lade SAS gå fallit. Begge påstande er er økonomisk analfabetiske.

Argentina og Milei II – Den store nedtur del 1.

Af Niels Westy, den 13. februar 2025. 1 svar

Her følger anden del af “trilogien” om Javier Milei og Argentina. I første del beskæftigede jeg mig med udviklingen frem til 1. verdenskrig. Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i perioden fra 1. verdenskrig og frem frem til 2. verdenskrig.

Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.

Læs resten →

Kup og produktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2025. Skriv et svar

Trofaste læsere har nok for længe siden opdaget, at jeg har et lille projekt kørende om at forstå effekterne af statskup. Vi har tidligere skrevet om kup og undertrykkelse, og kup og pressefrihed, og der ligger også papirer om både kriser og indkomstfordeling. Denne gang er tiden kommet til et af de store emner i nationaløkonomi: Produktivitet.

I januar udkom vores nye working paper “Coup d’États, Institutional Change, and Productivity” ved Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, hvor mine kollege fra University of Louisville, Daniel Bennett, Stephan Gohmann, og jeg undersøger, om statskup påvirker den videre produktivitetsudvikling.

Svaret er ja: Mens fejlede kup ikke gør nogen systematisk forskel, fører kup der lykkes til en reduktion i produktivitetsudviklingen på omkring 60 %. Der er med andre ord tale om en meget stor effekt. I en videre analyse undersøger vi, hvor meget af effekten der kommer fra en velkendt konsekvens af kup – landets institutioner svækkes ofte af statskup, så retsvæsenet undermineres og de ‘checks and balances’ der er på statsmagten fjernes. Svaret her er overraskende, at mens vi kan se at noget af den negative effekt på længere sigt skyldes, at checks and balances svækkes, er det faktisk kun en mindre del. Sjovt nok er den indirekte effekt gennem svækkede checks and balances typisk for de ikke-militære kup, mens produktivitetseffekten efter militære kup ikke medieres gennem institutionelle ændringer.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at få mere viden om statskup og kupeffekter – er det ikke bare et underholdende, men uvigtigt forskningsområde? Årsagen til, at det faktisk er et vigtigt område, er at der er kommet flere kupforsøg i verden de sidste ti år. De sidste ti år har der i gennemsnit været tre om året, med det sidste ved slutningen af 2024 i Sydkorea. Kupforsøg er derfor blevet vigtige igen for investorer, der mangler god information om, hvad man kan forvente i de omstændigheder. Jeg påstår ikke, at Steve, Daniel og jeg har løst problemet, men vi er blandt dem, der tager nye skridt mod at forstå et af de vigtige spørgsmål omkring regimetransitioner.

Argentina og Milei I – “On top of the world”

Af Niels Westy, den 4. februar 2025. 1 svar

Jeg vil her på bloggen gennem et par indlæg i den kommende tid prøve at komme nærmere ind på hvad der sker i Argentina under præsident Javier Milei, som uanset om man “køber hele pakken”, dele af den eller meget lidt, er noget vi aldrig har set før i Latinamerika.

Nemlig en præsident med betydelig idehistorisk og økonomisk viden, hvis politik, i hvert fald når det kommer til økonomiske reformer, hviler på et solidt nationaløkonomisk fundament og forståelse for betydningen af markedskapitalisme.

Det nærmeste vi kommer er formentlig Chile under Pinochet’s diktatur i 1970erne og 1980erne, hvis reformer i modsætning til de efterfølgende forsøg andre steder i regionen, var drevet af forståelse for og ønsket om at skabe en mere fri og konkurrencepræget markedsøkonomi, for derigennem at sikre bedre levevilkår for landets befolkning.

Ikke fordi Pinochet selv havde en større forståelse for dette, men fordi han tillod en række, primært (unge) økonomer (de såkaldte Chicago Boys), at gennemføre et reformprogram af uset omfang.

De efterfølgende reformer i andre lande, fx. Peru og Argentina i 1990erne, var derimod drevet af behovet for at sikre systemets overlevelse. Som bekendt kom der noget godt og indtil videre varigt ud af det i Peru (den politiske situation i landet er dog et problem og en bremse for de mange reformer der fortsat er behov for), mens det endte i økonomisk sammenbrud og tilbagevenden til tidligere tiders protektionistiske og problematiske økonomiske politik i Argentina.

Men før vi når så langt er det måske en god ide at få et overblik over Argentinas økonomiske og politiske udvikling siden den spanske kolonisering. Det vil jeg forsøge at bibringe i dette indlæg, som dækker tiden op til 1. verdenskrig og et efterfølgende, omhandlende perioden frem til Milei´s valgsejr i slutningen af 2023.

Det 3. indlæg vil omhandle de reformer som er gennemført siden Milei’s sejr, de foreløbige resultater og fortsatte udfordringer.

Læs resten →

Målt ulighed kan være misvisende – et eksempel

Af Christian Bjørnskov, den 3. februar 2025. Skriv et svar

Jeg havde i sidste uge den store fornøjelse at være medarrangør af den danske public choice workshop, som blev afholdt fredag og lørdag i Malmø. Min medarrangør Andreas Bergh præsenterede fredag sit interessante papir “Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?”, hvor han gav et meget pædagogisk eksempel på, hvor misvisende den målte ulighed kan være. Vi bringer her en version af Andreas eksempel.

År 1År 2År 3År 4År 5
John100610900500340
Paul300110520900620
Ringo500610420300620
George900510320100610
Linda400400120900630
Gennemsnit440448456540566

I eksemplet består samfundet af fem personer – John, Paul, Ringo, George, og Linda – der har indkomst i fem år. Gennemsnitsindkomsten er stigende, som man kan se i nederste linje, mens uligheden varierer kraftigt fra år til år. I år 1 er Ginikoefficienten 27,3, mens den i de næste år er henholdsvis 17,6, 28,7, 27,2 og 10,1. Hvis man vil, kan man endda konkludere, at der er en nedadgående trend i ulighed, der er korreleret med stigende indkomst (r=-0,5). Og mange vil nok begynde at overveje, hvilken politik der i sidste ende fører til meget lavere ulighed…

Det virkeligt elegante i eksemplet er, at hvis man ser på uligheden i indkomster over alle fem år, er der ingen: Alle fem medlemmer af samfundet tjener nemlig 2450 kroner på tværs af de fem år! Det giver selvfølgelig en Gini-koefficient på nul, og fjerner langt de fleste diskussioner af politisk karakter. Det, der giver uligheden fra år til år i eksemplet er, at indkomsten ikke er timet på samme måde hos alle fem personer. Det er for eksempel sådan noget, der sker i den virkelige verden, når folk sælger deres hus og ikke med det samme køber et nyt og tilsvarende.

Spørgsmålet, som Andreas stiller i papiret, er hvor vigtig kapitalindkomst er for den økonomiske ulighed. Og som i eksemplet ovenfor gælder det, at jo længere perioder man ser på, jo mindre vigtigt er det. Præcist som det varierer, hvem af de fem personer ovenfor der lige tjener mere eller mindre i et bestemt år, varierer det også i virkelighedens verden. Og det fører os til at overvurdere den økonomiske ulighed.

The Fed fastholder renten – og kun Trump klager

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2025. Skriv et svar

Igår meddelte the Federal Reserves formand, Jerome Powell, at banken fastholder den amerikanske rente på 4,5 %. Som den dygtige Ulrik Bie skrev i Berlingske imorges, var det helt som forventet af markederne. Den amerikanske økonomi vokser solidt og arbejdsmarkedet fungerer godt, og signalerne om den umiddelbare fremtid indeholder både positive og negative elementer. Powell gør dermed sit job ved at holde fast i en højere rente, da verden som helhed er ved at komme tilbage til normale renter efter en lang og ustabil tid med absurd lave renter. Men præsident Trump var rasende.

Trump havde forud for meddelelsen krævet en øjeblikkelig rentenedsættelse, efter at han i sidste uge overfor the World Ecoomic Forum i Davos havde udtrykt sit ønske om, at centralbanker verden over burde sætte renten nede. Det lettere prekære i situationen er derfor, at Trump ti dage inde i sin anden præsidentperiode har sit første sammenstød med de amerikanske institutioner. Det er således vigtigt at holde øje med, hvordan institutionerne såvel som republikanerne i Kongressen reagerer på situationen.

Og det er præcist det positive i situationen. Da Powell blev spurgt direkte af journalister, om the Fed vil blive ved med at agere uafhængigt af politik, svarede han klart “Don’t look for us to do anything else.” Centralbanken signalerer dermed meget klart sin uafhængighed, selvom både Trump og den stærkt venstreorienterede demokratiske senator Elizabeth Warren presser banken. Den anden meget positive udvikling indtil videre er, at der ikke er et eneste republikansk Kongresmedlem, der har været ude at støtte Trump.

Situationen signalerer med andre ord også, at præsidenten ikke kan forvente at få automatisk opbakning fra sit parti, hvor både repræsentanter og senatorer stadig foretrækker en uafhængig centralbank. The Feds beslutning er næppe den sidste gang, at præsident Trump udfordrer og presser institutionerne og de politiske normer i Washington, men foreløbig har han tabt konfrontationen med et brag. Det er godt for USA og resten af verden.

Dansk/baltisk public choice workshop

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2025. Skriv et svar

Som trofaste læsere vil vide, afholdes den 25. danske public choice workshop fredag den 30. januar og lørdag formiddag den 1. februar. Da workshoppen for første gang nogensinde afholdes udenfor Danmark, omend næste så tæt på, som man kan komme – i Malmø – har den også særbetegnelsen ‘baltisk’. Workshoppen afholdes på Elite Hotel Savoy i Malmøs centrum, starter klokken 11 fredag og slutter lørdag formiddag klokken 11.

Som altid er folk velkomne til at komme til hele workshoppen eller blot sidde med på en enkelt session, hvis der skulle væree noget af særlig interesse. Traditionen tro bringer vi her hele programmet. Skulle der være læsere, som ikke kan deltage, men mener at et bestemt emne er meget interessant, modtager vi gerne forslag om at skrive en post om det. Der er trods alt to punditokrater, der deltager i hele workshoppen.

Fredag, 11.00: Velkomst

11.05-12.35 (a): Legislation and life choices (chair: Adrian Mehic)

Adrian Mehic (Lund): Consent-Based Laws and Aggregate Fertility

Jesper Deding and Karsten Bo Larsen (Cepos): Improving Quality in Early Childhood Education Through Minimum Staffing Ratios – Politics, Science or Politically Influenced Science? A Meta-Systematic Literature Review Comparing Danish and International Research Literature

Lucas Henriksson (Lund): The declining effect of European cigarette taxation on youth smoking

11.05-12.35 (b): Applications of public choice (chair: Lasse Aaskoven)

Lasse Eskildsen (SDU): How do Social Media Differ from Classical Media in their Relationship to Terrorism?

Ingemar Bengtsson (Lund): Green Inside Activism in Forestry and Possible Reallocation of Value – A Conceptual Analysis

Lasse Aaskoven (SDU), Adam Scharpf (Københavns Universitet) and Christian Gläsel (Hertie School of Governance): Occupation and Collaboration: Evidence from Danish Officers in Nazi Germany’s Military Service.

12.35-13.30: Frokost for registrerede deltagere

13-30-15.30 (a): Scope and structure of government (chair: Otto Brøns-Petersen)

Fredrik Andersson (Lund): Arm’s-Length Governance in Cultural Policy and Beyond – Some Comparisons

Åsa Hanson (Lund): Is a Highly Decentralized Government Sustainable in a Digitalized and Global World?

Christine Terjesdotter Bangum, Benny Geys and Rune Sørensen (BI Norwegian Business School): Universalism over the Life Cycle

Otto Brøns-Petersen (Cepos): Fiscal Externalities and Institutional Drift in the EU, Informed by Public Choice

13-30-15.30 (b): Long run development (chair: Andreas Bergh)

Martin Paldam (Aarhus): The OPEC/MENA/Arab Nexus and the Missing Democratic Transition

Christian Bjørnskov (Aarhus): Was National Sovereignty a Profitable Decision? Exploring Economic Growth after Decolonisation

Andreas Bergh (Lund): Does Capital Income Increase Inequality also in the Long Run?

15.30-16.00: Kaffe

16.00-17.30 (a): Reforms (chair: Rasmus Wiese)

Rasmus Wiese (Groningen), Jan-Egbert Sturm (KOF) and Jakob de Haan (Groningen): The Impact of Structural Reforms on the Labour Income Share: New International Evidence

Jan Fałkowski (Warsaw): But Don’t Play with Me `Cause You’re Playing with a Farmer. Electoral Consequences of Animal Welfare Proposals

Nicola Maaser (Aarhus): Turned Off by Boundary Reform

16.00-17.30 (b): Constitutional Political Economy (chair: Jerg Gutmann)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw): Economic Consequences of Non-Compliance with Constitutions – the Post-Socialist “Illiberal Democracy” Perspective

Tim Schnelle (Hamburg): Crafting Compliance: The Role of Inclusion and Participation in the Constitution-Making Process

Jerg Gutmann (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Coups and Constitutional Compliance

Lørdag morgen:

9.30-11.00: Immigration and segregation (chair: Charlotta Stern)

Andreas Ek (Lund): Assessing Market-Level Discrimination of Immigrants

Niclas Berggren (IFN), Erik Enger Karlson (IFN), and Elis Hodzic (VSE): Trust and Income among Immigrants in Europe

Charlotta Stern and Martin Björklund (Ratio): Separate but Equal? Understanding the Persistence of Class Segregation in the Swedish Labor Market

Fattigdom er mørk – Ruslandudgave

Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2025. 2 svar

Vi har før skrevet om hvordan diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Det gælder i særlig grad om deres væksttal, som Luis Martinez har dokumenteret, og før ham Christopher Magee og John Doces. Det smarte trick, som Magee og Doces fandt på, er at sammenholde officielle vækstdata med væksten i, hvor meget lys der er om natten i et land eller område. Baggrunden for det er, at det har været vidst i meget lang tid, at jo rigere en befolkning bliver, jo mere lys kommer der om natten. Lys er ganske enkelt noget, som kan være dyrt for de meget fattige, men bliver relativt billigere og langt bredere tilgængeligt, jo rigere et land bliver.

På den måde har Magee og Doces og Martinez efter dem vist, at der er en meget tæt sammenhæng mellem lys om natten og velstand i demokratier, men den er anderledes i en række diktaturer. Dét er netop måden, de kan vurdere, hvor meget hvert diktatur lyver om deres økonomiske vækst. Og det er for eksempel måden, man kan bruge for at se hvor meget Kina har løjet de seneste årtier.

Det særligt interessante er, at mens vi er mange akademikere, som har været både imponerede over, hvor smart metoden er og stærkt interesserede i resultaterne (læs f.eks her), har den nu sneget sig ind i faktisk politik. Sveriges finansminister, Elisabeth Svantesson – der er uddannet nationaløkonom fra Örebros Universitet – påpegede igår ved World Economic Forum i Davos, at Moskva er blevet mørkere de seneste tre år! Som Svantesson helt korrekt fortalte, betyder det at russerne er blevet synligt fattigere. Det er fuldstændigt modsat de officielle russiske data, og modsat den fortælling, som mange journalister stadig bringer om at Ruslands økonomi er i vækst.

Det er sjældent, at faktisk nationaløkonomisk forskning bliver brugt aktivt i politik. Det normale er, at politikere når der er debat, får deres rådgivere til at finde forskning eller ekspertudtalelser, der understøtter hvad de i forvejen påstår. Elisabeth Svantesson skal derfor have stor ros for ikke blot at kende til noget af den nyeste forskning på området, men også at bruge den så tydeligt og offentligt, og om et emne, der er så vigtigt. Sandheden er, at Ruslands økonomi er nødlidende, og russerne oplever voldsom inflation, og i særlig grad prisstigninger ting som smør, sukker, mælk, biler og boliger. Putin og hands håndlangere kan blive ved med at påstå, at alt går godt, men det lys, man kan se med NASAs satellitter, fortæller en historie om et land, der bevæger sig mod økonomisk opløsning.

Hvorfor er alt kriser for regeringen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2025. 2 svar

Mette Frederiksen blev valgt i 2019 og lagde fra starten en meget traditionelt venstre-socialdemokratisk linje. Hendes regering og faktion indenfor partiet definerede sig ganske klart i modsætning til Helle Thorning og Bjarne Corydons strategi få år tidligere, og sigtet var at rykke parti og land til venstre. Få måneder senere, da verden blev ramt af den nye Covid-19-virus fra Kina, fik Frederiksen noget nær sin ønskesituation foræret: Regeringen kunne kopiere Kina, Italien og andre landes drakoniske pandemipolitik og opnå en grad af magt, som ingen bare nogenlunde normal situation ville kunne give den. Krisen var, med andre ord, en gave til en af de mindst demokratisk ‘mindede’ danske politikere i mange år.

Men når en regerings modus operandi bliver, at al politik er lagt an på at løse kriser – virkelige såvel som påståede – skaber det alvorlige problemer. For det første er det en effektiv måde at demontere oppositionen, når man kan overbevise den om, at landet faktisk er i en krise, og alle må rykke sammen. Som læserne kunne se fra 2020 til midten af 2022 var der reelt ingen politisk opposition i Danmark, og Frederiksen-regeringen fik lov til at regere autokratisk.

For det andet er det et stort problem, at når alt er en krise, er al politik også krisepolitik. Som jeg påpegede i Børsen igår, er en del af problemet at “Ser man noget som en krise, kræver det handling nu og her uanset de langsigtede konsekvenser. Krisepolitik indebærer således næsten altid en meget kort tidshorisont.” Mekanismen er simpel og enkel at forstå; Hvis man sætte den på spidsen, er det lange sigt ikke vigtigt, når alternativet til kortsigtet krisepolitik er udryddelse. Kan man overbevise – eller skræmme – nok vælgere til at tro, at en ny virus er en eksistential risiko, kan man få lov til at føre ekstremt kortsigtet, ideologisk politik.

Sidst, men ikke mindst, bliver politik mere kortsigtet jo mere truet, regeringen er, eller jo mere sandsynligt det er, at centrale regeringspersoner snart forlader politik. Begge dele forkorter også regeringers tidshorisont og fører dermed til kortsigtet politik, der måske kan score nogle politiske point nu, men har negative konsekvenser på det lange sigt.

Og spørgsmålet, som lå implicit i min Børsen-klumme og eksplicit her, er om det ikke er en rimelig beskrivelse af de to Frederiksen-regeringer? Det er regeringer, der har talt meget om reformer og store beslutninger, men har gjort forbløffende lidt i den retning – eller i hvert fald forbløffende lidt, der giver nogen som helst mening på langt sigt. Politik i Danmark er, i min mening, endt som et skræmmeeksempel på hvad der sker, når alt i politik kommer til at handle om det korte sigte.

Martin Paldam: 50 år på Aarhus Universitet

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2025. Skriv et svar

I eftermiddag, fra 14.15-16, afholder Institut for Økonomi på Aarhus Universitet et lille arrangement i en helt særlig anledning: Martin Paldam, der nu er professor emeritus, har været ansat på instituttet i 50 år. Han har i høj grad efterladt sig en arv i dansk økonomisk forskning, og bliver i en alder af 82 ved med at forske og at udgive artikler.

Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.

Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!

Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.

Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.